Fortsat fælles forældremyndighed, selv om der var uenighed om Ms flytning til USA med børnene, TFA 2023/365 ØLD
Byrettens begrundelse
Ad samvær
På grundlag af parternes forklaring og børnesamtalen med B1 er det ikke klart for Familieretten, hvordan eller hvorfor der er opstået distance i forholdet mellem B1 og F.
På grundlag af børnesamtalen, herunder også indtrykket af B1 under børnesamtalen, barnets alder, og sagens øvrige oplysninger ses der imidlertid at være opstået en sådan fast besluttet modvilje hos B1 til at have samvær med F, at det for nuværende ikke vil være til barnets bedste at fastsætte samvær.
Efter en samlet vurdering og på grundlag af ovenstående kan der af hensyn til barnet for nuværende ikkefastsættes samvær mellem F og B1.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19, jf. § 21, stk. 3, jf. § 4.
Ad forældremyndighed
Der er efter parternes forklaringer og ved sagens oplysninger i øvrigt ikke påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B1’s forhold til B1’s bedste, og familieretten har ikkegrundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Det forhold, at B1 ikke ønsker, at F har del i forældremyndigheden, kan ikke føre til andet resultat.
Den fælles forældremyndighed opretholdes. Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11.
Landsrettens begrundelse
Landsretten finder, at sagen er tilstrækkelig oplyst. Anmodningen om gennemførelse af en børnesamtale med B1 imødekommes derfor ikke.
Landsretten finder ikke grundlag for at afvise M’s anbringende om udrejse til USA, der er fremsat i ankestævningen, idet F har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser, jf. retsplejelovens § 455,stk. 1, jf. § 383, stk. 2, 2. pkt.
Efter bevisførelsen for landsretten, herunder parternes forklaringer og sagens oplysninger i øvrigt, tiltræder landsretten, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om B1’s forhold til hendes bedste. Det forhold, at parterne er uenige om, hvorvidt B1 kan flytte med M til USA, kan ikke i sig selvføre til ophævelse af den fælles forældremyndighed. Det tiltrædes derfor, at den fælles forældremyndighed skal fortsætte, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom, i det omfang den er anket.
Kommentar:
Det bemærkes, at B1 er født i 2009 og altså 14 år. Det giver sjældent mening at føre sager om så store børn.
Afgørelsen er for så vidt interessant i forhold til det, som jeg kalder ”flytteproblematikken”, og som jeg har skrevet en lang fortløbende artikel om under titlen ”er skilsmisseforældre stavnsbundne”.
Dommen siger for det første, at der er fælles forældremyndighed, selv om der er uenighed om, hvorvidt B1 kan flytte med M til USA, kan det ikke i sig selv føre til ophævelse af den fælles forældremyndighed.
Det er ærlig talt lidt juridisk mærkeligt især sammenholdt med, at landsretten tillader M at fremsætte et anbringende i landsretten om denne USA-problematik, fordi F har haft rimelig tid til at forholde sig til anbringendet.
Et anbringende er et udtryk for et juridisk argument, som skal underbygge den påstand, man har nedlagt under sagen.
M nedlagde påstand om, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves blandt andet begrundet i spørgsmålet om planerne om at rejse. F forfægtede det synspunkt, at det anbringende slet ikke kunne komme frem i landsretten, fordi det ikke havde været fremme i byretten.
Den juridiske udfordring er så, at man nok har talt om udrejsespørgsmålet. Men reglen er ”jo”, at den, der har bopælen over et barn, efter forældreansvarslovens § 3 bestemmer, ”hvor i landet” barnet skal bo. Flytning til udlandet uden samtykke kræver sådan set, at pågældende har forældremyndigheden alene.
Landsretten siger (i virkeligheden ret forkert i forhold til de nedlagte påstande), at uenighed om bopælen i udlandet ”ikke i sig selv” kan føre til ophævelse af den fælles forældremyndighed.
Det mener jeg faktisk ikke, at landsretten har ret i.
Resultatet er fælles forældremyndighed. Hvis M nu vælger at flytte til USA med barnet, skal hun varsle med 6 uger, hvorefter F kan protestere. F vil med nogen ret kunne sige, at det kræver en helt ny sag. M vil heroverfor kunne sige, at landsretten indirekte har taget stilling.
Det kunne være interessant at vide, om der efterfølgende faktisk er kommet et problem ud af de udfordringer, jeg skitserer her. Egentlig håber jeg bare, at M er rejst til USA uden problemer.
Afsluttende er det min opfattelse, at det hele kunne være løst, hvis M havde nedlagt en påstand som en slags ansøgning om at måtte flytte til udlandet med barnet. Jeg har skrevet en del om det i ovennævnte artikel, hvor jeg blandt mange domme omtaler en central højesteretsdom med en længere redegørelse om problemstillingerne, der findes i TFA 2022/11.
Viggo Bækgaard
2. november 2023