Fortsat fælles forældremyndighed over barn på nu 3 år. F fængslet mere end 5 år for straffelovsovertrædelser, der ikke er omfattet af forældreansvarslovens § 4a, Højesterets dom af 2. juni 2026
Kort beskrivelse af problemstillingen, som jeg kun kender fra dommene på Højesterets hjemmeside:
Forældrene samlevende ca. et halvt år og flyttede fra hinanden inden barnets fødsel i januar 2023.
F er efterfølgende idømt en fængselsstraf på i alt 5½ år for overtrædelse af straffelovens §191 (narkohandel) og § 244, stk. 1, jfr. §247 (populært sagt den milde voldsparagraf i gentagelsestilfælde).
I byretten handlede sagen både om forældremyndighed og samvær. Byretten fastsatte ikke samvær. Kun forældremyndighedsspørgsmålet blev anket.
Byrettens begrundelse (Holstebro)
Det følger af forældreansvarslovens § 1 1 , 2 . pkt. , at den fælles forældremyndighed kun kan ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Der er ikke oplysninger i sagen om, at Far har modarbejdet beslutninger vedrørende Barn eller har forsømt at reagere på henvendelser vedrørende Barns forhold. Far har derimod udstedt en fuldmagt til Mor, hvor hun kan træffe alle fornødne beslutninger omkring Barns forhold. Der er derfor ikke påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Barns forhold ti l Barns bedste, og familieretten har ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 1 1 , 2 . pkt. , jf. § 4 .
Far afsoner for nuværende fængselsdomme samlet på i alt 5 år og 6 måneder for blandt andet narkokriminalitet og besiddelse af kniv. Far har afsonet ca. 1 år og 6 måneder. Han har således minimum yderligere 2 års afsoning, inden han eventuelt vil kunne prøveløslades. Henset hertil og det forhold at Barn kun er 1 år og 8 måneder samt det forhold, at Far alene har set Barn i meget begrænset om fang efter fødslen og ikke har set Bar siden marts 2024, finder retten, at der for tiden ikke er grundlag for at fastsætte samvær, herunder heller ikke overvåget eller støttet samvær med Barn. Der fastsættes for tiden ikke samvær mellem B arn og Far.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 1 9 og 2 1 .
Byrettens resultat:
Fælles forældremyndighed og ikke samvær
Landsrettens begrundelse:
Sagen for landsretten angår alene spørgsmålet om fælles forældremyndighed .
Det er forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at et barn har ret ti l to forældre, der skal tage fælles ansvar for baret. Efter forældreansvars lovens § 1 1 , 2 . pkt. , kan fælles forældremyndighed kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold ti l barnets bedste.
Fælles forældremyndighed forudsætter blandt andet, at forældrene har en kommunikation , som gør dem i stand ti l sammen og inden for rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet, således at de realistisk set er i stand til at have et egentligt samarbejde om barnet.
Landsretten l ægger efter bevisførelsen til grund, at parterne ikke siden sommeren 2024, hvor Far blev varetægtsfængslet for anden gang siden Bams fødsel Dato 2023 , har kommunikeret direkte med hinanden om forhold vedrørende Barn, og at de i realiteten ikke har noget samarbejde om ham.
Da Far er i gang med at afsone en samlet fængselsstraf på mere end 5 år og efter de afgivne forklaringer lægges det endvidere til grund, at der ikke inden for de kommende år er udsigt til, at partere vil kunne etablere et sådant samarbejde.
Landsretten finder på denne baggrund, at der er holdepunkter for at ophæve den fælles forældremyndighed, selv om der ikke er en aktuel konflikt mellem forældrene om Bams forhold, og at dette vil være bedst for Barn, j f. forældreansvarslovens § 4.
Landsretten ændrer derfor familierettens dom for så vidt angår bestemmelsen om fælles forældremyndighed, således at den fæl les forældremyndighed over Barn ophæves og fremover til lægges Mor alene, j f. forældreansvarslovens § 1 1 , 2 . pkt.
Landsrettens resultat:
Ene forældremyndighed til Mor.
Ingen af partere skal betale sagsomkostni nger for landsretten t i l den anden part el l er t i l statskassen.
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstilling
M og F var samlevende, da hun blev gravid med fællesbanet B i 2022. 1 januar 2023 blev samlivet ophævet. B blev fød t den 1. august 2023, og M og F fik fælles forældremyndighed.
F er straffet senest ved dom af 18. december 2023 for overtrædelse af bl .a. straffelovens § 1 9 1 og ved dom af 10. december 2024 for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 1 9 1 og § 244, stk. 1 , jf. § 247, stk. 1 . Forud for sidstnævnte dom havde han været varetægtsfængslet, og inden varetægtsfængslingen havde han haft nogle få samvær med B .
F afsoner som følge af d isse domme ubetinget fængselsstra fpå i alt 5 år og 3 måneder.
Familieretten traf ved dom af 25. april 2025 afgørelse om, at M og F fortsat skal have fælles forældremyndighed over B, og at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem B og F.
Spørgsmå let om fælles forældremyndighed blev indbragt for landsretten, som ved dom af 18. juli 2025 bestemte, at den fælles forældremyndighed ophæves, således at forældremyndigheden til lægges M alene.
Sagen angår for Højesteret, om der er grundlag for som bestemt af landsretten at ophæve den fælles forældremyndighed over B, så ledes at forældremyndigheden til lægges M alene. Hoved spørgsmålet er, om der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om B’ forhold til hansbed ste, og hvad der vil være bedst for B, jf. foræld reansvarslovens § 1 1 , jf. § 4.
Reglerne om ophævelse af fælles forældremyndighed
Fælles forældremyndighed indebærer, at forældrene skal være enige ved rørende væsentlige beslutninger om barnets forhold, f.eks. skolevalg, mens den forælder, som barnet bor hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, f. eks. valg af daginstitution og fritidsaktiviteter, jf. foræld reansvarslovens § 3, stk. 1.
I tilfælde, hvor forældrene ikke lever sammen og ikke er enige om forældremyndigheden, følger det af forældreansvarslovens § 11, at fælles forældremyndighed kan ophæves, men kun hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Denne betingelse gælder dog ikke i tilfælde af lovens §4a, hvorefter en forælder som udgangspunkt ikke kan have forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden over et barn, hvis forælderen er idømt en ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af nærmere angivne bestemmelser i straffeloven.
I forarbejderne til forældreansvarslovens § 4a er anført, at overtrædelse af andre straffelovsbestemmelser end dem, der er omfattet af bestemmelsen, vil indgå i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, hvis der er tale om handlinger, som skaber tvivl om, hvorvidt den pågældende er egnet til at drage omsorg for et barn. Der henvises til Folketindstidende 2024-25, tillæg A, lovforslag nr. L 66 s. 8.
Det følger af forarbejderne til lovens § 22, at reglen om, at fælles forældremyndighed kun kan ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, har til formål, at balancere to hensyn over for hinanden – dels barnets interesse i at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet, dels barnets interesse i, at foræld rene kan samarbejde om dets forhold , idet det ellers er tvivlsomt, om fælles forældremyndighed er i barnets interesse. Det centrale er, om foræld rene kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet. Ved vurdering af samarbejdspotentialet kan der bl. a lægges vægt på, om en forælder er uegnet til at del tage i væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv, f.eks. på grund af massivt misbrug, eller ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin ad færd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at del tage i barnets liv . Det kan endvidere til lægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne fundament for et egentligt samarbejde, så ledes at forældrene inden for rimelig tid kan blive enige om spørgsmål om barnet og ikke mere regelmæssigt har behov for myndighedernes hjælp, og uden at der opstår vedvarende konflikter. Manglende tillid til den anden forælder eller manglende vilje til eller evne til at være fleksibel og til passe sin egen opfattelse til den anden forælders opfattelse kan indikere, at fæl les forældremyndighed ikke er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4. Der henvises til Fol ketingstidende 20 1 1 – 1 2, ti l læg A, lov forslag nr. L 1 57, s. 1 0 og 25.
Højesteret bemærker i tilknytning til det anførte, at det ved vurderingen af, om forældrene kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, må indgå, om og hvordan parterne aktuelt kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold. Hvis de ikke kommunikerer med hinanden, må det indgå, hvad der er baggrunden for dette.
Den konkrete sag
Som nævnt angår sagen for Højesteret alene spørgsmålet om foræld remyndighed. Familierettens afgørelse om, at der for tiden i kke er grundlag for at fastsætte samvær mellem B og F, er ikke anket.
Højesteret bemærker, at den kriminalitet, som F er døm t for, ikke er om fattet a f forældreansvarslovens § 4 a. Sagen skal som følge heraf bedøm mes efter lovens § 1 1 , 2. pkt. Det afgørende er derfor, om der er holdepunkter for at antage, at foræld rene ikke kan samarbejde om B ‘ forhold til hans bed ste.
Som anført af familieretten er der ikke oplysninger i sagen om, at F har mod arbejdet beslutninger ved rørende B eller har und ladt at reagere på henvendelser ved rørende B’ forhold.
Der er så ledes ikke påvist aktuelle samarbejdsproblemer, og Højesteret finder, at der heller ikke i øvrigt er oplysninger i sagen, som giver holdepunkter for a t antage, at parterne ikke fremover vil kunne samarbejde om B’ forhold på en såd an måde, at spørgsmål om B kan afklares inden for rimelig tid og normalt uden behov for myndighedernes hjælp og uden, at der opstår ved varende konflikter.
Højesteret lægger i den forbindelse til grund, at hovedårsagen til, at parterne for tiden ikke kommunikerer om B’ forhold, er Ms a fstandtagen fra Fs kriminalitet, samt at F i praksis har overladt beslutninger om B’ forhold ti l M, mens han afsoner. Højesteret finder end videre, at den kriminalitet, som F har begået, ikke i sig selv gør ham uegnet til at del tage i beslutninger om B ‘ l iv, og der er ikke grund lag for at fastslå, at han ved sin ad færd har vist, at han ikke har til hensigt at del tage i B ‘ liv.
Som følge af det anførte er betingelserne for at ophæve den fæl les foræld remyndighed, så ledes at forældremyndigheden til lægges M alene, ikke opfyldt.
Højesterets resultat:
Fortsat fælles forældremyndighed.
Ingen part skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen .
Kommentar.
Vi har her en ganske tankevækkende afgørelse.
For det første er det altid interessant at læse Højesterets afgørelser. Begrundelserne i Højesteret er altid meget grundige. En afgørelse som denne bliver i min læsning på en gang vældig teoretisk og måske også lidt for meget politisk korrekt.
Som advokat kan jeg virkelig ikke lade være med at more mig over den grundighed i argumentationen, som Højesteret lægger for dagen.
Det morsomme er, at såvel en del kolleger til mig som både by- og landsdommere nærmest fnyser ved tanken om, at man skal procedere en forældreansvarssag.
Synspunktet er vist, at advokaters argumentationer i disse sager er konfliktoptrappende.
Hvis man forestillede sig en advokat, som gik i gang med – både i by- og landsretten – at argumentere så grundigt, som Højesteret gør i denne sag, ville blive pillet ned af brættet efter de første 2 minutters procedure.
Men dommens argumentationer er sjov læsning.
Faktum synes i min læsning af dommen at være, at forældrene er sammen et halvt år og har hurtig succes med at blive gravid. M opdager så, at Fs kriminelle udenomsaktiviteter ikke som lovet var sluttet og flytter fra ham, inden barnet bliver født.
F idømmes en fængselsstraf for narkokriminalitet og efter den såkaldt milde voldsparagraf.
Vi har en lidt mærkelig relativ ny bestemmelse i forældreansvarslovens § 4a, der siger noget om forældremyndighed og samvær i situationer, hvor en forælder er straffet med ubetinget fængsel for ganske præcist opremsede straffelovsbestemmelser, ikke kan have del i forældremyndigheden, bopæl eller samvær.
Højesteret bruger ganske mange ord til at fremhæve, at den konkrete forbrydelse netop ikke er omfattet af §4a, og at det derfor er de almindelige regler om ophør af fælles forældremyndighed, som er afgørende. (Det her med, om parterne må antages fremadrettet at kunne samarbejde til gavn for barnet).
For et par år siden skrev jeg en længere artikel om håndtering af ”problemer” i forældreansvarssager, hvor jeg skrev temmelig meget om netop den mærkelige bestemmelse i §4a. Fra den artikel citerer jeg:
#§ 4a – bestemmelsen, der afskærer alt.
I lovens § 4a har vi en lidt mærkelig og egentlig ret inkonsekvent bestemmelse. Den konsekvenssætter ganske specifikke straffelovsovertrædelser og forholder sig til den alvor, hvormed eventuelle overtrædelser er bestemt ved straffastsættelsen.
Bestemmelsen siger for det første, at det afgørende er, om pågældende er idømt en ubetinget straf eller dømt til anbringelse eller forvaring og refererer herefter til en række bestemte overtrædelser af straffeloven.
Straffelovens § 101a og § 114 til 114 f samt referencen til § 136 omhandler dybest set terrorhandlinger, hvis direkte forbindelse til forældreansvarsområdet vist mere må anses for udtryk for det generelle politiske billede end relevant konkret sammenhæng til forældreansvarsområdet.
Absolut mere konkret relevant bliver det med henvisningen til straffelovens § 210, der handler om samleje inden for nærmeste nedstigende linje samt til den generelle henvisning til straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser.
Bestemmelsen refererer herudover til § 237 (manddrab), § 245 (grov vold), § 245 a (omskæring), § 246 (vold med døden til følge), § 262 a (menneskehandel).
Hvis disse bestemmelser finder anvendelse, kan forbryderen ikke få del i forældremyndigheden, bopæl for barnet eller samvær med det.
Bestemmelsen kom ind i forældreansvarsloven ved ændringen i 2019. Fra lovforslaget i forbindelse med ændringen fremgår det gennemgående tema i forældreansvarsloven, som i praksis giver anledning til mange forkvaklinger:
”Forældreansvarsloven bygger således på en formodning om, at det er bedst for barnet at have kontakt med begge sine forældre.
Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag, og der kan således f.eks. træffes afgørelse om at afslå eller ophæve samvær, hvis det er bedst for barnet. Dette vil eksempelvis i udgangspunktet være tilfældet, hvis en forælder har udøvet vold mod barnet, ligesom vold mod den anden forælder kan føre til, at barnets kontakt til den voldelige forælder afskæres. Er en samværsforælder dømt for personfarlig kriminalitet, kan dette forhold efter en konkret vurdering også i sig selv føre til, at en ansøgning om samvær afslås, eller at et fastsat samvær ophæves, også selvom kriminaliteten hverken var rettet mod barnet eller barnets nærmeste.”
Jeg skal undlade her at gå i detaljer med den pågældende paragraf men blot undre mig en smule over bestemmelsen lige præcist som appendix til den helt generelle grundbestemmelse, som jeg har citeret ovenfor.
Gad vide, om det kun er mig, der undrer sig over, at terrorforbrydelser og menneskehandel skulle have en så stor betydning, at de ligefrem må ind i forældreansvarsloven som særskilt grundlag. Manddrab, incest, pædofili, grov vold og vold med døden til følge giver vel egentlig sig selv også i den generelle kontekst.
Men er det kun forbrydelser, som har medført ubetinget fængselstraf, der skal have den alvorlige konsekvens? Selvfølgelig ikke ifølge ovenfor citerede bemærkninger. Men de giver en automatkonsekvens.
Andre problemstillinger, som kan have betydning for barnet, skal indgå i den samlede bedømmelse, der altid skal tage udgangspunkt i, hvad der er ”bedst for barnet”.
….
Desværre fylder den politiske korrekthed uendelig meget hele vejen rundt. Der er ganske mange såkaldt børnesagkyndige, der generelt indtager det standpunkt, at samvær er godt for enhver pris.
Synspunktet hos den gruppering er, at det er ødelæggende for stort set ethvert barn at blive frataget adgangen til den ene forælder, fordi det vil påvirke barnet resten af livet. Når jeg så anfægter synspunktet og kalder det politisk korrekthed, svares der af og til af den børnesagkyndige, at det er et ”børnesagkyndigt faktum, som der er undersøgelser, der dokumenterer.”
Jeg er bestemt ikke psykolog og har slet ikke læst al relevant faglitteratur om emnet. Efter at have spurgt flere fagpersoner på området mener jeg dog at kunne slå fast, at der hverken er danske eller internationale undersøgelser, der støtter det postulat.
Desværre er det min vurdering, at ”bedst for barnet” tænkes ind i et ligestillingsperspektiv, hvor barnet ikke har nogen central placering, medmindre vi nærmest er inde i de alvorlige §4a-situationer.”
For ikke så længe siden afsagde Højesteret en vældig interessant og meget omtalt dom om en mediepersons mulige krænkelser, hvor direktøren i Kvinfo dybt usagligt konstaterede, at dommen blev afsagt af lutter mandlige højesteretsdommere. Jeg konstater bestemt lige så usagligt, at denne forældremyndighedsdom er afsagt af lutter mandlige dommere.
Mindre usagligt og mere noget jeg virkelig mener er det, at jeg faktisk læser dommen som en ligestillingsdom, som jeg virkelig har svært ved at se som ”bedst for barnet”.
Er det virkelig bedst for barnet (og her M), at M skal ”straffes” for sit fejlskøn af valg af far til barnet derved, at der skal være fælles forældremyndighed? Hun havde naivt troet på, at F var færdig med den kriminalitet, som hun godt nok vidste, at han havde været inde i. Da hun bliver klar over det modsatte, flytter hun fra ham, inden barnet bliver født.
Højesteret siger nærmest småbeklagende, at samværsspørgsmålet jo ikke er anket. Kan man læse det som en ærgrelse over, at man ikke fik lejlighed til at belemre barnet med samvær med en kriminel narkohandler.
Men husk: Højesteret er pr. definition ufejlbarlig og har altid ret.
Selv har jeg i mange år sagt, at jeg kun tager sager, hvor jeg helt inde i maven oplever, at det, som jeg skal kæmpe for, også er OK for barnet.
Det var en sag, jeg med 100% sikkerhed ikke havde taget for F.
Viggo Bækgaard
4. juni 2026