Fortsat fælles forældremyndighed over 1½-årige tvillinger trods konflikter, TFA 2014/42 ØLD
Byrettens begrundelse:
Parterne er enige om, at børnene er velfungerende.
Efter parternes forklaringer lægges det til grund, at konfliktniveauet mellem parterne er højt, hvilket i nogen grad blev bekræftet ved deres fremtræden i retten. De kommunikerer pr. mail og i begrænset omfang pr. sms. Uanset parternes udtalelser i retten om, at de ønsker en bedre kommunikation, synes ingen af dem at ville tage initiativ hertil. De har heller ikke i statsforvaltningen taget imod tilbud om bistand til forbedring af kommunikationen. Endelig må der lægges en vis vægt på, at parterne bor i nogen afstand fra hinanden. Efter en samlet vurdering af parternes forhold er der herefter ikke holdepunkt for at antage, at de inden for en rimelig tidshorisont vil blive i stand til at samarbejde om fælles forældremyndighed til børnenes bedste. Parternes fælles forældremyndighed bør derfor ophæves.
Børnene har efter det oplyste vedvarende boet hos sagsøgeren, som må antages at være deres primære omsorgsperson. Når der endvidere henses til børnenes alder, bør forældremyndigheden tillægges M alene, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Landsrettens begrundelse:
Tvillingerne er knapt halvandet år og går i vuggestue. Valget heraf gav efter det oplyste ikke anledning til nogen konflikt mellem parterne. Parterne har også i fornødent omfang kunnet samarbejde om gennemførelsen af de overvågede samvær, som F har haft.
Herefter og henset til de øvrige fremkomne oplysninger om parternes forhold finder landsretten, at der ikke er tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om tvillingernes forhold til deres bedste. Parterne skal derfor fortsat have fælles forældremyndighed over børnene, jf. forældreansvarslovens § 11.
