Forældremyndigheden over P1 og P2 til F trods anmeldelser om incest, VLD af 7. april 2011, utrykt (første-Horsens-dom)
Sag anlagt af M vedr. P1 og P2 på 6½ og 9 på domstidspunktet. Ved sagsanlægget havde F forældremyndigheden over P2, mens der var fælles forældremyndighed vedr. P1.
Sagen var anlagt i oktober 2009. Byretsdommen blev afsagt den 13. januar 2011. Børnesagkyndig undersøgelse er dateret 3. maj 2010.
Samværet var midlertidigt stoppet i oktober 2009 grundet anmeldelse om seksuelle krænkelser.
Påtale blev opgivet, hvilket betyder, at politiet opgav at forfølge sagen typisk grundet manglende bevis. Retten traf herefter midlertidig afgørelse om samvær. I retten blev i juni 2010 indgået en aftale om samvær under retssagen.
Der var gennemført en børnesagkyndig undersøgelse.
Der har været afspillet en viedooptagelse af P2 og en DVD med lydoptagelser af en samtale mellem F og P2.
Medio august 2009 havde P2 ringet til M og sagt, at F havde slået hende. M kontaktede kommunen. Kort efter sendte Fs advokat ifl. Ms forklaring i retten en telefax til kommunen om, at M skulle have gennempryglet P2. Kommunen reagerede herop ved et besøg i Ms hjem.
Et par fogedsager fulgte begge veje. En måned senere anmeldtes F til politiet grundet P2s beskrivelse af upassende seksuelle forhold rettet mod hende.
Forklaringerne i sagen er (som i rigtig mange bopæls- og forældreansvarssager) så modstridende, at man tror sig henført til vidt forskellige verdener.
Byretsdommen fylder i alt 18 sider, hvilket er ekstremt meget for en sag af den type.
Byrettens begrundelse:
Retten finder ikke grundlag for at fastslå, at den børnesagkyndige erklæring er behæftet med sådanne fejl eller mangler, at den bør udgå af sagen. Retten finder videre ikke grundlag for at antage, at erklæringen ikke giver et retvisende billede af de forhold og personer, den beskriver. Ms begæring om, at den skal udgå af sagen, tages derfor ikke til følge.
Det kan lægges til grund, at parternes konfliktniveau er og længe har været endog særdeles højt, og at børnene i ikke ubetydelig grad er påvirket heraf. Der er umiddelbart ikke udsigt til, at forholdet mellem parterne vil bedres væsentligt. Under disse omstændigheder er det ikke bedst for børnene, at parterne har fælles forældremyndighed over dem. Ms begæring om fælles forældremyndighed tages derfor ikke til følge, og den fælles forældremyndighed over P2 vil være at ophæve.
Retten lægger til grund, at begge parter er velegnede til at have forældremyndigheden over børnene.
Ved afgørelsen af, hvem af parterne, der skal tillægges forældremyndigheden, må det tillægges væsentlig betydning, hvem af dem, der må antages bedst at kunne forstå og varetage børnenes behov, såvel i det daglige som i særlige situationer, og herunder de særlgie behov, børnene måtte have som følge af forholdene i deres liv i de seneste år. I denne sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at M ikke har fulgt den børnesagkyndiges anbefaling om, at P2 tilbydes professionel støtte til bearbejdning af de forhold, hun igennem en årrække har været udsat for, heller ikke, selvom det er Ms opfattelse, at P2 har været udsat for seksuelt overgreb fra Fs side. F har på sin side givet udtryk for, at det er hans opfattelse, at P2 bør tale med en psykolog.
Herefter, og i øvrigt efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, finder retten, at det vil være bedst for børnene, at forældremyndigheden over dem tillægges F.
Under hensyn til, at børnene hidtil har haft bopæl hos M, og i lyset af deres alder, findes det at være bedst for dem, at M har samvær med dem i en 7/7-ordning.
M har 2 ugers sammenhængende ferie med børnene i skolernes sommerferie. Ferien fastsættes i overensstemmelse med Fs påstand.
Som Fs påstand om øvrigt feriesamvær er formuleret, tages denne ikke til følge.
Det fremgår af sagen, at der har sket endnu en politianmeldelse af F for seksuelle krænkelser efter byretssagen, og at denne politianmeldelse på domstidspunktet i landsretten ikke er afsluttet.
Landsrettens begrundelse:
Også efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at der er så svære og uovervindelige konflikter mellem parterne, at det positivt for P2 i den fælles forældremyndighed overskygges af disse konflikter. Det tiltrædes derfor, at den fælles forældremyndighed vedrørende P2 ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11.
Efter oplysningerne i sagen, herunder navnlig den børnesagkyndige erklæring, må det antages, at F bedst vil kunne forstå og varetage P1 og P2s behov og sikre dem stabilitet i deres hverdag. Det tiltrædes derfor, at det er bedst for P1 og P2, at han alene får forældremyndigheden over P2, og at forældremyndigheden over P1 er overført til ham, jf. forældreansvarsloven § 11 og § 14 stk. 1.
Under hensyn til P1 og P2s behov for ro og stabilitet skal M alene have samvær med børnene i lige uger fra torsdag efter ophør af børnenes institutionsophold til mandag ved starten af børnenes institutionsophold.
Der er ikke grundlag for at ophæve samværet, mens politisagen mod F verserer.
Med den her anførte ændring af samværet stadfæster landsretten dommen.
kommentar:
Jeg noterer mig, at der intet står i de 18 sider om den børnesagkyndige undersøgelse udover, hvad parterne forklarer om deres oplevelser af forløbet. Der er ikke i en 18 sider lang dom et eneste citat fra undersøgelsen, som både byret og landsret alligevel føler sig foranlediget til at lægge vægt på i deres begrundelser.
Ved gennemlæsning af dommen sidder en iagttager som jeg, der intet kendskab har til sagen eller parterne med en ret klar fornemmelse af, hvad det er, man har set både i byretten og i landsretten.
M har foretaget anmeldelser af seksuelle krænkelser oven i købet i to omgange. Politiet har ikke kunnet bevise noget. Sidste anmeldelse synes at være sket kort før hovedforhandlingen i landsretten.
Som jeg har skrevet et utal af gange også her på Børn og Samværs hjemmeside, er netop sager med beskyldninger om seksuelle krænkelser af børn særligt vanskelige. Det er meget ofte noget, der ikke kan bevises i juridisk forstand. I denne sag er børnene på domstidspunktet 6½ og 9 år. De har dog sproget og har selv kunnet fortælle noget. Men har de turdet, hvis der er noget om sagen?
Det antydes, at børnene på et tidspunkt har sagt noget i al fald til moren om krænkelser. Ligeledes antydes, at de har sagt til den børnesagkyndige, at der ikke er sket noget. Jeg har haft lejlighed til at gennemlæse den børnesagkyndige undersøgelse. Den er yderst ordinær og kun på 11 sider, hvilket er kort for en sag med den tyngde af beskyldninger, som sagen omfatter.
Den børnesagkyndige siger direkte, at hun ikke inden for rammerne af undersøgelsen kan gå ind i de mange postulater og fortolkninger, som forældrene hver for sig underbygger deres udsagn med. Men hun konstaterer formentlig med stor rette, at børnene påvirkes i det spændingsfelt, som sagsmængden og dokumentationsformen viser. Børnene synes ifølge den børnesagkyndige at blive påvirket af begge forældre.
Det fremgår af rapporten, at P2 udtrykte ønske om at bo hos faren. P2 har endvidere sagt til den børnesagkyndige, at der ikke er sket noget. M har over for den børnesagkyndige bekræftet, at P2 savner sin far og gerne vil ud til ham.
Der beskrives et for mig at se upåfaldende forhold under observationerne med begge forældre. Fs nuværende ægtefælle deltog under observationerne.
Erklæringen konkluderer, at børnene er knyttet til begge forældre men ikke uproblematisk og sundt. Hun fokuserer på det høje konfliktniveau.
Min konklusion er, at den børnesagkyndige har valgt helt at se bort fra parternes gensidige beskyldninger og populært sagt har forsøgt at vurdere her og nu situationen og i øvrigt se fremad.
Det kan tolkes på to måder: Enten at hun som det står skrevet ikke er gået ind i en vurdering, fordi det lå uden for rammerne. Eller at hun simpelthen ikke har set signaler på det og dermed vælger ikke at tro på mors beskyldninger. Børnenes adfærd og ord over for hende fører formentlig til det sidste.
Det lyser ud af sagen, at dommerne heller ikke har troet på moren.
Der findes mødre, som ikke holder sig for gode til at gøre alt for at få børnene eller for at genere børnenes far. Jeg er helt sikker på, at dommerne har set sådan en mor for sig. Alene det forhold, at landsretten valgte at tage stilling til, at der fortsat skulle være samvær, mens politisagen verserer, viser det.
Ved læsning af dommen alene er det uendelig svært at afgøre, hvad der er op og ned.
Men sagen illustrerer allerede på det tidspunkt en række af de problemstillinger, som jeg altid nævner i forbindelse med sager om seksuelle krænkelser. Dem er der derfor grund til at repetere.
Generelt om incest (forældres seksuelle krænkelser af børn) og pædofili generelt.
De følgende betragtninger har ikke direkte relation til den konkret citerede sag. En del af det kan genfindes også her på vores nye hjemmeside. Læsere af den gamle hjemmeside vil genkende alle punkterne.
Så sent som i vores høringssvar til evalueringen af forældreansvarsloven, har vi skrevet dette den 5. december 2111:
”Mistanke om seksuelle krænkelser fylder heldigvis ikke så meget i antal. Når de opstår, må de undersøges grundigt og tages alvorligt. Vi mener fortsat, at barnet skal behandles lige så nænsomt som en sigtet i en straffesag. Ligesom enhver rimelig tvivl skal komme sigtede til gode, skal enhver rimelig tvivl komme barnet til gode. Men barnet først!”
Man ved helt generelt, at mange seksuelle krænkelser af børn foretages af personer, som barnet kender godt. Mange foretages af barnets nærmeste familie.
Endvidere ved man, at det for pædofili generelt er sådan, at den pædofile knytter sig til barnet og oparbejder en særlig grad af fortrolighed. Den pædofile anvender en blanding af gulerod og pisk over for barnet.
Der findes en lang række litteratur om emnet, der bekræfter ovennævnte. For mit eget vedkommende er noget af det stærkest og mest forståelige, som jeg har læst om emnet Chr. Ditlev Jensens bog ”Det bliver sagt”, som jeg anmeldte her på hjemmesiden, da den var kommet frem. Anmeldelsen kan findes under artikler.
Tilbage til dommen.
Dommen kan isoleret ved læsning alene ses som det vise retssystems fantastiske evne til at gennemskue almindelige menneskers adfærd og handlinger.
Man kan læse den i det lys, hvor man som borger i et retssamfund må glæde sig over dommernes uendelige visdom. Tænk, at de kan finde lyset i tunnelen og sikre, at børn bliver placeret netop der, hvor det er allerbedst for børnene. De kan gennemskue den onde mor, som beskylder far for fæl incest.
Ved flere lejligheder har jeg ironisk omtalt dommeres guddommelige visdom. Men min ironi om det emne bruger jeg nu mest i situationer, hvor dommerne ikke lader sagerne undersøge godt nok. Det kan være situationer, hvor de undlader at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse eller tilfælde, hvor de ikke gennem vidneforklaringer lytter til voksne, som kan beskrive relevante forhold.
I denne sag ser det ved gennemlæsning af dommen ud til, at de har forsøgt at vurdere seriøst. Der har været en børnesagkyndig undersøgelse. To anmeldelser om incest, der har virket utroværdige på dommerne og åbenbart også på den børnesagkyndige.
Der findes i min verden ikke noget mere svinsk end at beskylde en person for incest, hvis det ikke har noget på sig. Det er nøjagtig det, som dommerne har villet slå ned på. Jeg er sådan set principielt enig med dommerne i denne sag. Hvis altså det er 100% sikkert, at det er moren, der er skurken.
Generelt uddyber jeg spørgsmålet i forlængelse af det, der er skrevet i ovennævnte høringssvar. Det er godt, at vi i et retssamfund siger, at enhver rimelig tvivl skal komme en anklaget til gode. Der skal være håndfaste beviser, før vi sætter folk i fængsel. Ovenfor skrev jeg, at enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode også. Men barnet først.
Det ræsonnement fører til, at vi i Landsforeningen Børn og Samvær helt konkret siger, at hvis der er tvivl, skal den først og fremmest komme barnet til gode.
Det vil i en sag som denne føre til, at forældremyndigheden selvfølgelig skal være hos mor, og at der ikke skal være samvær med far.
Men det er et frygteligt dilemma. Det er jo kun børnene og faren, der ved, om der er noget om beskyldningerne. Ingen andre kan på det foreliggende grundlag afgøre, om faren har gjort noget forkert.
Vi risikerer altså at bortdømme en uskyldig far fra kontakten med børnene og indflydelse på deres liv. Jeg har altid sagt, at sådan må det være, hvis der er en rimelig tvivl. Alternativet er, at vi udsætter børnene for fortsatte krænkelser.
Det er virkelig et dilemma. For mit vedkommende gælder helt klart, at jeg ligesom dommerne i denne sag nok ikke ville ryste på hånden, hvis jeg var 100% sikker på, at det forholdt sig sådan, som dommerne har set det.
På det grundlag, jeg kan læse mig til, kan jeg sådan set godt forstå dommen.
Men sagen viser sig at være en thriller.
Sagens videre forløb illustrerer bedst af alt situationen. Om det skal du læse i en anden dom ved at følge dette link til dom afsagt af Vestre Landsret den 8. november 2012.
Viggo Bækgaard
Talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær