Fælles forældremyndighed over 7 årig P, men ikke samvær med M, der var flyttet til Frankrig, TFA 2025/51 VLD
Byrettens begrundelse
P, der er født den … 2018, er opvokset i Danmark, hvor hun har gået i vuggestue og børnehave. Der er planlagt skolestart for hende på en nærliggende folkeskole efter sommerferien 2024. Hun har altid boet sammen med F, herunder siden parternes samlivsophævelse i juni 2023. Det fremgår af udtalelserne fra daginstitutionen, at P er et alderssvarende, velfungerende og meget kompetent barn. Hun taler ifølge F dansk og tamilsk og en smule engelsk, men ikke fransk.
Det er på denne baggrund bedst for P, at hun forbliver i sine nuværende omgivelser med F som den primære omsorgsperson og ikke – som påstået af M – flyttes til Frankrig for at bo hos M, der er bolig- og arbejdssøgende.
Det fremgår af partsforklaringerne og sagens oplysninger i øvrigt samt af parternes væremåde i retten, at samarbejdet mellem forældrene om barnet er meget dårligt og har været det i lang tid, også under samlivet.
Familieretten finder det sandsynligt, at samarbejdet bl.a. er vanskeliggjort af Ms helbredsmæssige udfordringer, som har ført til indlæggelse på psykiatrisk afdeling med diagnosen paranoid skizofreni, senest på tidspunktet for samlivsophævelsen i juni 2023. Hertil kommer, at M nu er bosiddende i Frankrig.
Der foreligger under disse omstændigheder konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene heller ikke fremover vil kunne samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
F får efter ovenstående medhold i sin påstand om, at den fælles forældremyndighed skal ophæves, og at han skal have forældremyndigheden over barnet alene.
Familieretten henviser herom til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Ms samvær med barnet har været meget sparsomt siden samlivsophævelsen i juni 2023. Den 5. april, 3. maj, 6. maj, 31. maj og 3. juni 2024 er der gennemført overvåget samvær i Familieretshuset i Aarhus. Der er herom udfærdiget ovennævnte rapport, hvoraf det om helhedsindtrykket af det samlede forløb bl.a. fremgår, at mor og datter har en god relation, og at der ikke er set noget i kontakten og relationen mellem dem, som indikerer, at barnet ikke skal se sin mor. Det fremgår dog også, at det har været svært for M ikke at inddrage barnet i nærværende sag, og at M har talt med barnet om at komme ned til hende i Frankrig, hvor hun har et værelse og en seng til hende. Det fremgår tillige, at M ved et af samværene satte barnet i en situation, hvor hun skulle sige farvel til en tydeligvis oprevet mor, hvilket først gjorde barnet forlegent og efterfølgende meget ked af det, så hun ikke ønskede at forlade M.
M har nedlagt påstand om, at hun skal have samvær med barnet i ferierne med overnatning i fra 3 dage op til 4 uger. Som påstanden er nedlagt, antages det, at det påståede samvær skal kunne finde sted i Frankrig.
Familieretten finder det ikke i overensstemmelse med forældreansvarslovens § 4, at der på nuværende tidspunkt fastsættes et samvær, hvor barnet skal forlade Danmark og/eller overlades alene i Ms varetægt, og M får derfor ikke medhold i den nedlagte påstand om samvær. Familieretten har herved lagt vægt på barnets unge alder sammenholdt med Ms personlige forhold – herunder hvad der for Familieretten fremstår som Ms manglende eller svækkede evne til at sætte sig ind i barnets behov og til at sætte barnets behov før sine egne.
Familieretten henviser vedrørende spørgsmålet om samvær til forældreansvarslovens § 19 og § 21, jf. § 4.
Byrettens resultat:
Ene forældremyndighed til F ikke samvær
Landsrettens begrundelse
Parterne har været samlevende og har begge varetaget omsorgen for P frem til sommeren 2023, hvor M var meget syg og blev indlagt, og hvor samlivet blev ophævet. P er 6 år og er lige startet i skole, og der foreligger efter oplysningerne om parterne og relationen mellem dem ikke tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at parterne ikke fremadrettet i nødvendigt omfang vil kunne samarbejde om P til hendes bedste. Oplysningerne om M’s psykiske sygdom og hendes forhold i øvrigt på nuværende tidspunkt kan efter det foreliggende ikke i sig selv eller samlet set føre til en anden vurdering, og det kan heller ikke tillægges afgørende betydning, at hun nu er bosiddende i Frankrig. Herefter og efter det, der i øvrigt er fremkommet, ophæves den fælles forældremyndighed ikke, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Det tiltrædes af de grunde, der er anført af familieretten, at det er bedst for P, at hun fortsat har bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.
Landsretten finder af de samme grunde, som familieretten har anført, at der ikke på nuværende tidspunkt bør fastsættes samvær, som indebærer, at P skal forlade Danmark. Landsretten finder heller ikke i øvrigt fornødent grundlag for at træffe bestemmelse om weekend- eller feriesamvær, idet det bemærkes, at M også selv har givet udtryk for, at et løbende weekendsamvær af praktiske årsager ikke på nuværende tidspunkt er realistisk. Selv om det ifølge rapporten for de overvågede samvær har været helhedsindtrykket, at relationen mellem P og hendes mor er god, og at der ikke er noget, som indikerer, at P ikke skal se sin mor, finder landsretten herefter samlet set, at der ikke for tiden er grundlag for at træffe bestemmelse om samvær.
Med den anførte ændring vedrørende forældremyndigheden stadfæster landsretten herefter familierettens dom.
Landsrettens resultat:
Fælles forældremyndighed – ikke samvær med M
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen