Fælles forældremyndighed ophævet for næsten præcis et-årig D. Eneforældremyndighed tillagt F, hos hvem D har haft bopæl siden 1. maj 2024. 6 overvågede samvær med M; ØLD 25. marts 2025, utrykt
Byrettens begrundelse (Odense)
Familieretten lægger efter parternes forklaringer til grund, at de har haft et kort og konfliktfyldt forhold, hvor de ikke har boet sammen, og at de aktuelt ikke har nogen kommunikation grundet vedvarende konflikter.
M har forklaret, at hun som led i en krisereaktion flere gange har rettet falske beskyldninger mod F om fysisk og psykisk vold, senest i juli 2024 over for X Kommune.
Parternes forklaringer sammenholdt med sagens øvrige oplysninger og det indtryk, som parterne har efterladt under hovedforhandlingen, giver holdepunkter for at antage, at parterne ikke vil være i stand til at etablere et samarbejde til Ds bedste. Det findes derfor bedst for D, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Parterne er enige om, at det er bedst for D at blive boende hos F, og efter en samlet vurdering er det herefter bedst for D, at forældremyndigheden tillægges F alene.
D har ikke haft samvær med M siden den 1. maj 2024.
Det fremgår af status fra Familieliv blandt andet, at D er en lille, sårbar dreng, som har oplevet mange skift og megen uro, herunder følelsesmæssig ustabilitet fra sin mors side, ligesom hun har været alkoholpåvirket. På denne baggrund og henset til blandt andet parternes konflikter og manglende samarbejde traf Familieretshuset den 12. juni 2024 afgørelse om ikke at fastsætte midlertidigt kontaktbevarende samvær mellem D og M.
Familieretten finder, at Ms adfærd fortsat bærer tydeligt præg af følelsesmæssig ustabilitet. Denne vurdering findes underbygget af hendes egen forklaring, herunder om at hun uønsket er gravid med faren til Ds storebror, som hun har genoptaget et forhold med. Hun har endvidere fremtrådt uligevægtig og med mangelfuld selvregulering under hovedforhandlingen.
Hun har forklaret, at hun flere gange er blevet anbefalet at lade sig udrede psykiatrisk, hvilket imidlertid ikke ses at være sket.
Familieretten lægger til grund, at D er kommet i trivsel, efter at han den 1. maj 2024 fik bopæl hos F og samværet med M ophørte.
Familieretten lægger endvidere til grund, at D navnlig henset til sin alder og hidtidige opvækst har brug for en længerevarende periode med ro, tryghed og stabilitet.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering findes det bedst for Dr, at der for tiden ikke fastsættes samvær, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, stk. 3, jf. § 4.
Byrettens resultat:
Den fælles forældremyndighed over D, født den * august 2023, ophæves, og forældremyndigheden tillægges F alene.
Der fastsættes for tiden ikke samvær mellem D og M.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen
Landsrettens begrundelse.
Landsretten er i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed enig i familierettens begrundelse og resultat, og det, der er kommet frem for landsretten herom, kan ikke føre til et andet resultat.
Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. herved lovens § 4. Spørgsmålet er, om der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt i den foreliggende sag og komme til den konklusion, at det vil være bedst for D, at han ikke har samvær med sin mor.
Efter de foreliggende oplysninger, herunder udtalelser af 28. februar 2025, 5. marts 2025 og 6. marts 2025 fra X Kommune, må det lægges til grund, at kommunen ikke har bekymringer i forhold til Ms forældrekompetencer, og at hun er i en god udvikling. Det må endvidere lægges til grund, at D senest har set M i maj 2024.
På denne baggrund finder landsretten, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan føre til, at det vil være bedst for D ikke at have kontakt med sin mor.
Da M ikke siden maj 2024 har haft samvær med D og efter en samlet bedømmelse af sagen, finder landsretten, at det i en overgangsperiode vil være bedst for D, at der fastsættes midlertidigt overvåget samvær, jf. forældreansvarslovens § 21, stk. 2, jf. § 4. Formålet med det overvågede samvær er, at samværet genetableres under trygge rammer, og at der samtidig skabes et nærmere grundlag for at vurdere, om og i givet fald hvordan der kan etableres samvær på normal vis. Der bør derfor afrapporteres i forhold til det overvågede samvær til Familieretshuset. Hvis der herefter skønnes at være grundlag for yderligere samvær, og forældrene ikke kan blive enige herom, kan sagen på ny indgives til Familieretshuset med anmodning om fastsættelse af samvær.
Landsrettens resultat:
Familierettens dom stadfæstes med den ændring, at D, født den * august 2023, skal have seks overvågede samvær af 1½ times varighed med M efter Familieretshusets nærmere bestemmelse. Der afrapporteres om samværene til Familieretshuset.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
Det er en dom, som jeg har modtaget fra Fs rådgiver og advokat, og som lægges op med Fs samtykke.
Oprindelig kommentar til byretsdommen
Min allerførste tanke, da jeg læste den, gik på en artikel, som jeg skrev for efterhånden mange år siden, og som jeg ikke kan finde på hjemmesiden. Jeg skrev den i forlængelse af, at jeg inden for samme uge havde haft 2 sager, hvor jeg som advokat for F fik bopælen tillagt ham over temmelig små børn. Den artikel handlede om, at det altså ikke er komplet umuligt for en F at få bopæl eller som her forældremyndighed over selv ret små børn.
Men denne sag er godt nok exceptionel. Man kan se, at barnet er kommet til at bo hos F, da han var mindre end 8 måneder gammel. Man kan også se, at sagen reelt ikke handlede om, hvor barnet skulle bo. Han boede hos F, og Familieretshuset havde truffet midlertidig afgørelse om, at der ikke skulle være samvær med M. Der var ikke påstand fra M om, at hun skulle have bopælen, hvilket indikerer en accept/forståelse fra i al fald Ms advokat i forhold til det realistiske.
Det er næsten helt vildt og uhørt, at et helt lille barn helt fjernes fra M. Der skal ubeskriveligt meget til.
Jeg har selvfølgelig læst hele dommen med forklaringerne men må ærligt sige, at dommeren i virkeligheden i de præmisser, jeg gengiver ovenfor, har skrevet så mange informationer, at ”det halve kunne være nok”.
Præmisserne er derfor en vidunderlig mulighed for at læse, forstå og ikke mindst lære, hvordan man tænker i disse sager.
M har ifølge dommerens præmisser erkendt, ”at hun som led i en krisereaktion flere gange har rettet falske beskyldninger mod F om fysisk og psykisk vold, senest i juli 2024”. Det har altså været lige op til retsmødet. Ikke så smart, kan man sagtens forstå.
”Det indtryk, som parterne har efterladt under hovedforhandlingen” er en sætning, som beskriver det, som jeg generelt kalder ”bevisumiddelbarheden”. Det har stor betydning, hvordan man fremstår i retten.
Det går reelt på begge parter og betyder oversat, at F har gjort et pænt indtryk, mens det ikke har været tilfældet for M. Den tolkning fremgår nemlig af denne senere sætning: ”Ms adfærd fortsat bærer tydeligt præg af følelsesmæssig ustabilitet.” Man kunne tænke, at det egentlig er nok, men dommeren fortsætter med at omtale Ms moralske situation med ny graviditet, og hammeren bankes i med denne sætning: ” Hun har endvidere fremtrådt uligevægtig og med mangelfuld selvregulering under hovedforhandlingen.” Man kan sige, at det er bevisumiddelbarheden gentaget og understreget med fede usynlige typer i form af barske ord.
Dommeren fortsætter de barske ord med den konstatering, at M fortæller, at hun er anbefalet psykiatrisk udredning, men at det tilsyneladende ikke er sket.
Det er i sandhed længe siden om nogensinde, at jeg har læst så kontante præmisser i en forældreansvarssag.
Dommeren slutter med nogle lidt mere traditionelle betragtninger over, at D tilsyneladende er kommet i trivsel efter at have fået bopæl hos F. Det står lidt uklart for mig, hvordan den konklusion er underbygget.
Endvidere nævner dommeren en standardbegrundelse, som vi advokater ofte anfører, men som dommere lige så ofte springer let hen over. Barnet har brug for ro, hvilket i sandhed kan udredes af præmisserne.
Kommentar til landsretsdommen.
Det er en landsretsdom, som jeg har mest lyst til at sige “åh nej” til – i al fald i forlængelse af den afsluttende kommentar til byretsdommerens præmis om “ro”.
6 overvågede samvær giver med næsten usvigelig sikkerhed ikke ro. Det vil være interessant at vide, hvordan det fortsætter. Barnet vil sandsynligvis reagere neutralt, selv om det er et rent amatørgæt fra min side.
Derefter vil M med lige så stor sikkerhed – og egentlig menneskeligt forståeligt – søge mere samvær. Så rumlen kører videre.
Men jeg erkender ud fra mit generelle syn, at det godt nok er barsk at fjerne et så lille barn helt fra M, som byretsdommeren gjorde. Omvendt tænker jeg, at byretsdommeren i den grad havde reflekteret og forklaret sig, som jeg omtaler i kommentaren til byretsdommen.
Viggo Bækgaard
31. marts 2025