F var formel bopælsforælder over 10-årig. F kunne ikke uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag få B udleveret efter rpl. § 596, TFA 2024/71 VLK

F var formel bopælsforælder over 10-årig. F kunne ikke uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag få B udleveret efter rpl. § 596, TFA 2024/71 VLK

Byrettens begrundelse:

Efter parternes forklaringer kan det lægges til grund, at de ophævede samlivet i 2019. Parterne har siden oktober 2019 praktiseret en 7/7-ordning med fleksibilitet om skiftedage, dog således at børnene minimum en uge i måneden var 8 dage hos M. F blev registreret som bopælsforælder for A, mens M blev registreret som bopælsforælder for parrets andet fællesbarn.

Parterne er ikke enige om, hvorvidt der er indgået en skriftlig samværsaftale. Eventuel samværsaftale har ikke været fremlagt i familieretten.

Efter retsplejelovens § 456 q, stk. 1, jf. § 596, stk. 2, kan familieretten yde bistand til håndhævelse af barnets bopæl, hvis den berettigede kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav.

Selvom F har den formelle bopæl over A, finder familieretten med henvisning til Vestre Landsrets afgørelse af 2. juni 2017, trykt i FM2017.222, at A i relation til retsplejelovens § 596 ikke kan anses for at have bopæl hos den ene forælder frem for den anden, hvorfor retsplejelovens § 456 q, jf. § 596, om fuldbyrdelse uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde.

På den baggrund, og efter den børnesagkyndiges vurdering af A, afviser familieretten at tvangsfuldbyrde F’s anmodning.

Da parterne ikke har en afgørelse eller aftale om samvær, er der ikke grundlag for at henvise sagen til familieretshuset i medfør af retsplejelovens § 456 p, 2. pkt.

Resultat byretten:

Familieretten tvangsfuldbyrder ikke F’s anmodning.

Familieretten henviser ikke sagen til Familieretshuset.

Advokat G bemærkede, at han har anmodet om at blive beskikket for M.

Familieretten tilkendegav, at der efter sagens karakter ikke er grundlag for at meddele M fri proces i medfør af retsplejelovens § 500, stk. 2.

Vestre Landsrets begrundelse:

Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til en anden vurdering. Landsretten stadfæster derfor familierettens afgørelse.