Eneforældremyndighed til M over P på 9½ år. Ikke samvær, Retten i Hillerød 19. marts 2025, utrykt
Byrettens begrundelse (Hillerød)
Familieretten lægger efter forklaringen fra M, oplysningen om de meddelte tilhold og Fs overtrædelser heraf og oplysningerne fra kommunen til grund, at F og M har en meget konfliktfyldt relation, der gør dem helt ude at stand til at samarbejde med hinanden om Ps forhold til hendes bedste.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering er det bedst for om P, at den fælles forældremyndighed ophæves, og at M får forældremyndigheden alene.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter en samlet vurdering af Ps forhold finder familieretten, at der for tiden ikke skal være samvær mellem P og F. Retten har lagt vægt på de reaktioner, som P har udvist i forbindelse med forsøgene på at etablere samvær i 2023 og i 2025, sådan som de er beskrevet i observationsrapporterne, der er udarbejdet af to forskellige børnesagkyndige psykologer, og på oplysningerne fra kommunen og forklaringen fra M om Ps reaktion på, at F dukkede op på skolen i august 2024.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21.
Kommentar:
Jeg har modtaget dommen fra F, der grundlæggende mener, at der foreligger massiv samværschikane fra M. Jeg forstår på F, at han anker dommen.
Supplerende om faktum kan jeg se, at parterne gik fra hinanden i 2021. Der har siden været flere sager mellem parterne både om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelsessager. I forbindelse med det hjemsendte landsretten i 2022 sagen til Familieretshuset til vurdering i henhold til de gældende regler herom. F har i december 2022 fået polititilhold. F har i 2024 fået dom med bødestraf for overtrædelse af tilholdet og for at have placeret gps på Ms bil.
Der har forgæves været forsøgt overvågede samvær.
Det fremgår af sagen, at P har en vis kontakt med Fs forældre – altså Ps farmor og farfar.
Som sagen er beskrevet i byretsdommen, er det svært at sætte en finger på afgørelsen. På et tidspunkt må hensynet til barnets behov for ro vægte rigtig tungt.
Viggo Bækgaard
21. marts 2025