Eneforældremyndighed til M over 6½ årig P, selv om M ulovligt havde ført P ud af landet til Polen for 1½ år siden, ØLD af 29. august 2013, TFA 2013/797 ØLD

Eneforældremyndighed til M over 6½ årig P, selv om M ulovligt havde ført P ud af landet til Polen for 1½ år siden, ØLD af 29. august 2013, TFA 2013/797 ØLD

Forældrene blev gift i 2006, og dagen efter flyttede M til Danmark. M var gravid på det tidspunkt med P.

Efter ca. 6 år i Danmark planlagde M en flytning til Polen uden at orientere F.

F har ikke siden haft samvær med P.

Byrettens begrundelse:

En sag om forældremyndighed kan behandles i Danmark blandet andet såfremt barnet ulovligt tilbageholdes i udlandet, og barnet umiddelbart før tilbageholdelsen havde bopæl i Danmark, jfr. rpl. § 448f, stk. 1 nr. 2. Dette gælder dog ikke, såfremt barnet har haft bopæl i udlandet i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets bopæl, og der inden dette tidspunkt ikke er indgivet anmodning om tilbagegivelse af barnet som stadig under behandling, og såfremt barnet er faldet til i sine nye omgivelser, jfr. rpl. § 448f, stk. 2, nr. 1-3.

P må efter det oplyste  anses for ulovligt tilbageholdt i Polen. På denne baggrund, og da P umiddelbart før tilbageholdelsen havde bopæl i X-by ( Danmark, red), samt da der ikke efter det foreliggene er grundlag for at anse rettens kompetence som bortfaldet i medfør af rpl. § 448 f, stk. 2 nr. 1-3, kan sagen behandles af Retten (i Danmark).

P må efter det oplyste anses for ulovligt tilbageholdt i Polen. På denne baggrund, og da P umiddelbart før tilbagegivelsen havde bopæl i Danmark, samt da der ikke efter det foreliggende er grundlag for at anse rettens kompetence som bortfaldet i medfør af rpl. § 448 f, stk. 2 nr. 1-3, kan sagen behandles ved Retten (i Danmark).

Retten finder det ikke til brug for afgørelsen af spørgsmålet om forældremyndighed fornødent, at der indhentes yderligere oplysninger. Det bemærkes i den forbindelse, at den omstændighed, at M ikke har ønsket at give møde i sagen, ikke kan føre til andet resultat.

Efter det oplyste om parternes forhold, herunder navnlig, at parterne har bopæl i forskellige lande, finder retten, at den fælles forældremyndighed skal ophæves.

Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der foreligger for retten om parternes forhold, Ps hidtidige opvækst og tilknytning til hver af forældrene, findes det bedst for P, at forældremyndigheden over hende tillægges F alene.

Landsrettens begrundelse:

Afgørelser om forældremyndighed og bopæl skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarsloven § 4.

Efter det oplyste lægger landsretten til grund, at begge forældre har deltaget i omsorgen for P under hendes opvækst i Danmark, og at begge forældre er egnede til fremadrettet at have forældremyndigheden over hende.

M har ulovligt tilbageholdt P i Polen siden marts 2012 og har derudover hindret P i at have en regelmæssig kontakt til F. Hun har tilmed i landsretten forklaret, at hun vurderer, at det er bedst for P ikke at have kontakt til F, uagtet der i udtalelsen af 11.  september 2012 fra Familiecentret i (Polen) peges på, at kontakt til faren vil være vigtig for P og for hendes selvværd.

Imidlertid må landsretten efter de foreliggende oplysninger, herunder især den ovennævnte udtalelse samtidig lægge til grund, at den nu 6-årige P på nuværende tidspunkt, hvor hun i ca. 1½ år har boet i Polen hos sin mor og dennes familie, trives godt, og at hun i dag er stærkest følelsesmæssigt knyttet til sin mor. Det må antages, at hun vil opleve en flytning til faren i Danmark mod hendes ønske som særdeles indgribende, og at dette ikke vil være til hendes bedste.

Herefter og henset til at parterne helt åbenbart ikke kan samarbejde i et omfang, der er nødvendigt for opretholdelse af fælles forældremyndighed, ændrer landsretten byrettens dom, således at den fælles forældremyndighed over P ophæves, og at forældremyndigheden tillægges M.

kommentar:

Sagen var hovedhistorien i TV2 Nyhederne kl. 19 den 23. september 2013.

Det må erkendes, at sagen indeholder et dilemma. Hvad er egentlig bedst for et barn? Forældreansvarsloven indeholder en række meget fine regler og forarbejderne endnu finere ord. 

Intentionerne er så fantastiske. Systemet virker i flere sammenhænge sådan, at det kan være fordelagtigt for den enkelte forælder at ”opføre sig svinsk”, som jeg nogen gange siger. Flere afgørelser fører også til, at man i nogen sammenhænge som rådgiver nærmest er nødt til at rådgive til svinsk opførsel.

Det slås gang på gang fast i lovforarbejderne, at samværschikane skal have konsekvenser. Når det så kommer til stykket, løber myndighederne (læs konkret domstolene) fra deres ansvar. Systemets sagsbehandlingstid er utålelig. Det gælder både i Statsforvaltningen og ved domstolene.

Børn er ikke TING, som man skal have ejendomsret over. Forældrenes gensidige respekt efter bruddet er fundamentalt vigtig.

Det bekymrer mig, at loven stiller en række forudsætninger op om fælles forældremyndighed, ansvarlighed og så videre – og at det derefter kan virke omkostningsfrit at blæse på det hele. Så bliver der basis for det, som jeg kalder svinsk rådgivning, der kun fører til yderligere grøftegravning. Samlet er det derfor vigtigt, at der bliver en synbar konsekvens af dårlig adfærd som f.eks. samværschikane. Det er der ikke i dag. Jeg er tindrende bevidst om problemerne ved det men tror, at langtidsvirkningerne for børnene af en konsekvent ændring er bedre i ganske mange situationer og dermed overvinder den korttidsvirkning, som en ændring af grundvilkårene vil være i disse sager.

Hensynet til barnet vejer tungt, men alternativerne kan sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.

I en sag som denne er det nærliggende at fundere over, hvor forskelligt domstolene vurderer, hvad der er bedst for barnet i forældreansvarssager og i børnebortførelsessager. Du kan læse mere om samarbejdschikane dels i en selvstændig artikel om emnet her på hjemmesiden, dels i vores høringssvar i forbindelse med lovændringerne i 2012.

Desværre er Procesbevillingsnævnet meget utilbøjelig til at meddele tredjeinstansbevilling i forældreansvarssager, men en sag som denne burde indbringes for Højesteret.

Viggo Bækgaard