Eneforældremyndighed til M over 5 årig og ikke samvær med ikke biologisk F. Spørgsmål om værneting og behandling i Danmark, samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse, TFA 2025/65 HD
Byrettens begrundelse (Aalborg)
(Læg lige mærke til, at A er den ikke biologiske far. Den biologiske far omtales F).
Familieretten lægger efter parternes forklaringer til grund, at M gennem en længere periode har forhindret samvær mellem A og B med den begrundelse, at B ikke har ønsket det og har givet udtryk for det under børnesamtalerne. Det fremgår af referat fra børnesamtalerne, at B ikke har udtalt sig i overensstemmelse med egne behov og ønsker, men hun tværtimod har virket som en voksen, hvor samtalens indhold på forhånd var gennemgået med hende. Det bemærkes, at B inden den seneste børnesamtale i familieretten på ingen måde virkede presset, men var særdeles fri i sin fremtoning og udtryk.
Familieretten kan på den baggrund ikke tillægge hendes opfattelse af forældremyndighed, bopæl og samvær vægt. Det er således familierettens vurdering, at B henset til hendes alder og grad af påvirkning, ikke selv kan og bør tage stilling til, hvorledes bopæl og samvær skal være.
Familieretten lægger videre til grund, at sagsøger ikke i tilstrækkeligt omfang har formået at skærme B for parternes konflikt, og ikke har formået at bidrage til at B på trods af parterne konflikter har opretholdt en positiv relation til sagsøgte.
Sagsøger har i sin forklaring i familieretten tilkendegivet, at hun ikke ønsker at samarbejde med sagsøgte om B, og at der ikke er kontakt parterne imellem. Det fremgår videre, at der med parternes brud blev aftalt en 7/7-ordning for B efter hendes ønske, men at denne på sagsøgers foranledning efterfølgende ikke er fulgt, og at samværene helt er stoppet.
Familieretten finder herefter, at sagsøger har udvist konstant samværschikane såvel som samarbejdschikane og påvirket B i retning af ikke at ville have kontakt til sagsøgte, alt til skade for hende på længere sigt.
Familieretten finder ved en anvendelse af forældreansvarslovens § 13, at forældremyndigheden kan overføres til andre end biologiske forældre.
Der er således påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til B’s bedste, og at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter en samlet vurdering er det bedst for B, at A får forældremyndigheden alene.
Familieretten har navnlig lagt vægt på han under sin forklaring har udtrykt ønske om at samarbejde med sagsøger, og må anses for den, som på sigt vil være bedst i stand til at sikre samarbejdet med sagsøger og en stabil hverdag for B, herunder i relation til samarbejde med skolen og adgang til fritidsaktiviteter.
Efter familierettens samlede vurdering er det bedst for B, at forældremyndigheden overføres til A, hvorved denne får bopælen vedrørende B.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 14 og forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Efter familierettens samlede vurdering af barnets forhold, herunder B’s tilknytning til begge parter, den tidligere aftalte 7/7-ordning samt B’s alder, skal B have samvær med M som nedenfor bestemt.
Med hensyn til den forklaring, B afgav under børnesamtalen den 4. marts 2024 om en episode under hendes brusebadning hos sagsøgte, kan familieretten ikke tillægge det tilstrækkelig betydning for sagens samlede resultat. Der henvises herved til referat af børnebegrundelse.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Under hensyntagen til dommens resultat findes det ufornødent at tage stilling til sagsøgers påstand vedrørende anvendelse af retsplejelovens § 480.
Byrettens resultat:
Ene forældremyndighed til A (ikke biologisk far)
Samvær: 7/7
Landsrettens begrundelse
B er født i Y-land den … 2016 og er efter det oplyste X- og Y-land statsborger. Hendes biologiske mor er M og hendes biologiske far er F.
B kom efter det oplyste til Danmark i februar 2019 efter, at M havde indgået ægteskab med A. B boede herefter sammen med sagens parter i Danmark, indtil parterne gik fra hinanden i august 2022. Der opstod herefter konflikt mellem parterne om forældremyndighed, bopæl og samvær vedrørende B. Familieretshuset traf den 4. maj 2023 afgørelse om, at B skulle have midlertidig bopæl hos A, mens sagen om bopæl og forældremyndighed blev behandlet.
Afgørelsen herom er ikke blevet efterlevet, og fuldbyrdelsessagen afventer i henhold til familierettens kendelse af 13. maj 2024 udfaldet af denne ankesag. Det seneste samvær mellem B og A fandt efter det oplyste sted den 10. juni 2023, hvorefter al kontakt har været afbrudt. Det må efter de foreliggende oplysninger antages, at M og B siden maj 2024 har opholdt sig i X-land.
M og A har fælles forældremyndighed over B i henhold til den aftale, som Familieretshuset i medfør af forældreansvarslovens § 13, stk. 2, godkendte den 9. juni 2021. Spørgsmålet om forældremyndighed over B skal derfor afgøres efter forældreansvarslovens § 14, stk. 2, jf. § 11, der finder analog anvendelse i det foreliggende tilfælde.
Efter oplysningerne om konfliktniveauet mellem parterne og deres manglende indbyrdes kontakt er der konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om B’s forhold til hendes bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt. Det tiltrædes derfor, at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Spørgsmålet er herefter, hvem af parterne der skal have tillagt forældremyndigheden alene.
Afgørelsen herom skal træffes ud fra, hvad der er bedst for B.
Parterne må hver især anses for egnede til at varetage omsorgen for B.
Efter oplysningerne i sagen lægger landsretten til grund, at M uden rimelig grund i en længere periode har forhindret A’s kontakt med B, og at han vil være den af parterne, der har bedst evne til at samarbejde og dermed sikre B’s kontakt med den anden part.
Heroverfor står imidlertid, at der er tale om en atypisk sag, idet A ikke er biologisk far til B. Han er først blevet en del af B’s liv, da hun var omkring 3 år, og han har ikke set B siden juni 2023. B har den klart tætteste tilknytning til sin mor, M som må anses for at have været den primære omsorgsperson for B.
Efter en samlet vurdering af B’s forhold og tilknytning til parterne finder landsretten, at det under de foreliggende omstændigheder er bedst for B, at M tillægges forældremyndigheden over hende.
Landsretten ændrer derfor familierettens afgørelse om forældremyndighed, således at forældremyndigheden over B tillægges M alene.
Landsretten har herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om bopæl.
Landsretten finder, at A ikke på nuværende tidspunkt har en sådan tæt tilknytning til B, at det under de foreliggende omstændigheder vil være til hendes bedste, at der fastsættes samvær mellem dem.
Landsretten ændrer derfor familierettens afgørelse om samvær, således at der ikke fastsættes samvær mellem B og A.
Landsrettens resultat:
Ene forældremyndighed til M
Ikke samvær med A
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for nogen af retterne til den anden part eller til statskassen.
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstillinger
B er født i Y-land den … 2016. Hendes biologiske mor, M, er X-land statsborger, og hendes biologiske far, F, er Y-land statsborger. B er X- og Y-land statsborger.
Kort tid efter B’s fødsel i Y-land tog M sammen med B til X-land, hvor de bosatte sig.
I februar 2019 rejste M sammen med B til Danmark, hvor de flyttede ind hos A, som M var blevet gift med.
Familieretshuset godkendte den 9. juni 2021 efter forældreansvarslovens § 13, stk. 2, M og A’s aftale om, at de skulle have fælles forældremyndighed over B.
B boede sammen med sin mor og A fra februar 2019 til august 2022, hvor ægtefællerne gik fra hinanden. I en overgangsperiode frem til november 2022 blev B boende hos A i den hidtidige fælles bolig. Der opstod herefter konflikt mellem parterne om forældremyndighed, bopæl og samvær vedrørende B.
Familieretshuset traf den 4. maj 2023 afgørelse om, at B skulle have midlertidig bopæl hos A, mens sagen om bopæl og forældremyndighed blev behandlet. Denne afgørelse blev ikke efterlevet. Det seneste samvær mellem B og A fandt sted den 10. juni 2023.
M og B flyttede i maj 2024 til X-land. Det er i forbindelse med sagen for Højesteret oplyst, at M og B fortsat opholder sig i X-land, hvor B går i skole, og at M har indgået ægteskab med C, som hun efter de afgivne forklaringer har haft et forhold til siden efteråret 2022.
Spørgsmålet for Højesteret angår i første række, om sagen skal afvises. Er det ikke tilfældet, angår sagen spørgsmålet om forældremyndighed, bopæl og samvær vedrørende B.
Afvisningspåstanden
M har for Højesteret gjort gældende, at sagen skal afvises, fordi den efter retsplejelovens § 448 g, stk. 1, nr. 1, ikke kan behandles her i landet, eller fordi A ikke har retlig interesse i sagen.
Det fremgår af retsplejelovens § 448 g, stk. 1, nr. 1, at en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt kan behandles her i landet, når barnet har bopæl her. Det følger af bestemmelsens forarbejder, at danske myndigheders internationale kompetence efter bestemmelsen som udgangspunkt skal fastlægges efter forholdene ved sagens begyndelse (i Familieretshuset), og at de danske myndigheder beholder kompetencen til at fortsætte behandlingen af sagen i de tilfælde, hvor et barn flytter fra Danmark under behandlingen af en sag om forældremyndighed mv. og tager bopæl i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen af 19. oktober 1996.
Da B på tidspunktet for sagens begyndelse i Familieretshuset ubestridt havde bopæl i Danmark, og da Danmark ikke samarbejder med X-land efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, som X-land ikke har tiltrådt, kan Højesteret behandle ankesagen. Det har således ikke betydning, at B ikke længere havde bopæl i Danmark, da sagen blev indbragt for Højesteret.
Herefter – og da A har den fornødne retlige interesse – er der ikke grundlag for at afvise sagen.
Hensynet til barnets bedste og samarbejdschikane
Som anført i Højesterets dom af 16. august 2024 (UfR 2024.4556) følger det af forældreansvarslovens § 1 og § 4, stk. 1, og forarbejderne hertil, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og at dette hensyn skal komme i første række.
Bedømmelsen af, hvad der er »barnets bedste«, skal altid ske ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns forhold, herunder bl.a. barnets egen indstilling samt barnets tilknytning til forældrene.
Af forældreansvarslovens § 4, stk. 2, og forarbejderne hertil følger, at myndighederne ved vurderingen af barnets bedste skal inddrage hensynet til barnets ret til begge forældre, og at samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, skal tillægges konsekvenser, hvis dette er til barnets bedste. I tilfælde af samarbejdschikane vil det således kunne være nærliggende f.eks. at tillægge den anden forælder forældremyndigheden alene eller at flytte barnets bopæl til den anden forælder, dog således at hensynet til det enkelte barn fortsat iagttages.
Forældremyndighed
Højesteret tiltræder, at spørgsmålet om forældremyndighed over B skal afgøres efter forældreansvarslovens § 14, stk. 2, jf. § 11, der finder analog anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor A ikke er B’s retlige forælder, men har fået del i forældremyndigheden over B ved en aftale godkendt af Familieretshuset efter forældreansvarslovens § 13, stk. 2, jf. herved betænkning nr. 985/1983 om forældremyndighed og samværsret, s. 76.
Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret endvidere, at den fælles forældremyndighed skal ophæves, jf. § 11, 2. pkt., og at både M og A må anses for egnede til at varetage omsorgen for B.
Efter sagens oplysninger lægger Højesteret til grund, at M uden påviselig grund i en længere periode har forhindret A’s kontakt med B, at B også har været udsat for forældrefremmedgørelse i forhold til A, og at han vil være den af parterne, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt sikre B’s kontakt til den anden part.
Heroverfor må der lægges vægt på, at A først blev en del af B’s liv, da hun i februar 2019, hvor hun var 3 år, flyttede fra Xland til Danmark sammen med M, der var blevet gift med A, at B også derfor har den stærkeste tilknytning til M, at M efter en samlet betragtning må anses for at have været B’s gennemgående, primære omsorgsperson, og at B nu bor sammen med M i X-land, hvor hun går i skole. Hertil kommer, at det i lyset af den foreliggende sags omstændigheder må tillægges betydning, at A hverken er retlig eller biologisk far til B, og at han først fik del i forældremyndigheden i juni 2021, da B var 5 år.
Efter en samlet vurdering af B’s forhold og tilknytning til henholdsvis sin mor og A tiltræder Højesteret, at det under de foreliggende omstændigheder er bedst for B, at M tillægges forældremyndigheden over hende. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om bopæl.
Samvær
Højesteret finder, at spørgsmålet om B’s ret til samvær med A skal afgøres efter forældreansvarslovens § 19, jf. § 21, der finder analog anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor A som nævnt har fået del i forældremyndigheden ved aftale, jf. herved betænkning nr. 985/1983 om forældremyndighed og samværsret, s. 80-81.
Højesteret tiltræder efter en samlet vurdering af B’s forhold og tilknytning til henholdsvis sin mor og A, at det på nuværende tidspunkt ikke vil være til B’s bedste, at der fastsættes samvær med A.
Højesterets resultat:
Højesteret stadfæster landsrettens dom.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
Kommentar.
Ved min første skimning af dommen, tænkte jeg, at den slet ikke var interessant i forhold til generelle forældreansvarsproblematikker, som rammer omkring mit bord og dem, der normalt følger min vinkel på området.
Men det er nu altid interessant at læse højesteretsdomme. Mange forældreansvarssager kører lidt på ”synsninger” også i retternes begrundelser og resultater.
Når en sag kommer i Højesteret, begynder man pludselig for alvor at interessere sig for ”rigtig jura”. Således også her.
Hvor skal en sag behandles fysisk og efter hvilket lands regler?
M bor angiveligt nu i et land, der end ikke har tiltrådt Haagerkonventionen. Hun forsøgte at få sagen afvist i Danmark. Højesteret slår fast, at det afgørende er barnets bopæl på det tidspunkt, hvor sagen starter i Familieretshuset.
Samarbejdschikane og ”forældrefremmedgørelse”.
Højesteret slår fast, at der foreligger samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse i den gængse betydning heraf. Herefter går Højesteret ind i en helt konkret bedømmelse af barnets situation.
Sådan set er det ikke overraskende. Det har langt hen ad vejen hele tiden været sådan med ganske få krusninger på overfladen.
Men det er og bliver det konkrete barns konkrete situation, der er afgørende.
Respekt for det efter min opfattelse.
Viggo Bækgaard
24. oktober 2025