C på 3 år og 9 måneder skulle ikke udleveres til F i Ukraine grundet de særlige omstændigheder i landet, TFA 2022/22 HD
Sagens baggrund og problemstilling
B og A, der begge er ukrainske statsborgere, er forældre til C, der er født den 8. juni 2021. A boede efter Cs fødsel i perioder sammen med B og C i Ukraine. Som følge af Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 aftalte de, at B skulle flytte til Polen med C, der da var ca. 9 måneder. Hun og barnet flyttede herefter sammen med hendes andet barn i marts 2022 til Polen, og i december 2022 flyttede de til Danmark.
Faderen bor fortsat i den vestlige del af Ukraine. Han havde indtil maj 2023 video kontakt med C.
Kontakten blev afbrudt, men senere genoptaget. I august 2023 anmodede faderen om at få udleveret barnet i henhold til Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser.
Sagen angår, om C, der nu er 3 år og 9 måneder, efter reglerne i børnebortførelsesloven skal tilbagegives til sin far i Ukraine.
Børnebortførelseslovens § 10
Efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, skal børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen om barnebortførelser. Efter stk. 2 er en bortførelse eller tilbageholdelse ulovlig, hvis handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.
Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af landsretten, at C må anses for at have bopæl i Ukraine i den forstand, som bopælsbegrebet må forstås efter Haagerkonventionens artikel 3, og at A ikke kan anses for at have givet samtykke til eller affundet sig med, at C opholder sig i Danmark.
Højesteret tiltræder herefter, at der er tale om en børnebortførelse eller ulovlig tilbageholdelse efter børnebortførelseslovens § 10, og at C som udgangspunkt skal tilbagegives til faderen i Ukraine.
Børnebortførelseslovens § 11
Børnebortførelseslovens § 11 indeholder en opregning af forhold, der kan be-grunde, at tilbagegivelse efter Haagerkonventionen nægtes, selv om der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse af et barn.
Efter § 11, nr. 2, kan tilbagegivelse af barnet nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.
Som nævnt rejste B efter parternes fælles aftale fra Ukraine til Polen sammen med C, da han var 9 måneder, og han har ikke siden boet sammen med A. Faderen har efterfølgende via bl.a. videosamtaler haft en vis kontakt til C, der nu er 3 år og 9 måneder. 12
Højesteret lægger til grund, at C har en meget tæt tilknytning til moderen, som er hans primære omsorgsperson, og som på grund af forholdene i Ukraine og hensynet til hendes andet barn ikke uden videre vil kunne rejse med C til Ukraine, hvis han tilbagegives til faderen. På denne baggrund og under hensyn til længden af Cs ophold her i landet og hans begrænsede kontakt til faderen tiltræder Højesteret, at tilbagegivelse af C vil sætte ham i en situation, som han ikke bør tåle.
As anmodning om tilbagegivelse af C tages derfor ikke til følge, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2.
Kommentar:
Dommen er hentet på Højesterets hjemmeside, hvor afgørelserne fra by- og landsret ikke ligger.
Viggo Bækgaard
11. marts 2025