B skulle tilbageleveres til Norge, hvorfra det var ført ulovligt til Danmark, TFA 2024/257 VLK
Byrettens begrundelse (Hjørring)
Indledningsvist bemærkes, at familieretten under hovedforhandlingen ikke har fundet grundlag for at udsætte sagen på, at der iværksættes en børnesagkyndig undersøgelse.
Parterne har fælles forældremyndighed over B, der er født og opvokset i Norge.
I efteråret 2023 rejste M til Danmark med B uden F’s samtykke.
Retten finder, at M derved ulovligt har ført B fra Norge til Danmark, jf. lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. (Internationale børnebortførelser) § 10, stk. 2.
Det af M anførte kan ikke føre til andet resultat.
Det følger af lovens § 10, stk. 1, at børn som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.
Det er – som også angivet forarbejderne til bestemmelsen – udgangspunktet, at et bortført barn skal tilbagegives.
Af forarbejderne fremgår endvidere, at formålet med Haagerkonventionen er at sikre, at bortførte børn tilbagegives, medhenblik på at afgørelsen om uenigheden mellem forældrene om forældreansvaret i forhold til barnet kan blive afgjort til barnets bedste i det land, hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet.
Tilbagegivelse kan dog nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som barnet ikke bør tåle, jf. lovens § 11, nr. 2.
Familieretten finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at der er alvorlig risiko for, at tilbagegivelse vil være til skade for B’s sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte B i en situation, som hun ikke bør tåle.
Familieretten har herved særligt lagt vægt på, at B er født og opvokset i Norge, hvor hun indtil efteråret 2023 havde en almindelig hverdag, hvor hun boede ved sin mor og gik i børnehave. Der foreligger ikke oplysninger om, at der under de omstændigheder var alvorlig bekymring for hendes generelle trivsel. Hun har kun opholdt sig i Danmark i en kortere periode, og hun har nær familie i Norge. Dertil kommer, at hendes mor har mulighed for at rejse med til Norge og har forklaret, at hun gerne vil tilbage.
Familieretten har derudover særligt lagt vægt på, at der alene er påstand om, at B skal udleveres til Norge og således ikke om, at hun skal tilbagegives til F, og at der i henhold til dom ikke skal være samvær mellem B og F.
Den omstændighed, at M er af den opfattelse, at der er behov for, at de er i Danmark for at give dem ro, kan ikke føre til andet resultat.
Familieretten tager på den baggrund anmodningen om tilbagegivelse af B til følge.
Landsrettens begrundelse
Landsretten er enig i familierettens resultat og begrundelsen herfor. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten stadfæster derfor familierettens kendelse.
Landsrettens resultat: Stadfæstelse, således at B, , der er født den … 2019, skal udleveres til Norge. Tilbagegivelsen skalske inden 14 dage.