Hvis barnet til børnesamtalen fortæller en masse men absolut ikke vil have, at noget som helst bliver gengivet over for forældrene – hemmelig retspleje – den tabende skal kunne forstå dommens resultat.
Forleden var jeg til et generelt møde i Familieretten i Glostrup mellem familieretsadvokaterne og retten. Mødet havde karakter af et orienteringsmøde med lidt generel småsnak om relevante emner.
En af advokaterne rejste en problemstilling, som jeg finder ganske interessant.
Vi ved jo alle, at rettens fornemste opgave er at belyse barnets perspektiv. I afgørelser efter forældreansvarsloven skal der efter §5 tages hensyn til barnets egne synspunkter efter alder og modenhed.
Det er børnelærdom for enhver med bare lidt erfaring på området, at børnene ved alle børnesamtaler får mulighed for at fortælle alting men også at sige, hvis der er noget, barnet ikke ønsker, at deres forældre får at vide.
Ærlig talt kan jeg personligt ikke komme i tanke om en sag, hvor det har givet anledning til rigtig principielle bekymringer. Jeg har oplevet det naturligt og har oftest godt kunnet ”aflæse” af den børnesagkyndiges mundtlige referat, hvad det reelt handler om.
På mødet fik kollegaen sat det principielle spørgsmål på spidsen. Hun havde åbenbart repræsenteret far i sagen. Barnet havde til børnesamtalen sagt pænt meget men sluttet af med at sige, at absolut intet måtte fortælles videre. Det førte så til, at hendes klient ikke fik et ben til jorden og tabte alt på gulvet. Men både klienten og åbenbart også advokaten sad tilbage med store spørgsmål, der dybest set førte med sig, at far ikke anede, hvorfor han havde tabt sagen.
Jeg forholder mig lige her kun til det principielle og tænker baseret på mine mange års erfaring med disse sager, at far nok godt vidste eller burde vide, hvad det handler om.
Vi var omkring 30 jurister i rummet, hvoraf de fleste har et ret stort erfaringsniveau på området. Der var ret stor forståelse for tavsheden under henvisning til internationale konventioner. Jeg tror ærlig talt, at jeg var den eneste, som udtrykte teoretisk forståelse for kollegaens bekymring.
Efter mødet har problemet ligget i mit baghoved. Jeg nævnte på mødet udtrykket ”hemmelig retspleje” uden at vække nogen.
I dag begyndte jeg så at lede i mine gamle skriverier – og det er mange. Jeg ser til min store selvtilfredsstillelse, at jeg har været ret dybt nede i problemstillingen helt tilbage i 2011. Allerede i den artikel genfinder jeg temaet:
”Hverken parterne eller deres advokater har adgang til at overvære samtalerne, medmindre retten bestemmer andet. Jeg kan ikke komme i tanke om noget tilfælde, hvor retten har bestemt andet, ligesom jeg ikke har oplevet nogen advokat påberåbe sig retten hertil. Ikke engang jeg selv, der normalt ikke er nogen tøsedreng over for retten, har forsøgt det.
Børnesamtalen kommer derfor til at fremstå som et led i en slags hemmelig retspleje, hvilket er teoretisk betænkeligt.”
Den gamle artikel er temmelig lang og kommer vidt omkring emnet børnesamtaler. Jeg vender problemstillingen ”påvirkning af en af forældrene” samt om forældrenes kamp om, hvem der afleverer til børnesamtalen.
Et afsnit i artiklen lyder sådan:
”I virkeligheden er mytedannelsen måske det største problem. Den gør, at selve retssikkerheden er i fare. Det er livsvigtigt for retssikkerheden, at den tabende part sidder tilbage med en forståelse af, hvorfor resultatet blev, som det blev. Begge parter bør kunne være trygge ved, at alting er foregået ”korrekt”.
I 2011 artiklen gjorde jeg mig til talsmand for, at barnet får en bisidder gennem processen. Jeg skrev dengang:
Jeg kunne tænke mig, at der udpeges nogle personer i hver retskreds, der beskikkes som ”børneadvokat” både til brug for retssager og statsforvaltningssager.
Gennem årene har jeg reflekteret rigtig meget i forskellige vinklinger over det helt overordnede problem, der handler om tryghed.
I en noget senere artikel om inddragelse af barnet skrev jeg sådan:
” Hverken parterne eller deres advokater har adgang til at overvære samtalerne, medmindre retten bestemmer andet. Der foreligger os bekendt ikke noget tilfælde, hvor retten har bestemt andet. Der er ikke noget principielt til hinder for, at barnet har en bisidder med til samtalen. Men det er bestemt ikke velset og søges næsten altid forhindret. Hvis der en sjælden gang deltager en bisidder for barnet, er det vigtigt, at pågældende er ægte neutral og accepteret af begge forældrene.”
Det er ikke så almindeligt med en bisidder til børnesamtalen og løser ikke det helt principielle spørgsmål om videregivelse af oplysninger. Man kan jo ikke vide på forhånd, at situationen med ingen videregivelse bliver aktuelt.
Jeg har ikke læst den dom, som min kollega omtalte på mødet og ved derfor ikke, om man i virkeligheden alligevel kan læse noget af dommen.
Spørgsmålet er interessant og principielt.
Jeg er helt med på, at der skal tages et hensyn til barnet, og at det bestemt er rigtigt, at barnet både får mulighed for at fortælle og begrænse.
Men jeg finder problemet både interessant og bekymrende.
….
Viggo Bækgaard
9. september 2024