Fælles forældremyndighed over 3 børn ophævet. Forældremyndigheden over nu 11-årige D1 blev placeret hos F, mens forældremyndigheden over over D2 på 8 år og D3 på 5 år placeres hos M, Østre Landsrets dom af 6. december 2019, utrykt.
Problemstilling
Efter hovedforhandling i landsretten i marts 2019 blev sagen udsat på børnesagkyndig undersøgelse, se under kommentaren nedenfor. Efterfølgende tilbageholdelse af D2 med tvangsfuldbyrdelsesafgørelse.
Det er en sag, hvor forældrenes psykiske (psykriatriske) situation har spillet en betydelig rolle.
Parterne havde for fire år siden en forældransvarssag, der førte til, at M fik bopælen over alle tre børn.
Forældrene havde været sammen i ca. 8 år.
M havde forud for etablering af parforholdet tilbage i 2002 haft en traumatiserende oplevelse i forbindelse med sit arbejde, der førte en ptsd-diagnose med sig.
M oplevede sig under parforholdet udsat for psykisk vold fra F.
I forbindelse med kampen om børnene, der har stået på ret konstant, opstår en situation, hvor D1 vælger at bo hos F og totalt afvise kontakt med M.
Der har gennem årene efter bruddet været megen turbulens omkring børnene i såvel Statsforvaltningen som – og især – i socialforvaltningen.
F, der ikke har nogen diagnoser, har ustandseligt ”orienteret” omverdenen i bred forstand om Ms gamle diagnose og hendes efter hans opfattelse ”borderline”. I et vist omfang fik han socialforvaltningen med på, at det var et problem.
I efteråret 2018 fremkom 3 neutrale underretninger om Fs adfærd over for D1.
Underretningerne var fra henholdsvis skolen, en tandlæge og en person, som observerede et optrin på offentlig gade. Underretningerne gengives ikke her, men de var meget bizare.
I forbindelse med tidligere forældreansvarssag i 2015 forelå forældreevneundersøgelser af begge forældre med følgende udtalelser i uddrag:
”Overordnet tegner undersøgelsen et billede af en mor, som har mange ressourcer i forhold til at kunne drage passende omsorg for sine tre drenge. Observationer gjort af familiehusets personale og personalet i D2s børnehave svarer fint overens med det billede, M giver af sin relation til drengene.”
…
” ”I forhold til samarbejdet med andre mennesker vil det spille ind, at F, i test, viser at have en underliggende vrede og depressive følelser.
…..
Den måde, hvorpå han indgår i samarbejde, fremtræder noget sort-hvid, idet det er tydeligt, at nogle ønsker F ikke at samarbejde med, og nogle gør han. F har en dominerende personlighed, og han kan have svært ved at lytte. F har desuden svært ved at modtage negativ feedback.
Hvis F har stærke personlige følelser i samarbejde, såsom med M, læderes hans evne til at forstå hendes intentioner og følelser betydeligt. F mister også blikket for eget følelsesmæssige bidrag i denne sammenhæng.”
F vurderes generelt til at have en undgående stil, og kan således have svært ved usikkerhed og ambivalens. Han har brug for høj grad af tydelighed fra de personer, han samarbejder med.
I forhold til kommunen mister han også evnen til at forstå intentioner og se sin egen andel. Han kan dog umiddelbart se, at han bliver vred, men har umiddelbart ikke øje for, hvordan det kunne påvirke andre. F har nogle kommmunikationsstrategier, blandt andet at se folk i øjnene, men når han gør dette, mens han er vred, kan han fremstå truende.”
Byrettens begrundelse (byretsdommen 29. november 2018:
Efter de foreliggende oplysninger er det tydeligt, at en ikke uvæsentlig del af parternes konflikt handler om indvirkningen af Ms diagnosticerede posttraumatiske belastningsreaktion og hertil knyttede diagnose personlighedsændring efter katastrofeoplevelse på hendes forældreevne. F har brugt og bruger fortsat mange ressourcer på at fremhæve diagnoserne som et afgørende problem over for myndighederne med den konsekvens, at M oplever sig stigmatiseret og presset og afviser at gå med til de af kommunens tiltag i forhold til børnene, som går på, at de skal ses og håndteres som børn af en behandlingskrævende, psykisk syg person.
Ud fra den tre år gamle psykologudarbejdede forældrekompetenceundersøgelse er der imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Ms erkendte diagnoser påvirker hendes forældreevne i negativ og behandlingskrævende grad, ligesom der ikke er tilvejebragt nye, lægefaglige vurderinger, der diskvalificerer hende som omsorgsgiver som følge af de anførte diagnoser.
Selv om parterne siden samlivsophævelsen i juni 2014 har været i konflikt om de tre børn, indgik de under en forældremyndighedssag en aftale i sommeren 2016 om at fortsætte den fælles forældremyndighed. Parterne har siden formået at samarbejde med myndighederne og hinanden om at sikre D1 den fornødne støtte, ligesom Ms flytning til en anden kommune ikke har givet anledning til tvister om skole- og institutionsskift.
Det er rettens opfattelse, at hvis parterne gør et sidste, oprigtigt forsøg på ikke at have fokus på hinandens svagheder men i stedet at se og anerkende de kvaliteter, som de har hver især som forældre og fortsat støtter hinanden i sammen med myndighederne at løse de udfordringer, som deres konflikt har påført især de to ældste af børnene, er der ikke konkrete holdepunkter for at antage, at de ikke vil kunne samarbejde om børnenes forhold til deres bedste. Der vil i den forbindelse være afgørende signalværdi i at kunne vise børnene, at man trods det, at man ikke længere kan bo sammen, stadig har viljen til at samarbejde for deres skyld og fortsætte det fælles forældreansvar, for D1 og D2 har uafhængigt af hinanden peget på en tilbagerulning af tiden og en genforening af familien som deres højeste ønske.
Retten finder derfor, at det vil være bedst for (drengene), at der også fremover skal være fælles forældremyndighed over dem, jf. forældreansvarslovens 4 og § 14.
Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen finder retten, at det vil være bedst for D1, at han fortsat har bopæl hos F, mens det vil være det bedste for D2 og D3 at opretholde bopælen hos M, forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Afslutningsvis finder retten ikke anledning til, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den måtte blive anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb.
(Se om landsrettens sagsbehandling og familierettens tvangsfuldbyrdelsessag nedenfor i kommentaren.)
Landsrettens begrundelse.
Landsretten finder ikke, at der er godtgjort forhold, der kan begrunde, at den børnesagkyndige erklæring af 27. september 2019 skal tilsidesættes eller kun tillægges begrænset bevisværdi. Den børnesagkyndige erklæring indgår således sammen med parternes forklaringer og øvrige beviser i rettens frie bevisbedømmelse.
Landsretten finder efter bevisførelsen holdepunkter for, at forældrene ikke kan samarbejde til børnenes bedste. Det er herved bl.a. lagt til grund, at F ikke i forventeligt omfang har samarbejdet med M om D1’s D2’s samvær med M, og at der har været et generelt højt konfliktniveau mellem parterne, siden de ophævede samlivet i 2014. Den fælles forældremyndighed skal derfor ophæves for alle tre børn, jf. forældre-ansvarslovens § 11.
Landsretten skal herefter tage stilling til, hvem forældremyndigheden bør tillægges til børnenes bedste, jf. forældreansvarslovens § 4.
I denne vurdering har landsretten – som også angivet i landsrettens beslutning om iværksættelse af en børnesagkyndig undersøgelse – især forholdt sig til børnenes følelsesmæssige udviklingsniveau og forældrenes muligheder for at forstå og tilgodese børnenes specifikke udviklingsbehov; forældrenes evne til at tage ansvar for og drage omsorg for børnene og imødekomme deres udviklingsbehov og indstilling til at samarbejde med den anden forælder, samt evne og vilje til at samarbejde med myndighederne før, under og efter sagens afgørelse, og endelig de indbyrdes relationer mellem forældrene og børnene. Også børnenes perspektiv er inddraget. D1 på nu knap 11 år har klart tilkendegivet et ønske om at bo hos sin far. D2 på 8 år har ligeledes tilkendegivet et ønske om at bo hos sin far. D3’s perspektiv er efter hans alder på 5 år ikke oplyst.
Ud over parternes forklaringer og den børnesagkyndige erklæring har retten bl.a. lagt vægt på de af X Kommune indhentede erklæringer af 23. og 26. oktober 2015 om begge forældres forældrekompetence udarbejdet af fagkyndige personer, for M af en aut. cand. psyk. og for F af to aut. psykologer. Landsretten finder på den baggrund, at Ms diagnose vedrørende PTSD pådraget i 2002 ikke kan tillægges væsentlig betydning for sagens afgørelse set i forhold til det oplyste navnlig om parternes mentaliseringsevne og ressourcer, herunder oplysninger i tiden efter de nævnte erklæringer.
Efter en samlet bevisvurdering findes det herefter bedst for D2, at forældre-myndigheden over ham tillægges M alene og bedst for D1, at forældremyndigheden over ham tillægges F alene.
Som påstandene er nedlagt, skal forældremyndigheden over D3 tillægges M alene.
Kommentar:
Til indledning må jeg indrømme, at jeg har prøvet meget i de år, hvor jeg intenst har beskæftiget mig med forældremyndighed og samvær. Denne sag hører til i den allertungeste ende af det, jeg har oplevet.
Jeg har repræsenteret M i sagen. Jeg mødte hende første gang i slutningen af januar 2018. På det tidspunkt var situationen, at de var i Statsforvaltningen vedrørende samværet. De havde haft en forældreansvarssag, som var endt forligsmæssigt men vist efter tilkendegivelse fra retten.
Konfliktniveauet var tårnhøjt. M havde nogle gamle problemstillinger og var på det tidspunkt i en situation, hvor F efter min efterfølgende vurdering havde fået manipuleret kommunen til at være imod M.
Udefra vil det på det tidspunkt derfor være meget let at se sagen som meget enkel: problemerne lå hos hende og ikke ham.
I mit første notat fra samtalen med M har jeg bl. a. skrevet sådan:
”M fortæller en historie, som jeg, medens jeg hører på den, tænker, at det kan umuligt passe, hvad hun fortæller.
Efter at hun har fortalt historien, hiver hun de papirer frem, som hun meget fint har samlet og struktureret, så det var let at gå til for mig.
Alle de papirer, hun har med, passede i uhyggelig grad med det, hun har siddet og fortalt mig.
Det lyder måske som en floskel, når jeg med mine mange års erfaring på børneområdet siger, at det her er noget af det mest bizare, jeg har oplevet. Men sådan er det.” (Og jeg kan slå fast, at det fortsatte de næste næsten 2 år.)
Udfordringen i denne sagstype er ofte, at det ud fra en umiddelbar betragtning udefra kan virke enkelt.
De 3 underretninger om Fs adfærd, som jeg har nævnt i domsreferatet, gjorde udslaget for mig. De overbeviste mig om, at det i al fald ikke kun var M, som havde adfærdsproblemer.
Kampen kom derfor til at gå på for det første at få sagen flyttet fra Statsforvaltningen til retten og der forsøge at overbevise om nødvendigheden af en egentlig psykiatrisk undersøgelse af begge forældre. Udfordringen var sideløbende, at kommunens ret specielle sagsbehandler var mere fokuseret på en 15 år gammel diagnose end på forældrenes reelle forælderevne.
Det lykkedes ikke at få en psykiatrisk forældreevneundersøgelse i byretten, men byretsdommeren fokuserede på det efter min opfattelse relevante, nemlig den nyeste forældreevneundersøgelse samt vurdering af parternes adfærd.
Byretten fastholdt fælles forældremyndighed på trods af begge parters ønske om ophævelse af den fælles forældremyndighed.
Sagen blev anket af F. Problemerne blev tilspidset helt vildt under ankesagen. Især det midterste barn kom voldsomt i klemme.
Sagen blev hovedforhandlet i landsretten den 27. februar, og sagen blev udsat på landsrettens stillingtagen til en række begæringer fra parterne.
F havde begæret en børnesamtale med det midterste barn. M havde fastholdt begæringer om egentlige forældreevneundersøgelser af begge forældre.
Sagens bizare omstændigheder og kompleksitet illustreres for kendere måske af, at både hovedforhandlingen i februar og i november i landsretten var heldagssager. I en forældreansvarssag afsætter man normalt kun en halv dag (2½ time). I den første hovedforhandling procederede begge advokater i en time. I en del forældreansvarssager undlader man faktisk at procedere overhovedet. I hovedforhandlingen i november procederede Fs advokat 1½ time og jeg selv i ca. 50 minutter.
Efter hovedforhandlingen i februar bad landsretten om samtykke til en børnesagkyndig undersøgelse. Fs advokat gav samtykke uden bemærkninger. Jeg gav som Ms advokat ligeledes samtykke men anmodede “indtrængende” om præcisering af temaet for undersøgelsen. I realiteten i overensstemmelse hermed har landsretten besluttet dette ved afgørelse af 6. marts 2019:
“Efter votering besluttede landsretten i medfør af retsplejelovens § 450 b, at der skal iværksættes en børnesagkyndig undersøgelse af børnene A (født 30. december 2008) og B (født 29. november 2011), jf. forældreansvarslovens § 34. Endvidere kan C (født den 1. september 2014) forhold inddrages i det omfang de nedlagte påstande giver anledning hertil.
Undersøgelsen skal udarbejdes i overensstemmelse med vejledning nr. 11348 af december 2015 om børnesagkyndige undersøgelser, idet retten så vidt muligt, og alene i det omfang dette kan ske uden, at det strider mod barnets bedste, især ønsker følgende temaer belyst:
Undersøgelsen bør belyse børnenes følelsesmæssige udviklingsniveau og forældrenes muligheder for at forstå og tilgodese børnenes specifikke udviklingsbehov.
Endvidere bør undersøgelsen på baggrund af en psykologfaglig vurdering indeholde en prognose for forældrenes evne til at tage ansvar for og drage omsorg for børnene og imødekomme deres udviklingsbehov. Undersøgelsen bør også belyse forældrenes indstilling til at samarbejde med den anden forælder samt evne og vilje til at samarbejde med myndighederne før, under og efter sagens fgørelse.
Endelig bør undersøgelsen belyse de indbyrdes relationer mellem forældrene og børnene.”
Da psykolog X har medvirket som børnesagkyndig ved byrettens behandling, kan denne ikke udpeges som børnesagkyndig.
Det bemærkes, at begge parter har givet samtykke til, at der til brug for undersøgelsen kan indhentes oplysninger fra myndighederne, herunder skole, læge og kommune.
Landsretten vil snarest anmode koordinatoren for børnesagkyndige om at indstille en børnesagkyndig, der kan udpeges.”
..
Den ulykkelige mellemregning blev, at sagens udsættelse kom til at påvirke især det midterste barn voldsomt.
….
Efter byretsdommen er sagen eskalleret yderligere. Der gik flere måneder, inden undersøgelsen overhovedet kom i gang.
F har efter byretsdommen foretaget utallige underretninger om M. D2’s forhold blev forværret løbende.
M bad primo januar 2019 Statsforvaltningen om at ændre samværet fra 7/7 til 11/3 hos hende. Statsforvaltningen forventede dom i landsretten under hovedforhandlingen ultimo februar og ville derfor ikke foretage noget før derefter.
På baggrund af landsrettens beslutning, nåede Statsforvaltningen som en sine sidste handlinger at træffe afgørelse om 11/3-samvær hos bopælsforælderen M.
F tilbageholdt D2 efter dennes første samvær efter Statsforvaltningens afgørelse.
Det affødte så den i al fald for mig første brug af Familieretten som fogedrettens afløser (tvangsfuldbyrdelsesmyndighed).
Familieretten i Hillerød traf denne afgørelse den 12. april 2019
“Det fremgår af oplysningerne i sagen, at F har anket byrettens afgørelse af 29. november 2018 om, at blandt andet D2 fortsat skal have bopæl hos M, og at F har stået bag flere indberetninger om forholdene hos hende til X Kommune i tiden herefter. Der blev den 21. marts 2019 truffet afgørelse om med virkning fra den 29. marts 2019 at reducere Fs samværsret fra en 7-7 ordning til en 3-11 ordning.
Den daværende Statsforvaltning lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at forældrenes lange og intensive konfliktniveau i høj grad påvirker D2s psykiske tilstand, og at han har brug for ro og stabilitet. Også denne afgørelse har F påklaget den 2. april 2019. Klagen er endnu ikke modtaget i familieretten.
Således som forløbet og barnets reaktion op til afslutningen af det første weekendsamvær er beskrevet i forældrenes forklaringer og de fremlagte bilag, finder familieretten ikke, at hændelserne er af en sådan beskaffenhed, at de skal give anledning til, at sagen henvises til Familieretshuset til vurdering af, om samværsafgørelsen skal ændres.
Familieretten har ved afgørelsen lagt vægt på, at intentionen med det nye familieretlige system, der trådte i kraft den 1. april 2019, er at sikre, at familiernes konflikt behandles hurtigere, sammenhængende og i ét samlet system, og at barnet holdes udenfor konflikten, og disse formål vil ikke blive tilgodeset, hvis en helt ny afgørelse som følge af den ene parts klage og indberetninger samt inddragelse af barnet sendes frem og tilbage mellem myndighederne.
D2 må anses for at være under et voldsomt pres og i mistrivsel samt under en ikke ubetydelig påvirkning af F, men med en hurtig stillingtagen og ved valg af de for drengen mindst indgribende virkemidler, og idet X Kommune yder familien omfattende bistand, antages det, at en tilbagelevering til M efter weekendens samvær er til D2s bedste, jf. retsplejelovens § 456 p.
Fns indstillling og samarbejdsvilje vurderes at være altafgørende for, om D2 kan leveres tilbage til M, når den kommende weekends samvær ophører på mandag, men han har ikke gjort noget for at sørge for, at D2 kom hjem til sin bopæl i de forgangne 11 dage og viser heller ingen vilje til selv at aflevere drengen efter weekenden men har opfordret til, at myndighederne kan forsøge at gennemtvinge en fuldbyrdelse.
Det er derfor opfattelsen, at F skal ifalde daglige tvangsbøder fra mandag den 15. april 2019 og frem til fredag den 26. april 2019, hvis han ikke afleverer D2 på sin bopæl, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 3. THI BESTEMMES: D2 skal udleveres til F mandag den 15. april 2019. Hvis D2 ikke udleveres til M den 15. april 2019, skal F betale daglige tvangsbøder på 1.500 kr., indtil udlevering sker, dog maksimalt frem til næste weekendsamvær den 26. april 2019.”
….
Den afgørelse blev påkæret af F til landsretten, der stadfæstede kendelsen med disse bemærkninger:
“Indledningsvist bemærkes, at der rettelig er tale om 11 tvangsbøder på hver 1.500 kr., hvilket i alt udgør 16.500 kr.
Familierettens kendelse af 26. juni 2019 om, at dagbøderne for perioden den 15. – 25. april 2019 er forfaldne, er begrundet dels med, at landsretten den 27. maj 2019 stadfæstede Familierettens kendelse af 12. april 2019 om pålæg af tvangsbøder for denne periode, dels med at der ikke er fremkommet oplysninger siden, der kan begrunde, at den manglende tilbagelevering til bopælsforælderen skulle være legitim eller skyldes forhold uden for Fs handlemuligheder.
Familieretten har herved foretaget en vurdering af Fs adfærd i den angivne periode og fundet, at han ikke har efterlevet Familierettens kendelse af 12. april 2019.
Landsretten tager herefter ikke den principale påstand om hjemvisning til følge.
F har i Familieretten forklaret, at han afleverede D2 i skole den 26. april 2019. Det fremgår af kæreskriftet, at det er korrekt, at F ikke afleverede D2 i skole den 15. april 2019, fordi det ikke var muligt at få D2 i skole, og at D2 siden den 25. april 2019 har været afleveret i skole hver dag frem til sommerferien den 28. juni 2019.
Landsretten lægger herefter til grund, at F ikke har afleveret D2 i skole i perioden 15.-25. april 2019.
F har gjort gældende, at Familierettens kendelse af 12. april 2019 som stadfæstet af Østre Landsret den 27. maj 2019 er så upræcis med hensyn til, hvordan aflevering skal ske, at dagbøderne af denne grund ikke er forfaldne.
Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse af 21. marts 2019, at Fs samvær afsluttes med aflevering i skole om mandagen.
Landsretten finder på denne baggrund, at der ikke er tvivl om, at Familierettens kendelse af 12. april 2019 som stadfæstet af Østre Landsret den 27. maj 2019 indebærer, at der skulle ske aflevering ved aflevering i skole på hverdage og aflevering på bopælen på ferie- og helligdage samt weekender. Landsretten finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte dagbøderne som følge af manglende præcisering af afleveringssted.
Det er i kæreskriftet anført, at det ikke har været muligt at få D2 i skole før den 26. april 2019, og at F har forsøgt at medvirke til udlevering af D2 ved bl.a. henvendelse til kommunen og med forslag til N om at hente D2 på Fs bopæl. Der ses ikke forklaret nærmere herom i Familieretten.
Landsretten lægger som anført til grund, at F ikke har afleveret D2 i perioden 15.-25. april 2019, men først i skolen den 26. april 2019, hvor F skulle have samvær med D2. F har dermed ikke afleveret D2 som bestemt af Statsforvaltningen og stadfæstet af Familieretten den 26. juni 2019, og som pålagt ham under trussel om tvangsbøder ved Familierettens kendelse af 12. april 2019, som stadfæstet af landsretten den 27. maj 2019.
Situationen findes ikke at være ændret væsentligt siden landsrettens afgørelse af 27. maj 2019, og der er derfor ikke grundlag for at statuere, at tvangsbøderne ikke er forfaldne. Herefter stadfæstes Familierettens kendelse af 26. juni 2019 for så vidt den er kæret.
Efter kæresagens karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
T H I BESTEMMES:
Byrettens kendelse stadfæstes.”
…..
Den undersøgelse, som blev foretaget på baggrund af landsrettens afgørelse af 6.marts 2019 blev geennemført af en klinisk børnepsykolog. Psykologen var meget kontant i sin vurdering af parterne.
Fs advokat forsøgte at få tilsidesat undersøgelsen med utallige begrundelser om manglende kvalifikationer hos den børnesagkyndige. Psykologen var som antydet særdeles kontant i sin karakteristik af Fs adfærd. Så stærk, at Fs advokat gjorde et vældigt nummer ud af kritisere undersøgelsen, fordi han mente, at psykologen havde diagnosticeret F. Uden sammenhæng med denne sag bortset fra det tidsmæssige henviser jeg til min artikel: må psykologer diagnosticere?
Landsrettens begrundelse er særdeles kontant ikke mindst i forhold til Fs løbende påstande om Ms påståede psykiske sygdom.
Afgørelsen viser efter min vurdering, at det er overordentlig vigtigt at få fokus på en psykologfaglig / psykiatrisk vurdering af begge forældre i de sager, hvor temaet er vold eller psykisk vold samt psykiatriske forhold hos forældrene.
Efter min personlige vurdering kunne en sag af denne karakter meget let være endt med, at F var løbet med den samlede sejr. Enkelte forhold gør sig gældende, hvis man skal komme igennem systemet som den, der føler sig udsat for psykisk vold.
I denne sag var det formentlig altafgørende, at F hele tiden opførte sig ualmindelig uklogt. Det var bestemt af betydning, at der forelå alvorlige underretninger fra neutral side (tandlæge, skole og en borger på gaden). Derudover var Fs adfærd i forbindelse med flere tilbageholdelser af D2 både i 2018 og 2019 overordentlig betydningsfulde for det samlede resultat.
Allervigtigst var imidlertid nok Ms meget robuste forhold. Hun er begavet med et yderst solidt bagland både i forældregeneration og nuværende samlever, der har været af uvurderlig betydning i deres mentale støtte. Derudover har hun hele tiden formået at holde fokus på, hvad der reelt er bedst for børnene. Hun har lidt afsavn og ageret særdeles hensigtsmæssigt i vanskelige valgsituationer.
Rigtig mange, som udsættes for, hvad hun har oplevet, vil desværre blive psykisk knækket. Det blev M ikke!
Viggo Bækgaard
opdateret 6. december 2018