Forældremyndighed til M, selv om hun havde forhindret tidligere ægtefælle i kontakt til barnet. Om samværschikane og ikke biologisk forælder. Ikke samvær, TFA 2024/353 VLD
Byrettens begrundelse (Aalborg).
Familieretten lægger efter parternes forklaringer til grund, at M gennem en længere periode har forhindret samvær mellem IBF (ikke biologsisk far) og B med den begrundelse at B ikke har ønsket det og har givet udtryk for det under børnesamtalerne. Det fremgår af referat fra børnesamtalerne, at B ikke har udtalt sig i overensstemmelse med egne behov og ønsker, men hun tværtimod har virket som en voksen, hvor samtalens indhold på forhånd var gennemgået med hende. Det bemærkes, at B inden den seneste børnesamtale i familieretten på ingen måde virkede presset, men var særdeles fri i sin fremtoning og udtryk.
Familieretten kan på den baggrund ikke tillægge hendes opfattelse af forældremyndighed, bopæl og samvær vægt. Det er således familierettens vurdering, at B henset til hendes alder og grad af påvirkning, ikke selv kan og bør tage stilling til, hvorledes bopæl og samvær skal være.
Familieretten lægger videre til grund, at M ikke i tilstrækkeligt omfang har formået at skærme B for parternes konflikt, og ikke har formået at bidrage til at B på trods af parterne konflikter har opretholdt en positiv relation til IBF.
M har i sin forklaring i familieretten tilkendegivet, at hun ikke ønsker at samarbejde med IBF om B, og at der ikke er kontakt parterne imellem. Det fremgår videre, at der med parternes brud blev aftalt en 7/7-ordning for B efter hendes ønske, men at denne på Ms foranledning efterfølgende ikke er fulgt, og at samværene helt er stoppet.
Familieretten finder herefter, at M har udvist konstant samværschikane såvel som samarbejdschikane og påvirket B i retning af ikke at ville have kontakt til IBF, alt til skade for hende på længere sigt.
Familieretten finder ved en anvendelse af forældreansvarslovens § 13, at forældremyndigheden kan overføres til andre end biologiske forældre.
Der er således påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til B’s bedste, og at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter en samlet vurdering er det bedst for B, at A får forældremyndigheden alene. Familieretten har navnlig lagt vægt på han under sin forklaring har udtrykt ønske om at samarbejde med M, og må anses for den, som på sigt vil være bedst i stand til at sikre samarbejdet med M og en stabil hverdag for B, herunder i relation til samarbejde med skolen og adgang til fritidsaktiviteter.
Efter familierettens samlede vurdering er det bedst for B, at forældremyndigheden overføres til A, hvorved denne får bopælen vedrørende B.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 14 og forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Efter familierettens samlede vurdering af barnets forhold, herunder B’s tilknytning til begge parter, den tidligere aftalte7/7-ordning samt B’s alder, skal B have samvær med M nedenfor bestemt.
Med hensyn til den forklaring, B afgav under børnesamtalen den 4. marts 2024 om en episode under hendes brusebadning hos IBF, kan familieretten ikke tillægge det tilstrækkelig betydning for sagens samlede resultat. Der henvises herved til referat af børnebegrundelse.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Under hensyntagen til dommens resultat findes det ufornødent at tage stilling til Ms påstand vedrørende anvendelse af retsplejelovens § 480.
Byrettens resultat:
Eneforældremyndighed over 8-årig B til den ikke biologiske F.
Landsrettens begrundelse
B er født i Irland den … 2016 og er efter det oplyste mexicansk/irsk statsborger. Hendes biologiske mor er M, og hendes biologiske far er ….
B kom efter det oplyste til Danmark i februar 2019 efter, at M havde indgået ægteskab med IBF. B boede herefter sammen med sagens parter i Danmark, indtil parterne gik fra hinanden i august 2022.
Der opstod herefter konflikt mellem parterne om forældremyndighed, bopæl og samvær vedrørende B.
Familieretshuset traf den 4. maj 2023afgørelse om, at B skulle have midlertidig bopæl hos IBF, mens sagen om bopæl og forældremyndighed blev behandlet. Afgørelsen herom er ikke blevet efterlevet, og fuldbyrdelsessagen afventer i henhold til familierettens kendelse af 13.maj 2024 udfaldet af denne ankesag. Det seneste samvær mellem B og IBF fandt efter det oplyste sted den 10. juni2023, hvorefter al kontakt har været afbrudt. Det må efter de foreliggende oplysninger antages, at M og B siden maj 2024 har opholdt sig i Mexico.
M og IBF har fælles forældremyndighed over B i henhold til den aftale, som Familieretshuset i medfør af forældreansvarslovens § 13, stk. 2, godkendte den 9. juni 2021. Spørgsmålet om forældremyndighed over B skal derfor afgøres efter forældreansvarslovens § 14, stk. 2, jf. § 11, der finder analog anvendelse i det foreliggende tilfælde.
Efter oplysningerne om konfliktniveauet mellem parterne og deres manglende indbyrdes kontakt er der konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om B’s forhold til hendes bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt. Det tiltrædes derfor, at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Spørgsmålet er herefter, hvem af parterne der skal have tillagt forældremyndigheden alene. Afgørelsen herom skaltræffes ud fra, hvad der er bedst for B.
Parterne må hver især anses for egnede til at varetage omsorgen for B.
Efter oplysningerne i sagen lægger landsretten til grund, at M uden rimelig grund i en længere periode har forhindret IBF’s kontakt med B, og at han vil være den af parterne, der har bedst evne til at samarbejde og dermed sikre B’s kontaktmed den anden part.
Heroverfor står imidlertid, at der er tale om en atypisk sag, idet A ikke er biologisk far til B. Han er først blevet en del af B’s liv, da hun var omkring 3 år, og han har ikke set B siden juni 2023. B har den klart tætteste tilknytning til sin mor, M, som må anses for at have været den primære omsorgsperson for B.
Efter en samlet vurdering af B’s forhold og tilknytning til parterne finder landsretten, at det under de foreliggende omstændigheder er bedst for B, at M tillægges forældremyndigheden over hende.
Landsretten ændrer derfor familierettens afgørelse om forældremyndighed, således at forældremyndigheden over B tillægges M alene.
Landsretten har herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om bopæl.
Landsretten finder, at A ikke på nuværende tidspunkt har en sådan tæt tilknytning til B, at det under de foreliggende omstændigheder vil være til hendes bedste, at der fastsættes samvær mellem dem.
Landsretten ændrer derfor familierettens afgørelse om samvær, således at der ikke fastsættes samvær mellem B og IBF.
(Landsrettens resultat altså eneforældremyndighed til M og ikke samvær med IBF)
Kommentar:
Det er i sandhed en speciel sag på mange måder. Begge forældre synes at være udlændinge. Det fremgår, at Ms ægtefælle IBF (ikke biologisk far) har fået fælles forældremyndighed efter aftale mellem parterne.
Byrettens præmisser mere end indikerer, at barnet har været endog særdeles grundigt mainipuleret og stort set ikke har haft en (troværdig) selvstændig mening.
Man kan også se af dommen, at M tilsyneladende er ”gået under jorden” med B og rejst til Mexico.
Udover emnet ”samværschikane” kan man vel sige, at afgørelsen også går lidt ind i en generel flytteproblematik.
Jeg kom til at tænke på afgørelsen i TFA 2019/75 ØLD, som på nogle punkter ligner.
Gad vide, hvad afgørelsen ville have været, hvis M var blevet i Danmark med barnet?
Viggo Bækgaard
21. november 2024