Fortsat fælles forældremyndighed over 3 børn. Bopælen over D1 på 10 år blev placeret hos F, mens bopælen over D2 på 7 år og D3 på 4 år placeres hos M, Retten i Hillerød 29. november 2018, utrykt.

Fortsat fælles forældremyndighed over 3 børn. Bopælen over D1 på 10 år blev placeret hos F, mens bopælen over D2 på 7 år og D3 på 4 år placeres hos M, Retten i Hillerød 29. november 2018, utrykt.

Problemstilling.

Det er en sag, hvor forældrenes psykiske (psykriatriske) situation har spillet en betydelig rolle.

Parterne havde for tre år siden en forældransvarssag, der førte til, at M fik bopælen over alle tre børn.

Forældrene havde været sammen i ca. 8 år.

M havde forud for etablering af parforholdet oplevet en traumatiserende oplevelse i forbindelse med sit arbejde, der førte en ptsd-diagnose med sig.

M oplevede sig under parforholdet udsat for psykisk vold fra F.

I forbindelse med kampen om børnene, der har stået på ret konstant, opstår en situation, hvor D1 vælger at bo hos F og totalt afvise kontakt med M.

Der har gennem årene efter bruddet været megen turbulens omkring børnene i såvel Statsforvaltningen som – og især – i socialforvaltningen.

F, der ikke har nogen diagnoser, har ustandseligt ”orienteret” omverdenen i bred forstand om Ms gamle diagnose og hendes efter hans opfattelse ”borderline”.

I efteråret 2018 fremkom 3 neutrale underretninger om Fs adfærd over for D1.

Underretningerne var fra henholdsvis skolen, en tandlæge og en person, som observerede et optrin på offentlig gade. Underretningerne gengives ikke her, men de var meget bizare.

I forbindelse med tidligere forældreansvarssag i 2015 forelå en forældreevneundersøgelse med følgende udtalelser i uddrag:

”Overordnet tegner undersøgelsen et billede af en mor, som har mange ressourcer i forhold til at kunne drage passende omsorg for sine tre drenge. Observationer gjort af familiehusets personale og personalet i D2s børnehave svarer fint overens med det billede, M giver af sin relation til drengene.”

”I forhold til samarbejdet med andre mennesker vil det spille ind, at F, i test, viser at have en underliggende vrede og depressive følelser.

…..

Den måde, hvorpå han indgår i samarbejde, fremtæder noget sorthvid, idet det er tydeligt, at nogle ønsker F ikke at samarbejde med, og nogle gør han. F har en dominerende personlighed, og han kan have svært ved at lytte. F har desuden svært ved at modtage negativ feedback.

Hvis F har stærke personlige følelser i samarbejde, såsom med M, læderes hans evne til at forstå hendes intentioner og følelser betydeligt. F mister også blikket for eget følelsesmæssige bidrag i denne sammenhæng.”

 F vurderes generelt til at have en undgående stil, og kan således have svært ved usikkerhed og ambivalens. Han har brug for høj grad af tydelighed fra de personer, han samarbejder med.

I forhold til kommunen mister han også evnen til at forstå intentioner og se sin egen andel. Han kan dog umiddelbart se, at han bliver vred, men har umiddelbart ikke øje for, hvordan det kunne påvirke andre. F har nogle kommmunikationsstrategier, blandt andet at se folk i øjnene, men når han gør dette, mens han er vred, kan han fremstå truende.”

Byrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger er det tydeligt, at en ikke uvæsentlig del af parternes konflikt handler om indvirkningen af Ms diagnosticerede

posttraumatiske belastningsreaktion og hertil knyttede diagnose personlighedsændring efter katastrofeoplevelse på hendes forældreevne. F har brugt og bruger fortsat mange ressourcer på at fremhæve diagnoserne som et afgørende problem over for myndighederne med den konsekvens, at M oplever sig stigmatiseret og presset og afviser at gå med til de af kommunens tiltag i forhold til børnene, som går på, at de skal ses og håndteres som børn af en behandlingskrævende, psykisk syg person.

Ud fra den tre år gamle psykologudarbejdede forældrekompetenceundersøgelse er der imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Ms erkendte diagnoser påvirker hendes forældreevne i negativ og behandlingskrævende grad, ligesom der ikke tilvejebragt nye, lægefaglige vurderinger, der diskvalificerer hende som omsorgsgiver som følge af de anførte diagnoser.

Selv om parterne siden samlivsophævelsen i juni 2014 har været i konflikt om de tre børn, indgik de under en forældremyndighedssag en aftale i sommeren 2016 om at fortsætte den fælles forældremyndighed. Parterne har siden formået at samarbejde med myndighederne og hinanden om at sikre D1 den fornødne støtte, ligesom Ms flytning til en anden kommune ikke har givet anledning til tvister om skole- og institutionsskift.

Det er rettens opfattelse, at hvis parterne gør et sidste, oprigtigt forsøg på ikke at have fokus på hinandens svagheder men i stedet at se og anerkende de kvaliteter, som de har hver især som forældre og fortsat støtter hinanden i sammen med myndighederne at løse de udfordringer, som deres konflikt har påført især de to ældste af børnene, er der ikke konkrete holdepunkter for at antage, at de ikke vil kunne samarbejde om børnenes forhold til deres bedste. Der vil i den forbindelse være afgørende signalværdi i at kunne vise børnene, at man trods det, at man ikke længere kan bo sammen, stadig har viljen til at samarbejde for deres skyld og fortsætte det fælles forældreansvar, for D1 og D2 har uafhængigt af hinanden peget på en tilbagerulning af tiden og en genforening af familien som deres højeste ønske.

Retten finder derfor, at det vil være bedst for (drengene), at der også fremover skal være fælles forældremyndighed over dem, jf. forældreansvarslovens 4 og § 14.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen finder retten, at det vil være bedst for D1, at han fortsat har bopæl hos F, mens det vil være det bedste for D2 og D3 at opretholde bopælen hos M, forældreansvarslovens § 4 og § 17.

Afslutningsvis finder retten ikke anledning til, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den måtte blive anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb.

Kommentar:

Jeg har repræsenteret M i sagen. Jeg mødte hende første gang i slutningen af januar 2018. På det tidspunkt var situationen, at de var i Statsforvaltningen vedrørende samværet.

Konfliktniveauet var tårnhøjt. M havde nogle gamle problemstillinger og var på det tidspunkt i en situation, hvor F efter min efterfølgende vurdering havde fået manipuleret kommunen til at være imod M.

 Udefra vil det på det tidspunkt derfor være meget let at se sagen som meget enkel: problemerne lå hos hende og ikke ham.

 I mit første notat fra samtalen med M har jeg bl. a. skrevet sådan: 

”M fortæller en historie, som jeg, medens jeg hører på den, tænker, at det kan umuligt passe, hvad hun fortæller.  

Efter at hun har fortalt historien, hiver hun de papirer frem, som hun meget fint har samlet og struktureret, så det var let at gå til for mig.

 Alle de papirer, hun har med, passede i uhyggelig grad med det, hun har siddet og fortalt mig.

 Det lyder måske som en floskel, når jeg med mine mange års erfaring på børneområdet siger, at det her er noget af det mest bizare, jeg har oplevet. Men sådan er det.” 

Udfordringen i denne sagstype er ofte, at det ud fra en umiddelbar betragtning udefra kan virke enkelt.

 De 3 underretninger om Fs adfærd, som jeg har nævnt i domsreferatet, gjorde udslaget for mig. De overbeviste mig om, at det i al fald ikke kun var M, som havde adfærdsproblemer.

 Kampen kom derfor til at gå på for det første at få sagen flyttet fra Statsforvaltningen til retten og der forsøge at overbevise om nødvendigheden af en egentlig psykiatrisk undersøgelse af begge forældre. Udfordringen var sideløbende, at kommunens ret specielle sagsbehandler var mere fokuseret på en 15 år gammel diagnose end på forældrenes reelle forælderevne.  

Det lykkedes ikke at få en psykiatrisk forældreevneundersøgelse, men byretsdommeren fokuserede på det efter min opfattelse relevante, nemlig den nyeste forældreevneundersøgelse samt vurdering af parternes adfærd.  

Afslutningsvist bemærkes, at byretten fastholdt fælles forældremyndighed på trods af begge parters ønske om ophævelse af den fælles forældremyndighed.

 Personligt – og her spiller vurderingen selvfølgelig ind for dig, kære læser, at jeg repræsenterer M – tænker jeg, at det for M er udmærket at bevare del i forældremyndigheden over D1, som hun oplever som værende i en svær krise. Men sandheden er måske, at det havde været mere ro-givende, om den fælles forældremyndighed var blevet ophævet for alle tre børn.

 Viggo Bækgaard