Fælles forældremyndighed over D på 14 år ophævet og forældremyndigheden tillagt M. Ikke samvær mellem D og F, Vestre Landsret 17. december 2025, utrykt
Byrettens begrundelse:
Der fremgår af forældreansvarslovens § 4 a, at hvis en forælder er idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 2, kan der ikke, 4 medmindre det er bedst for barnet, træffes afgørelse om, at den pågældende forælder har del i forældremyndigheden, jf. § 4 a, stk. 1, nr. 1, og at barnet har samvær med vedkommende forælder, jf. § 4 a, stk. 1, nr. 3.
Det fremgår af blandt andet Familieretshusets underretning af 19. april 2024 til Aalborg Kommune, at det på baggrund af de gennemførte overvågede samvær har været svært at få et indtryk af, hvad ændringen i samværene skyldes. Det fremgår videre, at man kunne få det indtryk, at D er presset mellem forældrene, hvor far på den ene side ønsker samvær og ikke anerkender, at han har slået D, og hvor mor på den anden side ikke virker til at kunne støtte op om D s samvær med sin far.
Af konklusionen i den børnesagkyndige erklæring fremgår, at D er beskrevet og fremstår med samværsvægring, hvilket bør forstås, som hans måde at sikre selvbeskyttelse, stressreduktion og sikring af omsorg. Det er vigtigt at understrege, at Ds fysiske og følelsesmæssige sikkerhed efter Fs dom har første prioritet. Det er ligeledes vigtigt at påpege, at der med de iværksatte overvågede samvær blev taget højde herfor. Desværre var det ikke muligt for M at betrygge D i kontakten til F. Derudover har D siden de overvågende samvær fastholdt et ønske om kontakt til sin farmor, men M har ikke kunnet støttet op om en kontakt. Samværsvægring er en yderst kompleks problemstilling, der ikke har været mulig at afdække til bunds inden for den børnesagkyndige undersøgelses rammer, dels grundet særlige behov hos D, dels grundet særlige udfordringer hos M, dels grundet at det ikke har været muligt at samtale med D om F og ej heller at observere D og F. Samværsvægring siger intet om årsagen og ”alle” forhold bør undersøges i begge hjem. Overordnet kan dog siges, at følsomme og ængstelige børn generelt er mere tilbøjelige til at benytte undgåelsesadfærd. Denne undgåelsesadfærd kan forstærke barnets angst, fordi det ikke får korrigerende oplevelser. Undgåelse af kontakt bliver derved selvforstærkende og barnet reagerer med at vælge den ene forælder fra på grund af ubalance i relationen og/eller konflikten mellem forældrene. Det anbefales derfor at støtte og guide D og forældrene i stresstolerance og andre mestringsstrategier end undgåelse.
Det fremgår videre, at den rigtige løsning på samvær og forældremyndighed vil være, at der skabes mest mulig ro, stabilitet og forudsigelighed for D, så han kan sikres en positiv trivsel og udvikling. Dette omhandler i særdeleshed evnen og viljen til at sikre ham en stabil, tæt og tryg base, et godt og sikkert net værk, en god, stabil og positiv kontakt til den anden forælder samt sikre et godt og neutralt deleforældreskab.
På baggrund af denne vurdering vurderes det at være bedst for D, at han på sigt bevarer sin tilknytning til begge sine forældre, herunder også hans far trods det forhold, at han har været udsat for vold fra faderens side, jf. herved forældreansvarslovens § 4 a, stk. 1. Der er derfor ikke grundlag for med henvisning til dette forhold at afskære faderen for fortsat at have del i forældremyndigheden eller have samvær med D.
Forældremyndighed
Det følger af forældreansvarslovens § 11, at hvis forældre, som har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke er enige om forældremyndig heden, træffes der afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Der har i nogen tid været et anstrengt forhold mellem forældrene, herunder navnlig som følge af, at faderen er blevet dømt for at have udøvet vold mod D. Dette forhold findes dog efter en samlet afvejning ikke i sig selv at kunne begrunde, at faderen ikke længere skal have del i forældremyndigheden. Der lægges herved vægt på, at faderen ikke har modsat sig beslutninger, som mode ren har taget vedrørende D, og at der ved en ophævelse af den fælles forældremyndighed vil være en betydelig risiko for, at faderen vil blive holdt uden for væsentlige beslutninger vedrørende Ds forhold.
På denne baggrund findes der ikke i tilstrækkelig grad at være påvist sådanne holdepunkter for at antage, at forældrene ikke på sigt vil kunne komme til at samarbejde om Ds forhold til hans bedste. Påstanden om ophævelse af den fælles forældremyndighed tages derfor ikke til følge.
Bopæl:
F har taget bekræftende til genmæle overfor påstanden om, at D skal have bopæl hos sin mor.
Ms påstand herom tages derfor til følge.
Samvær
Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal et barns forbindelse med begge sine forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Efter bestemmelsens stk. 2 har forældrene et fælles ansvar for, at barnet har samvær med den forælder, som det ikke har bopæl 6 hos. Det gælder også med hensyn til at samarbejde om, at D motiveres til at deltage i de overvågede samvær med sin far.
Det fremgår af beskrivelserne af de overvågede samvær, som blev gennemført i foråret 2024, at der var en begyndende positiv udvikling i samværet mellem D og hans far, men at forløbet herefter blev afbrudt, hvilket til dels vurderes at bero på moderens holdning til samværsspørgsmålet.
Det findes at være bedst for D, at han får kontakt til sin far gennem afholdelse af samvær. Efter en samlet vurdering af Ds forhold findes det at være bedst for ham, at samværene i første omgang finder sted som overvågede samvær. Der fastsættes derfor 6 overvågede samvær mellem D og hans far efter Familieretshusets nærmere bestemmelse herom.
Byrettens resultat:
Fælles forældremyndighed
6 overvågede samvær
Landsrettens begrundelse:
F er ved ankedom af 26. juni 2024 dømt for at have begået vold over for D og straffet med fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 244, stk. 2. Det fremgår af forældreansvarslovens § 4 a, at hvis en part er idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 244, stk. 2, kan der ikke, medmindre det er bedst for barnet, træffes afgørelse om, at parten skal have del i forældremyndigheden eller samvær med barnet.
Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarslovens § 4 a, at mulighederne for alligevel at bestemme, at parten skal have del i forældremyndigheden eller samvær med barnet skal anvendes restriktivt. Det skal således vurderes at være af hensyn til barnets bedste, at undtagelsesmuligheden finder anvendelse. I vurderingen af, hvad der er til barnets bedste, skal indgå barnets relation til den pågældende forælder og barnets interesse i at bevare kontakten. Det fremgår også af forarbejderne, at det bl.a. kan være relevant for vurderingen af barnets bedste, i hvilken kontekst forbrydelsen er begået. Det skal f.eks. indgå i vurderingen, om kriminaliteten er begået over for et familiemedlem m.v., da dette kan have betydning for vurderingen af forælderens evne til at drage omsorg for barnet og risikoen for, at barnet udsættes for vold eller for at blive vidne til vold, såfremt relationen til forælderen opretholdes. Endelig kan fra forarbejderne fremhæves, at der i vurderingen af barnets bedste skal anlægges en helhedsvurdering. Barnets synspunkter, der bl.a. kan være fremkommet under en børnesamtale, skal tillægges vægt under hensyn til barnets alder og moden hed.
Den vold, som F er dømt for, er begået over for D. D har under den børnesagkyndige undersøgelse givet udtryk for, at han ikke ønsker at se sin far. Det kan desuden efter oplysningerne om, at de fastsatte overvågede samvær efter familierettens dom reelt ikke blev gennemført og M forklaring om Ds reaktioner bagefter, lægges til grund, at D har en stor modstand mod at se F. Endelig fremgår det af den børnesagkyndige erklæring, at det efter undersøgelsen ikke er muligt at vurdere, hvad der er til Ds bedste, da han dels i den nuværende situation vurderes at være i nedadgående trivsel, hvilket ikke alene skønnes at kunne forklares ved den aktuelle retssag, dels at han muligvis har andre udfordringer og særlige behov, som bør udredes.
Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for undtagelsesvis at finde, at det vil være til Ds bedste, at F fortsat har del i for ældremyndigheden, eller at F for tiden skal have samvær med D.
Landsretten tager derfor Ms påstande til følge.
Landsrettens resultat:
Eneforældremyndighed til M
Ingen samvær
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Kommentar:
By- og landsretsdommene er modtaget fra M. Jeg kender kun sagen fra dommene. Dog har M også sendt børnesamtalen og retsbog.
Byretsdommen forekommer at være ren ”halleluja” og politisk korrekthed. Byretsdommeren ser ret beset helt bort fra forældreansvarslovens §4 om pådømt vold. Man kan lidt forundret sammenholde byretsdommen med den dom, som jeg tabte i går på Fs vegne i går i en anden byret, hvor man ret ukritisk tog forældremyndigheden fra en far på baggrund af mors beskyldninger.
I denne sag tager landsretten klart fat både i lovteksten og i de såkaldte forarbejder, der er ministeriets og folketingets forklaringer til lovbestemmelser.
Man skal i øvrigt også være opmærksom på Ds alder og udsagn i børnesamtalen.
Dommen forekommer åbenlys rigtig.
Viggo Bækgaard
18. december 2025