Fælles forældremyndighed og bopæl til M for P på 10½ år. P nægter at se F, og Statsforvaltningen har stoppet samværet, men retten mener, at M bærer en stor skyld herfor, ØLD 26. januar 2018, utrykt

Fælles forældremyndighed og bopæl til M for P på 10½ år. P nægter at se F, og Statsforvaltningen har stoppet samværet, men retten mener, at M bærer en stor skyld herfor, ØLD 26. januar 2018, utrykt

Sagens problemstillinger:

P født i juni 2007. Der er en noget ældre  halvsøster hos M og 3 halvsøskende, som F er far til.

Et noget turbulent samliv i al fald ifølge mor slutter i januar 2017. Parterne bor på det tidspunkt i Sønderjylland. F kræver en 7/7-ordning med P, hvilket forsøges i ca. et halvt år. I forbindelse med sommerferiestart 2017 opstår der en dramatisk episode mellem F og M, som M opfatter som vold, der anmeldes.

Politiet vælger senere at frafalde sigtelsen på grund af bevisets stilling.

P har i første halvår af 2017 været i 7/7-ordningen. Umiddelbart efter den dramatiske episode kommer socialforvaltningen ind i billedet og har børnesamtale med P. P tager ved den lejlighed både verbalt og nonverbalt afstand fra faren. Socialforvaltningen vejleder M om muligheden for at flytte for at skabe ro og tryghed.

M flyttede herefter uden at varsle eller underrette F, hvilket jo ikke er i overensstemmelse med forældreansvarslovens varslingsprincipper.

F anlagde bopælssag, og sideløbende kørte en samværssag i Statsforvaltningen.

Bopælssagen blev behandlet efter de principper, der gælder ved de såkaldt nordsjællandske retter. Det betyder, at der var et indledende retsmøde i anden uge af december 2017 under deltagelse af en dommer og en børnesagkyndig psykolog.

På det tidspunkt havde P ikke set far i 5 måneder.

Dommeren mente, at det kunne være vældig hyggeligt for P at møde F i København, hvor han kunne tage hende med på en hygge-juletur i Tivoli. Da M ikke sprang i luften af begejstring for det, bestemte dommeren, at han og den børnesagkyndige 3 dage efter skulle have en ”børnesagkyndig samtale” med P.

Under den samtale besluttede dommeren så, at sagen skulle yderligere belyses ved overvåget konfrontation mellem P og F hos den børnesagkyndige.

Det reagerede P meget dramatisk negativt på.  Hun gik i forvejen til privatpraktiserende psykolog og reagerede også over for denne.

I forbindelse hermed kom Fs særbarn på 22 år på banen og udtrykte i en erklæring meget kontant, at han bakkede P op i, at der ikke burde være samvær. P skulle ikke udsættes for samme behandling, som han havde været udsat for af F i sin opvækst.

P blev holdt væk fra den pågældende konfrontation.

Ms advokat forsøgte i dette forløb at få dommeren til at vige sit sæde som inhabil. Det skete først, da han gik på pension i løbet af 2017.

Statsforvaltningen standsede i maj 2017 samværet under henvisning til Ps meget kontante afvisning af F dels i over for socialrådgiveren i kommunen, dels under den børnesamtale i retten, som dommeren altså havde ignoreret.

Da den oprindelige dommer gik på pension, valgte den nye dommer i sagen at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse med den samme børnesagkyndige, som havde været presset af dommeren til at gennemføre den beskrevne samtale op til jul sammen med dommeren.

Den børnesagkyndige gennemtvang en konfrontation i sin konsultation mellem P og F. Under den samtale kommunikerede P (på 10 år) kun skriftligt og ikke verbalt af betydning.

P havde også under forløbet gennemgået en børnepsykiatrisk undersøgelse, som heldigvis viste P som uproblematisk bortset fra konfliktoplevelserne.

Byrettens begrundelse:

P har ikke set sin far i 1½ år, fordi M har valgt at flytte P fra Sønderjylland til København uden at meddele dette til hverken  F eller P på forhånd. Herefter har M holdt P væk fra F, selv om de egentlig havde en 7/7 samværsordning på det tidspunkt, og P skulle have været afleveret til sommerferie hos F. I en lang periode herefter vidste F ikke, hvor P var.

M findes ved sine handlinger i sommeren 2016 og herefter at have udøvet
samværschikane.

Bopælsforældren har et grundlæggende ansvar for at sikre barnets samvær med den anden forældre, hvilket er baggrunden for forældreansvarslovens § 19. M findes ikke at have søgt at sikre Ps ret til at have samvær med sin far.

M har ved sin flytning af P overtrådt forældreansvarslovens § 18. Forældreansvarslovens § 18 skal sikre forældrene mulighed for at aftale, hvordan samvær skal opretholdes efter en flytning, samt give mulighed for at starte en forældreansvarssag eller bopælssag inden en flytning. Denne mulighed har M afskåret René fra, ved at flytte P uden at meddele
dette til F.

Efter forarbejderne til forældreansvarslovens § 17, jf. § 4, skal retten ved afgørelse af bopæl, når den ene forældre har udøvet samværschikane anlægge et fremtidsorienteret perspektiv, således at det indgår i afgørelsen med betydelig vægt, hvis barnet belastes af chikanen.

Retten finder, at P er belastet at Ms beslutning om at holde P helt væk fra sin far og flytte hende uden varsel.

Heroverfor står Ps klare udtalelser om, at hun ikke vil se sin far og den børnesagkyndiges vurdering af, at P har brug for ro og stabilitet samt få vished om, at hun kan blive sammen med sin mor.

Samtidigt finder den børnesagkyndige, at det er skadeligt for P, at hun opretholder så stærkt et forsvar mod sin far, og finder, at dette giver giver betydelig risiko for skadelig påvirkning af Ps personligheds- og identitietsdannelse samt hæmmer hendes egen følelsesmæssig bearbejdning.

Efter en samlet vurdering findes det herefter bedst for P, at hun fortsat har bopæl hos hendes mor og at forældrene fortsat har fælles forældremyndighed, idet en ophævelse af den fælles forældremyndighed findes at være skadeligt for Ps udvikling, jf. det af den
børnesagkyndige anførte.

F og M skal fortsat have fælles forældremyndighed over, P (11 år). P
skal fortsat have bopæl hos mor.

Landsrettens begrundelse

Efter forklaringerne lægger landsretten til grund, at M i slutningen af juli 2016 flyttede med P til Sjælland, hvor de først tog ophold i et sommerhus og senere flyttede til X-by.

F, der skulle have holdt sommerferie med P, fik først den 18. august 2016 besked om, hvor P opholdt sig. Det lægges derved til grund, at P fra den 15. juli 2016 og frem til Statsforvaltningens afgørelse den 9. maj 2017, hvor samværet blev ophævet, ikke havde samvær med P i overensstemmelse med den aftale, som parterne havde indgået.

Det lægges efter forklaringerne endvidere til grund, at der mellem parterne bestod et meget
højt konfliktniveau, der var medvirkende til, at M sammen med P flyttede til X-by, og at parterne siden da ikke har kommunikeret.

Det findes imidlertid ikke godtgjort, at F har udvist manglende vilje til at samarbejde
om forhold til bedste for P, herunder ved udstedelse af pas og ved samtykke til psykiatrisk udredning.

Landsretten tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.

Efter de foreliggende oplysninger lægger landsretten til grund, at P trives i sin nye
skole og i sin hverdag. M har oplyst, at P er afsluttet på psykiatrisk afdeling, men at hun stadig har mulighed for at komme til psykolog, hvilket hun senest var for 2 måneder siden.

Den børnesagkyndige beskriver P som en pige, der har brug for stabilitet og ro samt vished om, at hun kan blive sammen med sin mor. Det lægges endvidere til grund, at P for tiden fortsat ikke ønsker kontakt til sin far.

Henset hertil og efter en samlet vurdering – og uanset at F må antages at
være bedst til at sikre et fremadrettet samarbejde mellem parterne – tiltræder landsretten, at
det vil være bedst for P, at hun fortsat har bopæl hos M.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

kommentar:

Det skinner muligvis igennem mit referat, at jeg har lettest ved at anskue denne sag fra Ms side. Jeg har da også repræsenteret hende både i by- og landsret.

I mine kommentarer har jeg gennem årene igen og igen skrevet, at i de sager, hvor temaet er psykisk eller fysisk vold i familien, vil der være rigtig mange sager, der ender ud i ingenting i det strafferetlige system på grund af bevisets stilling. Det siger derfor stort set aldrig noget om, hvad der objektivt er op eller ned.

Man skal huske, at det vigtige er, hvad der er ”bedst for barnet”.

Objektivt var det da ikke smart af M at flytte over hals og hoved og i strid med forældreansvarslovens principper. Men hun følte sig rådgivet til det af socialrådgiveren og muligvis af andre også.

Objektivt var der i sagen klare indikationer på, at P var i mistrivsel under den 7/7-ordning, som brat blev afbrudt af den dramatiske episode. Også henset til Statsforvaltningens jo desværre ret langstrakte sagsbehandling virker det på mig som åbenlyst fejlagtigt at karakterisere den manglende kontakt i andet halvår af 2017 som chikane, sådan som byretsdommeren karakteriserede det.

Det er min måske lidt subjektive vurdering, at den første byretsdommers adfærd i december 2017 var udtryk for intet mindre end et myndighedsovergreb på P.

Jeg har gennem årene haft flere sager, hvor en forælders nu voksne særbørn er trådt frem på scenen og har udtrykt sig til støtte for den mindre halvsøskende i et håb om at få stoppet samværet.

Se for eksempel disse links:
Eneforældremyndighed til M over 6½ årig P men ikke ophævelse af samvær, ØLD af 28. september 2011, nu trykt i TFA 2012/57 ØLK

Samvær ophævet for 2 piger P1 og P2 på nu knap 11 og netop 8 år. Større halvsøskende havde udtrykt bekymring for Fs adfærd, Statsforvaltningen 12. februar 2014.

Samvær med 2 piger på 9 og 7 år nedsat til 9 timer hveranden søndag og en dags overnatning i ferier, Statsforvaltningen Hovedstaden 31. oktober 2012, utrykt

Det virker påfaldende på mig, at ”systemet” er ret utilbøjelige til at tillægge sådanne reaktioner den vægt, de efter min opfattelse fortjener.

I denne sag har jeg på intet tidspunkt reelt frygtet på Ms vegne, at bopælen var i fare, selv om F påstod sig tillagt denne. Ms ønske om eneforældremyndighed var båret af en forventning om, at F vil modarbejde nødvendig behandling af Ps psykiske problemer knyttet til ”forældrene” for nu at udtrykke det neutralt.

Samarbejdet er ikke-eksisterende. F hævder, at han gerne vil og kan samarbejde. M siger ærligt, at hun anser det for usandsynligt. Siger selv, at hun nok reagerer sådan som beskyttelse af sig selv.

Det er selvfølgelig tilfredsstillende for M, at landsretten ikke gentager ordet samværschikane. Til gengæld er det overraskende for mig, at man bilder sig ind, at F vil være bedst til at samarbejde.

Sagen burde faktisk indbringes for Højesteret som principiel. Men det bliver nu ikke min anbefaling.

Udfordringen for M bliver nu, hvordan pokker hun skal samarbejde – og om hvad.

Viggo Bækgaard