Rørdam-udvalget om behandling af samværssager i 1. instans (juni 2023).
Rørdam-udvalget er nu fremkommet med betragtninger vedrørende behandling af samværssager i første insdans. Udvalget er nedsat i september 2022 og har til opgave at ”se på tiltag, der kan forbedre borgernes møde med domstolene og nedbringe sagsbehandlingstiderne hos retterne”.
Udvalget har den 12. juni 2023 sendt sine betragtninger om samværssager til folketingets retsudvalg. Der er tale om en 9 siders gennemgang af historikken omkring samværssager under forældreansvarsloven og altså fra 2008 og til nu. Det er ret sjovt at læse den gennemgang af den meget omskiftende tilværelse, forældreansvarssagerne har haft inden for selv så relativt kort en årrække.
Udvalgets kortsigtede forslag.
Udvalgets mest konkrete forslag er, at afgørelser i Familieretten, der udelukkende vedrører samvær, kun skal kunne indbringes for landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Udvalget finder, at en sådan afgrænset ændring ikke bryder afgørende ind i processen for den kommende evaluering af det familieretlige system.
Lidt om udvalgets mere generelle betragtninger.
Udvalget konstaterer, at det er besluttet at evaluere det nye familieretlige system, og at den evaluering forventes afsluttet ultimo 2024.
Der fabuleres lidt over de markante forskelle, der er på parternes og deres advokaters ageren i samværssager samt over, hvor omfattende samværssagerne reelt er sammenlignet med mange andre sager, når man tænker over detaljeringsgraden i de nedlagte påstande.
Det konstateres, at samværssagerne ofte indeholder et behov for hurtigere ageren, end retssystemet egentlig er gearet til, samt at det kan være svært for en part, som vil have bopælen, samtidig at nedlægge relevante påstande om samvær i alle tænkelige situationer. Påstandene i samværssager er ofte overordentlig detaljerede og uoverskuelige.
Udvalgets betragtninger bærer selvfølgelig præg af, at hovedformålet med dets arbejde er ”effektivisering” og ”besparelse”.
Lidt mere langsigtet bringer udvalget nogle overskrifter i spil.
En tanke om, at alle samværssager afgøres administrativt af Familieretshuset som første instans med mulighed for at indbringe for Familieretten som anden instans efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Der stilles ikke grundlæggende spørgsmål ved, om forældremyndigheds- og bopælssagerne skal afgøres i Familieretten, idet man fremhæver, at kompetencespørgsmålet har en nær sammenhæng med den generelle evaluering, som skal gennemføres.
Det nævnes som en relevant betænkelighed, at parter i en model som den her nævnte vil nedlægge påstande om bopæl og/eller forældremyndighed bare for at sikre sagens behandling ved domstolene.
En alternativ model, som udvalget antyder, kunne være en overvejelse af, om Familieretten bør få kompetence til at fastsætte et niveau for samvær – f.eks. på en skala fra, at der ikke fastsættes samvær over minimumssamvær, weekendsamvær henholdsvis weekend- og hverdagssamvær til 7/7-ordning – sådan, at hvis parterne ikke kan blive enige om den nærmere udmøntning, skal denne afgøres i Familieretshuset.
Mine betragtninger baseret på årelang erfaring på området – og holdninger til forældreansvarsområdet.
Jeg har selv nået en alder, hvor det ikke er sandsynligt, at jeg vil være erhvervsaktiv i mange år efter, at evalueringen er gennemført. Det vil alene på den baggrund ikke være rimeligt at beskylde mine holdninger for erhvervsmæssigt begrundet. På den anden side tror jeg ikke, at mine holdninger for alvor har flyttet sig hen over årene. Mine betragtninger baseres på årelang erfaring på området som advokat og gennem mit virke i Landsforeningen Børn og Samvær.
Der er rigtig mange af de betragtninger, som Rørdam-udvalget er kommet med, som jeg nikker genkendende til.
Generelt om den nuværende kompetencefordeling – og baggrunden for virkningsløsheden.
Betragtningerne her knytter sig mere til det generelle system, som jeg finder virkelig problematisk.
Strukturen bærer præg af, at Familieretshusets ledelse som embedsværk har været voldsomt optaget af at sikre Familieretshusets fremtidige eksistens (og berettigelse). Ledelsen har formentlig hele tiden haft et ønske om at få langt flere kompetencer, end man har fået i systemet.
Jeg henviser til Rørdam-udvalgets gennemgang af kompetencefordelingerne. Familieretshuset har generel kompetence til at træffe afgørelse i de mindre komplicerede samværssager (de såkaldt §6-sager).
Derudover er det Familieretshusets opgave at ”forberede” sagerne til oversendelse til retten.
Jeg er ganske sikker på, at jeg ikke er ene om at mene, at især den sidstnævnte funktion ikke fungerer tilfredsstillende. Det er en vidt udbredt oplevelse hos advokaterne, at Familieretshuset sjældent forbereder sagerne som forudsat i loven. Ligeledes er det en udbredt opfattelse, at Familieretshuset i virkeligheden ikke fremsender alt relevant materiale til retten.
Det er mere reglen end undtagelsen, at der ikke gennemføres børnesagkyndige undersøgelser i §7-sagerne, som det er forudsat i Familieretshuslovens § 28.
Mine bemærkninger om sagsforberedelsen tiltrædes stort set af alle de dommere, som jeg har talt med i forbindelse med sagerne – og det er ærlig talt efterhånden ganske mange.
Som medlem af det såkaldt rådgivende udvalg i Familieretshuset gennem næsten 4 år har jeg hørt ledelsen fortælle, hvor dygtige og kompetente medarbejdere, de har. Det postulat mener jeg ærlig talt godt, at man kan drage i tvivl uden at fornærme hverken ledelsen eller de pågældende medarbejdere.
2019-ændringerne af systemet var virkelig underfinansieret fra starten. Det førte efterfølgende til, at man fik en stor pose penge til at samle op på manglerne. Jeg kan endnu høre ledelsen fortælle, hvor mange de har fået ansat, og at de alle sammen er helt vildt kompetente.
Sandheden er efter min vurdering, at Familieretshuset er helt ekstremt topstyret. Provokerende sagt har de ansatte ikke kompetence til noget som helst. De skal følge en skabelon. Opdraget er, at de for enhver pris skal forsøge at få forældrene til at samarbejde eller i al fald at rette ind.
Man har mange jurister ansat. Hvis man læser jura, har man i al fald for de flestes vedkommende en drøm om at komme ud og bruge juraen til gavn for mennesker; for retssikkerheden. Så ønsker man selvfølgelig ikke at komme ud på en samlebåndsfabrik, hvor man dårlig nok må tænke selv.
De dygtigste forsvinder hurtigt ud af systemet. Flere af dem er blevet mine kollegaer. Nogle bliver, fordi de går med en kontorchef i maven. Resten?
De fleste er jurister, som kommer lige fra eksamensbordet uden at have været andre steder. Jeg kan kun komme i tanke om ganske få, der har prøvet andet. De kender derfor ikke sagsgangen ved retterne og har ikke en fornemmelse af, hvad der reelt er brug for.
Ledelsen ønsker kun overfladisk at fortælle, hvilke faggrupper og hvor mange af hver slags, de har ansat. Vi ved, at de har jurister og psykologer ansat. Vi ved, at en del af de børnesagkyndige ikke er psykologer, og at langt fra alle sagsbehandlere er jurister.
Mange ansatte i de forskellige funktioner er socialrådgivere eller administrativt uddannede kontorfunktionærer eller andre specielle faggrupper, som gennemgår en eller anden efteruddannelse, hvorefter de kaldes sagsbehandlere eller børnesagkyndige.
Sammenfattende mener jeg ikke, at Familieretshuset på kvalificeret vis behersker den del af deres opgave, som består i forberedelse af de komplekse sager til Familieretten.
I praksis er der den udfordring, når sagen kommer til retten, at dommerne næsten undtagelsesfrit ønsker at gennemføre børnesamtaler, uanset om der har været afholdt sådanne i Familieretshuset.
I mit erfaringsunivers betyder det faktisk, at der i et vist omfang kommer til at ske en dobbelt eller i al fald næsten dobbelt forberedelse af sagen. Det fører til ekstra arbejde for såvel dommerne som advokaterne i retssagen.
Familieretshusets rolle set fra min stol.
Man kan spørge, om Familieretshuset overhovedet har en bevaringsværdig funktion. Det mener jeg afgjort, at det har.
Der er for mig slet ikke tvivl om, at Familieretshuset har samlet nogle aldeles brugbare kompetencer, uanset hvilke formelle uddannelser de ansatte end har.
Når et parforhold med børn opløses, er der et helt åbenbart behov for hjælp, som bør understøttes af det offentlige. Mange tænker ”hvor svært kan det være”. Svaret er: ”meget”.
Der er virkelig brug for kyndige hjælpende ånder især i opbrudsfasen.
Mediation (konfliktmægling) og rådgivning om anstændig opførsel er vigtige opgaver.
Jeg tror, at sådan en som mig skal huske, at vi oftest ser de egentlige problemsager. Mange kan godt finde ud af det eller hjælpes på vej.
I de tungere sager er der reelle risikofaktorer i spil. Mange af de sager, som jeg kommer i berøring med, løses ikke med et knips gennem konfliktløsning. Husk for eksempel, at en psykopat er ”charmør og tyran” og dygtig til at skifte ham efter omgivelserne. Pågældende ved udmærket, hvad det er opportunt at sige.
Jeg oplever bestemt også, at midlertidige hurtige afgørelser i opbrudsfasen er relevante for at få ro på. Om det så hedder kontaktbevarende samvær eller andet er mindre vigtigt. Jeg tror bestemt ikke, at de første løsninger behøver at være de endelige.
For mig er denne artikel bestemt ikke udtryk for min egen endelige stilling. Men jeg mener, at det er vigtigt, at alle med hjerte og interesse for området er opmærksomme og deltagende.
Nedenfor når jeg frem til, at jeg godt kan være lidt fascineret af udvalgets modeltanke om Familierettens fastlæggelse af ”niveauet” for samvær med detailregulering i Familieretshuset. Men før jeg når frem til den mulige løsning, er der behov for nogle mellemregninger.
Retssikkerhed og magtens 3-deling i et samfund, hvor begreberne er al for meget ”på spil”.
Jeg har helt fra begyndelsen af min særlige interesse for forældreansvarsområdet ved årtusindskiftet været meget bekymret for en dagældende retstilstand, hvor afgørelser på dette område blev truffet administrativt med ikke domstolsklage.
Selv om Rørdam-udvalget ledes af den nu tidligere præsident for Højesteret, mener jeg, at udvalgets påstand om, at de afgørelser reelt kunne prøves af domstolene, ikke udtrykker den fulde sandhed. Uden i denne forbindelse at gå dybt ned i min juridiske børnelærdom vurderer jeg, at domstolenes prøvelsesret af administrative afgørelser i praksis afgrænses sådan, at man er meget utilbøjelige til at tilsidesætte forvaltningens skøn.
Spørgsmålet om forældremyndighed, bopæl og samvær er altafgørende kernespørgsmål både for forældrene og barnet.
Den aktuelle generelle politiske korrektheds lære er, at det selvfølgelig er vigtigt for et barn at have kontakt til begge forældre. En generel korrekthedsfilosofi, som alle formentlig kan- eller i al fald bør – tilslutte sig.
Imidlertid er det mere dilemmafyldt end bare at opfylde et herkomstperspektiv.
Uanset om man kan lide det eller ej er det altså et faktum, at der er situationer, hvor relationerne i en familie er så dysfunktionelle, at det generelt hensigtsmæssige ikke er konkret bedst for barnet.
Afgørelse herom bør i sidste ende træffes ved dom. Kun derved er afgørelsen i al fald teoretisk men også oftest reelt løsrevet fra en administrativ beslutning.
Det synes jeg egentlig ikke, at man behøver at være jurist for at forstå og indse det rigtige i.
Lidt om retssagsgangen.
Rørdam-udvalget kommer som nævnt godt omkring centrale problemstillinger, der særligt knytter sig til samværssager.
Jeg er helt enig i, at der kan forekomme al for megen detailregulering set både fra dommer- og advokatside i sagerne.
Personligt kan jeg således godt have svært ved at hidse mig op over, om samvær skal være i en lige- eller ulige weekend. Men det kan være vigtigt for begge de forældre, som er kommet videre til den næste deleforælder, som har en eller anden ordning og skal have alting til at passe for en selv.
Ligeledes kan jeg og mange advokatkolleger have svært ved virkelig at engagere sig dybt i omfanget og placering af ferier. Hvis barnet objektivt har godt af samvær, er det sjældent altafgørende, om sommerferien er på 2 eller 3 uger, sammenhængende eller ej – når vi ser bort fra helt konkrete årsager, hvortil alder og tilknytning selvfølgelig hører.
Det samme gælder, om der skal afleveres i institution; i hjemmet eller på McDonald.
Men det er vigtigt for forældrene, hvorfor spørgsmålene selvfølgelig skal tages alvorligt.
Dommere og advokater er helt generelt opflasket med, at det er vigtigt, at påstandene er præcise, og at man gør sig klart, om påstanden kan fuldbyrdes.
Advokaternes blanke øjne over for klienten i forhold til lige eller ulige uger er ”det rene vand” ved siden af parternes totale mangel på forståelse for grundige subsidiære påstande og især i forhold til det absolut utænkelige, at den ”idiotiske” anden forælder ligefrem skulle få bopælen til ubodelig skade for barnet – efter klientens opfattelse.
Jeg kan derfor bestemt godt forstå dommernes ofte forekommende frustrationer, når de skal forsøge at afsige en dom, som ikke lige følger parternes påstande. Vi skal jo huske, at disse sager er undergivet officialmaximen.
Lidt om sager, der behandles efter den forenklede proces.
Det er i dag sådan, at afgørelser, der træffes af Familieretshuset kan indbringes for Familieretten. Her er hovedreglen, at sagen behandles efter den såkaldt forenklede proces. Det indebærer for det første, at sagen behandles skriftligt, og at man er meget lidt tilbøjelig til at give parterne fri proces i sagen.
I praksis indebærer den sagsbehandlingsform et dybt indgreb i den reelle behandling efter 2-instansprincippet.
Umiddelbart sidder jeg med den oplevelse, at der reelt bliver tale om en ”såkaldt prøvelse” men snarere om en blåstempling af Familieretshusets afgørelse. I al fald har jeg ikke set voldsomt mange afgørelser, som bliver tilsidesat. Måske skyldes disse bemærkninger for det første, at jeg ikke selv har haft voldsomt mange af de sager og for det andet, at Familierettens afgørelser ikke offentliggøres, da det ikke er landsretsafgørelser.
Jeg vil af retssikkerhedsmæssige grunde være betænkelig ved at udvide den forenklede proces i forbindelse med en kommende reform.
Lidt om at trække sager i langdrag.
Udvalget er også inde på den problemstilling, der består i, at det har været væsentlig i forbindelse med det familieretlige system, at det skulle forkorte sagstiderne. Her citerer jeg udvalget på side 6 f.n.:
”Fra 2007 lå kompetencen til at træffe isolerede afgørelser om samvær stadig hos de administrative myndigheder, nu statsforvaltningen med klageadgang til Familiestyrelsen. Imidlertid fik domstolene mulighed for efter påstand at træffe afgørelse om samvær, når en sag om forældremyndighed eller bopæl var indbragt for domstolene. Formålet hermed var, at forældrene ved én afgørelse i samme regi skulle kunne få afgjort både spørgsmålet om forældremyndighed eller bopæl og spørgsmålet om samvær – fremfor efter domstolenes afgørelse af spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl at skulle henvende sig til statsforvaltningen, hvis de ikke var enige om samvær.”
Det er ærlig talt min opfattelse, at domstolene i øjeblikket har en tendens til at være ”skurken”, der trækker børnene ekstra gennem sølet.
En vildt uheldig tendens synes at være dommernes tilbøjelighed til at iværksætte et antal overvågede samvær i den (naive) tro, at det afhjælper problemerne, der har været årsag til den sag, de behandler. Dommernes forudsætning synes at være, at det enten i sig selv løser problemerne, eller at de overvågede samværs konklusion skal føre til fornyet behandling forfra i systemet. Prøv for eksempel at læse mine kommentarer til en ØLD fra 1. juni 2023
Min egen delkonklusion.
Det vil være en retssikkerhedsmæssig katastrofe, såfremt evaluering af det familieretlige system bringer os tilbage til, at afgørelserne træffes administrativt.
Som nævnt i indledningen kommer Rørdam-udvalget med den delkonklusion, at rene samværssager, som afgøres i Familieretten kun bør kunne ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Jeg er heller ikke så vild med den løsning. For det første er det min erfaring, at Procesbevillingsnævnet er for restriktiv i deres vurdering af, hvad der er tilstrækkelig relevant for dem. Heldigvis har jeg ikke så bred personlig erfaring med det, men jeg konstaterer i al fald, at det er meget få familieretssager, som får lov til at ende i Højesteret. Personligt har jeg dog fået afslag på kære af processuelle delafgørelser, som jeg virkelig fandt vigtige og relevante ikke bare i sagen men også generelt.
Dertil kommer for det andet, at jeg er helt enig med Rørdam-udvalget, når der udtrykkes bekymring for, at man så bare sørger for at lade sagen handle om mere end samvær.
Derimod kan jeg i al fald ved første gennemlæsning og refleksion godt være lidt fascineret af den model, som udvalget antyder, og som forenklet sagt går på, at hovedkompetencen fortsat bør ligge i domstolssystemet, men at detailreguleringen med fornuft kan ligge i Familieretshuset.
Et formentlig klassisk eksempel kan du se i denne sag, der blev opstartet af M som ren samværssag og (efter min vurdering) som skræmmereaktion førte påstand fra F om bopælsskifte med sig.
Men jeg mener faktisk, at der kan være fornuft i at lade detailregulering ligge et andet sted end hos de stakkels dommere.
Jeg vil gerne opfordre alle med viden om og interesse for forældreansvarssager om at deltage konstruktiv og være meget opmærksomme i forløbet også af evalueringsprocessen.
Se Rørdam-udvalgets tanker til retsudvalget her.
Viggo Bækgaard
20. juni 2023