Om forældreansvarslovens § 4a, rækkevidden, ikke samvær, TFA 2022/99 ØLD
Byrettens begrundelse:
Efter forældreansvarslovens § 4 a, stk. 1, nr. 3, kan der ikke træffes afgørelse om, at en person, der er dømt for blandt andet grov vold, har samvær med sit barn, medmindre det er bedst for barnet.
Ved vurderingen af, om undtagelsesmuligheden kan finde anvendelse, finder retten at der må lægges vægt på, at sagsøgeren er idømt fængsel i en længere årrække for grov vold. På den anden side ligger forholdet mange år tilbage, og der er ikke grundlag for at antage, at B vil være i risiko for at blive udsat for vold eller for at overvære vold.
Det er ubestridt, at sagsøgeren periodevis har haft et alkoholmisbrug, som han har modtaget behandling for med antabustabletter. Det er endvidere ubestridt, at sagsøgeren også har psykiske udfordringer, som han har været i behandling for med antidepressiv medicin. Sagsøgeren har efter de lægelige oplysninger egenhændigt trappet sig ud af denne behandling. I den periode, hvor sagsøgeren ikke havde samvær med B, opsøgte han endvidere flere gange sagsøgte på dennes arbejdsplads, herunder satte han en gps på sagsøgtes cykel og er meddelt en advarsel af politiet herfor.
Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger, findes fastsættelse af samvær, herunder overvåget samvær, ikke at være bedst for B på nuværende tidspunkt. Som følge heraf frifindes sagsøgte for sagsøgerens påstande, ligesom retten tager sagsøgtes selvstændigt nedlagte påstand til følge i det nedenfor anførte omfang.
Byrettens resultat. Ikke samvær
Landsrettens begrundelse:
Det følger af forældreansvarslovens § 4 a, stk. 1, nr. 3, at en person, der er dømt for bl.a. grov vold, ikke skal have samvær med sit barn, medmindre det er bedst for barnet.
Uanset at F er dømt for grov vold, finder landsretten, når henses til, at den kriminalitet, som F er dømt for, ligger 24 år tilbage i tid, og at den blev begået, da han var 19 år, at kriminaliteten ikke i sig selv er til hinder for, at undtagelsesmuligheden i forældreansvarslovens § 4 a, stk. 1, nr. 3, kan finde anvendelse.
Ved bedømmelsen af, om det vil være bedst for B at have samvær med F, må der herefter lægges vægt på, at det af en erklæring af 30. oktober 2020 fra F’s egen læge fremgår, at F i 2019 blev indlagt til alkoholafrusning, at han er diagnosticeret med depression, en generaliseret angsttilstand samt alkoholafhængighed, og at han da modtog behandling herfor af Rusmiddelbehandlingen. Ifølge F’s oplysninger til lægen fulgte han behandlingen, men lægen modtog ingen oplysninger herom fra Rusmiddelbehandlingen.
Det fremgår af en udtalelse af 9. november 2020 fra … kommunes Rusmiddelbehandling, at F skulle deltage i et 3 måneders gruppeforløb med opstart 9. november 2020 med henblik på mestring af en ædru tilværelse og forebyggelse af tilbagefald. F har forklaret i landsretten, at han begyndte gruppeforløbet i november 2020, men at han ikke gennemførte forløbet, da det blev stoppet før tid på grund af corona.
Landsretten finder, at fastsættelse af samvær, herunder overvåget samvær, ikke for tiden vil være til bedste for B. Landsretten har herved lagt vægt, at det efter bevisførelsen for landsretten ikke er godtgjort, at F har afsluttet et behandlingsforløb for sit misbrug af alkohol og i øvrigt har stabiliseret sine forhold. På den baggrund findes der på nuværende tidspunkt ikke et tilstrækkeligt grundlag for at antage, at et samvær vil medvirke til at sikre B’s trivsel, ligesom landsretten finder, at der er en nærliggende risiko for, at fastsættelse af samvær vil udsætte B for skade i form af F’s aflysning af eller udeblivelse fra samvær.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom