Min helt personlige historik om Børn og Samvær
Landsforeningen Børn og Samvær blev nedlagt som forening for et par år siden. Jeg tror, at det var i 2022. Vi nedlagde foreningen formelt som konsekvens af, at det blev sværere at engagere folk til at deltage aktivt i foreningens arbejde. Alt for meget hang på mig og ganske få andre.
I dag er tendensen, at man går ind i lukkede facebookgrupper og lignende, hvor man føler sig imødekommet og hørt.
Hjemmesiden består og er nu reelt min hjemmeside. Indholdet er, som det altid har været. Holdningerne har ikke ændret sig. Der er også en facebookside, som også er fortsat fra foreningstiden.
I dag (12 ,juli 2024) støder jeg på «verdens sjoveste indslag» på FB-siden.
En person skriver på FB-siden om mig: ”Der bør lægges størst mulig afstand til ham.” En svarer: ”Hvorfor”. Jeg skriver: ”jeg lytter spændt”. Den første skriver til ”hvorfor-spørgeren” til pågældendes alder og fortsætter: ” Jeg spørger om din alder, fordi, hvis du er ung, kender du nok ikke foreningens historik – og hvordan Viggo Bækgaard kuppede sig til magten over den – så den blev det modsatte.,.”
Jeg har på FB siden kort forklaret, at det er en virkelig sjov historieforfalskning og bedt om at få at vide, hvorfra historien stammer.
Mandag 15. juli har jeg været i kontakt med den”kilde”, som pågældende forsøgte at referere til. Det viser sig formentlig, at pågældende i virkeligheden enten er eller er tæt knyttet til en far, som med min bistand på mors side for 25 år siden mistede kontakten til datteren, der er datteren i hovedfortællingen nedenfor.
Jeg har for ganske mange år skrevet erindringer til børn og børnebørn. Det var vist i 2012.
Foranlediget af den sjove historie og som forklaring på Børn og Samværs historik får du her et uddrag af disse erindringer.
Et livsomvæltende besøg på mit lille kontor i Brovst.
Alle ved godt, at tilfældige begivenheder kan være afgørende for et menneskes videre forløb. Et klassisk og letforståeligt eksempel er trafikulykken, der medfører varigt mén. Jeg tror, at alle menneskers liv påvirkes af tilfældigheder, som man måske ikke altid for alvor får perspektiveret. For mig har jeg godt været bevidst om det men nok ikke helt så stjerneklart, som det står i forbindelse med min nedskrivning af erindringerne.
I efteråret 1999 kommer en tidligere klient ind på kontoret. Han var politisk aktiv i det parti, der hed Kristeligt Folkeparti, og vi havde tidligere snakket holdninger i almindelighed i forbindelse med vores møder om en sag, som jeg overhovedet ikke kan huske indholdet af.
Han fortalte, at han havde et par bekendte, som var kommet i en aldeles mærkelig situation, syntes han. Kvinden havde en datter, som jeg husker som 7-årig. Barnets far boede i København og var ”mærkelig”. Der var nogle tegn på, at han havde optrådt seksuelt krænkende i forhold til barnet. Min bekendte kunne ikke forstå, at ”systemet” slet ikke hørte på hendes betænkeligheder ved at sende datteren til samvær med faren i København.
Jeg beskæftigede mig på det tidspunkt med alle mulige advokatopgaver, herunder da også lidt familieret. Men det var ikke sådan, at jeg havde det som særlig spidskompetence. De specielle ting, som han nævnte for mig, lød underligt på mig.
Hans spurgte, om jeg ville have ulejlighed med at se sagen igennem.
Vennerne var ikke stinkende rige og havde brug for lidt hjælp helst uden alt for megen betaling. ”Jeg ved, at du er et menneske med fornuftige holdninger”, sagde han og nærmest bønfaldt e mig om at se på sagen.
Det indvilgede jeg i. Jeg kom ikke så langt ind i sagen, før jeg kunne se, at der var noget temmelig alvorligt galt i forhold til almindelig sagsbehandling i retssystemet. Det virkede korrekt, når han sagde, at systemet ikke hørte på hende overhovedet.
Venneparret var allerede så småt kommet i kontakt med Danmarks Radio, som var ved at lave en udsendelse om emnet. Udsendelsen blev sendt i samme efterår og hed ”For Fars Skyld”. I den udsendelse blev jeg interviewet i et indslag, som højest varede et par minutter.
Den udsendelse kastede overskrifter af sig, og jeg blev kontaktet af en hel del, som følte, at netop det problem ramte dem. En enkelt person spurgte, om jeg kunne overtales til at være med til at stifte en forening, som skulle tage ærligt udgangspunkt i børnenes tarv.
Pludselig var jeg reelt for første gang i en situation, hvor jeg ikke følte, at jeg bare selv kunne sige, at det ville jeg gerne. Jeg sad stadigvæk i Brovst og havde opsagt mit kompagniskab til ophør den 31. december 1999.
Derefter skulle jeg starte i Roskilde. Det lød nu som noget, som jeg godt kunne identificere mig med.
Efter drøftelse med mine kommende samarbejdspartnere sagde jeg ja.
Foreningens stiftelse.
Landsforeningen Børn og Samvær blev stiftet den 23. januar 2000 på en skole i Odense, og jeg blev ved stiftelsen talsmand for foreningen, hvilket jeg har været siden. Stedfaren til barnet fra Brovst blev foreningens første kasserer.
Den direkte følge af den aktivitet blev, at jeg næsten fra dag et i Roskilde fik fokus på familieret, som jeg i dag hovedsageligt beskæftiger mig med.
Synspunkterne bag Børn og Samvær.
Nu vil jeg bruge nogle ord på at forklare dig, hvad det egentlig er for nogle synspunkter, der driver mig i mine holdninger til skilsmissebørns situation.
Som nævnt er dette nedskrevet i 2012. De fleste vil ved læsningen kunne konstatere, at mine synspunkter stort set er de samme i dag som dengang.
Der skal slet ikke være tvivl om, at her har vi fat i noget helt grundlæggende i mine livsholdninger, som fylder rigtig meget i mit daglige arbejde. For nogle mennesker er det umiddelbart forståeligt. Andre tænker, at mine synspunkter er mærkelige og vist endda opfattes som “kolde”.
Jeg beder hver dag til, at det aldrig bliver et spørgsmål, som jeg selv får ind på livet. Den værste tanke overhovedet ville være, hvis mine børnebørn skulle blive skilsmissebørn og led i kamp mellem forældrene. Risikoen vil i så fald være stor for, at det vil betyde meget mindre kontakt for os som farforældre til de dejlige børn. Skulle forældrene bryde med hinanden, håber jeg inderligt, at de vil være i stand til at tilsidesætte egne behov og sætte børnenes behov i ægte centrum.
Om familiedannelsen gennem årene.
Der er sket umådelig meget med familiedannelsen i min levetid.
Tidligere var det kun en meget lille del af ægteskaberne, der ophørte ved skilsmisse. I min generation som barn var forældrene ikke skilte. Jeg kan ikke huske en eneste af mine barndomskammerater, hvis forældre var skilte. Dengang var det heller ikke almindeligt, at kvinderne overhovedet var på arbejdsmarkedet.
Meget var anderledes. I bakspejlet kan det virke romantiserende. Sådan tror jeg ikke, at det har været for de voksne. Det er næppe alt, som har været idyl. Således kan jeg egentlig være i tvivl om, hvorvidt mine egne forældre reelt blev sammen ”for min skyld”. Hvis så er min bemærkning egentlig bare: ”Tak”.
Man indtager vist livsholdninger på en blanding af de erfaringer, man har med sig gennem livet.
Jeg kalder det nuværende samfund for et “brug og smid væk samfund”. Man reparerer ikke en radio eller et fjernsyn, der er gået i stykker. Det smides væk. Sådan synes jeg også, at det i for vid udstrækning gælder for parforholdet.
Hvert fjerde ægteskab opløses. Det samme sker for en lidt større andel ikke ægteskabelige parforhold. Rigtig mange familier består ikke af far, mor og fælles børn. Det er vel ikke ligefrem de fleste familier, der består af “dine, mine og vores børn”. Men det er mange.
Familieskab er bestemt en svær størrelse. Det starter med glødende forelskelse, sex, fest og ballade. De fleste flytter sammen meget hurtigt, mens festen er på sit højeste. Det kan såmænd være svært nok. Så kommer børnene og vælter alle forestillinger om, hvad livet handler om. Pludselig drejer alt sig om dem. For nogen er det nærmest som at komme i fængsel.
Men forældrene har i al fald nu fået sig et fælles projekt: Børnene. Det er et projekt, som forældrene er fælles om. Mere fælles i dag end tidligere, hvilket måske er en del af det problem, som opstår i forbindelse med et senere opbrud.
70ernes kvindefrigørelse – ligestilling.
I min beretning fra vores liv i 70erne blev der ikke megen spalteplads til begrebet kvindefrigørelse. Kvindebevægelsen smuttede uden om Sanne og dermed også uden om mig. Men 70erne var fuld af ligestilling og kvindefrigørelse.
Kvinderne havde været på arbejdsmarkedet for alvor fra midten af 60erne. Det førte en naturlig forventning fra dem med sig om, at de ikke både skulle arbejde på fuld tid for derefter at stå for alle de hjemlige gøremål. Tilsvarende ville kvinderne lige så forståeligt have lige løn for lige arbejde.
Fra 1970erne har der været mange moderne krav til mændene. Vi skal deltage i madlavning, rengøring, indkøb og børnepasning med meget mere.
Mændenes ligestillingskamp.
Nutidens forældre er 70er-generationens børn. Som konsekvens heraf ser jeg en fædregeneration, som kræver ligestilling i forhold til børnene.
Jeg tror også, at den nuværende udvikling hænger sammen med den almindelige politiske tendens i samfundet. Siden 80erne har den herskende filosofi været præget af liberalistiske tankegange. Det tankesæt tager udspring i, at enhver er sig selv nærmest. Man skal sørge for sig selv først og fremmest uden hensyn til konsekvenserne for andre.
Mennesket er basalt sagt et dyr, som via evolutionen er blevet forfinet, så det står over alle andre dyr både i den virkelige magtbalance og i egen selvforståelse. Det menneskelige dyr er i stand til at handle ud fra et rationelt tankesæt. Det er imidlertid ikke lutter idyl.
Hvis mennesket var perfekt, ville der ikke være krig.
Folkemord ville ikke eksistere. Som det sikre ville det menneskelige samfund kunne indrette sig optimalt. Man ville kunne dømme til fred i Mellemøsten. Den tankegang giver ikke mening. Gad vide, om der er blevet fred i Mellemøsten, når du læser dette om mange år? Blev freden i givet fald etableret via dom fra en international domstol – eller blev den etableret via sædvanlig magtkamp gennem krig? (Husk, at det er skrevet i 2012 og måske læses her i 2024, hvor der er krig i Gaza.)
Min filosofi er altså, at mennesket er et dyr, der agerer som et sådant. Jeg sammenligner med elefanten, som er det største og mest fantastiske dyr, der findes. Elefanten er et flokdyr, hvor matriarken styrer flokken på baggrund af et helt livs erfaringer nedarvet i generne. Gad vide om det onde menneske har fået udryddet elefanten, når du læser. Men du kan også sammenligne med en abe, som ligner os rigtig meget.
Hele min måde at tænke på tager udgangspunkt i, at vi udmærket ved tankekraft kan finde ud af, hvad der er godt og rigtigt. Alligevel agerer vi efter de instinkter, som er nedarvet gennem tusindårige generationer.
Vi kan for eksempel ikke umiddelbart lave om på, at børnene fødes af hundyret. Af kvinden. Af mor. Lige så lidt kan vi lave om på, at mor er ethvert barns naturlige omdrejningspunkt biologisk de første år. Jo – der findes i dag fædreorganisationer, som bestrider det. Men for mig er det ensbetydende med at sige, at hvis det er faktum, bestrider jeg faktum.
Tidligere, hvilket vil sige før midten af 1990erne, var fædrene umådeligt svagt stillede i forbindelse med skilsmisse. Mor fik stort set altid forældremyndigheden, og far havde svært ved at få samvær med barnet. Når der endelig blev samvær, var det typisk kun hver anden weekend. Far blev, hvad jeg kalder tivolifar.
Den situation var selvfølgelig uholdbar.
Samvær er godt – men ikke for enhver pris.
Der er flere problemstillinger på området. Grundlæggende kan de fleste formentlig blive enige om, at det har værdi for et barn at have kontakt til begge forældre, selv om familien ikke længere bor sammen. Når forældrene er skilt, må barnet derfor være noget tid hos begge forældre.
Spørgsmålet er så, om det altid er godt for barnet, og om den tid skal vurderes på kvalitet eller kvantitet.
Hvordan skal vi forholde os til en situation, hvor barnet er udsat for overgreb fra den ene forælder? Et overgreb kan være voldeligt, seksuelt eller gemen svigt. Hvilken betydning har det for barnet, hvis forældrene hader hinanden af et godt hjerte og i et omfang, hvor barnet bliver midtpunkt i den kamp?
Jeg ser barnet i kernefamilien på den måde, at her er barnet barn på dets egne præmisser. Det barn får plads til dets egne kammerater fra institution og skole. Forældrene er der, når der er brug for det, hvad enten det skyldes hul på knæet eller sult.
Skilsmissebarnets livsvilkår er, at det skal være underholdningsapparat for forældrene på skift. Dets yndlingskammerater, som de skal elske over alt på jorden, er deres forældres til enhver tid værende kæresters børn. De aktuelle pap-søskende.
Om delebørn – børnefri uge
Nu tænker mange forældre på den måde, at børnene skal deles med halvdelen af tiden hos hver af forældrene. Det pakkes ind som værende “retfærdigt”. For forældrene er det rigtig praktisk. Det giver dem en børnefri uge, hvor de kan knokle igennem arbejdsmæssigt og dyrke nye kærester og en uge på fuldtime børnenærvær – siger de.
For børnene betyder det vel så, at de skal være “på” hele tiden. Den ene uge over for den ene forælder og den anden hos den anden.
Da vi startede Landsforeningen Børn og Samvær var retsstillingen, at forældrene havde ret til samvær med barnet. Vi har kæmpet for, at fokus blev på, at børnene skulle have ret til samvær med forældrene. Sådan er det efter lovteksten blevet siden 2008.
Trods de gode intentioner virker forældreansvarsloven mere som en ligestillingslov end som en lov, der virkelig sætter barnet i centrum for dets eget liv.
Jeg siger, at forældre skal samarbejde om barnet. Det er godt for barnet. Men jeg siger også, at kampen og ufreden kan blive så stor, at det er bedst for barnet, at det er markant mere hos den ene forælder – og nogen gange bedst, at der slet ikke er samvær.
I mit eget privatliv har jeg lykkeligvis været forskånet for de problemer, jeg arbejder med.
Viggo Bækgaard
Lagt op på Børn og Samvær
12. juli 2024