Ikke § 20 samvær mellem biologiske forældre og tvangsfjernede børn.
Byrettens begrundelse:
Det følger af forældreansvarslovens § 20 a, at der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopterede barn, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.
Efter forældreansvarslovens § 4, 1. pkt., skal en afgørelse om samvær eller anden form for kontakt træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse skal efter forældreansvarslovens § 1 komme i første række.
Ved vurderingen af barnets bedste, skal der anlægges en helhedsvurdering af barnets samlede situation både på kort og lang sigt. Det er barnets ret til samvær, der er centralt – ikke de oprindelige slægtninges ret. Der bør lægges vægt på, at barnet står i en særlig situation efter en adoption, hvor der skal skabes tilknytning mellem barnet og adoptivfamilien, og hvor barnets behov for en stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes.
B blev placeret i en plejefamilie, da han var ca. 2 uger gammel, og han blev placeret hos adoptanterne, da han var ca. 5 måneder gammel. Han har således allerede tidligt i sit liv oplevet 2 store skift. Det må derfor anses for afgørende for hans trivsel, at hans tilknytning til adoptanterne sikres bedst muligt.
Efter oplysningerne i psykologudtalelsen er tilknytningsprocessen igangværende og kan tage flere år, og det er væsentligt på dette område at yde en tidlig beskyttende indsats. Det er psykologens vurdering, at det vil være en voldsom følelsesmæssig belastning, hvis B og hans familie på nuværende tidspunkt skal have samvær med hans biologiske forældre, ligesom det kan forstyrre hans udvikling og muligvis reaktivere hans tidlige overlevelsesstrategier.
Forud for adoptionen var der en kort række samvær mellem de biologiske forældre og B, senest den 10. august 2020. Disse samvær kan dog ikke antages at have skabt en sådan betydningsfuld og positiv relation mellem B og hans biologiske forældre, at samvær kan anses for at være det bedste for B på nuværende tidspunkt.
Efter en samlet vurdering af de anførte forhold og sagens oplysninger i øvrigt, finder retten ikke grundlag for, at der på nuværende tidspunkt skal fastsættes samvær mellem B og hans biologiske forældre, hvorfor B og adoptanternes påstand herom tages til følge.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat. Landsretten finder i den forbindelse og med henvisning til begrundelsen i familierettens dom, at det ikke vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at der på nuværende tidspunkt ikke fastsættes samvær mellem B og appellanterne.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Kommentar.
Hermed synes Vestre- og Østre Landsret at være enige.
Se nemlig TFA 2022/143 VLD
Viggo Bækgaard
27. juni 2022