Hjemvisning af ankesag, som landsretten havde afvist efter retsplejelovens § 368a, Højesterets kendelse 28. maj 2024, utrykt

Hjemvisning af ankesag, som landsretten havde afvist efter retsplejelovens § 368a, Højesterets kendelse 28. maj 2024, utrykt

Fra Højesterets hjemmeside:

Familieretten havde ophævet den fælles forældremyndighed over en nu 12 år gammel pige, C, og tillagt den faren, B, alene. Familieretten havde derudover fastsat, at C skulle have samvær med sin mor, A, i et nærmere angivet omfang. A ankede dommen til landsretten, der afviste sagen i medfør af retsplejelovens § 368 a. Landsretten henviste til, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten, samt at sagen ikke var principiel, og heller ikke andre grunde talte for, at sagen skulle behandles af  landsretten.

Højesterets begrundelse:

Ved familierettens dom blev den fælles forældremyndighed over C, der nu er 12 år, ophævet, og forældremyndigheden blev tillagt B alene. Der blev desuden fastsat samvær mellem A og C hver anden uge fra fredag efter skole til lørdag kl. 17.

A ankede dommen til landsretten, der afviste sagen i medfør af retsplejelovens § 368 a.

Spørgsmålet er, om landsretten har afvist sagen med rette.

Efter retsplejelovens § 368 a kan landsretten afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at en ankesag ikke bør afvises af landsretten, hvis det ikke umiddelbart forekommer åbenbart, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, hvis sagen indeholder principielle problemstillinger, eller hvis sagen f.eks. har særlig betydning for parterne, jf. senest Højesterets kendelse af 8. februar 2024 (UfR 2024.1923).

Det følger af retsplejelovens § 455, stk. 1, og forarbejderne hertil, at retsplejelovens § 368 a også finder anvendelse i familieretlige sager, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, lovforslag nr. L 91, s. 159.

Højesteret finder, at sager om forældremyndighed og bopæl har en sådan særlig betydning for den ankende part, at afvisning efter retsplejelovens § 368 a kun kan finde sted, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Højesteret finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en afvisning efter § 368 a. Højesteret ophæver derfor dommen og hjemviser sagen til behandling ved landsretten.

THI BESTEMMES:

Landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til behandling ved landsretten

Kommentar:

Denne afgørelse bekræfter min kommentar til en afgørelse TFA 2024/84 ØLD, hvor jeg skrev, at den afgørelse var meget usædvanlig. Jeg kunne ikke dengang få mig til at skrive, at afgørelsen var helt ”uhørt” – men det var, hvad jeg tænkte.

Med denne højesteretskendelse er vi vist der, hvor vi må konstatere, at landsretten ikke i praksis kan afvise en anke efter ”kreditanke-bestemmelsen”.

Viggo Bækgaard

31. maj 2024