Fortsat eneforældremyndighed til M over nu 9 årig D. Intet samvær. Københavns Byret 14. marts 2022, utrykt

Fortsat eneforældremyndighed til M over nu 9 årig D. Intet samvær. Københavns Byret 14. marts 2022, utrykt

Der er tale om en sag, om hvilket man med nogen rette kan tale om ”the never ending story”.

Du kan se lidt af forhistorien i den landsretssag, som i januar 2018 gav M eneforældremyndigheden.

Byrettens begrundelse:

Vedrørende forældremyndighed og bopæl.

Familieretten lægger til grund, at der stadig er et stort konfliktniveau mellem parterne, og at parterne har ikke noget samarbejde om D. Retten finder endvidere, at der ikke er holdepunkter for at antage, at parterne vil være i stand til fremadrettet at samarbejde til gavn for Dr. Retten finder derfor, at der ikke er grundlag for, at parterne skal have fælles forældremyndighed.

Sagsøger (M) frifindes derfor for sagsøgtes påstand om fælles forældremyndighed.

Retten finder endvidere, at der ikke foreligger ændrede omstændigheder, der kan begrunde ændringer i Ds familieretlige status i forhold til den situation, der forelå, da Østre Landsret den 22. januar 2018 traf afgørelse i sagen, om at M skulle have forældremyndigheden alene.

Sagsøger frifindes derfor for sagsøgtes påstand om overførelse af forældremyndigheden til sagsøgte alene.

Samvær

Vedrørende samværet med F har samværet midlertidigt været ophævet i forbindelse med den verserende sag.

Mens sagen har verseret, er der blevet gennemført en børne faglig undersøgelse i medfør af servicelovens § 50. Undersøgelsen er afsluttet i december 2021. Af undersøgelsen, der er fremlagt som bilag 30, fremgår bl.a.  under den faglige vurdering:

”… BBU NB vurderer på baggrund af nærværende undersøgelse, at D har behov for særlig støtte i henhold til servicelovens bestemmelser. Det vurderes, at D har behov for støtte til at udvikle eget følelsesliv, hvori han kan udtrykke følelser og tanker omkring den belastede situation, som han har stået i gennem flere år i forhold til hans forældres indbyrdes uenigheder og samarbejdsvanskeligheder.

BBU NB vurderer ydermere, at der er behov for støtte til, at D skærmes fra forældrenes beskyldninger mod hinanden og heller ikke involveres uhensigtsmæssigt i den mangeårige familieretssag

…”

På grundlag af det foreliggende i sagen herunder det anførte i den børnefaglige undersøgelse, det anførte i udtalelsen fra X Skole, de samtaler der har været med D samt oplysningerne om Ds reaktion på samværet med faren, finder retten, at det er bedst for D, at der ikke for tiden fastsættes samvær med faren F.

Familieretten tager derfor sagsøgers påstand om, at der ikke fastsættes samvær med faren.

Kommentar:

Igen har vi at gøre med en dom, som kommer til at fremstå aldeles anonym uden reel information til læserne.

Det er en sag, der har kørt uafbrudt alene på mit skrivebord siden september 2016, hvor D var knap 4 år.

Som det fremgår, fik M eneforældremyndigheden i landsretten i januar 2018 efter et usædvanligt langt forløb. Det er en sag, hvor der igen og igen fra Ms side er udtrykt bekymringer for en adfærd, som opfattes som massiv stalking by proxy.

Det er jo det fænomen, som kan beskrives på den måde, at en person forsøger at forfølge en anden person ved idelige henvendelser til forskellige myndigheder.

Landsretten fastsatte i januar 2018 en 9/5-samværsordning. M forsøgte i en periode at leve med den ordning, men landsretssagen stoppede ikke henvendelserne.

En af de karakteristiske udfordringer set fra socialforvaltningen i disse sager er kompetencefordelingen i systemet.

Det er det familieretlige system (Familieretshuset og domstolene), der bestemmer om forældremyndighed, bopæl og samvær. Det skal det sociale system så forsøge at operere inden for de rammer.

Synspunktet er så typisk, at så længe, der skal være samvær, er F en ”vigtig person” i barnets liv, som man føler sig nødsaget til at forholde sig til.

Det er min oplevelse generelt i disse situationer, at kommunen uafladeligt bombarderes med bekymringer fra den anden part og dennes omgivelser.

I denne sag begærede M midlertidigt samværsstop på grund af omstændighederne, hvilket Familieretshuset gav M medhold i tilbage i juni 2021, hvilket blev stadfæstet af Familieretten den 3. november 2021.

Blot som eksempel konkret på Fs klager kan anføres, at pågældende i forbindelse med den midlertidige afgørelse om samværsstop i Familieretshuset valgte at klage over undertegnede til Advokatnævnet. Helt seriøst blev det som reelt eneste klagepunkt anført, at jeg skulle have misbrugt min rolle som medlem af det såkaldt rådgivende udvalg i Familieretshuset. Det fik pågældende ikke noget ud af.

Generelt er det et ret alvorligt problem, at man ikke i dommene finder anledning til reelt at forholde sig til problemstillingerne.

Viggo Bækgaard

14. marts 2022