Forældremyndighed – hvad handler det egentlig om?
Det betyder helt åbenlyst meget for begge forældre at have (del i) forældremyndigheden. Jeg siger, at fælles forældremyndighed er noget, Fanden har skabt. Samtidig siger jeg, at vigtigheden af forældremyndigheden er vildt overdrevet hos folk. Hvordan det hænger sammen, vil jeg forsøge at forklare under denne fane.Hovedreglen er i dag, at der er fælles forældremyndighed. Det er sådan set ikke til fornuftig diskussion, at det altid er bedst for børnene, at forældrene er i stand til at samarbejde om børnene, selv om de ikke længere bor sammen.
Alle de politisk korrekte fraser er rigtige. Når man som jeg har siddet i mange år med forældretvister på skrivebordet, må man imidlertid også være åben over for, at der ofte er en forklaring på, at forældre ikke længere er sammen. Den forklaring kan godt handle om uenighed omkring børnene. Men det kan tit virke barnligt og umodent, at man ikke kan finde ud af de basale ting omkring børnene.
Forældremyndighedens juridiske indhold.
Selve forældremyndigheden har et meget begrænset juridisk indhold. Det eneste, der står i loven om forældremyndighed er dette fra § 2:
“Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”
Som du kan se, er lovens ord en plat gang almindeligheder, som man overhovedet ikke i sig selv bliver klogere af.
Forældreansvarslovens § 11 indeholder en meget central bestemmelse i andet punktum, der lyder sådan: “Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.”
Den absolutte hovedregel er, at forældre skal have fælles forældremyndighed.
I lovforslaget til forældreansvarsloven dukkede et såkaldt kompetenceskema op. Det bliver man noget klogere af se på. Ude i Familieretshuset lå kompetenceskemaet tidligere på ethvert bord fint lamineret, så juristen kan tage det frem på vejledningsmødet og forklare forældrene, hvad der egentlig ligger i de forskellige områder. I dag (2024) er det ikke længere lamineret, men det hives stadigvæk frem med til tider direkte forkert følgeinformation, hvilket jeg vender tilbage til i afslutningen.
Jeg siger det sådan, at forældre med fælles forældremyndighed skal være enige om de store og vigtige beslutninger i barnets liv.
Men der er også en klar kerne, der handler om det generelle samarbejde, og at samarbejdet skal være til gavn for barnet i et fremadrettet perspektiv.
Det er min erfaring, at selve den fælles forældremyndighed i virkeligheden er et “våben”, som bliver brugt i en generel kamp mellem forældrene, hvorved den fælles forældremyndighed af mange kan opfattes som selvstændigt konfliktoptrappende.
Men først kompetenceskemaets indhold.
Værgemål:
Selve ordet kan i denne sammenhæng virke uklart. Man bliver først myndig som 18-årig. Man ikke kan forpligte sig økonomisk, før man bliver 18 år. Indtil da er forældrene såkaldte fødte værger for barnet (den unge). I praksis har umyndighed i juridisk forstand ikke så stor betydning i dagligdagen, da det netop handler om den unges egen økonomi og evne til at forpligte sig.
Da forældremyndighedsindehaveren er født værge for den umyndige, skal forældrene under fælles forældremyndighed være enige om beslutninger i den sammenhæng.
Hvis værgerne er uenige, træffes afgørelse af Statsforvaltningen. Forvirringen kan godt blive stor her, fordi man i en sammenhæng om forældremyndighed og samvær tænker på Statsforvaltningen som en familieretlig myndighed. Men det er faktisk ikke familieretsafdelingen, der har kompetencen.
Værgemålsspørgsmål er uhyre sjældent forekommende som en uenighed mellem forældrene i en sammenhæng, hvor den uenighed bruges som argument for ophævelse af fælles forældremyndighed.
Væsentlig medicinsk behandling og væsentlige indgreb:
Det er en mere almindelig problemstilling, der kan omfatte mange forskellige forhold. Et eksempel kunne være et barn, der lider af en sygdom, som kræver blodtransfusion. Jehovas Vidner tillader ikke den type lægelig behandling. Jeg er ikke stødt på eksemplet i praksis men tænker, at det ville være oplagt at overføre forældremyndigheden til den ene forælder, hvis man forestiller sig, at den ene forælder tilhører Jehovas Vidner og den anden ikke.
Et eksempel, som du kan se nærmere beskrevet i en afgørelse handler om en pige, som har diabetes, og hvor den ene forælder ønsker, at hun får indopereret en stens, der gør, at hun ikke behøver at blive stukket dagligt. Den anden var imod. Statsforvaltningen lagde til grund, at lægerne anbefalede indgrebet. Derfor blev forældremyndigheden midlertidigt overført til den forælder, som ønskede indgrebet. Da indgrebet var foretaget efter få dage, undlod forælderen at indbringe afgørelsen for retten. Den fælles forældremyndighed blev derfor genetableret.
I praksis vil de fleste forældre være tilbøjelige til at følge de råd, som lægerne giver om behandling og indgreb, selv om sundhedslovgivningen er meget optaget af, at intet skal foregå uden, at der er givet informeret samtykke fra patienten eller her forældremyndighedsindehaverne. Derfor er det nok heller ikke så hyppigt, at dette kriterium for samarbejdet bliver afgørende i en forældreansvarssag.
Der er almindelig enighed om, at bopælsforælderen kan tage barnet til skolepsykolog men ikke egentlig psykologbehandling. Det sidste kræver enighed, hvis der er fælles forældremyndighed.
Skolevalg:
Skolevalget har fyldt rigtig meget i de første år efter forældreansvarslovens ikrafttræden i 2008. Jeg har selv skrevet en overordentlig la ng artikel om emnet, som jeg kan henvise dig til, hvis det er et emne, som du og dit barns anden forælder er virkelig uenige om.
Hvis du vil springe alle mellemregningerne over i artiklen, giver jeg dig her en kort beskrivelse af retstilstanden, som den i overskrift tager sig ud i dag.
Principielt skal forældrene være enige om skolevalget. Men det er også sådan, at der i Danmark er undervisningspligt om end der ikke formelt er skolepligt. I praksis er reglen, at et barn kan indskrives på distriktsskolen på det sted, hvor barnet bor. En bopælsforælder kan altså melde barnet ind i den lokale folkeskole i den forstand, at skolen skal tage imod barnet.
Spørgsmålet om skolevalg opstår i forskellige situationer.
Selvfølgelig bliver det et issue i det øjeblik, at bopælsforælderen vælger at flytte til et sted, hvor det ikke er praktisk muligt at fortsætte i den hidtidige skole. Her bruger den anden forælder typisk skolespørgsmålet som en del af sin kamp. Synspunktet er typisk, at et barn ikke skal skifte skole.
Et andet ikke helt upraktisk eksempel foreligger, hvor forældrene egentlig var enige om en privatskole, mens de boede sammen. Efter parforholdets opløsning kan der opstå enighed om, hvorvidt barnet skal fortsætte i privatskolen eller skifte skole. Her låser reglen om enighed ofte i praksis for, at der kan foretages en ændring.
Desværre kan spørgsmålet om privatskole også have en økonomisk vinkling, da det måske kan være svært at betale for privatskolen, når parterne ikke længere er sammen. Økonomien skifter ganske meget, når man pludselig ikke længere er en samlet familie.
Skolespørgsmålet bliver også aktuelt, når barnet når en alder, hvor det bliver spørgsmål om efterskole eller fortsættelse i folkeskolen. Også her spiller økonomien ofte ind som en væsentlig faktor. Men efterskole over for fortsættelse i folkeskolen har også en grad af holdningsspørgsmål over sig. Mange efterskoler har en særlig vinkling, som der er knyttet holdninger til. Nogle efterskoler har et markant religiøst udgangspunkt, mens andre for eksempel har idræt som hovedområde. De nævnte er blot eksempler til illustration af, at der godt kan være en realitet i forældrenes uenighed om spørgsmålet. Efterskolespørgsmålet dukker typisk op på et tidspunkt, hvor barnet selv har en ret klar mening om det, og hvor de fleste forældre trods alt formår at diskutere det med udgangspunkt i barnets ønsker og behov. Men kan der ikke opnås enighed, bliver det i praksis en fortsættelse i folkeskolen, fordi ændring kræver enighed.
Jeg er stødt på flere sager, hvor skoleproblemet har været reelt. Men det er nu min praktiske erfaring, at argumenterne, der knytter sig til skolen, kan virke så søgte, at det i virkeligheden drejer sig om det overordnede spørgsmål om, hvor barnet skal have bopæl.
Videreuddannelse:
Videreuddannelse bliver først aktuelt, når barnet har nået godt ind i teenageårene.Videreuddannelse i denne sammenhæng er typisk valget mellem de forskellige “sen-skoleuddannelser” Skal barnet på det almene gymnasium, handelsgymnasiet eller en erhvervsfaglig grunduddannelse? Det er vel de muligheder i grove træk, som kan foreligge omkring videreuddannelse, inden barnet bliver 18 år og dermed myndig og fri af forældremyndighedsindehaverne – i al fald juridisk formelt.
Heller ikke på det område støder vi i praksis på mange sager, der giver anledning til en sag om eneforældremyndighed.
Skolefritidsordning:
Det virker lidt pudsigt, at der skal være enighed om skolefritidsordning, mens bopælsforælderen suverænt bestemmer valg af førskoleinstitution (vuggestue og børnehave). Det spørgsmål bliver måske helt uinteressant efter indførelse af heldagsskole, der er trådt i kraft i august 2014.
Risikobetonet fritidsaktivitet:
Her er det en fornemmelsessag, hvornår der overhovedet er tale om en “farlig sport” Boksning? Bjergbestigning? Faldskærmsudspring? Motorcross? Noget er indlysende, mens andet jo handler især om forældrenes egne grænser. Se for dig en meget aktiv far, som selv dyrker åbenlyse mandlige og meget friske fritidsaktiviteter over for en mor, der svinger sig højt med pigegymnastik og dans.
Som overskrift til et emne, der kræver enighed er “risikobetonet fritidsaktivitet” sikkert udmærket til at danne sig billeder på nethinden. Men i juraens virkelige verden forekommer det nærmest absurd.
Jeg havde for nogle år siden en sag, hvor en vist nok 8-årig dreng gerne ville gå til “brand”, hvilket dækkede, at han deltog i en aktivitet, der var tilrettelagt for den pågældende aldersgruppe. Den ene forælder hævdede, at det var en farlig aktivitet, som pågældende skulle godkende. Hovedbekymringen var vist, at drengen senere som 14-årig skulle prøve røgdykning som en del af aktiviteten. Spørgsmålet var bestemt ikke det eneste, som de pågældende forældre var uenige om. Domstolene tog selvfølgelig ikke stilling til det specielle emne, hvorfor jeg blot nævner det som et eksempel på noget, som man kan blive uenige om.
Man må håbe, at den blotte tilstedeværelse af begrebet fører til kvalificerede samtaler mellem forældrene og gode løsninger. For det er ikke let at forestille sig emnet som eneste baggrund for en sag om eneforældremyndighed.
Flytning udenlands, herunder flytning til Grønland og Færøerne:
Hele flytteproblematikken fylder nærmest uendelig meget i almindelighed i konflikterne mellem forældre, der ikke længere bor sammen. Også om det spørgsmål har jeg skrevet en ualmindelig lang artikel, som du kan gå i dybten i med henvisning til alle de afgørelser, som findes på området. Link til artiklen med overskriften “Er skilsmisseforældre stavnsbundne?”
Også om det emne får du her den sammenfattende konklusion, hvis du har mest brug for overskrifterne og ikke så meget for lange, kedelige men grundige artikler.
Reglen er altså, at forældrene med fælles forældremyndighed skal være enige om, at barnet skal flytte til udlandet. En bopælsforælder med fælles forældremyndighed kan således ikke flytte til udlandet med barnet uden den anden forælders samtykke. Det vil simpelthen være børnebortførelse efter loven herom. En sådan børnebortførelse kan have ganske alvorlige konsekvenser også strafferetligt, idet det faktisk kan være strafbart efter straffeloven.
En bopælsforælder, der ønsker at flytte til udlandet, kan således ikke nøjes med at varsle flytning som beskrevet senere i afsnittet om indenlandsk flytning under bopælsforælderens formelle kompetence. Vedkommende må indlede en forældremyndighedssag om det.
Der findes en del afgørelser om flytning udenlands, som du vil kunne finde i fanen om afgørelser og forældremyndighed.
Navnevalg:
Forældre med fælles forældremyndighed skal være enige om, hvad barnet skal hedde. Jeg tænker igen, at man nærmest har skullet lede efter det mest søgte for overhovedet at finde noget, hvor forældremyndigheden er relevant. De fleste børn får navn kort efter fødslen. Det er vel – trods det store skilsmisseantal – vel trods alt stadig de færreste, som allerede på det tidspunkt er så uenige, at det giver virkelig konflikt.
De fleste løser det vist med en myriade af mellemnavne, der kan relatere til de forskellige familiegrene. Den klogeste trækker sig så i kampen om det “rigtige efternavn”. Mange løser det ved, at den ene har en massebetegnelse til efternavn, mens den andens efternavn er lidt mere specielt. Så vælges det specielle.
Så kan der opstå kamp om efternavnet, når forældrene går fra hinanden. Men den kamp er for langt de fleste en pseudokamp, der i al fald ikke er en forældremyndighedssag værd. Jeg er helt sikker på, at man ikke kan få en dommer til at træffe afgørelse om eneforældremyndighed med navn som eneste uenighed.
Jeg nævner kun som et kuriosum, at jeg en enkelt gang er stødt på en forælder, som ville have ændret barnets navn efter at have været til numerolog. Det blev der ingen sag ud af.
Religiøse forhold:
Det er ikke helt sjældent, at religiøse uoverensstemmelser optræder i en forældremyndighedssag.
Religion spiller erfaringsmæssigt ikke stor praktisk betydning mellem såkaldt etniske danskere. Derimod fylder emnet meget i indvandringsmiljøer og især i forbindelse med brud mellem to, som ikke har det samme religiøse udgangspunkt.
I Danmark er den politiske trend i al fald blandt de politisk korrekt-tænkende, at det spørgsmål ikke skal få afgørende betydning for afgørelsen. Vi har en udpræget berøringsangst over for emnet, der nærmest får karakter af, at man er “racist”, hvis man antyder, at der faktisk kan være et problem i religionen, når den bringes til yderligheder.
Selv tænker jeg om emnet, at hovedproblemet “bare er”, at vi skal tænke godt 100 år tilbage for at finde den samme store forskel på religiøst syn generelt, som vi oplever eksempler på i disse år.
Om det så skal have nogen afgørende indflydelse i spørgsmål om forældremyndighed, finder man ikke noget klart svar på i den praksis, der foreligger. Du kan prøve at søge på ordet “religiøs” i søgefeltet på hjemmesidens forside. Så finder du en række eksempler på afgørelser.
Et godt eksempel på tendensen er denne afgørelse fra 2013, hvor byretsdommeren skriver sådan i præmisserne: Det forhold, at forældrene har forskellig kulturel baggrund og religiøs tilknytning, kan ikke i sig selv føre til ophævelse af fælles forældremyndighed: “Det forhold, at forældrene har forskellig kulturel baggrund og religiøs tilknytning, kan ikke i sig selv føre til ophævelse af fælles forældremyndighed”. Landsretten glider af på spørgsmålet, idet man ikke i præmisserne overhovedet nævner det religiøse. Derimod ophæves fælles forældremyndighed med den bemærkning, at parterne er “grundlæggende uenige om vilkårene for A’s opvækst”.
Det er min bedømmelse, at man ikke vil få en dommer til at vælge mellem flere religioner i begrundelsen for en afgørelse. Det virker som en hel rigtig tilgang til emnet i et så oplyst samfund som vores.
Men kulturelle og religiøse uenigheder har reel betydning i spørgsmålet om forældremyndighen.
Ægteskab:
Igen har vi et emne, som ikke har reel praktisk betydning. Vi er her i en situation, hvor barnet (måske) skal giftes. Da barnet ikke er myndigt, skal forældremyndighedsindehaverne være enige om det.
I praksis tror jeg, at spørgsmålet kun bliver aktuelt i situationer, der kombineres med det forrige emne om religionens betydning.
Jeg kender ingen eksempler på, at emnet har været centralt – om overhovedet inddraget – i en forældremyndighedssag.
Pas:
Her har vi et af de emner, som forældre ynder at slås om. Generelt oplever jeg kampene som en kamp om at forhindre, at børnene får det rart hos den anden forælder. Det pakker man så ind i forskellige mere eller mindre gode argumenter. Jeg har også om det emne skrevet en længere artikel i forbindelse med, at reglerne om samvær i udlandet og barnets pas blev ændret i oktober 2012.
Reglen, som alle anstændige forældre efterlever, er, at barnet selvfølgelig skal have et pas. Passet skal i princippet følge barnet på samvær, så samværsforælderen kan tage et smut til Malmø eller Flensborg i en samværsweekend – eller på ferie til Mallorca.
På samme måde er det god tone af samværsforælderen at orientere bopælsforælderen om, hvor turen går hen.
Efter min opfattelse af gældende ret, at man ikke skal chikanere med et pas. Det skal efter min juridiske opfattelse som udgangspunkt ligge hos bopælsforælderen, der har pligt til at udlevere det, når samværsforælderen konkret beder om det.
Hvis passet lige før afrejsetidspunktet er blevet væk eller påstås at være blevet væk, giver pasbekendgørelsen mulighed for, at en samværsforælder med sit samværsdokument i helt særlige tilfælde kan få et midlertidigt (provisorisk) pas til barnet (§ 30).
Konklusion om det, man skal være enige om.
Jeg håber, at du ved læsning af ovenstående vil kunne forstå, at det er relativt få emner, som man virkelig skal være enige om, og at du derfor også kan forstå min indgangsvinkel om, at betydningen forældremyndigheden er noget overvurderet af mange.
Hvis man er nogenlunde enige om de opremsede forhold og i øvrigt er i stand til at samarbejde nogenlunde om barnet, vil der være baggrund for, at parterne kan have fælles forældremyndighed.
Skulle du være specielt interesseret i jura og ønske en meget detaljeret og juridisk beskrivelse af emnet, er der en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 2014 B side 377 under titlen “Retlige spørgsmål knyttet til enighedskravet i forældreansvarslovens § 3. Artiklen er skrevet af Caroline Adolphsen, Juridisk Institut på Aarhus Universitet. Hun går nærmere ind i, hvad der overhovedet ligger i væsentlighedskravet, ligesom enighedskravet bliver grundigt belyst.
Interessant er det også, at hun funderer over, hvilke konsekvenser det kan have både for den forælder, der handler i strid med en fælles aftale, og for den tredjemand, som måtte have handlet, uden at have sikret sig, at forældrene havde fælles forældremyndighed og var enige.
Spørgsmålene er formelt vældig interessante. Sandheden er imidlertid også, at det i praksis ikke er så let at gøre noget alvorligt ved det, hvis der er handlet i uoverensstemmelse med den ene forældremyndighedsindehaver. Retssager er generelt dyre og tager uendelig lang tid. Statsforvaltningen kan ikke træffe konkrete afgørelser om afgrænsning af væsentligheds- eller enighedskravet.
Om ophævelse af fælles forældremyndighed – det fremadrettede perspektiv
Forældreansvarsloven er virkelig en adfærdsregulerende lov.
Ovenfor citerede jeg bestemmelsen i forældreansvarslovens § 11, hvorefter der skal være holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Her er der tale om et fremadrettet perspektiv. I forældreansvarssager er man generelt rigtig fokuseret på at forholde sig til de forældreansvarsrelevante spørgsmål, som man skal være enige om, når der er fælles forældremyndighed. (Kompetenceskemaet).
Kompetenceemnerne er selvfølgelig vigtige, for det er lidt firkantet sagt de emner, som kan gøre det nødvendigt at søge ændringer i forældremyndigheden.
I sandhedens lys er det vel ikke så mange af de enkeltspørgsmål, som er altafgørende.
En konkret oplevelse i Familieretshuset til skræk og advarsel
Jeg har redigeret denne artikel i september 2024 dels i forlængelse af et helt generelt spørgsmål i en lukket facebook-gruppe, som jeg deltager i. Men også en “skrækkelig” oplevelse forleden i Familieretshuset giver anledning til at gå lidt længere ned i problemstillingen.
Eksemplet illustrerer desværre, hvordan medarbejderne i Familieretshuset “rådgiver” uden reelt selv at kende eller forstå reglerne. Eksemplet har af gode grunde ikke har fået en afgørelse endnu, hvorfor det er rent principielle betragtninger, jeg gør gældende.
For det første er det “jo” ideen, at man trygt skal kunne møde op i Familieretshuset uden bisidder, herunder advokat. Familieretshuset skal til de indledende møder undersøge sagen og ikke mindst yde vejledning.
I mit skrækeksempel mødte jeg op i Familieretshuset med en klient til et såkaldt vejledningsmøde, hvor der deltog både en børnesagkyndig og en jurist.
Den konkrete sags problemstilling var, at forældrene har 2 drenge på 14 og 15 år. Samarbejdet har altid været elendigt men “tåleligt”. 15-årig er på efterskole, og der er ingen problemer omkring ham.
Dengang 13-årig nægtede for et halvt år siden at komme i samvær hos F. Der blev også skolevægring. Drengen ville sådan set godt se F men kun, hvis det ikke var under tvang. Så sagen kom til at handle om “ikke samvær for tiden” og ophævelse af fælles forældremyndighed.
Om forældremyndigheden begyndte juristen at “rådgive” ud fra kompetenceskemaet. Har F nægtet pas? Har F nægtet noget med skole? Har F….? Mor måtte forstå, at dommerne kun fokuserer på, om noget er nægtet – altså om der konkret har været en uenighed, der ikke var blevet løst.
Mor måtte også forstå, at retten slet ikke forholder sig til fremtiden.
Jeg siger ofte, at det sjældent giver mening at føre sag om teenagere. De kan populært sagt stemme med fødderne. Men de kan jo ikke “bestemme” alting.
Man kan vel sige, at for en 13-årig kan der af relevans for dforældremyndigheden godt være et par emner.
For eksempel kunne man være uenige om konfirmation (religiøse spørgsmål). Det var nu ikke tilfældet i eksemplet, og jeg vurderer heller ikke, at det isoleret og som det eneste ville kunne føre til ophør af fælles forældremyndighed.
Mere relevant også i eksemplets sammenhæng kunne være, at barnet har brug for at komme til psykolog. Det hører under det forældremyndighedsrelevante, og er et emne, som af og til skiller vandene reelt.
Et andet helt relevant emne kunne være den fortsatte skolegang. Ja eller nej til efterskole og i givet fald hvilken. Gymnasiet eller en håndværksuddannelse. Det giver ikke mening først for alvor at tage det op på et tidspunkt, hvor den ene “nægter samtykke”. Her må det da være rettens vurdering af de fremadrettede samarbejdsmuligheder til gavn for barnet.
Der skal virkelig meget til at ophæve fælles forældremyndighed.
Du kan måske danne dig et (forvirrende) overblik over retspraksis i fanebladet “afgørelser/forældremyndighed og bopæl” – og ved at søge på “eneforældremyndighed” i søgefeltet.
Den 6. september 2024 har Vestre Landsret afsagt en dom, der tydeligt illustrerer, at det ikke er kompetenceskemaet men samarbejdet, som er vigtigt.