Reglerne for samvær i udlandet – og om pas er ændret efter 1. oktober 2012
af Viggo Bækgaard, advokat (H), talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
Fra første oktober 2012 er der sket markante ændringer af retsstillingen omkring forældremyndighed og samvær.
Reglerne om samvær i udlandet er blevet ændret næsten i al stilfærdighed. Forældreansvarsloven indeholder næsten ingen bestemmelser om samvær og udøvelsen af samvær. Loven siger egentlig bare (§19), at barnet har ret til samvær, og at forældrene har et fælles ansvar for samværet og transporten i forbindelse hermed.
Lovens § 21 siger, at statsforvaltningen kan træffe afgørelse om samvær og fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.
Tankegangen bag loven er således, at myndighederne skal blande sig mindst muligt.
Ankestyrelsen, kontoret for Familieret, har i forbindelse med evalueringen af loven, udfærdiget en ny vejledning om samvær. Vejledningen tager selvfølgelig højde for de ændringer i loven, der er vedtaget af Folketinget. Derudover fastsættes der ved sådan en vejledning bestemmelser af mere generel karakter.
I denne artikel fokuserer jeg på spørgsmålet om, i hvilket omfang en samværsforælder kan tage barnet med til udlandet i forbindelse med samværet. Her er der nemlig sket en direkte omvending af hovedreglerne.
Reglerne fremgår af samværsbekendtgørelsens pkt. 5.2.5.
Fælles forældremyndighed.
Hvis der er fælles forældremyndighed, kan hver af forældrene rejse med barnet til udlandet, uden at dette kræver en afgørelse fra statsforvaltningen eller samtykke fra den anden forælder. Udlandet er ikke defineret i vejledningen og må derfor forstås i dets bredeste betydning. Vejledningen anbefaler, at statsforvaltningen vejleder om, at samvær kan udøves i udlandet. Endvidere kan det i samværsafgørelsen bestemmes, at samværet kan udøves i udlandet, med mindre statsforvaltningen har truffet afgørelse om begrænsning.
Det fremhæves naturligvis, at statsforvaltningen konkret kan træffe bestemmelse om, at samværet netop ikke skal kunne udøves i udlandet.
ikke fælles forældremyndighed.
Er der ikke fælles forældremyndighed, kan samværet som udgangspunkt fortsat kun udøves i Danmark og i de nordiske lande. Her må samværsforælderen altså anmode om at få det specifikt indskrevet i afgørelsen, at samværet kan udøves i udlandet.
Vejledningen indeholder en anvisning i eksempelform af, hvordan afgørelser kan formuleres konkret. Heri anbefales, at der bør indsættes en bestemmelse om, at samværsforælderen skal give bopælsforælderen sædvanlige oplysninger om rejsen, herunder destination, afrejsetidspunkt og kontaktinformationsoplysninger.
Da der som udgangspunkt ikke skal træffes afgørelse om samvær i udlandet, når der er fælles forældremyndighed, fastsættes ikke tilsvarende regler om orientering. Alligevel er det selvindlysende, at det er god tone at orientere bopælsforælderen på tilsvarende måde, når der er fælles forældremyndighed men altså ikke med den konsekvens, at det herefter står til forhandling, om samværsforælderen må tage til udlandet.
Om barnets pas.
Det følger af de ovennævnte principper, at bopælsforælderen er forpligtet til at udlevere barnets pas på anmodning fra samværsforælderen.
I en ganske ny konkret afgørelse truffet som klagesag fra før de nye ændringer anfører Ankestyrelsen følgende i forbindelse med passpørgsmålet:
”Efter retsplejeloven vil et pas kunne udleveres ved en umiddelbar fogedforretning, hvis forældremyndighedsindehaveren modsætter sig at udlevere barnets pas til en forælder, der ifølge samværsdokumentet har ret til samvær uden for Norden.
Hvis passet lige før afrejsetidspunktet er blevet væk eller påstås at være blevet væk, giver pasbekendgørelsen mulighed for, at en samværsforælder med sit samværsdokument i helt særlige tilfælde kan få et midlertidigt (provisorisk) pas til barnet (§ 30).”
Jeg er blevet opmærksom på “en halv afgørelse” fra Københavns Byrets fogedafdeling om pas. Her var situationen den, at F gik i fogedretten for at få udleveret barnets pas og sygesikringsbevis. F oplyste, at Statsforvaltningen i et brev havde skrevet, at passet skulle udleveres i forbindelse med samvær. Fogedbogen indeholder følgende passus:
“Fogedretten tilkendegav, at det er fast praksis, at passet følger barnet, hvorfor pas og sygesikringsbevis skal udleveres i forbindelse med samvær. Fogedretten understregede, at det medmindre parterne aftaler andet skal udleveres hver gang, og at det naturligvis skal tilbageleveres efter endt samvær”. Der blev på grundlag af den tilkendegivelse indgået aftale i overensstemmelse hermed.
Fogedretten har ganske enkelt ikke kompetence til at træffe afgørelse om, at passet skal udleveres hver gang. Den ovenfor nævnte konkrete afgørelse dækker med andre ord gældende ret.
Det virker ikke hensigtsmæssigt, at et pas altid ligger i barnets rygsæk. Så ofte bruger man jo ikke et pas.
Jeg har ikke set brevet fra Statsforvaltningen og konstaterer, at gældende ret er, at man ikke skal chikanere med et pas. Det skal efter min juridiske opfattelse som udgangspunkt ligge hos bopælsforælderen, der har pligt til at udlevere det, når samværsforælderen konkret beder om det.
Hvis uenighed om forældremyndighed.
Der er ikke sket ændringer i reglerne i de situationer, hvor der er uenighed om forældremyndigheden, lovens § 25. Hvis der kører en sag i statsforvaltningen eller ved retten om forældremyndighed, skal begge forældre samtykke i, at barnet tages ud af landet.
Spørgsmål i forbindelse med overgangen til de nye regler.
De nye regler gælder fra 1. oktober 2012.
Ændrede generelle regler indebærer en tilsvarende generel ændring af afgørelser, der er truffet i medfør af de hidtil gældende regler.
Hvis det i en eksisterende afgørelse konkret er bestemt, at samvær kan udøves i udlandet men ikke i nærmere bestemte lande, vil den afgørelse efter min opfattelse fortsat være gældende.
Skulle en bopælsforælder af en eller anden konkret grund være virkelig bange for, at den automatiske ret til at udøve samvær i udlandet kan blive misbrugt fatalt, må rådet til pågældende selvfølgelig være straks at indbringe spørgsmålet for statsforvaltningen med henblik på præcisering af omfanget.
Landsforeningen Børn og Samvær glæder sig faktisk over ændringerne vedrørende samvær i udlandet. Skal vi svinge os højt op, kan vi tillade os at tro på, at Ankestyrelsen har læst og forstået vores høringssvar i forbindelse med evalueringen af loven. Her skrev vi nemlig følgende:
“Samvær i udlandet opleves ligeledes at indtage en uforholdsmæssig stor plads i forældrenes konflikter. Det er i øjeblikket i de generelle samværsafgørelser bestemt, at samvær kan finde sted i de øvrige nordiske lande. Mange bopælsforældre benytter denne formulering til at hindre, at et barn tages med på en ferie til udlandet.
Vi anbefaler, at den generelle regel bliver, at samvær kan gennemføres i de nordiske lande, I EU-stater og i øvrigt i lande, der har tilsluttet sig Haager konventionen om børnebortførelser.
Formålet med denne ændring er at tilgodese de mange samværsforældre, der ønsker at tage et smut over Fehmern Bælt i forbindelse med en weekend i Lalandia eller en charterferie til Mallorca.
Generelt bør så meget som muligt omkring børn og samvær tilrettelægges, så det minimerer antallet af mulige konflikter. Eksempler som de nævnte opstår hyppigere, end man tror alene som drillerier – men effektive drillerier og er oplagt konfliktoptrappende.
Det er indlysende, at der i konkrete sager kan være begrundelse for, at samvær ikke skal kunne finde sted i udlandet.
En generel udvidelse som foreslået skal suppleres med en præcisering af, at der til gengæld skal være lettere adgang til konkret begrundet at begrænse samvær i udlandet.”
Viggo Bækgaard
redigeret 8. januar 2014