Eneforældremyndighed til M og nye overvågede samvær mellem F og B1 og B2 på 10 og 7 år trods tidligere afbrudte overvågede samvær, TFA 2023/421 ØLD.
Byrettens begrundelse: (Helsingør)
Forældreansvarsloven bygger på et udgangspunkt om, at et barn har ret til to forældre, og at barnet har krav på, at begge forældre påtager sig ansvaret og omsorgen for barnet. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.
Parterne har forklaret om et belastet og kompliceret indbyrdes forhold, og den fremlagte samværsrapport, børnesagkyndige undersøgelser, underretninger og udtalelser fra kommune, familiebehandler og skoleunderstøtter, at samarbejdet mellem parterne er yderst udfordret, og at dette påvirker B1 og B2.
B1 og B2 har siden 2019 haft bopæl hos M. Samværet mellem B1 og B2 og F blev midlertidigt ophævet ved Familieretshusets afgørelse 13. juli 2022, og der har i forbindelse med sagen været forsøgt overvåget samvær i Familieretshuset.
Om B1 og B2 fremgår af børnefaglige undersøgelser blandt andet, at de befinder sig i et følelsesmæssigt pres mellem deres forældre, og at de er påvirket af forældrenes indbyrdes konflikter. Der er lagt vægt på, at der grundet Børnehusets undersøgelse kan være bekymring for omsorgsrelationen mellem B2 og F. B1 og B2vurderes at være i alvorlig mistrivsel, og forældrene formår ikke at støtte dem i deres følelser, skærme dem for deres konflikter og dermed hjælpe dem tilstrækkeligt. B1 og B2’s tryghedsbehov vurderes derfor at være udækket. Det vurderes, at såfremt B1 og B2 og familien ikke får den fornødne støtte, vil der være massivbekymring for B1 og B2’s fremadrettede trivsel og udvikling.
Familieretshuset har i samværsrapport efter overvågede samvær anført blandt andet, at det er indtrykket, at B2og særligt B1 fremstår i klemme og med vanskeligt ved at mærke og følge egne behov i samværet, og at det er indtrykket, at de fravælger den ene forælder for at passe på sig selv, idet de mærker forældrenes forskellige holdninger og manglende støtte til samværet.
Familieretshuset har på denne baggrund vurderet, at det på nuværende tidspunkt og med den nuværende situation er bedst for B1 og B2, at forløbet med overvåget samvær afsluttes, da det er indtrykket, at yderligere samvær påvirker deres trivsel, psykiske velbefindende og udvikling. Det er Familieretshusets indtryk, at det ikkevil være bedst for B1 og B2 at opleve at blive yderligere ansvarliggjorte for at skabe en forandring i deres relationer, før forældrene formår at samarbejde om at støtte børnene i at have en relation til begge deres forældre.
På denne baggrund og i overensstemmelse med parternes enslydende påstande om ophævelse af den fællesforældremyndighed, finder familieretten, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikkevil kunne samarbejde om B1 og B2’s forhold til B1 og B2’s bedste, og at det er bedst for B1 og B2, at den fællesforældremyndighed ophæves, og at forældremyndigheden tillægges M alene.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter sagens omstændigheder finder retten, at der er grundlag for alvorlig bekymring for den påvirkning, som forældrenes manglende samarbejde og høje konfliktniveau har på B1 og B2. Uanset udgangspunktet i forældreansvarslovens § 19, stk. 1, om, at barnets forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos, finder retten efter en samlet vurdering af B1 og B2’s forhold, at det er bedst for B1 og B2, at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem dem og F. Familieretshusets beskrivelse af M’s rolle i forbindelse med forsøgene på gennemførelse af overvåget samvær kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til et andet resultat.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21, stk. 3, jf. § 4.
Byrettens resultat:
Eneforældremyndighed til M. For tiden ikke samvær.
Landsrettens begrundelse
Det lægges til grund, at der ikke er – og heller ikke er udsigt til etablering af – et samarbejde mellem F og M omB1 og B2.
Herefter, og af de grunde, der i øvrigt er anført af familieretten, tiltrædes det, at den fælles forældremyndigheder ophævet, og at M fremover skal have forældremyndigheden over B1 og B2 alene, jf. forældreansvarslovens §11, 2. pkt., jf. § 4.
Landsretten stadfæster derfor den del af familierettens dom, der vedrører spørgsmålet om ophævelse af den fælles forældremyndighed.
Det fremgår af forældreansvarslovens § 19, stk. 1, at et barns forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Af bestemmelsens stk. 2 følger det, at forældrene har et fælles ansvar for, at et barn har samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.
Efter oplysningerne i sagen og de afgivne forklaringer er det landsrettens indtryk, at M alt overvejende bærer ansvaret for drengenes negative holdning til deres far, det manglende samarbejde mellem forældrene, og afbrydelsen af samværet.
Oplysningerne om F’s forhold taler ikke imod, at kontakten mellem F og børnene søges genetableret gennemsamvær.
Under disse omstændigheder finder landsretten, at det – også henset til den tid, der er forløbet siden det seneste, afbrudte samværsforløb – vil være bedst for drengene, at der iværksættes 6 overvågede samvær mellem B1 og B2 samt F, jf. forældreansvarslovens §§ 19 og 21, jf. § 4.
Samværene, der skal etableres som observerede samvær, har navnlig til formål at belyse forældrenes evne til henholdsvis at varetage og støtte op om samværene. Samværene skal endvidere skabe et nærmere grundlag for at vurdere, om og hvordan der kan etableres samvær på mere normal vis. Overvågeren bør derfor afrapportere til Familieretshuset og sagens parter om forløbet af hvert af de overvågede samvær.
Når de overvågede samvær er gennemført, må forældrene henvende sig til Familieretshuset med henblik på en fornyet vurdering af sagen, såfremt det ikke på det pågældende tidspunkt er muligt for forældrene på baggrund af erfaringerne fra de overvågede samvær at nå frem til en aftale om det løbende samvær og eventuelle vilkår herfor.
Landsretten tager derfor F’s påstand om samvær til følge som nærmere angivet nedenfor. Det overlades i den forbindelse til Familieretshuset at fastsætte tidspunkt, varighed og sted for hvert samvær.
Landsrettens resultat:
Eneforældremyndighed til M
6 overvågede samvær uden bestemmelse om, hvad der så skal ske.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Kommentar:
Til indledning bemærkes, at dommen blev afsagt den 16. august 2023. Den kan for den interesserede sammenholdes med en dom afsagt 5. oktober 2023 med stort set samme problemstilling men meget forskelligt samværsresultat, jf. nedenfor. Begge landsretsdommene er afsagt af de samme 2 landsdommere med en konstitueret landsdommer.
Det er en ”forfærdelig” tendens, domstolene har fået med de overvågede samvær.
Hele ideen i forældreansvarslovgivningen er godt nok, at samvær er vældig godt og vigtigt. Men det er altså ikke hensigten, at sagerne skal trækkes i langdrag ”af systemet”. Se mine betragtninger herom i min artikel om Rørdam-udvalgets rapport i 2023, hvor jeg om emnet skriver dette:
”Lidt om at trække sager i langdrag.
Udvalget er også inde på den problemstilling, der består i, at det har været væsentlig i forbindelse med det familieretlige system, at det skulle forkorte sagstiderne. Her citerer jeg udvalget på side 6 f.n.:
”Fra 2007 lå kompetencen til at træffe isolerede afgørelser om samvær stadig hos de administrative myndigheder, nu statsforvaltningen med klageadgang til Familiestyrelsen. Imidlertid fik domstolene mulighed for efter påstand at træffe afgørelse om samvær, når en sag om forældremyndighed eller bopæl var indbragt for domstolene. Formålet hermed var, at forældrene ved én afgørelse i samme regi skulle kunne få afgjort både spørgsmålet om forældremyndighed eller bopæl og spørgsmålet om samvær – fremfor efter domstolenes afgørelse af spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl at skulle henvende sig til statsforvaltningen, hvis de ikke var enige om samvær.”
Det er ærlig talt min opfattelse, at domstolene i øjeblikket har en tendens til at være ”skurken”, der trækker børnene ekstra gennem sølet.
En vildt uheldig tendens synes at være dommernes tilbøjelighed til at iværksætte et antal overvågede samvær i den (naive) tro, at det afhjælper problemerne, der har været årsag til den sag, de behandler. Dommernes forudsætning synes at være, at det enten i sig selv løser problemerne, eller at de overvågede samværs konklusion skal føre til fornyet behandling forfra i systemet. Prøv for eksempel at læse mine kommentarer til en ØLD fra 1. juni 2023”.
Indtrykket i den sag, jeg kommenterer på her, er, at landsretten mener, at det er ”mors skyld”, at samværene ikke kom til at fungere.
Sagen giver også anledning til at repetere de problematikker, der er omkring tryghedspersoner mere generelt. Her kan du med fordel læse min generelle artikel om tryghedspersoner.
Når jeg læser denne dom og hidser mig lidt op kan jeg simpelthen ikke dy mig for at nævne, at den sag, der gav mig anledning til virkelig at bore i problematikken om overvågede samvær, blev afgjort af Østre Landsret med 2 af de 3 samme dommere som i den sag, jeg kommenterer på her (ØLD af 5. oktober 2023). I den sag blev de overvågede samvær heller ikke gennemført fuldt ud, og sagens resultat blev eneforældremyndighed til M og ikke samvær.
Jeg fristes selvfølgelig til at postulere, at landsdommerne er blevet klogere. Jeg gjorde i al fald virkelig meget ud af problemstillingen mislykkede overvågede samvær.
Viggo Bækgaard
22. november 2023