Eneforældremyndighed over 12-årig P til M og fortsat 9/5 samværsordning, Københavns Byret 22. februar 2024, utrykt
Byrettens begrundelse (Københavns Byret).
P, der er 11 år, har siden parternes samlivsophævelse for ca. 7 år boet hos M. Parterne har haft et konfliktfyldt forhold, og der har været flere underretninger til kommunen. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, herunder parternes forklaringer, at der ikke har været kontakt mellem parterne i en længerevarende periode.
Efter en samlet vurdering af de fremkomne oplysninger om hver af parternes forhold sammenholdt med oplysningerne om, at parterne vedvarende har betydelige vanskeligheder med at samarbejde og kommunikere med hinanden, finder familieretten, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om Ps forhold til hendes bedste. Der er derfor i medfør af forældreansvarslovens § 11, jf. § 4, grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Familieretten tager derfor Ms påstand om, at hun skal tillægges forældremyndigheden alene, til følge.
P har gennem flere år haft samvær med sin far, F, i lige uger fra onsdag til mandag i ulige uger samt i ferier, indtil oktober 2022. P har ikke set sin far maj 2023, og hun har under børnesamtalen i familieretten klart tilkendegivet, at hun savner sin far, og at hun meget gerne vil have samvær med ham.
Efter familierettens samlede vurdering af Ps forhold, herunder indholdet af børnesamtalen med P, finder retten det bedst for P, at der fastsættes samvær med F, således at P opretholder og sikrer en tæt tilknytning til sin far.
Der findes ikke grundlag for antage, at samværene skal fastsættes som overvågede samvær. Ms påstand herom tages derfor ikke til følge.
Henset til, at parterne i lang årrække har fulgt og praktiseret den samværsaftale, der i sin tid blev fastsat af Statsforvaltningen den 5. april 2018, finder retten, at denne samværsordning passende kan fortsætte mellem parterne. Under hensyn til, at P ikke har set sin far i en længere periode, og parternes tilkendegivelser under hovedforhandlingen, finder retten, at samværet den første måned skal fastsættes, som nedenfor bestemt.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Der findes efter det foreliggende ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at domme om samvær kan fuldbyrdes straks, jf. retsplejelovens § 480, stk. 1, 3. pkt. Retten tager derfor ikke Ms påstand herom til følge.
THI KENDES FOR RET:
Den fælles forældremyndighed ophæves, og M skal have forældremyndigheden alene over P, født den * marts 2012.
P, født den * 2012, skal have samvær med F på følgende måde:
Fredag den 23. februar til mandag den 26. februar 2024
Fredag den 8. marts til mandag den 11. marts 2024.
Herefter i lige uger fra onsdag efter skole/institution til mandag i ulige uger i skole/institution.
(Feriesamvær i overensstemmelse med tidligere ordning.)
Kommentar:
Stort set alle forældreansvarssager har konkrete omstændigheder, som gør sagerne vanskeligt sammenlignelige og da særligt, når man kun får præmisserne.
I denne sag har forældrene været fra hinanden i mange år. Det er føget med gensidige beskyldninger af forskellig art.
Der har været 9/5 samvær indtil en særlig episode, der opstod i forbindelse med en familiefest. F og dennes nye kæreste havde et dramatisk skænderi, mens P var til stede. M og Fs ældre søn blev tilkaldt, og der var politi involveret men uden strafferetlig forfølgning.
M indledte sagen med påstand om eneforældremyndighed og ”ikke-samvær”, subsidiært et yderst begrænset samvær.
I mange sager ser vi, at barnet under børnesamtalerne både udtrykker bekymringer og savn af den forælder, som det ser lidt eller slet ikke. Konkret var Ps udsagn i den retlige børnesamtale markant i retning af ”savn” og ønske om at bo lige meget hos hver forælder.
Uanset de advarselslamper og bekymringer, som i øvrigt er i en sag, er det altså svært for en dommer at afskrive samvær. Når barnet på 12 år er så stålfast i sine udtrykte ønsker.
Ofte kan man i disse sager om børnenes udsagn tænke, at de er under påvirkning af forældrene. Det er jo ikke tilfældet, når P ikke har set F i et år. Så er det savnet, der fylder. Jeg tror, at man skal gøre sig klart, at alle børn savner begge forældre nærmest uanset situationen.
Under hovedforhandlingen (et model c-retsmøde) kom dommeren med en tilkendegivelse om resultatet.
Jeg repræsenterede M og anbefalede at acceptere tilkendegivelsen. Min anbefaling i relation til samværet var, at det som nævnt foran er aldeles umuligt for en dommer at nå til ikke-samvær, når der nu engang står i forældreansvarsloven, at der ved afgørelsen skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.
En 9/5-løsning er med andre ord efter min opfattelse ”forsvarlig”. Man skal huske flere ting i sådan en situation. Der er altså en risiko for dæmonisering ved helt at afholde et stort barn, der udtrykker sin holdning. I mit univers er det trods alt også vigtigt, at P har en alder, hvor hun vil have en rimelig chance for at ”sige fra”, hvis det går galt.
Forældremyndigheden synes jeg egentlig gav sig selv, da det var utvivlsomt, at der er et tårnhøjt konfliktniveau.
M accepterede tilkendegivelsen men krævede en kort optrapning.
F accepterede tilkendegivelsen på mødet men fortrød i løbet af dagen.
Dommen blev i overensstemmelse med tilkendegivelsen som accepteret af M.
Nu må det så forventes, at F anker.
Viggo Bækgaard
22. februar 2024