Efterprocedure konkret ikke i strid med god advokatskik, UFR 2024/2244 ØLD, TFA 1024/175 ØLD
Jeg gengiver egentlig kun dommen her for at illustrere et ofte forekommende fænomen.
Det sker nemlig ganske ofte, at en klient kommer efter det afsluttende retsmøde og ”lige vil have” at man skriver et eller andet supplerende til retten.
På samme måde er det temmelig almindeligt for eksempel i Familieretshuset, at en part bruger lidt ekstra tid til at pakke ned for ”lige at fortælle sagsbehandleren” et eller andet om den anden part, som denne selvfølgelig ikke skal høre – i håb om, at det lagrer sig hos beslutningstageren og får betydning til gunst for “den meddelsomme” part.
Et retssystem forudsætter helt principielt, at parterne dels har lige ret til at ytre sig – dels at den anden part skal høre alt, hvad der bliver fortalt. Vi har altså ikke hemmelig retspleje.
Når vi som advokater altid afviser at gøre sådan noget, hænger det sammen med, at advokaten i den grad risikerer at få ørerne i maskinen, hvis der klages til Advokatnævnet. Det medfører nemlig typisk en stor bøde til advokaten.
Denne afgørelse illustrerer problemstillingen og selvfølgelig også, at der er undtagelser stort set fra alle hovedregler. I sagen havde advokaten fået en bøde i nævnet på hele 40.000 kr. Advokaten indbragte sagen for retten og fik medhold på grund af de specielle konkrete omstændigheder.
Byrettens begrundelse
Det følger af retsplejelovens § 147 d, stk. 1, at bl.a. den advokat, der er blevet pålagt en disciplinærsanktion efter § 147 c, stk. 1, kan indbringe afgørelsen for retten, der kan stadfæste, ophæve eller ændreafgørelsen.
Som fastslået af Højesteret i dom af 12. december 2017 i sag 237/2016 (2. afd.) (U.2018.1160) ligger der i denne prøvelsesordning bl.a., at domstolene har adgang til at foretage en udtømmende prøvelse af Advokatnævnets vurdering af »god advokatskik«, herunder om en eventuel tilsidesættelse af god advokatkik må anses for grov. Prøvelsesordningen indebærer imidlertid ikke, at domstolene nødvendigvis skal tilsidesætte Advokatnævnets afgørelse, fordi der kan rejses en vis tvivl om nævnets vurdering. Domstolene må således særskilt vurdere, om der er fornødent grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse.
Spørgsmålet i denne sag er, om A tilsidesatte god advokatskik, da han den 9. december 2020 på vegne af sin klient C fremsendte et processkrift til Retten i Randers, der under et retsmøde om udlevering til samvær den 7. december 2020, hvor klienten deltog alene, havde optaget sagen til kendelse.
Det er ubestridt, at det processkrift, A den 9. december 2020 fremsendte på vegne af sin klient C, havde til formål at påvirke retten og således ikke alene var begrænset til praktiske bemærkninger. Det er endvidere ubestridt, at A ikke var vidende om, at sagen var optaget til kendelse. Spørgsmålet er herefter, om A, da hanfremsendte processkriftet, burde vide, at sagen var optaget til kendelse.
Efter sagens oplysninger, herunder forklaringen fra C, lægger retten til grund, at A både forud for og efterretsmødet var i kontakt med sin klient, der efter retsmødet ikke var klar over, at sagen var optaget til kendelse med den virkning, at han var afskåret fra at svare på det skriftlige indlæg, modpartens advokatkort tid før retsmødet havde fremsendt til ham. Det kan endvidere lægges til grund, at C umiddelbart efterretsmødet anmodede A om at udarbejde et skriftligt indlæg som svar på modpartens indlæg. Retten finder herefter, at A i denne situation ikke har haft anledning til at kontakte Retten i Randers med henblik på atsikre sig, at de oplysninger, han havde fået af sin klient om sagens behandling, var retvisende.
Da A således hverken vidste eller burde vide, at sagen var optaget til kendelse, da han fremsendte indlægget den 9. december 2020, finder retten, at han ikke herved har handlet i strid med reglen om godadvokatskik, jf. retsplejelovens § 126.
På denne baggrund ophæves Advokatnævnets kendelse af 27. oktober 2021 i sag ….
Landsrettens begrundelse
A repræsenterede i 2020 som advokat C i en sag ved Familieretten i Randers om tvangsfuldbyrdelse af samvær. Sagen blev behandlet på et retsmøde den 7. december 2020, hvor retten optog sagen til kendelse til afsigelse den 10. december 2020. A deltog ikke i retsmødet den 7. december 2020, hvor hans klient gav møde alene. Ved familierettens kendelse af 10. december 2020 blev sagen henvist til Familieretshuset.
A indgav den 9. december 2020 et processkrift i sagen på domstolenes sagsportal og pr. mail til retten og modpartens advokat. Processkriftet var ikke begrænset til praktiske spørgsmål, men indeholdt bemærkninger af materiel karakter, der må anses at have haft til formål at påvirke rettens afgørelse i sagen.
Indgivelse af sådanne bemærkninger til retten, efter at retten har optaget sagen til afgørelse, udgør som det klare udgangspunkt en tilsidesættelse af god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. også pkt.18.2 i de dagældende advokatetiske regler (nu artikel 49, stk. 1, i de advokatetiske regler som vedtaget af Advokatrådet den 16. juni 2022). Det gælder uanset, om advokaten har været til stede på det retsmøde, hvor sagen er blevet optaget til afgørelse. Såfremt advokaten er i tvivl om, hvorvidt sagen er optaget til afgørelse, må advokaten søge sagens stade afklaret, f.eks. ved at rette henvendelse til retten eller modpartens advokat.
I den foreliggende sag er der ikke grundlag for at antage, at A ved indgivelsen af processkriftet den 9.december 2020 vidste, at sagen var optaget til afgørelse på retsmødet den 7. december 2020. Efterbevisførelsen, herunder den i byretten afgivne forklaring fra A’s klient, C, må det endvidere lægges til grund, at klienten på retsmødet den 7. december 2020 havde fået det indtryk, at der kunne indgives yderligere processtof i sagen efter retsmødets afslutning, og at klienten i forlængelse af retsmødet anmodede A om at fremlægge blandt andet en udtalelse fra børnehaven og imødegå bemærkninger fremsat i modpartens påstandsdokument. Landsretten lægger i den forbindelse til grund, at familieretten – som anført i mailen af10. december 2020 fra modpartens advokat – på retsmødet den 7. december 2020 tilkendegav, at C efterretsmødet kunne indgive yderligere processtof.
Landsretten bemærker videre, at modpartens påstandsdokument, der ubestridt blev indgivet på domstolenes sagsportal den 7. december 2020 ca. 2½ time før retsmødets start sammen med en rækkenye bilag, indeholdt en processuel opfordring om fremlæggelse af dokumentation samt anmodninger om indhentelse af oplysninger i sagen, ligesom der i processkriftet blev fremsat anbringender om blandt andet udsættelse af sagen. Processkriftet gav således efter sit indhold A og dennes klient anledning til at fremkomme med yderligere bemærkninger og materiale. Landsretten bemærker endvidere, at retsbogen af7. december 2020, hvoraf det fremgår, at sagen blev optaget til kendelse på retsmødet, ikke var publiceret, da A den 9. december 2020 efter at have konstateret, at der ikke var indkommet andet på sagsportalen, indgav det omhandlede processkrift, der som nævnt samtidig blev fremsendt til modpartens advokat.
Under de foreliggende særlige omstændigheder finder landsretten, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at bebrejde A, at han indgav processkriftet den 9. december 2020 uden først at have søgt sagens stadeyderligere afklaret. Landsretten tiltræder på den baggrund, at A ikke har handlet i strid med godadvokatskik, jf.retsplejelovens § 126, stk. 1.
Landsretten stadfæster herefter byrettens afgørelse.
Kommentar:
Min personlige kommentar er, sagen var en tvangsfuldbyrdelsessag, hvor ”systemet” som hovedregel ikke giver parterne fri proces.
Det betyder, at ganske mange møder op uden advokat. Konsekvensen heraf er desværre, at meget af det, der foregår i sådan et retsmøde går hen over hovedet på parten, som så efterfølgende henvender sig til advokaten.
I min verden er det generelt i virkeligheden ”dommernes skyld”, at sådan noget som dette sker.
Viggo Bækgaard
21. marts 2024