Vive-rapport: Evaluering af den familieretlige reform fra 2019 – februar 2025.
Kommenteret af
Viggo Bækgaard.
Advokat (H) – mediator
Indledning:
Vi har ærlig talt med spænding ventet på netop denne rapport.
Det var forudsat, at systemet skulle evalueres i 2024, som jeg husker det. Nu bliver det så i stedet i 2025. Man har længe hvisket spændt i krogene om netop denne VIVE-rapport. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har ventet med stor bæven. Frygten for det værste har ligget dybt hos mig. Den politiske korrekthed fylder som bekendt alverden. Havde den for alvor bredt sig helt ind i forskningscenteret VIVE?
Min frygt er med rapporten ærlig talt gjort til skamme.
Gennem årene har jeg utallige gange om videnskabelige rapporter her på ”mit område” sagt, at de bare bekræfter det, jeg godt ved i forvejen. Sådan er det også med denne rapport.
Det store spørgsmål er så, hvad denne evaluering i virkeligheden kan bruges til, når man skal forholde sig til eventuelle tilretninger.
Personligt er jeg efterhånden blevet så gammel, at jeg med ret stor sikkerhed kan sige, at det ikke vil være meget, jeg kommer til at arbejde under et ændret system.
Omvendt kan jeg lige så skråsikkert og uimodsigeligt konstatere, at mine betragtninger om systemet på ingen måder kan beskyldes for at være udtryk for brødnid og egne økonomiske interesser.
Mine bemærkninger baserer sig på 25 års intenst arbejde som advokat i familieret med stor fokus på forholdene for de børn, der ikke bor sammen med begge deres forældre. Jeg bruger ofte udtrykket ”skilsmissebørn” som samlet udtryk for den nævnte gruppe. Det gør jeg også i denne artikel.
I samme periode har jeg været talsmand og formand for Landsforeningen Børn og Samvær, der i dag er nedlagt som forening, men hvis hjemmeside jeg har overtaget og stadigvæk står for med samme børnepolitiske tilgang.
Sammenfatning:
Evalueringsrapporten om den familieretlige reform fra 2019 indgår som en del af et materiale, som har til formål at vurdere, om der er behov for strukturelle ændringer.
Min analyse af det efterhånden bredt tilgængelige materiale gennem de seneste år er, at der vil være god fornuft i at foretage visse tilretninger.
Ser man på statistikkerne er det måske ikke helt så slemt, som man i dagligdagen kan få indtryk af.
Det skal vurderes, hvordan ressourcerne bruges mest hensigtsmæssigt.
Min konklusion kommer til at gå tilbage til, hvad vi i Børn og Samvær mente allerede i 2014: nemlig, at det vil være en god ide med en egentlig familiedomstol med blandet juridisk, børnefaglig og lægmandskompetencer.
I slutningen linker jeg til rapporten og flere ældre artikler, der er relevante i sammenhængen.
Del 1: om rapporten
Lidt om statistik med videre fra rapporten.
Evalueringsrapporten består af selve rapporten, der er på 216 sider og en 13 sider lang gennemgang benævnt ”hovedresultater”.
Min begejstring vil ingen ende tage, når jeg læser det sidste afsnit i ”hovedresultat-rapporten”. Det kunne næsten ligne en afskrift af, hvad jeg har sagt i årtier. Citat fra side 13:
”I sager, hvor der er påstande om utilstrækkeligheder i forældrenes omsorg, kan der derudover være behov for mere støtte til at verificere de påstande, der fremkommer under oplysningen af sagerne. Og endelig kan man overveje at øge kommunikationen omkring de juridiske afgørelser, så forældrene hjælpes til en bedre forståelse for grundlaget for afgørelsen.”
Om det første kan jeg lidt aktuelt henvise til min anmeldelse af justitsminister Peter Hummelgaards ret nye bog om omkostningerne ved vold mod børn. Heri skrev jeg ”Jeg siger, at alle bekymringer skal tages alvorligt og undersøges.” Det er altså kun et af utallige steder, jeg har fremhævet det som et kerneproblem. Andet led kan jeg i virkeligheden også citere fra selvsamme anmeldelse af Hummelgaards bog. I den artikel citerer jeg fra en noget ældre artikel dette: ”Og husk, at det er afgørende, at også den tabende part forstår, hvorfor en afgørelsesmyndighed er nået til resultatet. Det sker langt fra altid.”
I hovedrapporten på side 149 anføres nemlig, at ”de forældre, der oplever at have tabt sagen, ofte har brug for hjælp til at forstå, hvilke argumenter og forhold der har spillet ind på sagens udfald. Forældre, der undrer sig over sagens afgørelser, efterspørger derfor en opfølgende samtale og en forklaring på, hvorfor sagen ikke faldt ud til deres fordel”
Mens jeg læste rapporten, slog det mig, at jeg for mange år siden reflekterede over, hvor mange børn i Danmark, som ikke bor sammen med begge forældre. Jeg kunne ikke finde artiklen men ser så til min glæde oplysningerne på side 74 i hovedrapporten.
”Blandt de 159.214 familier med 0-17-årige fælles børn, der i 2023 levede hver for sig, havde i alt 37 % været i kontakt med de familieretlige myndigheder enten før reformen (8 %), efter reformen (23 %) eller både før og efter reformen (7 %).”
Det er ærlig talt vigtigt at have sig for øje, når man er så intenst optaget af området, som jeg er. Det betyder altså, at 2/3 af ”skilsmisseforældrene” løser deres ”skilsmisse” uden at have behov for at inddrage de familieretlige myndigheder. På side 83 fortælles, at ”en femtedel af alle ikke-samboende forældre har sager i Familieretshuset”. Det betyder til gengæld, at 80% ikke har sager i Familieretshuset.
Jeg kan ikke helt gennemskue den tilsyneladende forskel på de 37% og de 20%.
For mig er det vigtigt at være opmærksom på, at langt flertallet løser problemerne selv. Det kan man være tilbøjelig til at glemme, når man som jeg arbejder dagligt med dem, der ikke løser tingene selv.
På side 162 er der en statistisk information, der på en måde overrasker mig lidt.
”I 2018 var moren bopælsforælder i 78 % af de deltagende familier, mens 84 % havde fælles forældremyndighed. I 2023 var moren bopælsforælder i 74 % af de deltagende familier, mens 79 % havde fælles forældremyndighed. De spørgeskemabaserede forældreoplysninger om, hvem der er bopælsforælder, svarer til oplysningerne hos Danmarks Statistik, hvor moren er bopælsforælder året efter sagens behandling i det familieretlige system i 77-79 % af de familier, der har haft mulighed for at deltage i undersøgelsen.”
Man ser med andre ord en ret stabil bopælsfordeling med en kun svagt stigende tendens til, at far er bopælsforælder. Denne statistik omfatter alle familier og ikke kun dem, der er ”sag om”. Når i al fald jeg taler meget om ”ligestillings-lovgivning” må jeg konstatere, at det mere går på resultatet af og argumenterne i sagerne end det virkelige liv for de fleste.
Endelig er der på side 162 en oplysning om, at der er et fald i deleordninger, der rækker ud over weekendsamvær fra 44% i 2018 til 33% i 2023. Det er godt nok overraskende for mig men falder fint i tråd med Rockwoolfondens nye undersøgelse, hvorefter ingen deleordninger entydigt er bedre end andre. Samme sted på side 162 fortælles, at der er ”en mindre stigning i andelen af familier, hvor der ikke er samvær mellem samværsforælderen og det ældste barn, fra 19 % i 2018 til 25 % i 2023.” Jeg hæfter mig ved, at der tales om ”det ældste barn”.
Rapporten indeholder ingen anvisninger på løsninger.
Rapporten er temmelig nøgtern og fakta orienteret.
Når jeg som jurist og erfaren fagperson på området læser rapporten, er der reelt ingen overraskelser.
Således kommer det selvfølgelig ikke bag på mig, at såkaldt socioøkonomiske omstændigheder spiller en stor rolle. Et lavt uddannelsesniveau hos forældrene påvirker evnerne til at finde egne fornuftige løsninger. De samme omstændigheder kan lige så selvfølgeligt gøre det svært at forstå et system med flere instanser, som tager sig af familiens udfordringer. Kommunen; Familieretshuset; familieretten.
Som samfund har vi en interesse i at løse problemerne så tidligt og så hurtigt som muligt. En dommer siger i rapporten (side 63), at ”jeg tror ikke, jeg kan forstå, hvorfor staten skal betale 35.000 kr. for, at forældrene kan blive enige om varigheden af en sommerferie. Det er mærkeligt, at vi bruger ressourcer på den måde.”
Jeg ved ikke lige, hvor de 35.000 kr. kommer fra. Men jeg kan som fagmand godt forstå synspunktet. Men i den virkelige verden, som jeg opholder mig i, må man altså konstatere, at det i mange forældrekonfliktzoner er altafgørende, at der er detaljerede regler, som ikke skal være genstand for fremtidige diskussioner.
Sandheden er nok i virkeligheden, at afklaring er samfundsøkonomisk besparende i det lange løb.
Kort om rapportens mange elementer.
Jeg synes, at du skal læse i al fald hovedresultaterne. Mange vil genkende rigtig meget fra deres egen sag eller professionelle erfaringer.
Et af de helt store issues er oplevelsen af mange aktører i processen (Familieretshuset, Familieretten, kommunernes social- og børneforvaltninger). Det kan virke forvirrende for den enkelte. Hvem gør hvad? Hvem bestemmer hvad? Og hvorfor er det sådan?
Der var mange intentioner om, at de forskellige grene skulle samarbejde. Det sker i aldeles behersket omfang. Man ser i rapporten, at man ikke engang formår at informere hinanden på en god måde.
Mange bestemt relevante sider bruges på at gennemgå, hvad de mange forskellige aktører på begge sider af nettet oplever. De professionelle indbyrdes; forældrene og selvfølgelig ikke mindst børnene. Alt sammen interessant og meget lidt overraskende for mig.
Del 2. Generelle refleksioner
I denne del forsøger jeg ud fra mit børnesyn og professionelle erfaring at forholde mig til problemstillingerne. Igen må jeg understrege, at jeg ”kun” er advokat og menneske. Jeg er ikke politiker og slet ikke økonom. Men megen visdom drives for mange af ”sund fornuft” kombineret med faglig viden på eget område.
Det er indlysende, at det nuværende system er samfundsmæssigt meget dyrt. Spørgsmålet er derfor, om pengene bruges rigtigt.
Jeg har mest lyst til at tage udgangspunkt i det faktum, at langt de fleste forældre løser problemerne selv uden om systemet. Det er altså et godt udgangspunkt.
Systemet bygger på det, at det er klogt at bruge ressourcer på at hjælpe forældrene til at være skilsmisseforældre til gavn for børnene. Det er et udgangspunkt, man skal være blind, døv og dum for at være uenig i. Hvis man lidt overfladisk ser på den allerede nævnte statistik, kan man se, at omkring 2/3 løser problemerne uden at blande systemet ind i det.
I hovedrapporten er der på side 36 en figur 2.1, der fortæller, at ca. 1/3 screenes som §6-sager, hvilket er de ”mindre tunge”, hvor der i min oversættelse er størst chance for et aftalebaseret resultat. 2/3 screenes som §7 sager (problemsagerne).
Men husk, at procenterne er i forhold til de sager, der er inde i systemet.
Ovenfor er statistisk nævnt, at der er 159.214 skilsmissefamilier med børn. Kun 1/3 af dem kommer statistisk ind i systemet (rundt regnet 53.000) Af dem er det altså 2/3 (ca. 35.000 eller ca. 22% af alle skilsmissefamilier), der bliver røde §7-sager. Husk nemlig, at tallene ikke handler om årlige sager men om andelen af samtlige ”skilsmissefamiler”, men jeg lægger til grund, at procenterne er nogenlunde holdbare. Det betyder statistisk set, at der er håb for, at rundt regnet 80% kan finde en løsning enten helt uden om systemet eller med hjælp indefra.
For mig at se må det handle om så hurtigt som muligt at finde de familier, hvor der er relevant håb om forbedringer i samarbejde og kommunikation. Her skal det så vurderes, hvilke indsatser og ressourcer, der skal sættes ind. Det er en politisk og faglig fase, som jeg nok kunne have tanker om, men hvor min specialviden har åbenlyse mangler. Jeg kan med andre ord se problemet men ikke quick-fix-løsningen.
Rapporten taler mange steder om de forskellige myndigheder. Lige her omkring de familier, for hvem der er større håb, handler det om kommunernes børne-unge forvaltninge over for Familieretshuset.
Jeg er skeptisk over for forvaltningerne.
De er kommunalt styrede. Personalet er for størstedelen socialrådgivere, om hvilke man kan sige meget. Men deres arbejdsvilkår er heller ikke lette. Hovedopgaven er at hjælpe og løse konflikter. Magtmidlerne er nærmest begrænsede til tvangsfjernelse. Min oplevelse er, at mange i det system kommer til at optræde som en slags partsrepræsentanter. Det oplever jeg i al fald i de situationer, hvor far og mor får tildelt hver en familiebehandler. Nej, hvor rapporter om de samme mennesker kan se forskellige ud.
At de er kommunalt styrede, ser man selvfølgelig også i deres valg af hjælpeforanstaltninger, som udefra set kan virke ”økonomistyrede” frem for ”menneskestyrede”.
Selvfølgelig skal kommunerne være på banen i forhold til ”skilsmisseforældre og børn”. For mig at se må de ikke få afgørelseskompetencer i forhold til for eksempel omfanget af samvær. Det vil være et retssikkerhedsmæssigt problem.
Rapporten rejser på side 12 spørgsmålet om børnesagkyndige undersøgelser og reflekterer over, om de bør gennemføres i det kommunale regi. Det vil være en katastrofe for mig at se, hvilket jeg vender tilbage til.
Familieretshusets indsatser i forhold til at hjælpe forældrene til at finde løsninger fortjener positiv omtale især i §6-gruppen. Kombinationen børne- og forældrerådgivere og drøftelser i forbindelse med, at barnet har været inddraget via børnesamtaler, er efter min erfaring rigtig god, når vi netop ser bort fra de tunge problemsager.
Det er også i disse mindre tunge sager, at jeg oplever det største behov for samarbejde mellem kommune og Familieretshuset. Løfter man ikke via Familieretshuset hjælpefunktionen væk fra resultatfunktionen på en god måde?
Kort og godt mener jeg, at man i Familieretshuset og børne-unge forvaltningerne skal fokusere meget på de familier, for hvem der er umiddelbart håb og få de andre over i et spor, hvor der hurtigst muligt kan træffes veloplyste afgørelser.
Når afgørelserne ligger der, ved kommunen, hvad den har at arbejde ud fra.
Del 3. Overvejelser i forhold til afgørelsesfasen.
Det er indlysende, at jeg med min baggrund er fokuseret på retssamfundets grundsøjler. Gennem mange år har jeg forholdt mig til mulige modeller.
De nyeste rapporter på området har på de fleste områder bekræftet mine egne erfaringer. Men løsningerne har aldrig ligget ”lige for” i en verden, hvor politisk korrekthed fylder alt for meget.
Man kan godt finde løsninger, der ikke nødvendigvis er politisk korrekte, hvis man hele tiden tager et opmærksomt og ufravigeligt udgangspunkt i barnet – og ikke i forældrene. Det store problem er desværre, at udtryk som”barnets tarv”, ”bedst for barnet” og lignende er gummibegreber, som man bruger efter helt egen fortolkning.
Jeg er indædt tilhænger af, at man opfører sig ordentligt over for hinanden. Det er ubetinget godt for børn at have kontakt til begge forældre – altså lige bortset fra de tilfælde, hvor det ikke er godt!
Der er nogle generelle samfundsparadokser, som kommer tydeligt til udtryk i disse sager.
Vi er generelt ”åh så optaget af” og bevidste om,
- at der i vid udstrækning eksisterer partnervold
- at der i vid udstrækning eksisterer vold og andre krænkelser mod børn
- psykisk vold er så almindeligt forekommende, at vi skulle have en bestemmelse om det i straffeloven
- — og rigtig meget andet.
Men lige når det kommer til skilsmissebørns situation er vi tilbøjelige til at stå af. Det er ”åh så vigtigt”, at barnet har kontakt til begge forældre. Faktisk får man indtryk af, at børn måske har allerbedst af at have fængslede forældre, fordi det giver barnet mulighed for tidligt at se verdens forskelligheder.
Når vi taler om det, er vi ikke i tvivl. Børn skal skånes. Børn skal trives. Selvfølgelig skal børn da ikke udsættes for det nye forkætrede og ikke fagligt anerkendte begreb forældrefremmedgørelse.
Med udgangspunkt i netop retssamfundets præmisser er det vigtigt, at der kan træffes afgørelser i situationer, hvor parter ikke kan nå til enighed. Det giver bedst mening, at sådanne afgørelser træffes endeligt af dertil indrettede instanser, hvilket er og bliver domstolene.
Domstolene er organisatorisk uafhængige og ikke underlagt instruktionsbeføjelser ”ovenfra”.
For mig at se har det været bekymrende og kritisabelt, at Statsforvaltningen var og Familieretshuset er en topstyret forvaltningsmyndighed, hvor medarbejderne populært sagt ikke må tænke selv men skal følge instruktionerne ovenfra. Jeg er fuldstændig med på, at det udsagn bestrides af systemet. Men sådan opleves det altså af ganske mange udefra.
Man kan og bør se på, om den nuværende opbygning af familieretterne er rigtig.
Rapporten peger på nogle indbyggede dilemmaer, der består dels i uddannelsesmæssig baggrund hos dommerne og problemet om den detailregulering, der for eksempel ligger i spørgsmålene om specifikation af samværene.
I evalueringen af lovgivningen skal selvfølgelig ikke kun se på Vives evalueringsrapport. Man må kaste flere bolde op i luften. Ovenfor har jeg refereret en dommer fra rapporten for at undre sig over, at der bruges store ressourcer på at afgøre omfanget af ferier.
For 2 år siden kom Rørdam-udvalget med en rapport om retssagsbehandling generelt med henblik på at effektivisere og spare. I min artikel om den rapport skrev jeg blandt andet:
”Nedenfor når jeg frem til, at jeg godt kan være lidt fascineret af udvalgets modeltanke om Familierettens fastlæggelse af ”niveauet” for samvær med detailregulering i Familieretshuset. Men før jeg når frem til den mulige løsning, er der behov for nogle mellemregninger.”
Jeg anbefaler at læse min artikel i sin helhed.
Her konstaterer jeg blot som mit synspunkt, at de vigtige familieretlige afgørelser om forældremyndighed, bopæl og samvær bør ligge hos domstolene. Men jeg vil være åben over for en model, hvor detailreguleringen ligger i Familieretshuset, som fagligt set nok har de bedste forudsætninger for det.
Spørgsmålet er så, i hvilket omfang og hvordan den detailregulering skal kunne gå igennem et anke/klagesystem. For det vil stride mod min retsbevidsthed, hvis en administrativ afgørelse skulle være endelig.
Jeg har i mange år gjort mig til talsmand for en egentlig tværfaglig familiedomstol. Den tanke er ikke blevet svækket af de senere års erfaringer.
I september 2014 indgik Folketinget en forligspakke kaldet ”skilsmissepakke”. I forbindelse med den gav jeg udtryk for et forslag til løsning. I artiklen ”det mener Landsforeningen Børn og Samvær om skilsmissepakken og samværschikane” skrev jeg dette: (I citatet skal du tænke ”Statsforvaltningen” udskiftet med ”Familieretshuset”.)
”I Landsforeningen Børn og Samvær tror vi, at tiden er ved at være inde til at indføre en egentlig familiedomstol til afgørelse af de lidt mere komplicerede forældreansvarssager.
Der er store mangler ved Statsforvaltningen, som den fungerer i dag. Vi ved godt, at man i Statsforvaltningen har den selvforståelse, at fremtidige løsninger skal ligge i det regi. Statsforvaltningen er ikke en domstol og bør heller ikke blive det.
Det er faktisk slemt nok, at Statsforvaltningen kan træffe afgørelser om samvær, som ikke er underlagt domstolskontrol.
Statsforvaltningens styrke er i dag, at den kan forsøge at formidle aftaler. De forskellige tilbud, som kan fås gennem Statsforvaltningen kan og bør udbygges. For eksempel er konfliktmægling i den nuværende form efter vores opfattelse ikke praktisk anvendelig. Retsmægling via domstolene efterspørges med god grund mere, og det er heller ikke tilfældigt, at der er pæn succes med de indledende retsmøder ved de nordsjællandske retter. Husk på, at på det tidspunkt, har sagen været i Statsforvaltningens vridemaskine.
I overskrifter forestiller vi os en specialdomstol inden for det almindelige domstolssystem. Man kender det for eksempel fra boligretten, der består af en juridisk udnævnt dommer og to lægdommere med særlig viden og erfaring på området.
En familiedomstol kunne bestå af en juridisk dommer suppleret for eksempel af en børnesagkyndig og en egentlig lægdommer. En sådan sammensætning vil give bredde.
I dag agerer domstolene pænt hurtigt i forældreansvarssager, der typisk behandles i retten et par måneder efter rettens modtagelse af sagen.
Vi tænker os endvidere, at bevisførelsen i en forældreansvarssag bliver mere fri end i dag, hvor det er ganske vanskeligt for parterne bare at forsøge at føre bevis for den opfattelse, de måtte have af, hvad der er bedst for barnet.
Sammenfattende tror vi, at en børnedomstol både vil kunne øge hurtigheden og styrke tilliden til retssystemet generelt. Statsforvaltningen opfattes som en del af retssystemet.
En børnedomstol må under ingen omstændigheder etableres under Statsforvaltningen.”
I den tekst fra 2014 kan man i dag erstatte ”Statsforvaltningen” med ”Familieretshuset”.
Lidt flot sagt tror jeg, at man med fordel kan skære Familieretshuset ned til en tredjedel og bibeholde relevante opgaver. De sparede ressourcer overføres til domstolene, som til gengæld skal etablere en egentlig familieret i alle retskredse.
Familieretten i den nuværende struktur dur ikke. I begyndelsen brugte man dommere, som havde området som særlig kompetence. Det har mange retter forladt.
OPLYSNINGSGRUNDLAGET:
I dag er det jo Familieretshuset, der sørger for sagens oplysning og forberedelse i Familieretten.
Rapporten går ikke i dybden med de udfordringer, som ligger deri. Man nøjes med at konstatere, at der for ofte sker dobbeltbelysning i Familieretshuset og Familieretten. Her kan særligt henvises til rapportens afsnit ”dobbeltbelysning” på side 65.
Når jeg taler med andre advokater om emnet, er der en ret bred enighed om, at sagsbehandlerne i Familieretshuset simpelthen har al for lidt føling med, hvad der er relevant i forhold til behandling af sagen i retten. Det opleves gang på gang, at relevante oplysninger ikke sendes med i retten. For eksempel er det mere reglen end undtagelsen, at man ikke medsender advokaters ”processkrifter” til Familieretshuset.
I vores (advokaternes) selvforståelse er vi langt bedre til at udskille og formidle det relevante.
Familieretshusets forberedelse bør begrænse sig til indledende forligsbestræbelser, børnesamtaler og den lovpligtige børnesagkyndige undersøgelse, der skal finde sted i § 7-sagerne, men som sker i alt for begrænset omfang.
De tunge sager bør så hurtigt som muligt oversendes til Familieretten.
Tilbage er en af de allerstørste udfordringer i det nuværende system – oplysningsgrundlaget.
I indledningen citerede jeg centralt fra evalueringsrapporten: ” I sager, hvor der er påstande om utilstrækkeligheder i forældrenes omsorg, kan der derudover være behov for mere støtte til at verificere de påstande, der fremkommer under oplysningen af sagerne.”
Det er et af de allerstørste og alvorligste problemer i disse sager, at man helt generelt ikke tager bekymringer alvorligt.
Vi ved alle, at det er tilbagevendende i rigtig mange af de tunge forældreansvarssager, at der er påstande om psykisk vold, vold, psykopati, narcissisme, seksuelle krænkelser. Ja der er næsten ikke det, som ikke dukker op i disse sager.
Man må tage fat om nældens rod og undersøge det. Og konsekvenssætte det. Med konsekvenssætte mener jeg, at barnet skal beskyttes. Lever barnet i et konfliktunivers så alvorligt, som påstande og bekymringer tyder på, må det isoleres fra ”skadevolderen”. Med andre ord kan konsekvensen blive, at der kun er kontakt til den ene og ikke begge forældre.
Vi har altid og ubetinget sagt, at ”samvær er godt men ikke for enhver pris”.
Her er det ikke tilstrækkeligt at gennemføre børnesagkyndige undersøgelser ved børnepsykologer. Mange gange er det jo forældrene og ikke børnene, der er problemet.
De senere år har jeg brugt udtrykket ”mentalundersøgelser” om det, som der reelt er behov for. Begrebet er kendt i forbindelse med alvorlige straffesager som mordsager, at man kan gennemskue meget psykiatrisk. Når drabet først er begået, virker det måske i virkeligheden lidt barokt at bruge uanede mængder ressourcer på den type undersøgelser i al fald over for et ønske om med samme type undersøgelser at redde børnenes liv om ikke fysisk så give dem et så godt børneliv som overhovedet muligt ved at kunne skærme dem fra de nærmeste, som måske i virkeligheden er ”uhyrer”.
Viggo Bækgaard
Advokat (H) – mediator
13. februar 2025
Relevante links:
VIVES evaluering af den familieretlige reform fra 2019 (Vive 2025)
VIVES evaluering – Hovedresultater (2025)
Viggo Bækgaard artikel om Rørdam-rapporten 2023
Viggo Bækgaard artikel januar 2025 – Rockwoolfonden: ingen deleordninger e bedre end andre
Viggo Bækgaard artikel (anmeldelse) af Peter Hummelgaards bog ”der er noget, vi skal tale om” – januar 2025
Viggo Bækgaard: et mener Landsforeningen Børn og Samvær om skilsmissepakken og samværschikane (september 2014)