Spørgsmål om, hvorvidt Familieretten kan tillægge en klage over Familieretshusets afgørelse om samvær opsættende virkning. Det var ikke tilfældet, TFA 2020/9 ØLK
Byrettens begrundelse:
Retten lægger til grund, at B er knapt fire år gammel og har boet med begge parter, frem til parterne ophævede deres samliv i august 2018.
Retten lægger endvidere til grund, at parterne efter samlivsophævelsen først praktiserede en ustruktureret samværsordning, hvorved B befandt sig fire dage ved M og tre dage ved F på en uge. Ved møde i Statsforvaltningen den 10. januar 2019 aftalte parterne, at F under sagens behandling havde samvær med B i lige uger fra torsdag eftermiddag i institution til søndag kl. 19 og i ulige uger fra torsdag eftermiddag i institution til fredag i institution.
Ved den påklagede afgørelse fastsættes Fs ordinære samvær til i ulige uger fra onsdag efter institution til fredag i institution og i lige uger fra onsdag efter institution til mandag i institution, hvilket betyder, at B er skiftevis hos sine forældre i to dage, fem dage, to dage, to dage og fem dage. Endvidere fastsættes Fs sommerferiesamvær i 2019 til to uger, hvoraf den ene er uge 29.
Retten finder efter en konkret vurdering, at klagen bør tillægges opsættende virkning.
Retten har ved vurderingen heraf navnlig lægt vægt på Bs alder, herunder at det ikke er til Bs bedste på ny at skulle vænne sig til en ny samværsordning, før Familieretten har afgjort, hvorledes denne samværsordning endeligt skal praktiseres, jf. forældreansvarslovens § 21, jf. § 1 og § 4.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten finder ikke grundlag for at tillægge kæremålet opsættende virkning, jf. herved retsplejelovens § 455, stk. 1, jf. § 395.
Efter lov om Familieretshuset § 41, stk. 2, kan Familieretshuset bestemme, at indgivelse af en anmodning om at indbringe en afgørelse for familieretten har opsættende virkning.
Retsplejelovens kapitel 42 om familieretlige sager – der regulerer behandlingen af de sager, som Familieretshuset indbringer for familieretten efter kapitel 13 i lov om Familieretshuset – indeholder ikke en lignende bestemmelse om opsættende virkning. Derimod har familieretten (ligesom Familieretshuset) efter forældreansvarslovens § 29 mulighed for under en sag om bl.a. samvær efter anmodning at træffe afgørelse om midlertidigt samvær.
Henset hertil, og da den foreliggende afgørelse fra Familieretshuset ikke er af en sådan karakter, at indbringelsen heraf for familieretten undtagelsesvis – uden udtrykkelig hjemmel – bør tillægges opsættende virkning, ophæver landsretten familierettens kendelse.
Der er herved ikke taget stilling til, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter § 29 i forældreansvarsloven. En anmodning herom må i givet fald indgives til familieretten.
Efter kæresagens karakter skal ingen af parterne betale kæremålsomkostninger til den anden part.
Kommentar:
Afgørelsen giver anledning til at repetere nogle principper.
Generelt har afgørelser om samvær ikke opsættende virkning. Sådan var det også efter de tidligere regler.
Man kan sagtens blive forvirret over juristeriet, fordi det ligeledes altid har været sådan, at anke fra byret til landsret, som sker inden for fuldbyrdelsesfristen indebærer, at byrettens afgørelse ikke får umiddelbar virkning.
Med de nye regler (2019) blev det præciseret, at samværsafgørelser kan fuldbyrdes straks, med mindre det i dommen er bestemt, at det ikke er tilfældet. Her er vi i retsplejelovens § 480.
Det bør advokater være opmærksom på, når der nedlægges påstande i en forældreansvarssag, der også omfatter samvær.
Viggo Bækgaard
28. april 2020