Fortsat fælles forældremyndighed trods konfliktfyldt forhold, TFA 2024/136 VLD
Byrettens begrundelse
Familieretten lægger efter parternes forklaringer til grund, at parterne har haft et meget konfliktfyldt forhold. De ophævede samlivet i januar 2022, hvor M tog på krisecenter med børnene. B3 er født eftersamlivsophævelsen. F har efter ophøret af samlivet indgivet 19 underretninger til forskellige myndigheder om M vedrørende sine bekymringer for børnene, men alle oplysninger tyder på, at børnene er velfungerende og i trivsel. F har den 8. februar 2023 fået tilhold mod at kontakte M. Han har påklaget afgørelsen. De episoder, M har forklaret om for så vidt angår F’s adfærd efter samlivsophævelsen i forhold til hende og hans forøg på at få kontakt med børnene gennem deres institutioner og ved deltagelse i besøg hos læge mv., har haft en stalkinglignende karakter. Det er stadig uafklaret, om der vil komme en straffesag ud af M’s anmeldelse af F for psykisk vold.
Selvom det under sagen er lykkedes parterne at indgå forlig om samvær, og selvom F efter sin forklaring fremadrettet vil fokusere på børnene og deres trivsel, finder retten efter det ovenfor anførte om parternes samliv og forløbet efter samlivsophævelsen, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B3, B2 og B1’s forhold til børnenes bedste, og at det derfor er bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed ophæves, og at forældremyndigheden tillægges M alene.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Familieretten tager derfor M’s påstand til følge.
Resultat i byretten: M eneforældremyndighed.
Landsrettens begrundelse
Det følger af forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., at den fælles forældremyndighed kun kan ophæves, hvis derfer konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Efter parternes forklaringer for landsretten lægger landsretten til grund, at F ikke har foretaget underretninger siden januar 2023 eller opsøgt børnene, når han ikke skulle have samvær, at sigtelsen mod ham for psykisk vold er opgivet, at han har været i stand til at kommunikere i en god tone med M. og at det aftalte samvær har været velfungerende. Parterne har siden november 2023 deltaget i konfliktråd, hvor de bl.a. har drøftet en langsom optrapning af samværet. F har forklaret, at han generelt har tillid til, at M er en god mor, og at hanikke har specielle ønsker til skolevalg.
Efter en samlet vurdering af de oplysninger, som nu foreligger, finder landsretten herefter, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at F og M ikke fremadrettet vil kunne samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste. Der er således ikke grundlag for at antage, at det vil være bedst for børnene at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Resultat landsretten: fælles forældremyndighed
Kommentar.
Sagen illustrerer den totale uforudsigelighed i disse sager.
Sagen illustrerer også landsdommernes hang til politisk korrekthed.
Endelig synes jeg, at sagen illustrerer det begreb, som jeg ofte kalder ”dommernaivitet”. Underforstået, at nu går det jo godt, hvor jeg tænker, at man måske lidt mere nuanceret bør tænke prognoser.
Det skal bemærkes, at dommen er på 15 sider og derfor selvfølgelig mere nuanceret end de to instansers præmisser.
Jeg hæfter mig ved, at F har underholdt med hele 19 underretninger. Men, som landsretten siger, der har jo ikke været nogen siden januar 2023. Hertil bemærker den gamle familieretsadvokat (undertegnede forstås), at man stort set altid kan holde sig i skindet, mens en sag kører – og man formentlig er under påvirkning af en fornuftig advokat, der siger, at man skal opføre sig ordentligt.
Men jeg hæfter mig også ved, at de har været i et konfliktråd med et tilsyneladende fornuftigt resultat.
Endelig må jeg ”igen igen” påtale, at jeg slet ikke forstår, at man lægger så meget vægt på, om volden er dømt strafferetligt. For mig er der kæmpestor forskel på den strafferetlige og den familieretlige relevans af det.
Landsdommere har ”jo” altid ret. Men jeg må virkelig opfordre mine kolleger til at hanke op og tillægge den psykiske vold et ikke strafferetligt fokus.
Jeg kommer i al fald ikke til at opgive det synspunkt. På et tidspunkt må selv landsdommere vel fange pointen.
Viggo Bækgaard
25. april 2025