Samvær ikke misligholdt, da M forsøgte at aflevere D på 8 år, mens F ikke gjorde nok for at tage imod. Begge havde fri proces i byretten. Kun M fik fri proces i landsretten, ØLK 6. februar 2025, utrykt
Byrettens begrundelse (Københavns Byret)
Familieretten skal tage stilling til, om M har misligholdt den samværsordning, der blev fastsat ved Københavns Byrets dom af 17. oktober 2023, idet D ikke blev udleveret til samvær den 19. december 2024 og den 30. december 2024.
Efter bevisførelsen lægger familieretten til grund, at M via sin mor forsøgte at udlevere D til samvær med F den 19. december 2024 kl. 09.30. Overleveringsforsøget fandt sted en på cafe, som ligger tæt på den skole, D går på. D ønskede ikke at tage med sin far, hvorefter F forlod caféen uden D.
I overensstemmelse med parternes forlig af 2. december 2024 mødte M på Kongens Nytorv Metrostation samme dag kl. 12.00 med henblik på at udlevere D til samvær der. D gav fortsat udtryk for et ønske om ikke at ville på samvær, og forløbet endte med, at F forlod stedet uden D.
Videre kan det lægges til grund, at M den 20. december 2024, efter parternes nærmere aftale, afleverede D hos psykolog Ps, som på daværende tidspunkt gennemførte en børnesagkyndig undersøgelse vedrørende D. Formålet hermed var, at D på denne måde skulle udleveres til samvær med F. Der er mellem parterne enighed om, at F kørte D hjem til M igen, da observationsøvelsen og samtalen hos psykologen var overstået.
Endelig kan det lægges til grund, at M efter parternes nærmere aftale mødte ved Fs bopæl den 30. december 2024 med henblik på at udlevere D til samvær. Også på denne dag gav D udtryk for, at han ikke ville med F, og D blev følgelig heller ikke blev udleveret til samvær på denne dag.
Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om overleveringsforsøgene finder familieretten det ikke godtgjort, at M har misligholdt samværsordningen i forbindelse med overleveringerne til samvær den 19. december 2024 og den 30. december 2024.
Familieretten har herved lagt vægt på navnlig, at det efter parternes forklaringer må lægges til grund, at M havde klargjort D til at blive udleveret til samvær på de pågældende dage, ligesom hun mødte på de steder og tidspunkter, hvor afleveringerne skulle finde sted.
Ved begge overleveringer udviste D modvilje mod at skulle med sin far.
Det er ikke alene ved forklaringen fra F dokumenteret, at denne modvilje var et udslag af Ms adfærd.
Det er heller ikke dokumenteret, at M på anden måde søgte at forhindre overleveringerne.
Både den 19. december 2024 11 og den 30. december 2024 spurgte F, om D ville med ham hjem, eller om D ville hjem til M igen. Da D – i forbindelse med begge overleveringer – svarede, at han helst ville hjem til M, valgte F at forlade stedet uden D.
Hertil kommer, at F den 20. december 2024 af egen drift besluttede at aflevere D hos M efter samtalen hos psykologen, uanset at D var blevet udleveret til ham.
På denne baggrund finder familieretten, at der ikke er grundlag for at fastsætte tvangsbøder, som påstået af F.
Resultat:
Familieretten fuldbyrder ikke samvær for D, herunder ved fastsættelse af tvangsbøder.
(Familieretten vejledte om, at kendelsen ikke har betydning for det kommende samvær, som skal afvikles den 16. januar 2025, og at den gældende samværsordning skal overholdes fremover uanset kendelsen i denne sag. M erklærede sig indforstået hermed. Familieretten bemærkede, at begge parter har anmodet om fri proces. Familieretten besluttede at tage anmodningerne til følge.)
Landsrettens begrundelse:
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat. Landsretten stad-fæster derfor familierettens afgørelse. Det for landsretten anførte kan ikke føre til et andet resultat.
Efter kæresagens karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
M har anmodet om fri proces for landsretten. Da familieretten har givet M medhold, og kendelsen er indbragt for landsretten af F, omfatter den fri proces også kæresagen, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 1, jf. § 500, stk. 2, jf. § 331, stk. 5. Landsretten beskikker herefter advokat Viggo Bækgaard som advokat for M.
F, der har indbragt sagen for landsretten og som ikke fik medhold i familieretten, har anmodet om fri proces under landsrettens behandling af kæresagen uden nærmere begrundelse herfor. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder landsretten, at F ikke har behov for advokatbistand under landsrettens behandling af sagen, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 1, jf. § 500, stk. 2. Anmodningen om fri proces tages derfor ikke til følge.
Resultat i landsretten: Stadfæstelse.
Kommentar:
Kommentarer til byrettens kendelse af 10. januar 2025:
Jeg repræsenterde M i sagen og har gjort det et stykke tid men ikke helt fra konflikternes opståen.
Sagen handler om en sag, der efterhånden har kørt i årevis. Den aktuelle samværsordning er i princippet fastsat ved en landsretsdom i oktober 2023:
Den blev så fulgt op af en ”fogedsag” i juli 2024 https://boernogsamvaer.dk/landsretten-stadfaester…/
I efteråret 2024 er opstartet en ny sag om samvær, hvor Familieretshuset har besluttet at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse.
Sagen handler om nu 8-årige D, der ret massivt ikke vil i samvær hos F.
M ønsker principielt at efterleve samværsafgørelser men har svært ved at få barnet til at ”makke ret”. F mener helt konsekvent, at det er Ms ANSVAR at aflevere og sørge for, at D glad og frejdig løber i armene på F.
I en ny ”fogedsag” den 2. december 2024 blev det aftalt, at der skulle ske udlevering foran Ds skole kl. 09.30, og hvis ikke det kunne lade sig gøre, skulle M aflevere D ved blomsterforretningen ved metroen på Kgs. Nytorv kl. 12.
Den 5. december lykkedes det M at få D til at gå over til F foran skolen.
Den 19. december lod M mormor stå for udleveringen, da hun selv skulle til et arbejdsrelateret møde på det pågældende tidspunkt.
Det lykkedes ikke mormor at formå D til at tage med F. Så forsøgte M og mormor at aflevere ved Kgs. Nytorv. Her var D meget lidt imødekommende og for rundt på pladsen.
F gjorde ikke noget for at tage over og tage ansvar. Han mente virkelig, at det kun er Ms ansvar.
Problemet var den dag, at der dagen efter skulle være en overvågning i forbindelse med den børnesagkyndige undersøgelse.
Det skulle være hos psykologen. M aftalte med psykologen, at hun ville forsøge at aflevere D hos psykologen. Det lykkedes med besvær at få D med op i venteværelset og ind i klinikken.
Bagefter skulle D med F hjem på samvær nogle dage. Der opstod disput om, hvad M skulle. Psykologen havde bedt hende vente, men F reagerede kraftigt på det, og M valgte så at tage hjem. D var jo hos psykologen og sammen med F.
Da M kom hjem efter et par ærinder i byen, var D hjemme hos storesøster – kørt dertil af F, idet F havde sagt til ham, at han skulle vælge, hvor han ville være.
Det mente F så også var udtryk for, at M misligholdt samværsaftalen.
Næste samvær skulle være den 30. december. Her aftalte F og M, at M skulle prøve at køre D ud til F. Det var jo i juleferien, og skolen var lukket.
M og D blev kørt derud af mormor. De forsøgte at overtale D til at tage med i samvær. D ville ikke men blev siddende på bagsædet i bilen.
M og mormor sad på forsædet og opfordrede F til at komme og tage D med. F stod i en halv time og talte med D ind over bagsædet. D var ved at tø op. F sagde så til D, at han måtte vælge, om han ville med F eller M.
D valgte M.
F postulerede nu, at D ikke var udleveret hele 3 gange og startede en tvangsfuldbyrdelsessag.
Det var vi så i ”fogedretten” om.
…
For mig kom sagen ærlig talt til at handle om, hvem der har hvilke forpligtelser.
Sat på spidsen: Har F ret i, at det alene er M, der har ansvaret for, at D er glad og løber hen i armene på F. Har F ret i, at det er Ms skyld, at D vælger at nægte at lade sig udlevere, når F (erkendt af ham) siger til D, at han ikke behøver at tage med ham.
Eller må man dog kræve, at F faktisk selv gør noget for at tage barnet med sig, når det forsøges udleveret.
…
Retten kom med en klar tilkendegivelse, der (selvfølgelig) under de konkrete omstændigheder ikke kan føre til, at der foreligger misligholdelse fra M.
Fs advokat bad på Fs vegne om en kendelse. Den er så lagt på portalen en uge efter men dateret på selve retsmødedagen.
F gik i vrede uden at sige farvel – heller ikke til egen advokat.
Jeg taler ofte om bevisumiddelbarhed. Det lykkedes F at kalde mig og M for ”banditter”. Det bad jeg om at få tilført retsbogen, hvilket jeg nu noterer, at dommeren undlod.
Supplerende kommentar efter landsrettens kendelse:
Jeg må ærligt udtrykke dyb forundring over, at kendelsen blev kæret til landsretten. Resultatet forekom åbenlys.
Begge parter havde med god grund fri proces i byretten. Det er helt efter bogen, at der ikke blev givet fri proces til F i landsretten.
Viggo Bækgaard
7. februar 2025