Retssikkerhed, når forældre går fra hinanden
Om en rapport fra den juridiske tænketankt Justitia, august 2023
Om især Familieretshusets sagsbehandling i forældreansvarssager
Her kommenteret af Viggo Bækgaard, advokat (H) – mediator
Der er netop udkommet en rapport om Familieretshusets behandling af sager om forældremyndighed og samvær. Den er udarbejdet af den juridiske tænketank Justitia.
Rapporten har ganske megen fokus på de såkaldte samarbejdschikane-problematikker. Du kan hente Justitias eget forskræp og selve rapporten på Justitias hjemmeside ved at følge dette link.
I denne artikel gennemgår jeg rapportens konklusioner med mine bemærkninger.
Til indledning vil jeg sige, at rapporten bestemt med fornuft kan læses som en slags gennemgang af regler og praksis i et juridisk sprog, som jeg tror, at de fleste kan forstå.
Selv om rapporten har udspring i det rigtig vanskelige begreb ”samarbejdschikane” vil jeg generelt sige, at rapporten i virkeligheden vedrører alle sagstyperne, der behandles i Familieretshuset på forældreansvarsområdet, hvorved jeg forstår sager om forældremyndighed, bopæl og samvær.
Samarbejdschikane.
Med mindre det er første gang, du har forvildet dig ind på denne hjemmeside, vil du vide, at jeg har skrevet rigtig meget om fænomenet samarbejdschikane. Skulle du sidde med et udpræget behov for at vide endnu mere om emnet mere konkret, vil jeg henvise dig til at læse min lange artikel ”samværschikane efter 2011”. Artiklen gennemgår både reglerne og hele den retspraksis, som jeg er bekendt med på området.
Faktisk er der her på hjemmesiden et helt faneblad, der handler om samværschikane. Det finder du under ”artikler” og ”art samværschikane”.
Det kan forekomme uheldigt at blande begreberne “samværschikane” og “samarbejdschikane” alt for meget.
“Samværschikane” foreligger grundlæggende efter min opfattelse, hvis en forælder (typisk bopælsforælderen) ikke udleverer et barn til samvær i situationer, hvor der er en eksigibel aftale eller afgørelse.
“Samarbejdschikane” hører hjemme i den kategori, som jeg i årevis har refereret til, når jeg siger, at “systemet” kan dømme om forældremyndighed, bopæl og samvær. Men systemet kan ikke dømme til fred i Mellemøsten eller Ukraine.
Det er meget rigtigt beskrevet i rapporten, at samarbejdschikane er et fænomen, der kan finde sine udøvere både hos bopæls- og samværsforældrene. Fra den nævnte hoved artikel vil jeg tillade mig at citere denne sætning: ” Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt.”
Man kan i korthed sige, at det er netop det, som Justitia-rapporten handler om.
Rapportens konklusioner med mine bemærkninger.
Med risiko for at formidle en viden, som du allerede har om min egen baggrund vil jeg nævne, at jeg som advokat har beskæftiget mig intenst med forældreansvarsområdet i knap 25 år. Jeg var medstifter af Landsforeningen Børn og Samvær, som på det formelle plan er nedlagt. Min børnepolitiske og faglige tilgang har stedse været for det første, at det altafgørende er, hvad der er bedst for barnet. Skal jeg puste mig op i lidt selvros, må jeg tænke, at vi i Børn og Samvær har været medvirkende til, at det kom ind i loven som afgørende. Noget andet er så, at vi stadigvæk har at gøre med en ligestillingslovgivning, hvor det er de voksnes ligestilling, der i praksis fylder mest.
Familieretshusets visitation af sagerne.
Justitia fremhæver, at ansøgningsskemaerne ved den digitale henvendelse giver anledning både til usikkerhed og til mistanke om taktisk udfyldning af skemaet.
Der er i kritikken fokus på, at folk måske ikke helt tydeligt har forståelse for, hvad for eksempel psykisk vold egentlig er.
Rapporten foreslår, at Familieretshuslovens § 4, stk. 2 ændres, så Familieretshuset bliver forpligtet til at omvisitere sager, der måtte vurderes fejlvisiteret. I bestemmelsen står blot, at Familieretshuset ”kan” men ikke skal omvisitere.
Det er en ret blød indledning til rapportens anbefalinger. Selv om det måske ikke er det emne, som jeg først ville slå ned på, må jeg erkende, at det kan være en relevant ændring.
Afholdelse af særskilte møder i sager med påstand om voldelig adfærd.
I det afsnit kritiserer rapporten for det første, at man i de adskilte møder ikke kan være helt sikker på, at det er den samme sagsbehandler, der har møder med både far og mor. Ulempen kan være, at man i sidste ende mere kommer til at fokusere på det skrevne og ikke på den oplevelse, som faktisk er kommet frem særligt om parternes adfærd. Den ulempe er bestemt størst i de tilfælde, hvor afgørelsen skal træffes i Familieretshuset og altså i § 6-sagerne.
I en artikel om mødet i Familieretshuset har jeg skrevet dette:
”På en måde kan mødet godt virke lidt som et skuespil. Mødet er nemlig ofte det eneste, hvor I får lejlighed til at give sagsbehandleren et personligt indtryk af Jer som personer. I dag har det dog mindre betydning, fordi Familieretshuset ikke længere træffer afgørelse i de tunge sager.
Sagsbehandlerne beskriver yderst sjældent deres oplevelser af parternes adfærd under mødet.”
Det sidste opleves ofte som temmelig problematisk. Sandheden er nemlig, at det kan være let nok at opføre sig ordentligt, når man ved, at man er under overvågning. I retten opfører de fleste sig ærlig talt ret pænt. Men jeg oplever af og til, at ”det sande jeg” kommer frem fra en af parterne til et møde i Familieretshuset. Det ville være rart generelt at få det beskrevet i notatet derfra.
Nok så vigtigt anfører Justitia i rapporten, at det ville være hensigtsmæssigt at få fremhævet, at en part har ret til at være repræsenteret af en professionel partsrepræsentant ved møder, som Familieretshuset har med den anden part. Der anføres forskellige modeller, som ville kunne anvendes.
Også de betragtninger kan jeg tilslutte mig.
Endvidere anbefaler rapporten, at der bør kunne meddeles en part fri proces i disse sager, hvor der afholdes særskilte møder i sager med påstand om voldelig adfærd, inden sagen sendes i Familieretten. Det er jeg enig i.
Generelt oplever jeg det som en udfordring, at forældre i praksis bliver opdelt i en a- og b-gruppe afhængig af, om de har råd til at have en advokat med fra starten i sager, der forberedes i Familieretshuset, hvorfor jeg egentlig mener, at der i videre omfang bliver mulighed for økonomisk støttet til parternes mulighed for at have en partsrepræsentant med i denne fase af sagen.
Anvendelse af børnesagkyndige undersøgelser.
Rapporten går rigtig meget ind i detaljerne om børnesagkyndige undersøgelser. Det er et afsnit i rapporten, som jeg kun kan anbefale, at man læser rigtig grundigt.
Den korte version her er, at rapporten er meget kritisk både over for den begrænsede brug af disse undersøgelser og af deres materielle resultat.
Det er et emne, som har optaget mig i årevis.
Næsten alt i disse sager kører på begrebet ”påstand mod påstand”. Stort set enhver adfærd foregår i det private rum, hvor intet er objektivt konstaterbart.
Hvordan pokker skal man nå frem til, hvad der reelt er bedst for barnet?
Kan det overhovedet konstateres af en børnepsykolog ved at observere barnet med forældrene?
En af mine egne yndlingsfraser er, at jeg ikke begår butikstyveri i de butikker, hvor der reklameres med, at butikken er videoovervåget. Efter samme sandhedsstruktur kører jeg aldrig for stærkt, hvis der er en politibil i nærheden. Jeg kunne blive ved med disse betragtninger, der kort og godt jo handler om, at vi godt ved, hvordan vi skal opføre os – men måske ikke altid gør det.
Psykisk vold og psykopati bunder dybest set i en persons karakteregenskaber. Skal vi til bunds i det, kan vi næppe ”nøjes” med en børnepsykolog men skal helst have en psykiater og en ”mentalundersøgelse”, som man siger i strafferetten. Dette emne har jeg omtalt ret grundigt i min artikel ”om det familieretlige system – en høring på Christiansborg, hvis jeg skulle have holdt oplægget”. Skulle du have lyst til at gå i detaljer med mine betragtninger om det, skal du læse afsnittet ”oplysninger – undersøgelser”.
Det er i det afsnit, jeg skriver, at ”fremtidens Mette Frederiksen kommer til at give nutidens skilsmissebørn en undskyldning og erstatning på linje med den, man giver Godhavnsbørnene. Mange børn mistrives i det forkvaklede skilsmissesystem.”
Rapporten anbefaler, at man virkelig skal være forpligtet til at få udarbejdet en børnesagkyndig undersøgelse og eventuelt hurtigt få afklaret alternative værktøjer, hvis det er praktisk umuligt at finde kvalificerede undersøgere.
Endvidere anbefaler rapporten, at parterne i videre omfang får medindflydelse på, hvem der udpeges til at gennemføre undersøgelserne og temaerne for dem.
Rapporten fremhæver, at forældrene har betydeligt større indflydelse i forbindelse med de børnefaglige undersøgelser, der gennemføres i kommunerne.
Jeg er grundlæggende enig i rapportens anbefaling og vil egentlig blot sige, at jeg personligt ikke opfatter de børnefaglige undersøgelser i kommunerne som efterstræbelsesværdige. Kvaliteten her oplever jeg generelt for alt for ringe.
Da Justitia generelt er optaget af retssikkerhed, ville jeg være mere tilbøjelig til at sammenligne med de almindelige syns- og skønsrapporter, som anvendes i civile retssager.
Korte partshøringsfrister i sager om kontaktbevarende samvær
Rapporten har nogle betragtninger om alt for korte høringsfrister i forbindelse med midlertidige afgørelser i Familieretshuset for eksempel om kontaktbevarende samvær.
Justitia når til den konklusion, at høringsfristerne gør selve høringen illusorisk og anbefaler stramninger, der nok indebærer kort frist men dog også giver en reel mulighed for at svare kvalificeret.
Også på det punkt må jeg erklære mig enig med tænketanken.
Manglende offentlig videndeling om praksis
Sluttelig konstaterer tænketanken oversat til mit sprog, at Familieretshuset arbejder hemmeligt og formidler så lidt som muligt til omverdenen. Jeg erkender, at det er en sproglig stram fortolkning fra min side.
Men Justitia efterspørger offentlig vidensdeling om Familieretshusets praksis og tænker tilbage til dengang, Ankestyrelsen var indover sagsområet i Statsforvaltningens tid. Udfordringen er, at Familieretshuset ikke træffer ret mange “vigtige” afgørelser. Kun afgørelser i §6-sagerne og om kontaktbevarende samvær.
Afsnittet i rapporten er sådan set relevant nok. På den anden side er det måske i virkeligheden det afsnit, der kommer til at afspejle Justitias trods alt begrænsede indsigt i Familieretshusets væsen. For eksempel skriver man i et af de allersidste afsnit dette:
”Herudover er der nedsat et rådgivende udvalg for Familieretshuset, der bl.a. har til opgave at bidrage til Familieretshusets sikring af kvaliteten i sagsbehandlingen, jf. familierets-husloven § 45.” Her må jeg le af et ærligt hjerte. Jeg er en kort stund endnu medlem af dette såkaldte rådgivende udvalg, der i praksis er oplevet som ren staffage og ikke har været ønsket af Familieretshusets ledelse. Jeg har i alle årene kaldt det et tyggegummiudvlag. Der er dog tegn i sol og måne på, at ledelsen har indset, at man har tacklet udvalgets arbejde forkert. I al fald er man på det seneste gået i en dialog med udvalget om dets rolle. Gid det må komme mine efterfølgere i udvalget til gavn og glæde.
Rapporten anbefaler, at Familieretshuset skal offentliggøre anonymiserede afgørelser, praksis-oversiger m.v. med henblik på vidensdeling, som er målrettet både forældre og professionelle bisiddere/partsrepræsentanter. Dette kan f.eks. ske ved, at principielle afgørelser offentliggøres enten løbende eller i form af en årlig rapport på Familieretshusets hjemmeside.
Heri er jeg heller ikke uenig med Justitia.
Faktisk vil jeg i al forsigtighed tillade mig til slut at nævne, at jeg gennem adskillige år har bestræbt mig på vidensdeling i en form, som gerne skulle give parterne indtryk af, hvad det er for et uigennemskueligt og uforudsigeligt morads, man bevæger sig ud i, hvis man opgiver samlivet med sine børns anden forælder og ikke bare ”makker ret” men forsøger at varetage barnets tarv.
Systemet er og bliver mere et ligestillingssystem i praksis end et ”bedst for barnet-system”.
Viggo Bækgaard
30. august 2023