Om feriesamvær i udlandet – og om pas. En præciserende afgørelse. Endvidere spørgsmål om tilrettelæggelse af samvær i forhold til Ms nye familie, Ankestyrelsen 8. oktober 2012, utrykt
Afgørelsen vedrørte en række spørgsmål om omfanget af løbende samvær og om feriesamvær vedrørende D på 4½ år. M forfægtede under sagen det standpunkt, at samværet skulle tilrettelægges efter hendes nye families samlede samværsordning, da F ikke havde stiftet familie, hvori der var børn. M fik ikke medhold heri.
F var efter samlivsophævelsen med M blevet gift med en kvinde, der stammer fra Ukraine. F har gennem mange år – også under samlivet med M – rejst meget i udlandet i forretningsøjemed både med og uden M og D.
Ankestyrelsens begrundelse vedrørende feriesamvær i udlandet:
M har også klaget over feriesamværet i udlandet. Vi har forstået hendes klage sådan, at hun ikke ønsker, at F får tilladelse til at rejse til udlandet med D. Hvis der er weekendsamvær i udlandet, har hun bet om, at det alene er et par gange om året. Hun mener, at det er dybt bekymrende, at F frit kan rejse med D til udlandet, fordi D er Fs eneste tilknytning til Danmark. Hun oplyser, at F tidliger har sagt, at han gerne vil bosætte sig i udlandet. Derudover påpeger hu, at Fs svoger bor og arbejder i Ukraine, og at Fs kones familie bor der. Hun bemærker også, at D er træt efter en weekend, hvor han har haft to rejsedage. Endelig oplyser hun, at F aldrig haroplyst hende om, hvor F var i udlandet, og hvis F ændrede rejseplaner, fik hun det at vide med kort varsel.
“Vi ændrer ikke statsforvaltningens afgørelse (om at ferie kunne afholdes i udlandet).
….
Statsforvaltningen bør som udgangspunkt imødekomme en anmodning om, at samværet kan foregå i udlandet, med mindre hensynet til barnet taler for at afslå dette. Det skyldes, at det må betragtes som en naturlig del af familielivet at rejse til andre lande. Dette gælder også for børn, der er omfattet af en samværsafgørelse eller -aftale. Det må derfor normalt anses for bedst for barnet at kunne tage med samværsforælderen på ferie eller feriebesøg i andre lande.
Vi mener, at D må rejse med dig til lande, som Danmark har et samarbejde med efter Haagerkonventinerne og/eller Europarådskonventionen, herunder Ukraine.
Ved sagens vurdering har vi i lighed med statsforvaltningen lagt vægt på, at det er bedst for D, at han kan
Vi er enige med statsforvaltningen i, at der ikke er oplysninger i sagen, der peget på, at der er en aktuel risiko for, at F vil bortføre D.
Vi mener i øvrigt ikke, at der er grundlag for at begrænse antallet af udenlandsrejser.
Vi bemærker, at du har oplyst, at du vil rejse til Ukraine 2-3 gange om året i weekender og ellers i ferier.
….
F har oplyst (oversæt: bedt om), at det skal fremgå af resolutionen, at D skal have sit pas med på samvær hos dig.
Efter retsplejeloven vil et pas kunne udleveres ved en umiddelbar fogedforretning, hvis forældremyndighedsindehaveren modsætter sig at udlevere barnets pas til en forælder, der ifølge samværsdokumentet har ret til samvær uden for Norden.
Hvis passet lige før afrejsetidspunktet er blevet væk eller påstås at være blevet væk, giver pasbekendgørelsen mulighed for, at en samværsforælder med sit samværsdokument i helt særlige tilfælde kan få et midlertidigt (provisorisk) pas til barnet (§ 30).
M har oplyst, at F bør meddele hende mere end en uge i forvejen, hvor D skal rejse hen sammen med dig.
Vi bemærker, at ifølge resolutionen er det en betingelse for samvær uden for Danmark og de øvrige nordiske lande, at samværsforælderen senest en uge – ved rejser uden for EU dog senest 2 uger – inden rejsens begyndelse giver bopælsforælderen sædvanlige oplysninger om rejsen, herunder rejsemål, transportform samt kontaktadresse eller telefonnummer. Vi har ikke yderligere bemærkninger og foretager os ikke yderligere i den anledning.
kommentar:
Afgørelsen illustrerer nogle praktiske problemer, som ikke er helt sjældne. Udlandsrejser og pas er hidtil blevet brugt i et ikke helt ubetydeligt omfang som kampplads. Vi har i forbindelse med evalueringen 2012 af loven slået til lyd for, at der gøres noget for at bløde op. Se f. eks. vores høringssvar. Vores bønner er i nogen grad blevet hørt.
Denne afgørelse er truffet på grundlag af de “gamle regler” og indeholder en klar opblødning. Som du kan se nedenfor, er der sket en yderligere præcisering i samværsvejledningen fra oktober 2012.
Jeg vil benytte lejligheden til at glæde mig over, at der selvfølgelig også på samvær kan leves et normalt liv med børnene. Samtidig vil jeg understrege, at der selvfølgelig kan være situationer, hvor samvær ikke bør finde sted i udlandet. Her må statsforvaltningen træffe afgørelse om dette.
Uddrag af den nye samværsvejledning:
VEJLEDNING nr 70 af 27/09/2012 Gældende
Offentliggørelsesdato: 29-09-2012
Social- og Integrationsministeriet
Vejledning om samvær
…
5.2.5. Samvær i udlandet, barnets pas m.v.
5.2.5.1. Forældrene har fælles forældremyndighed
Har forældrene fælles forældremyndighed, kan hver af forældrene rejse med barnet til udlandet, uden at dette kræver en afgørelse fra statsforvaltningen eller samtykke fra den anden forælder. Dette gælder dog ikke, hvis forældrene er uenige om forældremyndigheden, idet der i så fald gælder et krav om samtykke fra den anden forælder til at tage barnet med ud af landet, jf. § 3, stk. 2. Hvis der er uenighed om, i hvilket land barnet skal bo, vil denne situation også være omfattet af dette krav.
Kravet om samtykke efter § 3, stk. 2, gælder, hvis sagen om forældremyndighed eller bopæl er indbragt for retten, eller der er taget initiativ hertil, f.eks. ved at en anmodning om ændring af forældremyndighed er indgivet til statsforvaltningen, eller hvis der på anden vis er dokumenteret eller godtgjort en reel uenighed om forældremyndighed. Er der blot uenighed om selve udlandsrejsen og ikke uenighed om, hvem der skal have forældremyndigheden i fremtiden, kan forældre med fælles forældremyndighed begge rejse til udlandet med barnet uden den anden forælders samtykke eller en afgørelse herom fra statsforvaltningen.
Samvær kan derfor udøves både i Danmark og i udlandet, hvis forældrene har fælles forældremyndighed, og der ikke foreligger uenighed om forældremyndigheden, eller i hvilket land barnet skal bo.
Ved førstegangsfastsættelse af samvær bør statsforvaltningen derfor vejlede forældrene om, at samværet kan udøves i både Danmark og i udlandet. Det kan endvidere indføjes i nye samværsdokumenter, at samværet kan udøves i både Danmark og udlandet, medmindre statsforvaltningen har truffet afgørelse om at begrænse retten til samvær med barnet i udlandet.
Stillingtagen til samvær i udlandet vil i situationer med fælles forældremyndighed kun skulle ske, hvis bopælsforælderen beder om, at adgangen til at rejse med barnet begrænses eller ophæves, eksempelvis på grund af risiko for bortførelse, eller hvis der foreligger andre grunde, som gør, at samvær i udlandet ikke vil være til barnets bedste. Statsforvaltningen må herefter tage stilling til, om der gennem en afgørelse om samvær skal ske en begrænsning af forælderens muligheder for at rejse ud af landet med barnet. Der henvises til afsnit 5.2.5.2. , idet statsforvaltningen ved afgørelsen kan lægge vægt på de samme forhold, som ved afgørelser om samvær i udlandet ved eneforældremyndighed. Det bemærkes, at hvis forældrene er uenige om forældremyndigheden m.v., kan statsforvaltningen efter anmodning træffe afgørelse om udlandsrejse efter § 25. Der henvises herom til afsnit 5.2.5.4.
…….
5.2.5.3. Barnets pas
Reglerne om pas til børn findes i bekendtgørelse om pas m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1003 af 6. oktober 2006 med senere ændringer.
Efter disse regler skal børn have et selvstændigt pas, og de kan derfor ikke optages i forældres eller andre voksnes pas. Børn under 15 år, der er indskrevet i pas før den 1. oktober 2004, kan dog fortsat rejse med deres forældre eller andre voksne, hvis pas de er indskrevet i, indtil disse pas udløber.
Efter pasbekendtgørelsens § 19, stk. 1, kræves der samtykke fra forældremyndighedsindehaveren til, at et barn under 18 år får sit eget pas. Er der fælles forældremyndighed, kræves samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere. Forældremyndighedens indehaver(e) kan således nægte at give samtykke til, at barnet får sit eget pas.
Politiet kan dog efter pasbekendtgørelsens § 19, stk. 4, bestemme, at et barn – uden samtykke – kan få udstedt sit eget pas. En sådan tilladelse gives kun, når ganske særlige grunde taler derfor. Der henvises til den gennemgang af praksis herom, der findes i T:FA 2003 s. 243.
Forarbejderne til pasloven (L198 af 27. marts 2003) indeholder følgende:
»Såfremt en samværsresolution giver ret til samvær uden for Norden, og forældremyndighedsindehaveren modsætter sig at udlevere barnets pas, vil passet eventuelt kunne kræves udleveret ved en umiddelbar fogedforretning, jf. retsplejelovens kap. 55. I uopsættelige tilfælde, hvor passet umiddelbart før afrejsetidspunktet er bortkommet eller påstås at være det, vil der efter anmodning fra den samværsberettigede på baggrund af samværsresolutionen kunne udstedes et såkaldt provisorisk (midlertidigt) pas til barnet efter reglerne i pasbekendtgørelsens § 29 [nu bekendtgørelsens § 30].«
5.2.5.4. Afgørelser om udlandsrejser i sager, hvor der er uenighed om forældremyndigheden (forældreansvarslovens § 25)
Har forældrene fælles forældremyndighed, og er de uenige om forældremyndigheden, skal begge forældre give samtykke til, at barnet forlader landet, herunder udrejser til Grønland eller Færøerne, eller til at barnets ophold i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte, jf. § 3, stk. 2. Kravet om samtykke gælder dog ikke, hvis retten efter § 17, stk. 1, 2. pkt., har truffet afgørelse om, at barnet kan have bopæl hos en forælder, der har eller ønsker at få bopæl i udlandet eller i Grønland eller på Færøerne, eller hvis der er truffet afgørelse om udlandsrejse efter § 25.
Samtykkekravet gælder, hvis en sag om forældremyndighed eller om barnets bopæl er indbragt for retten, eller der er taget initiativ hertil, f.eks. ved at en anmodning om ændring af forældremyndighed eller om barnets bopæl er indgivet til statsforvaltningen, eller hvis det på anden måde konstateres, at der er tale om en reel uenighed om forældremyndigheden. Er der blot uenighed om f.eks. en ferierejse til udlandet og ikke uenighed om, hvem der skal have forældremyndigheden, eller i hvilket land barnet skal bo, gælder samtykkekravet ikke.
Et manglende samtykke til at tage barnet med til udlandet eller til at forlænge et udlandsophold medfører, at der foreligger en børnebortførelse eller uberettiget tilbageholdelse, hvorfor den tilbageværende forælder kan anmode om tilbagegivelse af barnet efter eksempelvis Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser, hvis barnet er i et land, som Danmark har en samarbejdsaftale med. Samtidig forbliver kompetencen til at træffe afgørelse om forældremyndigheden over barnet hos de danske myndigheder, jf. retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, der er beskrevet i afsnit 2.1.2.1.
Kravet om samtykke gælder som nævnt ikke, hvis retten efter § 17, stk. 1, 2. pkt., har truffet afgørelse om, at barnet kan have bopæl hos en forælder, der har eller ønsker at få bopæl i udlandet eller i Grønland eller på Færøerne. Der henvises herom til afsnit 3.1. i vejledning om forældremyndighed og barnets bopæl.
Kravet om samtykke gælder endvidere ikke, hvis der er truffet en afgørelse om udlandsrejse efter § 25. Efter denne bestemmelse kan statsforvaltningen træffe afgørelse om, at den ene forælder kan tage barnet med til udlandet, Grønland eller Færøerne, selvom der er uenighed om forældremyndigheden. Statsforvaltningen kan efter denne bestemmelse træffe afgørelse om, at en forældremyndighedsindehaver kan tage barnet med på ferie, familiebesøg eller lignende i udlandet i en kortere periode, selvom der er tvist om forældremyndigheden. Det er både den forælder, der har barnet boende, og den forælder, der har samvær med barnet, der kan anmode statsforvaltningen om at træffe afgørelse herom.
En afgørelse om udlandsrejse efter § 25 træffes efter en konkret vurdering. Det bemærkes, at statsforvaltningen kun kan træffe afgørelse efter § 25, hvis der foreligger en reel uenighed mellem forældrene om forældremyndigheden. Det betyder eksempelvis, at en forælder, som frygter, at den anden forælder vil hindre en ferierejse af chikanøse årsager, ikke vil kunne sikre rejsen ved at bede statsforvaltningen om en afgørelse efter § 25, medmindre der foreligger en reel uenighed mellem forældrene om forældremyndigheden. Da der skal foreligge uenighed om forældremyndigheden, for at statsforvaltningen kan træffe afgørelse om udlandsrejse efter § 25, vil der ikke være mulighed for efter § 25 at give en generel tilladelse til, at en forælder kan rejse til udlandet med barnet. Der henvises til afsnit 5.2.5.1.
Statsforvaltningen skal ved afgørelsen efter § 25 lægge særligt vægt på, om der må antages at være en risiko for, at barnet vil blive tilbageholdt i udlandet. I denne vurdering indgår bl.a. den rejsende forælders tilknytning til henholdsvis Danmark og udlandet, og om samværet eller opholdet skal foregå i et land, der har tiltrådt Haagerbørnebeskyttelseskonventionen af 1996, Europarådskonventionen af 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser eller Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. Der vil i disse tilfælde være sikkerhed for, at det pågældende lands myndigheder vil medvirke til at bringe barnet tilbage til Danmark, hvis forælderen efter samværets eller opholdets udløb beholder barnet. Der henvises til afsnit 5.2.5.
Ved afgørelser om udlandsrejser skal statsforvaltningen på normal vis fastsætte det nærmere omfang af barnets ophold eller samvær i udlandet, herunder den tidsmæssige udstrækning heraf. Bestemmelsen omhandler kun kortere udlandsophold såsom ferier, familiebesøg eller lignende. Statsforvaltningen må ved vurderingen af omfanget af barnets ophold eller samvær i udlandet bl.a. tage hensyn til, om der er tale om et skolesøgende barn.
Er der tale om et længerevarende ophold, f.eks. studieophold eller ophold på grundlag af arbejdsrelateret forhold i udlandet, må det bero på en konkret vurdering, hvorvidt afgørelsen skal træffes efter § 25, eller om sagen skal afgøres af retten i form af en afgørelse om bopæl i udlandet eller i Grønland eller på Færøerne efter § 17, stk. 1, 2. pkt. Hvis opholdets formål og varighed er af en sådan karakter, at det ikke kan udelukkes, at barnet vil opnå bopæl i udlandet ved udrejsen eller under opholdet i udlandet, må afgørelsen træffes efter § 17, stk. 1, 2. pkt.
Ved afgørelser efter § 25 kan der i øvrigt bl.a. lægges vægt på barnets alder, om barnet tidligere har været på ferie i udlandet, om forælderen bor i udlandet, om forælderen i øvrigt har tilknytning til udlandet (familie el.lign. ), eller om barnet i øvrigt er vant til at rejse til andre lande. I vurderingen indgår bl.a. også oplysninger om forholdet mellem forældrene, forælderens tilknytning til Danmark samt eventuelt omfanget af det øvrige samvær. Der henvises i øvrigt til afsnit 5.2.5.2.
Det bemærkes, at en forælder, der har forældremyndigheden alene over barnet, kan udrejse af landet uden den anden forælders samtykke. Hvis der er tale om en flytning, er der dog pligt til at underrette den anden forælder herom senest 6 uger inden flytningen, jf. afsnit 20. Der henvises i øvrigt til vejledning om forældremyndighed og barnets bopæl.
Har en forælder forældremyndigheden over et barn alene, og ønsker samværsforælderen en konkret eller generel afgørelse om, at den pågældende kan tage barnet med til udlandet på ferie, træffes afgørelsen efter reglerne om samvær i § 21, stk. 1, jf. § 19. Der henvises til afsnit 5.2.5.2. Det samme er tilfældet for anmodninger fra andre end forældre om, at samværet kan udøves i udlandet, jf. § 21, stk. 1, jf. § 20.
Viggo Bækgaard