Psykolog ikke inhabil under samværsfogedsag på trods af, at M havde konsulteret pågældende tidligere, TFA 2009/149 ØLK
Landsrettens begrundelse:
Indledningsvist bemærkes, at kærende ikke har kæret fogedrettens kendelse af 1. oktober 2008 om, at den børnesagkyndige, psykolog P ikke er inhabil. Det kan i forbindelse hermed lægges til grund, at psykologen selv bragte spørgsmålet om habilitet op overfor fogedretten, at kærende havde lejlighed til at udtale sig uden at fremkomme med indsigelse, og at psykologen tilkendegav en vurdering af, at der ikke forelå inhabilitet, inden fogedretten afsagde kendelsen herom.
Det fremgår af den påkærede kendelse af 2. oktober 2008, at psykolog P i forlængelse af samtalen med barnet har vurderet, »at S er en normaltbegavet og psykisk velfungerende dreng. Han virker velfungerende og selvstændig samt velformuleret«. Der er videre psykologens opfattelse, »at barnet ikke vil tage skade af at have samvær med sin far«. Disse vurderinger foretaget af den børnesagkyndige til brug for fogedrettens kendelse af 2. oktober 2008 er ikke anfægtet af parterne under kæresagen for landsretten.
Landsretten finder herefter ikke grundlag for at ophæve kendelsen og hjemvise sagen til fornyet behandling i fogedretten, selvom det efter de oplysninger, der er fremkommet med kæreskriftet, kan lægges til grund, at kærende har konsulteret psykolog P om sine personlige forhold frem til ultimo 2007.
Det påhviler fogedretten i et tilfælde som det foreliggende at inddrage barnets egne synspunkter, jf. retsplejelovens § 537, stk. 2, ved afgørelsen af, om fuldbyrdelse af samværet ikke kan ske, fordi barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6. Landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte fogedrettens afgørelse af, at fuldbyrdelse af samværet – trods det oplyste om S’ modvilje herimod – ikke vil udsætte hans sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6, således som parterne for landsretten også er enige om.
Landsretten stadfæster derfor, i det omfang den er påkæret, fogedrettens kendelse, idet bemærkes, at landsretten ikke herved har taget stilling til, om der er grundlag for at pålægge kærende tvangsbøder for den manglende udlevering af barnet den 3. oktober 2008