Forældremyndigheden over 10-årig D overført til F, Samværschikane? og i givet fald udført af hvem? UFR 2024/2992 HD
Byrettens begrundelse (Retten i Kolding 16/9 2022)
Retten lægger efter sagens oplysninger til grund, at forældrene fortsat ikke kan samarbejde omkring deres søn D uanset, at det påvirker hans trivsel. Der er iværksat § 50 undersøgelse ved kommunen.
D har boet hos sin far siden 19. august 2022, og det lægges efter sagens oplysninger og børnesamtalen til grund, at han udtrykker et stærkt ønske om at fortsætte hermed, og at han for tiden ytrer ønske om ikke at bo hos sin mor.
Samtidig vil han rigtig gerne, at hans mor og far kunne snakke sammen, så han slap for flere sager.
Forældrene har begge nedlagt påstande om, at den anden forælder ikke skal have samvær. De har begge tilsidesat afgørelser/og aftaler omkring deres søn, så den anden forælder ikke har haft samvær i perioder. De samler begge på beviser for, at det anden forælder er uegnet eller opfører sig dårligt på trods af, at de efter tidligere børnesagkyndige undersøgelser begge er egnede som forældre.
D har i en periode på knap 4 måneder boet hos sin far, og han udtrykker utryghed ved sin mors handlinger. Far og D modtager støtte fra Kommunen. Kommunen har ikke udtalt kritik af forholdene hos far. Kommunen udtaler, at D er presset af forældrenes konflikt. Efter det og en samlet vurdering af sagens oplysninger er det bedst for D, at Far får forældremyndigheden alene, så han kan blive boende hos sin far.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og§ 14.
Familieretten finder samtidig, at det er vigtigt, at Ds relation til sin mor reetableres hurtigst muligt. Da hans relation til hende for tiden er præget af utryghed, og da forældrene ikke kan samarbejde omkring samvær, f.eks. ved inddragelse af kommunen, tages morens påstand om samvær til følge på den måde, at der etableres 6 overvågede kontaktbevarende samvær i Familieretshuset efter Familieretshusets nærmere bestemmelse.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 29, jf. § 4.
Når samværene er gennemført, afgiver overvågeren en rapport om sit indtryk af forløbet af de overvågede samvær. Overvågeren sender rapporten til Familieretshuset, der træffer afgørelse om det fo1isatte samvær.
Bestemmelsen om samvær kan fuldbyrdes, selvom dommen ankes, jf. retsplejelovens § 480.
Byrettens resultat:
Forældremyndigheden over D, født * 2014, overføres til Far.
D skal have 6 overvågede samvær med Mor i I½ time efter Familieretshusets nærmere bestemmelser.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Landsrettens begrundelse: (Vestre Landsret 30/5 2023)
(Afgørelse med dissens)
Ad forældremyndighed
2 dommere udtaler:
Familieretshuset har den 21. marts 2023 fastsat seks overvågede samvær mellem D og Mor, hvoraf de første to skulle have været gennemført henholdsvis den 3. og 17. maj 2023. Ingen af disse samvær er dog gennemført.
Det fremgår af notat af 3. maj 2023 udarbejdet af socialrådgiver *, at hun efter aftale med Far var på familiebesøg for at være behjælpelig med at overtale D til at tage med på samvær med Mor. Det fremgår videre af notatet, at Far ad flere omgange prøvede at overtale D til at tage med på samvær, men at D var stålfast i sin beslutning om, at han ikke ville deltage.
Af notat af samme dato fra Familieretshuset fremgår, at socialrådgiver * telefonisk samme dag havde oplyst til Familieretshuset, at det var hendes opfattelse, at der ville skulle ske magtanvendelse, hvis D skulle møde op. Det fremgår videre, at det er hendes opfattelse, at D i stigende grad er i trivsel, og at der ikke var meldinger fra skolen om det modsatte, bortset fra at han gemmer sig efter skole, fordi han er bange for, at hans mor henter ham.
Af notat af 17. maj 2023 udarbejdet af socialrådgiver * fremgår, at hun også denne dag efter aftale med Far var på hjemmebesøg for at være behjælpelig med at overtale D til at tage med på samvær med Mor, men at han trods flere forsøg på overtalelse fra både Far og fra * holdt fast i, at han ikke havde lyst til at tage på samvær. Socialrådgiveren ringede derfor til afbudstelefonen og oplyste, at D ikke ønskede at komme til samværet samme dag og derfor ikke ville møde op.
D, der nu er otte år og otte måneder gammel, har utvetydigt, herunder i forbindelse med familierettens bømesamtale den 12. december 2022, givet udtryk for, at han ønsker at bo hos sin far, og det må på baggrund af ovenstående udtalelser fra socialrådgiver * lægges til grund, at D i stigende grad er i trivsel, og at en flytning af ham til Mor alene vil kunne ske ved magtanvendelse.
Under de anførte omstændigheder og i øvrigt af de grunde, som familieretten har anført, tiltræder vi, at det er bedst for D, at Far får forældremyndigheden over ham alene, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4.
En dommer (den konstituerede) udtaler:
Mor er ved Vestre Landsrets dom af 7. juni 2022 tillagt forældremyndigheden over D. Ved afgørelsen af, om det vil være bedst for D, at forældremyndigheden nu skal overføres til Far, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. 4, skal der derfor lægges vægt på, om forholdene siden landsrettens dom er ændret på en sådan måde, at det kan begmnde, at forældremyndigheden overføres.
D er den 19. august 2022 afhentet af Far i skolen og er siden ikke blevet udleveret til Mor. Far har kort tid efter oplyst, at Mor har udsat Barn for vold.
Forholdet er anmeldt til politiet, der har opgivet påtalen den 12. oktober 2022. Far blev den 2. september 2022 midlertidigt tillagt forældremyndigheden.
Når bortses fra, at D nu har været hos Far siden august 2022, hvilket er sket ved at Far har tilbageholdt D fra Mor som forældremyndighedsindehaver, er der således ikke sket ændringer i parternes forhold siden landsrettens dom i juni 2022.
Ved afgørelsen af, om forældremyndigheden skal overføres til Far, er det afgørende, hvad der er bedst for D, og om D uden grund hindres kontakt med Mor. Der skal i den forbindelse anlægges et fremtidsorienteret perspektiv, hvori indgår en vurdering af, hvem af forældrene som må anses for bedst egnet til at varetage samarbejdet omkring barnet og sikre barnets kontakt til begge forældre, jf. herved også Højesterets dom gengivet i UfR 2020.3854.
D har i hele sit liv, bortset fra perioden fra 19. august 2022, boet hos Mor, hvor han har haft det godt. Der er intet grundlag for at antage, at Mor har udsat D for vold, eller at D i øvrigt har været i mistrivsel hos hende.
Som anført har D ikke set Mor siden den 19. august 2022. Herunder har Far ikke udleveret D til samvær efter bestemmelserne i byrettens dom om samvær, ligesom der ikke har været telefonisk eller anden kontakt. Far er blevet pålagt af familieretten, at D skulle udleveres til samvær, hvilket ikke er efterkommet.
Far har således på ingen måde siden den 19. august 2022 søgt at sikre, at D kunne opretholde kontakten til Mor.
Det fremgår af de børnesamtaler, der er gennemført siden landsrettens dom, at D er stærkt påvirket af Far, og at hans modstand mod at være hos Mor ikke er begrundet i reelle forhold.
Under de foran anførte omstændigheder finder jeg, at det fortsat er bedst for D, at forældremyndigheden forbliver hos Mor. Jeg lægger i den forbindelse afgørende vægt på, at Mor vil være bedst til at sikre, at D opretholder kontakten til begge forældre, og at der efter forløbet siden august 2022 samt Fars indstilling til samvær, er en reel risiko for, at Mor ikke kommer til at se Barn igen.
Jeg er opmærksom på, at D udtrykkelig giver udtryk for, at han ønsker at bo hos Far, men finder, at han, der kun er knapt 9 år gammel, er påvirket af Far og konflikten med Mor i en sådan grad, at han ikke er i stand til at give udtryk for sin egen holdning. Det bemærkes, at retsplejelovens § 456 q, stk. 2, om anvendelse af umiddelbar magt, herunder ved tilbageholdelse af Far, ikke ses forsøgt anvendt.
Jeg stemmer derfor for at tage Mors påstand vedrørende forældremyndighed til følge.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ad samvær
Uanset det ikke hidtil er lykkedes at gennemføre overvåget samvær mellem D og Mor tiltræder vi af de grunde, som byretten har anført, at der skal etableres seks overvågede kontaktbevarende samvær som bestemt af familieretten .
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Landsrettens resultat:
Familierettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Højesterets begrundelse:
M og F havde indtil december 2021 fælles forældremyndighed over B, der er født den .. . 2014.
Ved familierettens dom af 13. december 2021 fik M tilkendt forældremyndigheden alene.
Familierettens dom blev stadfæstet af landsretten den 7. juni 2022.
Det fremgår af sagens oplysninger, at der i sommeren 2022 var uoverensstemmelser mellem forældrene om Ds samvær med F, og at M efter uge 27 undlod at udlevere B til samvær. Parterne er enige om, at D den 19. august 2022 uden aftale mellem parterne blev hentet af F i skolen, og at D siden har opholdt sig hos sin far.
Familieretshuset traf den 2. september 2022 afgørelse om, at forældremyndigheden over D midlertidigt skulle tilkendes F. Familieretshuset traf desuden den 13. september 2022 afgørelse om, at der ikke skulle fastsættes kontaktbevarende samvær mellem B og M.
Familieretten stadfæstede den 25. november 2022 afgørelsen om midlertidig forældremyndighed.
Familieretten traf den 16. december 2022 afgørelse om, at forældremyndigheden over B overføres til F. Familieretten traf desuden afgørelse om, at B skulle have seks overvågede samvær med sin mor.
Familierettens dom blev stadfæstet af landsretten den 30. maj 2023.
For Højesteret angår sagen, hvem der skal have forældremyndigheden over D.
Spørgsmålet om samvær er ikke omfattet af anken.
Som anført af landsretten er ingen af de samvær, som blev bestemt ved familierettens dom, genemført. De samvær, der skulle have været efter landsrettens dom, er tilsvarende ikke blevet gennemført. D har således ikke været sammen med sin mor siden august 2022.
Det følger af forældreansvarslovens § 1 og§ 4 og forarbejderne hertil, at afgørelser om forældremyndighed skal træffes ud fra en samlet vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Det indgår i vurderingen som et vigtigt moment – der skal tillægges betydelig vægt – om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt til barnet. I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal retten uanset at barnet hidtil har haft bopæl hos den pågældende forælder – overveje at ændre afgørelsen om barnets bopæl (eller overføre forældremyndigheden) til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet om barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 133, s. 4471-4472 og 4483.
Ifølge de notater, som er udarbejdet af X Kommnune og Familieretshuset i forbindelse med forsøg på at gennemføre samvær mellem D og moren både før og efter landsrettens dom, har F ikke modsat sig samværene, men forsøgt at overtale B til at deltage heri.
Efter de nye oplysninger, der er fremlagt for Højesteret, har D fortsat givet utvetydigt udtryk for, at han ønsker at bo hos sin far.
Under de anførte omstændigheder og i øvrigt af de grunde, som er anført af landsrettens flertal, tilhræder Højesteret, at det er bedst for D, at forældremyndigheden over ham overføres til F, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf.§ 4.
Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.
Kommentar:
Dommen (med by- og landsretsdommene) er hentet på Højesterets hjemmeside.
Dommen illustrerer flere forskellige hver især interessante fænomener, der er relativ karakteristisk i disse sager.
Jeg har læst dommene et par gange i håb om at blive klogere på, hvad der egentlig er op og ned. Holberg-citatet ”man siger nok, at Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker” synes at være evig gyldigt på mange planer.
Her kan det oversættes til, at det er ret klart, at D har problemer (med forældrene). Men det står virkelig uklart, hvem af forældrene, der virkelig er ”skurken” – eller om de begge er aldeles håbløse.
Vi ved, at D er født i 2014. Han er altså ca. 10 år, da Højesterets dom falder. M fik åbenbart i december 2021 eneforældremyndighed ved en dom, der blev stadfæstet i juni 2022. Allerede på det tidspunkt har konflikten altså været ganske høj. Sandelig om ikke den nærværende afgørelses første byretsdom var i december 2022.
Der har altså løbende ”været knald på”. D må have været i ”orkanens øje”, siden han var 4-5 år.
På en måde tænker jeg, at det kunne have være interessant at læse Familieretshusets midlertidige afgørelse om eneforældremyndighed til F fra 2. september 2022 og ikke mindst afgørelsen fra 13. september 2022 om, at der end ikke skulle fastsættes kontaktbevarende samvær for M. Når jeg begræder, at vi ikke kan se de afgørelser, trøster jeg mig ved, at de selvfølgelig har været fremlagt i sagen og dermed læst i alle tre retsinstanser og indgået i deres ”samlede vurdering”.
Uanset om den sidstnævnte afgørelse om ikke kontaktbevarende samvær blev smidt på porten i retten, må der ud fra mit erfaringsgrundlag have været tale om virkelig uheldig adfærd fra Ms side dengang i 2022.
Men det bliver jo bare gisninger, fordi det fremgår som et interessant omdrejningspunkt i historikken.
Her standser det så ikke. For vi ved også fra sagen, at F på et tidspunkt henter D i skolen i september 2022, hvorefter M overhovedet ikke har set D. Det er bestemt ikke OK.
Når man nærlæser Højesterets præmisser, fremgår det implicit, at Højesteret lægger til grund, at F udøver samværschikane. Højesteret har nemlig ikke for vane at skrive noget, som ikke har betydning. Her refererer jeg specielt til dette afsnit, som jeg tillader mig at gentage:
”Det følger af forældreansvarslovens § 1 og§ 4 og forarbejderne hertil, at afgørelser om forældremyndighed skal træffes ud fra en samlet vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Det indgår i vurderingen som et vigtigt moment – der skal tillægges betydelig vægt – om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt til barnet. I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal retten uanset at barnet hidtil har haft bopæl hos den pågældende forælder – overveje at ændre afgørelsen om barnets bopæl (eller overføre forældremyndigheden) til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet om barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 133, s. 4471-4472 og 4483.”
Jeg læser det – og det efterfølgende afsnit – sådan, at selv om der nok har foreligget en eller anden form for samværschikane fra F, må man dog konstatere, at han efterfølgende ”ikke har modsat sig” forsøgene på at gennemføre de overvågede samvær.
Endelig lægger man vægt på, at D utvetydigt giver udtryk for at ville bo hos F.
Men hvad får vi ud af sådan en dom?
Jeg får først og fremmest det ud af at læse dommen, at der i den grad mangler en hurtig afklaring af, hvad der er galt med det forældrepar. Der har tydeligvis været beskyldninger begge veje. Men var det allerede fra starten så tydeligt, at man burde have gennemført egentlige forældreundersøgelser? Det skinner ikke tydeligt frem for mig.
Er den principiel? Ikke rigtig tænker jeg. Det er ”bare” en sag, der er løbet løbsk.
Som situationen syntes at være ”til sidst”, er indtrykket, at D faktisk trives trods al virakken omkring hans situation.
Hvorfor er han så indædt afvisende i forhold til M? Vi ved det ikke. Han kan være indoktrineret; han kan være blevet behandlet uheldigt af M.
Der foreligger en ret ny børnesagkyndig undersøgelse gennemført i forbindelse med en samværssag. Den gengives der pænt fra i Højesteretsdommen. Her i uddrag:
”D klarer sig godt fagligt i skolen, selvom hans udtalelser peger på at han ikke har det store overskud til at være nysgerrig og fordybe sig fagligt” – ”D ses som en dreng der følelsesmæssigt og socialt ikke er i trivsel.”.
Om det fremtidsrettede perspektiv står der blandt andet:
” Som Ds psykiske trivsel er lige nu, skønnes det at D har brug for ro indtil der er lagt en plan for hvordan der skal arbejdes med forældrenes høje konfliktniveau og s traumer. Et barn kan ikke bearbejde traumer, hvis traumet fortsætter og hvis barnets primære omsorgspersoner ikke støtter op om traumebehandlingen og genetablering af kontakt med den anden forælder.
Det skønes ikke til barnets bedste at etablere samvær med M så længe D ikke har den nødvendige tryghed og ro til at kunne profitere af professionel hjælp til at bearbejde sine traumer og til at få tillid til sin mor igen. Ligeledes skønnes det ikke til Ds bedste at fastsætte samvær så længe forældrenes kommunikation og samarbejde er så konfliktfyldt og mangelfuldt. B har brug for ro og at friholdes fra forældrenes konflikt for at kunne trives og udvikles normalt”.
Man kan vel kynisk sige, at der er to alternativer:
A: ”rive plastret af” og dermed straffe F for dennes eventuelle samværschikane. Det vil helt åbenlyst også indebære en ”straf” til D i den nuværende situation.
B: at konstatere den aktuelle situation, der også indebærer at ”lytte til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed”.
Højesteret valgte model B.
Hvad kan jeg – og mine kolleger bruge sådan en dom til?
Reelt ingenting.
I bagklogskabens ulidelig klare lys ville det altså være voldsomt interessant at kende situationen, da det hele starter åbenbart efter den første forældreansvarssag, hvor M fik forældremyndigheden.
Hvad mon der gik galt dengang? Hvem satte dengang kikkerten for det blinde øje?
På mig virker det som en ulykkelig dom for alle parter – bortset fra F selvfølgelig, der som den eneste reelt ”vandt” kampen. Mor og D tabte. D opdager det nok først om nogle år.
Viggo Bækgaard
4. maj 2024