M havde taget D på 1 år og 9 mdr. med fra Sverige til Danmark. Barnet skulle tilbagegives, TFA 2010/383 ØLK
Fogedrettens begrundelse:
Det er ubestridt, at der er fælles forældremyndighed, og at mor er taget fra Sverige til Danmark med S uden fars accept.
Forlig har ikke være muligt.
Sagen vedrører S, som er 1 år og 9½ måned. Far har ikke set ham siden 16. juli 2009, d.v.s. i 6 måneder. Det kan lægges til grund, at så lille et barn ikke vil have nogen egentlig erindring om en person, som barnet ikke har set i så lang tid, selv om de har været meget sammen dengang. Det kan endvidere lægges til grund, at så lille et barn ikke pludselig kan tages fra moderen, som det har været sammen med hele sit liv. Det er rettens vurdering, at det ikke vil være muligt at opretholde en tæt og i princippet daglig kontakt mellem mor og barn, hvis barnet udleveres til far. Retten har herved også lagt vægt på, at far ikke har ønsket at indgå nogen aftaler hverken om eget samvær i tiden efter, mor rejste, eller senest i fogedretten hverken om eget eller om mors samvær, hvis barnet blev udleveret. Han vil endvidere ikke tage til Danmark på grund af en skudepisode, som han åbenbart må mene har forbindelse til konflikten mellem ham og mor, hvilket også belyser konfliktniveauet mellem parterne.
Der vil derfor være alvorlig risiko for, at en tilbagegivelse vil være til skade for barnets sjælelige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en situation, det ikke bør tåle, jf. lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. § 11, stk. 1, nr. 4.
Landsrettens begrundelse:
Parterne har ubestridt fælles forældremyndighed over S, født april 2008. Den 17. juli 2009 bragte M – uden samtykke fra F – fællesbarnet S ud af Sverige, hvor han havde boet siden sin fødsel.
Landsretten finder derfor at kunne lægge til grund, at M’s tilbageholdelse af barnet er ulovlig, jf. lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. (Internationale børnebortførelser) § 10, stk. 1 og 2.
Spørgsmålet er herefter alene at tage stilling til, hvorvidt forhold som nævnt i lovens § 11, nr. 1-4, kan medføre, at tilbagegivelse af barnet kan nægtes.
Det forhold, at F efter sin forklaring ikke har set S siden 16. juli 2009, findes ikke at kunne udgøre en sådan konkret, alvorlig risiko for skade på S’ sjælelige eller legemlige sundhed som nævnt i § 11, nr. 2, at en udlevering af S af den grund kan nægtes. Dertil kommer, at F – således som sagen er oplyst – siden S’ fødsel må antages at have deltaget i den sædvanlige pasning og omsorg for S. Herefter, og da der ikke er oplyst omstændigheder som anført i lovens § 11, nr. 1, 3 og 4, foreligger der ikke grundlag for, at M kan nægte at tilbagegive S, ligesom der efter oplysningerne om S og hans forældre heller ikke er behov for en børnesagkyndig undersøgelse til belysning heraf.
F’s påstand tages herefter til følge.
Kommentar:
Det forekommer pudsigt og i al fald tankevækkende, at landsretterne er yderst konsekvente i børnebortførelsessagerne men anlægger et andet syn på “bedst for barnet”, når det gælder en række forhold inden for forældreansvarslovens område. se f. eks. TFA 2010/350 ØLD
Viggo Bækgaard