Kontaktbevarende samvær til M, der havde mistet forældremyndigheden ved afgørelse i landsretten, Statsforvaltningen den 9. december 2015, utrykt
Baggrund: M havde ved afgørelse i landsretten den 18. november 2015 mistet fælles forældremyndighed og bopæl over to børn på 4 og 1½ år. På domstidspunktet havde børnene boet hos mor i over et år på krisecenter og kun haft kortvarigt samvær med F, efter at M havde tabt sagen i byretten og derfor ”rettede ind” i en periode.
Efter afgørelsen i landsretten, skulle samværsspørgsmålet afklares, og M havde bedt om kontaktbevarende samvær.
Det er oplyst, at Statsforvaltningen traf afgørelse om kontaktbevarende samvær uden forudgående møde men dog efter høring.
Statsforvaltningens begrundelse:
Vi har lagt vægt på, at børnene har boet sammen med M indtil den 20. november 2015, siden hvilket tidspunkt, de har haft bopæl hos F, jf. Vestre Landsrets dom af 18. november 2015.
Vi har også lagt vægt på, at børnenes kontakt med M siden da har været afbrudt, og at hun ikke har et samværsdokument eller en samværsaftale, som kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse i fogedretten.
Vi har ikke fundet at kunne lægge afgørende vægt på Fs anbringender om, at samværet ikke bør finde sted på et krisecenter, hvorpå M opholder sig, idet børnene har boet der sammen med M i mere end et år og kender stedet, hvorfor det må anses at være vante omgivelser.
Vi har heller ikke fundet, at M med baggrund i den børnesagkyndige undersøgelse, som blev udarbejdet under byretssagen, ikke bør tillægges midlertidig kontaktbevarende samvær, da vi ikke finder, at undersøgelsen indeholder oplysninger, som kan begrunde en fravigelse af udgangspunktet om midlertidig kontaktbevarende samvær.
Omfanget af midlertidig kontaktbevarende samvær er et standardiseret samvær, og vi kan derfor ikke imødekomme dit ønske om, at samværet bliver af et mindre omfang end det, som er sendt i høring.
Vi mener derfor, at det vil være bedst for børnene, at der bliver fastsat et midlertidigt kontaktbevarende samvær, mens vi behandler samværssagen, således at kontakten mellem børnene og M ikke afbrydes i længere tid.
Kommentar.
Jeg læser afgørelsen som værende fuldstændig efter bogen og dermed i overensstemmelse med de hensigter, der var med indførelsen af det kontaktbevarende samvær.
Børnene havde i over et år været absolut mest hos M. Landsretten bestemte, at de nu skal bo hos F. Hele idegrundlaget er at bevare kontakten med begge forældre, indtil sagen er endelig oplyst til afgørelse af samværet. Og her har børnene altså været hos M i over et år på et center, hvor der trods alt er opsyn med familien.
Set udefra og helt neutralt vurderet uden anden kendskab til sagen end den, der følger af selve afgørelsen, kan man tænke, at Fs vægring mod samvær nu nærmest virker som en slags hævntogt i anledning af, at han blev holdt borte fra børnene i lang tid.
Man skal huske, at det kontaktbevarende samvær er et midlertidigt samvær, og at Statsforvaltningen senere på et mere oplyst grundlag skal træffe afgørelse om samværet på sigt.
Se i øvrigt artikel: refleksioner over kontaktbevarende samvær
Viggo Bækgaard