Eneforældremyndighed til F over B1 og B2 på 4 og 1½ år. M havde været i krisecenter siden 2014 og anmeldt F for forskellige forhold, VLD 18. november 2015, utrykt

Eneforældremyndighed til F over B1 og B2 på 4 og 1½ år. M havde været i krisecenter siden 2014 og anmeldt F for forskellige forhold, VLD 18. november 2015, utrykt

Problemstilling kort:

Der forelå en børnefaglig undersøgelse fra kommunen (§50-undersøgelse), udtalelser fra børnehave og kommunal dagpleje samt endelig en børnesagkyndig undersøgelse foretaget til brug for retten.

H er fra Thailand og har i alt 5 børn, hvoraf flere bor i Thailand.  Et  af særbørnene synes at bo hos hende.

F og M lærte hinanden at kende i 2010. M har boet i Danmark siden 2013. Taler begrænset dansk. M forklarer, at  ”hun er klar over, at F nok har haft for meget ansvar for børnene” (citat fra dommen.)

Hun flyttede på krisecenter begyndelsen af oktober 2014, fordi F lukkede hende ud af huset.

I den børnesagkyndige undersøgelse anføres, at M har ”tjattet” til børnene.

M taler mest thai med børnene. Den lille taler et rimeligt dansk. Den store både thai og dansk.

M har haft anmeldt F for flere forhold. Psykisk og fysisk vold samt krænkelser af børnene på forskellig vis. Ingen af anmeldelserne er ført til tiltalerejsning.

Byrettens begrundelse: (august 2015)

M tog ophold på krisecenter med børnene i oktober 2014, og F havde ikke samvær med børnene i den første 3-måneders periode, ligesom M i den sidste periode fra juli 2015 har ønsket at afbryde samvær. M har flere gange både forud for, at hun tog ophold på krisecenter og under ophold på krisecenter anmeldt F til politiet med forskellige påstande om vold mod hende, samt vold og anden form for overgreb på hendes særbørn, og (et af børnene). Efter oplysningerne i sagen har ingen af disse anmeldelser ført til, at der er rejst sigtelser mod F. Det kan på det grundlag fastslås, at der består betydelige samarbejds- og kommunikationsproblemer mellem parterne, som på sigt kan give anledning til bekymring for børnenes udvikling og trivsel, og parterne er nødt til at forstå, at det er bydende nødvendigt, at børnene ikke bliver en del af og til stadighed inddrages i forældrenes konflikter.

Efter oplysningerne i sagen, navnlig den børnesagkyndige erklæring, finder retten, at B1 og B2, der er ganske unge børn, i deres dagligdag og opvækst har brug for voksne, der er stabile, kan etablere en struktureret hverdag, forstår og handler på børnenes behov, og er åbne og konsistente i forhold til læring, kontakt til institutioner og offentlige myndigheder, og i forhold til forældrerollen.

Det er efter bevisførelsen rettens indtryk, at F har den største forståelse for at skabe de fornødne gode, rolige og stabile og konstruktive rammer om børnenes hverdag, og også på sigt vurderes at være den af parterne, der vil være bedst i stand til at få etableret et ordentligt og positivt samarbejde omkring børnenes forhold.

Efter en samlet vurdering finder retten, at det på nuværende tidspunkt vil være bedst for børnene, at de får bopæl hos F.

Retten tager derfor Fs påstand til følge.

(i byrettten havde parterne opgivet påstande om eneforældremyndighed).

Landsrettens begrundelse:

Også efter oplysningerne for landsretten er der betydelige samarbejds- og kommunikationsproblemer mellem parterne, og efter bevisførelsen er der holdepunkter for at antage, at M og F ikke kan samarbejde om B1 og B2s forhold til børnenes bedste. Den fælles forældremyndighed skal derfor ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, stk. 2.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne om parternes forhold og oplysningerne i den børnesagkyndige erklæring om børnenes behov for stabile og strukturerede rammer er det bedst for børnene, at F får forældremyndigheden, jf. forældreansvarslovens § 4. Der er også lagt vægt på, at F må antages at være den af parterne, der er bedst til at sikre børnenes samvær med den anden forælder.

Landsretten tager derfor Fs prinsipale påstand til følge. (F får forældremyndigheden).

Kommentar.

Det er ikke en sag, der går 12 af på dusinet.

For det første er det temmelig usædvanligt, at far får forældremyndigheden over to børn på kun 4 og halvandet år.

Der er ret meget fokus i sagen på Ms politianmeldelser af forskellige forhold, som ikke fører til tiltalerejsning.

Når jeg læser sagen, efterlades jeg ikke med en typisk ”samværschikane-tanke”, selv om der bestemt er elementer også af det i sagen. Jeg er derfor ikke tilbøjelig til at lægge den ind i min artikel om samværschikane.

Derimod er der rigtig meget ”kulturkløft” i sagen. M har været kort tid i Danmark. Hvad er fremtidsperspektivet? Hvordan skal M kunne håndtere børnene, hvis hun som hævdet bliver her i landet?

Sagen egner sig næppe til at indgå som argument i ren danske familiekonflikter.

Se afgørelsen om kontaktbevarende samvær i forlængelse af sagen.

Viggo Bækgaard