Ikke tvangsudlevering af barn til Ukraine, selv om barnet var ulovligt bragt hertil, TFA 2024/285 VLK
Byrettens begrundelse (Randers)
Sagen omhandler et ca. 2½ år gammelt barn, B, der er født i Ukraine af ukrainske forældre, og som sammen med sin mor har haft ophold i Danmark fra den 29. april 2022. Opholdet i Danmark har været med begge forældres samtykke, indtil F tilbagekaldte sit samtykke den 14. juli 2023.
Efter de foreliggende oplysninger, navnlig udtalelsen fra B’s vuggestue, lægger familieretten til grund, at B trives og er faldet godt til i Danmark og i sin danske institution. Da der fortsat er tilstand af krig i Ukraine, vil M ikke kunne indrejse i Ukraine, mens parternes tvist om barnets bopæl afgøres, og F vil kke kunne hente B i Danmark.
Uanset at en tilbageholdelse af B i Danmark uden F’s samtykke ikke kan antages at være lovlig, jf. lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser § 10, stk. 2, finder familieretten, at tilbagegivelse skal nægtes, da der er en alvorlig risiko for, at det vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed, eller at det på anden måde sætter barnet i en situation, som det ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, og da det ikke vil være foreneligt med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 4. Familieretten lægger navnlig vægt på B’s meget unge alder, hendes tilknytning til sin mor og andre personer, der opholder sig i Danmark, den sikkerhedsmæssige risiko ved at opholde sig i Ukraine, som er et land i krig, og at hun ikke har boet sammen med sin far i over 2 år. F’s anmodning tages herefter ikke til følge.
Landsrettens begrundelse
Det følger af børnebortførelseslovens § 10, at et barn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.
B havde bopæl i Ukraine, da hun med F’s samtykke rejste med sin mor til Danmark i slutningen af april 2022. Spørgsmålet er for landsretten i første række, om B, da F modsatte sig B’s fortsatte ophold her, havde bopæl i Ukraine eller i Danmark, idet tilbagegivelse kun kan finde sted, hvis hun fortsat havde bopæl i Ukraine.
Som anført i Højesterets kendelse af 27. maj 2014 (U 2014.2463 H) må afgørelsen af, om et barn har bopæl (»habitual residence«) i Danmark, bero på en helhedsvurdering. Heri må navnlig indgå dels forældrenes eventuelle fælles intentioner og aftaler om formålet og varigheden af opholdet i Danmark, dels barnets situation, herunder varigheden af opholdet her i landet og barnets tilknytning til det nuværende og tidligere opholdssted.
F og M havde indgået aftale om, at M kunne tage B med til Danmark, og at M skulle vende tilbage til Ukraine med B senest den 26. april 2023. F tilbagekaldte sit samtykke den 14. juli 2023 og anmodede den 26. oktober 2023 centralmyndigheden i Ukraine om bistand til tilbagegivelse af B.
På denne baggrund finder landsretten efter en helhedsvurdering, at B ikke havde skiftet bopæl fra Ukraine til Danmark, inden F modsatte sig hendes fortsatte ophold her, og at hun derfor er tilbageholdt ulovligt.
Spørgsmålet er herefter, om tilbagegivelse kan nægtes, jf. børnebortførelseslovens § 11.
Efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, kan tilbagegivelse nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle.
Efter oplysningerne om B’s forhold, herunder hendes unge alder og længden og karakteren af hendes ophold her i landet, hvor hun går i vuggestue og efter det oplyste trives, sammenholdt med oplysningerne om den nuværende sikkerhedssituation i Ukraine, hvor der er krig, tiltræder landsretten, at tilbagegivelse af B må anses for at være forbundet med alvorlig risiko for hendes sjælelige eller legemlige sundhed og sætte hende i en situation, som hun ikke bør tåle.
Landsretten stadfæster derfor familierettens kendelse.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.