Ikke tvangsfuldbyrdelse af dagsamvær for 10 årig P. Sag hjemvist til Familieretshuset. Retten havde mod Fs protest børnesamtale, Retten i Viborg 10. februar 2025, utrykt.
Jeg har modtaget dommen fra M, som også tidligere havde sendt realitetsafgørelsen fra½ landsretten i september 204.
Fra retsbog 13. januar 2025: F protesterede mod, at retten holdt en samtale med P, da det vil være skadeligt for hende. M var enig i, at P skulle have mulighed for at udtrykke sine synspunkter.
”Dommeren bestemte, at P skal have mulighed for at udtrykke sine synspunkter over for familieretten, da der ikke er konkrete grunde, der taler for, at en samtale vil være til skade for hende.
Dommeren henviste til retsplejelovens § 456 r, stk. 2.”
Rettens præmisser (begrundelse) (Viborg)
Efter retsplejelovens § 456 p kan fuldbyrdelse af samvær kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste. Fuldbyrdelse kan kun ske, hvis der ikke er behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves.
Den børnesagkyndige børnerådgiver har den 21. januar 2025 vurderet, at P, der var var meget presset, flere gange med sit kropssprog udtrykte, at hun ikke ønskede at deltage i en samtale. Efter skolens oplysninger trives, arbejder og leger P generelt godt i skoletiden, men skolen har observeret, at der har været større mødestabilitet og færre sygemeldinger i den periode, hvor der efter morens oplysninger til skolen ikke har været samvær.
X Kommune har bl.a. oplyst, at Midt- og Vestjyllands Politi i en underretning modtaget den 17. september 2024 har udtrykt bekymring for datterens udvikling, idet forældrene har anmeldt hinanden for henholdsvis psykisk vold og falske forklaringer for retten med henblik på at påvirke familierettens afgørelse. Kommunen har endvidere oplyst, at forældrene i 2024 har deltaget i familiebehandling, og at indsatsen for faren ophørte først, da den ikke længere tjente noget formål. Det er kommunens vurdering i den forbindelse, at faren ikke i tilstrækkelig grad formåede at reflektere over egne handlinger eller indgå i samarbejdet. Indsatsen for moren blev afsluttet, efter at formålet var opnået.
Navnlig på baggrund af kommunens oplysninger om forældrenes relation sammenholdt med familierettens indtryk af parterne under deres forklaringer er det godtgjort, at forældrene har et så højt konfliktniveau, at dette er til hinder for et godt og trygt samvær for P efter den aktuelle ordning. Det er herefter familierettens vurdering, at fuldbyrdelse af samvær ikke vil kunne ske under hensyn til P og varetage Ps bedste, jf. retsplejelovens § 456 p, 1. pkt. Familieretten har lagt vægt på, at P, der er ti år gammel og var meget presset, da hun havde mulighed for at udtrykke sine synspunkter overfor familieretten, hverken har ønsket at deltage i en samtale eller have samvær med faren efter den 18. januar 2025.
Familieretten tvangsfuldbyrder derfor ikke Fs anmodning. Der er herefter ikke grundlag for at tage stilling til erstatningssamvær.
Af hensyn til P, der ikke har haft samvær med faren efter den 18. januar 2025, er der behov for at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om Vestre Landsrets dom af 6. september 2024 om samvær skal ændres eller ophæves, jf. retsplejelovens § 456 p, 2. pkt.
Kommentar:
Som nævnt har jeg modtaget afgørelsen fra M. Som det fremgår af kommentaren til den oprindelige landsretsafgørelse om samværet, har F hverken haft advokat på under hovedforhandlingen i byretten eller under ankesagen. Han havde heller ikke advokat på under tvangsfuldbyrdelsessagen.
Det må være en meget indsigtsfuld far, der kan vurdere, at det vil skade den 10-årige P at komme til en børnesamtale men åbenbart ikke ville skade hende uden en sådan at blive kastet i armene på F med ”fogedens hjælp”.
Rettens afgørelse om ikke at fuldbyrde forekommer åbenlyst rigtig med de samlede oplysninger.
Dog hæfter jeg mig ved, at der ligger en landsretsdom, der er så ny som september 2024. Samværspåstanden i by- og landsret fra M var nøjagtig som domsresultatet. Det indikerer for mig, at M har haft vilje til at forsøge noget samvær. Man kan også læse, at der har været samvær i november 2024 efter dommen.
Disse samlede oplysninger kunne efter min vurdering have ført til, at dommeren kunne nøjes med at begrunde, at det ikke ville være godt for barnet at blive udleveret som også beskrevet i dommerens præmisser.
Hvis dommeren havde nøjedes med det – altså ikke at fuldbyrde, ville F være henvist til selv at gå til Familieretshuset for at få genoptaget samværet. Den anmodning ville efter min sikre vurdering være afvist efter forældreansvarslovens § 39.
Fs selvindsigt vil næppe gå så langt som til at indse, at det nok er bedst lige nu at give P fred og ro. Og Familieretshuset vil ikke kunne afvise at behandle sagen, når den på den måde er hjemvist af familieretten.
Resultatet vil altså stensikkert blive, at P holdes fast i konflikten.
Men det sikrer jo fuld beskæftigelse både i Familieretshuset og i Familieretten.
Det holdt stik: se ny samværsdom 20. januar 2026
Viggo Bækgaard
20. januar 2026