I sag om samvær med ønske om 7/7 fra F og uændret 9/5 fra M for 2 drenge på 8 og 10 år fastsatte retten 8/6 med økonomi som hovedbegrundelse, Retten på Frederiksberg 14. maj 2020, utrykt

I sag om samvær med ønske om 7/7 fra F og uændret 9/5 fra M for 2 drenge på 8 og 10 år fastsatte retten 8/6 med økonomi som hovedbegrundelse, Retten på Frederiksberg 14. maj 2020, utrykt

Jeg har modtaget dommen fra M og kender ikke andet til den end det, der fremgår af dommen.

F havde anlagt sag om ændring af samværet fra 9/5 til 7/7. M påstod frifindelse og altså fastholdelse af den hidtidige ordning.

Dommeren og den børnesagkyndige havde samtale med drengene. Indtrykket beskriver, at drengene fremtrådte klart velbegavede og fungerede alderssvarende høflige og venlige.

Den børnesagkyndige afgav en lang perspektivering med blandt andet denne sætning: Ut. Pegede på at et kernepunkt synes at være, at (drengenes) forældre har en alvorlig og uløst økonomisk konflikt, der vanskeliggør at de kan opbygge et handlekraftigt og respektfuldt forældreskab om indsatsen for deres børn. …”

Parternes forklaringer som beskrevet i dommen bekræfter, at der i høj grad er uenighed om økonomien, herunder børnebidrag, som ligger til behandling i Familieretshuset.

Byrettens begrundelse:

Det må efter de foreliggende oplysninger, herunder ud fra samtale og fremtræden, lægges til grund, at både D1 og D2 er velfungerende og generelt trives godt. Det lægges endvidere til grund, at drengene værdsætter samværet med begge forældre.

Retten lægger efter forældrenes forklaringer til grund, at særligt økonomiske uoverensstemmelser har medført et højt konfliktniveau. På den anden side lægges til grund, at en snarlig afgørelse om børnebidragets størrelse bør bevirke et bedre samarbejdsklima mellem parterne.

På den baggrund finder retten efter en samlet vurdering og under særlig hensyntagen til samtalerne med D1 og D2, at det vil være bedst for dem at have samvær med F, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, som nedenfor bestemt.

(Retten fastsætter 8/6 samvær).

kommentar:

Jeg må indrømme, at jeg bliver stigende bekymret for tendenser, som jeg ser hos dommere. Denne sag bekræfter mine bekymringer.

Sagen virker på overfladen frygtelig banal. Der er tale om velfungerende og velbegavede halvstore børn. Forældrene forekommer ligeledes at være i al fald grundlæggende velfungerende og veluddannede. M oplyser dog i sin forklaring at have haft nogle vanskeligheder efter skilsmissen.

Grundlæggende kan jeg sagtens følge det synspunkt, som antydes af den børnesagkyndige og siges direkte af dommeren i præmisserne.

Det er nemlig erfaringsmæssigt helt rigtigt, at stridigheder om økonomien påvirker forældrenes samarbejde om børnene mere generelt. Helt klassisk er det for eksempel problematisk at få løst forældrekonflikten, så længe der for eksempel  ikke er afklaring om fremtiden for en eventuel fællesejet bolig. Når det falder på plads, falder der ofte ro på ”det andet med børnene”.

Den tendens, som jeg virkelig beklager men ikke desto mindre ser, er, at i retssystemet fortrænger det børnefaglige perspektiv til fordel for tankegangen om ligestilling mellem forældrene.

Med min erfaring og børnefaglige viden, er det set ud fra et børneperspektiv ret ligegyldigt, om et barn er i 7/7 eller 9/5, hvis alle de grundlæggende forudsætninger for ligedeling er til stede. De forudsætninger er som bekendt, at forældrene skal bo så tæt på hinanden, at børnene kan have det samme børnenetværk både hos mor og far. Derudover skal forældrene være så gode til at samarbejde, at børnene reelt ikke oplever nogen forskel på, om de er det ene eller det andet sted.

Den børnefaglige viden fortæller også, at et barn med en 9/5 ordning oplever på den ene side at have en sund fast base og på den anden side et hjem begge sider. Der er hverdag og weekend begge steder. Det er sundt generelt sagt.

Hvad gør en dag fra eller til, kan man spørge!

Det er lige præcis her, at dommeren i denne sag i den grad træder ved siden af, som jeg ser det.

Argumentet er direkte katastrofalt.

Dommerens forestilling holder ganske enkelt ikke med denne sætning fra præmissen: ” På den anden side lægges til grund, at en snarlig afgørelse om børnebidragets størrelse bør bevirke et bedre samarbejdsklima mellem parterne.”

Min reaktion er ærlig talt, at dommeren enten ikke kender til de grundlæggende principper om børnebidrag, har overset dem – og at spørgsmålet ikke har stået så klart for parterne, at spørgsmålet er blevet procederet.

Reglerne er nemlig sådan, at samværsforælderen som hovedregel skal betale bidrag ”efter taksterne”, hvis samværsordningen er 9/5 eller mindre. Ved samværsordninger på 8/6 eller 7/7 er det hovedreglen, at der ikke fastsættes bidrag.

Det betyder imidlertid ikke, at den anden forælder pludselig ikke skal bidrage. De har begge forsørgelsespligt over for børnene.

Jeg kan fra den virkelige verden, som jeg ser i dagligdagen fortælle de kloge dommere, at det er langt vanskeligere, end man kan forestille sig.

Fra forklaringerne i denne sag kan jeg se, at vi har at gøre med et forældrepar, hvor bidragsskemaet synes at betyde, at der skal betales normalbidrag + 200 %. Bidragsspørgsmålet har derfor helt kolossal betydning.

Jeg skrev for et par år siden en længere artikel om børneøkonomi, som det kunne være relevant lige at repetere for at forstå, hvad det reelt handler om.

Min vurdering af dommens betydning er, at dommeren med afgørelsen har sat især M i en rigtig vanskelig situation. En dags ændring fra 9/5 til 8/6 kan få altafgørende negativ betydning for M. Hun risikerer ikke kun at miste en dag – men at få ruineret sin økonomi.

Dommeren har med afgørelsen formentlig helt ubevidst sikret garanti for fortsat konflikt netop om økonomien.

Jeg er ret sikker på, at dommeren næppe har tænkt så langt i sin iver efter at være tilsyneladende retfærdig ligestillingsorienteret.

Konkret ved jeg ikke, om parterne har haft fri proces i sagen. Hvis M har haft fri proces, får hun ikke automatisk fri proces til en eventuel ankesag.

Var der andre muligheder?

Kunne det så være undgået? Har især Ms advokat fået forklaret dommeren de alvorlige konsekvenser af det udfald, der er kommet nu? Jeg ved ikke, om sagen har været procederet i byretten. Det burde den have været, må jeg sige.

Professionelle med indsigt i lovkomplekset, der blev sat til live 1. april 2019 vil vide, at et af formålene med de nye regler var, at man kunne samle de familieretlige problemstillinger til en samlet afgørelse.

Vi er vant til at tænke på ”systemet” på den måde, at forældreansvar (bopæl, forældremyndighed og samvær) er én sag. Bidrag en anden. Vi er også vant til at tænke på den måde, at man skal have en afgørelse i en instans for at få den behandlet i en anden.

Men sådan er verden ikke skruet helt sammen i dag. Det fremgår af retsplejelovens § 448 C, der lyder sådan:

Ӥ 448 c

 I forbindelse med familierettens behandling af en sag efter forældreansvarsloven, der er indbragt for familieretten til afgørelse efter § 27, stk. 1, eller § 32 i lov om Familieretshuset, kan familieretten efter anmodning fra en part træffe afgørelse i andre sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i lov om Familieretshuset, der har nær sammenhæng med den sag, der er indbragt af Familieretshuset.

Stk. 2. I forbindelse med familierettens behandling af en sag, der er indbragt for familieretten til afgørelse efter § 27, stk. 2, i lov om Familieretshuset, kan familieretten efter anmodning fra en part også træffe afgørelse i andre sager omfattet af § 2, nr. 2-11, i lov om Familieretshuset,  der har nær sammenhæng med den sag, der er indbragt af Familieretshuset.”

Jeg læser reglerne sådan, at man i en sag som denne kunne have medinddraget spørgsmålet om børnebidrag, såfremt en af parterne havde anmodet om det. M kunne altså have anmodet om, at børnebidraget var blevet behandlet sammen med forældreansvarssagen, selv om bidragssagen ikke var færdigbehandlet i Familieretshuset.

Lad mig være helt ærlig og sige, at vi professionelle også skal vænne os til det nye system. Jeg vil ikke pudse glorie og påstå, at jeg selv ville have været tilstrækkelig opmærksom på den mulighed, hvis jeg havde siddet med sagen.

Mine refleksioner om det kommer simpelthen, fordi jeg virkelig oplever, at dommeren med den ene dag har truffet en meget mere afgørende beslutning, end han reelt kan have forestillet sig. Jeg tror i al fald ikke, at det har været drøftet på den måde under sagen.

Når jeg siger, at det næppe er noget, som ”nogen” har forestillet sig, må jeg tilføje som min erfaring, at rigtig mange (særligt vellønnede) fædre vil have deleordning netop for at slippe for det forhøjede bidrag, som jeg i den refererede artikel er kritisk over for.

Viggo Bækgaard

20. maj 2020