Fortsat fælles forældremyndighed over 9 årig P men ikke fastsættelse af samvær til F. Ifølge domspræmisserne mener dommeren, at M ikke samarbejder, Familieretten i Næstved 13. maj 2020, utrykt.

Fortsat fælles forældremyndighed over 9 årig P men ikke fastsættelse af samvær til F. Ifølge domspræmisserne mener dommeren, at M ikke samarbejder, Familieretten i Næstved 13. maj 2020, utrykt.

Det bemærkes indledningsvist, at jeg lagde afgørelsen op den 15. maj med kommentarer. Efter det har jeg fået flere relevante oplysninger, som indgår i kommentaren, der således er konkretiseret.

Jeg har modtaget dommen og noget materiale i sagen Fra M. Derudover har jeg kort talt i telefon med M efter domsafsigelsen mest om ”offentliggørelse” af dommen her på hjemmesiden.

Nu 9-årige P har ikke haft samvær med F siden 2017. Der synes at have været problemer mellem forældrene siden 2014. I 2015 kom der en underretning fra en bedsteforælder til et andet barn i børnehaven. Underretningen angik Ps udsagn af seksuel karakter. Sagen herom blev henlagt af politiet.

P var til børnesamtale i Familieretshuset i august 2019, hvor hun havde en bisidder med. Samtalen varede 10 minutter, under hvilken P adskillige gange ønskede at komme hjem. I afsnittet om helhedsindtrykket hos den børnesagkyndige anføres bl. a.:

”Det er tydeligt at P ikke synes om at skulle til denne samtale, og hun siger mange gange, at hun gerne vil hjem. Selv om det er indtrykket, at det er rart for hende at have en tryghedsperson med inde til selve samtalen, synes dette ikke at være beroligende nok. 

P fremstår i den 10 minutter lange samtale som en stille og alvorlig pige. Det eneste tidspunkt, hvor hun smiler er, da hun fortæller at hun godt kan lide at gå i skole, fordi hun er sammen med sine venner.

P siger helt tydeligt, at hun ikke har lyst til at se sin far, fordi han har gjort nogle dumme ting imod hende. Det er indtrykket, at Ps billede af hendes far er yderst negativt og hun har en klar oplevelse af, at hendes far ikke er god for hende.

P har brug for at opleve en fortælling om sin far, der kan ændre denne negative opfattelse, lige som det er yderst vigtigt at hun kan mærke en opbakning til et samvær fra hendes nære relationer. Hvis dette ikke er til stede, synes det nærmest umuligt at se et perspektiv i et samvær, idet det så vil kunne opleves som en følelsesmæssig belastning for P.”

Sagen var anlagt af F, der ønskede samvær fastsat. M nedlagde påstand om ene forældremyndighed.

Dommeren besluttede i et indledende retsmøde, at der skulle afholdes en fornyet børnesamtale i rettens regi. Det protesterede Ms advokat så meget imod, at der blev søgt om kæretilladelse i Procesbevillingsnævnet. Der blev givet kæretilladelse, hvorefter dommeren afstod fra at gennemføre samtalen.

Der blev gennemført et retsmøde under medvirken af en børnesagkyndig, som baserer sin indsats på retsmødets forløb uden at have set P.

Der forelå en ret upåfaldende og ny skoleudtalelse med denne afsluttende sammenfatning: ”Overordnet set ser vi en pige i trivsel, som udvikler sig og bliver tilpas udfordret.”

Byrettens begrundelse:

Det må efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig udtalelser fra de børnesagkyndige, der har været ind over sagen, lægges til grund, at det vil være til Ps bedste, om hun igen fik en kontakt med sin far, som hun synes at udvikle en mere og mere dæmoniserende holdning til med udpræget angst til følge, en dæmonisering som ikke kan forklares i den kontakt, som hun har haft med sin far siden 2014, hvor samtlige samvær har været overvågede, og som frem til maj 2017 beskrives som værende positive og profiterende for P.

Det må imidlertid også lægges til grund med henvisning til de samme oplysninger, at en genoptagelse af kontakten mellem P og hendes far under de nuværende omstændigheder, hvor Ps mor ikke på nogen måde understøtter denne proces, og hvor P har opbygget en sådan angst for sin far, at hun ses at reagere fysisk herpå, må anses for at være mere skadelig for P end en foreløbig fortsat afbrydelse af kontakten.

Retten finder med henvisning hertil, at det vil være bedst stemmende under de givne omstændigheder med Ps tarv, at der ikke sker en genoptagelse af kontakten, hvorfor påstanden om samvær ikke kan tages til følge.

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at F udviser vilje og evne til at indgå i et samarbejde om den fælles forældremyndighed, og at han under de givne præmisser faktuelt deltager aktivt i udøvelsen af samme. Det forhold, at M – uden nogen nærmere saglig begrundelse herfor – afviser en hver form for samarbejde og kommunikation med F, finder retten, ikke bør bevirke, at den fælles forældremyndighed ophæves, idet denne afvisning af kommunikationen med F ikke har nogen væsentlig negativ betydning for Ps hverdag.

Det skal hertil bemærkes, at det konfliktniveau, som er mellem forældrene, ikke udspringer af uenigheder relateret til udøvelsen af den fælles forældremyndighed, men at konflikten dækker over andre forhold, og at konflikten således ikke kan antages at ophøre, såfremt den fælles forældremyndighed ophører. Der henvises til, at den manglende vilje til kommunikation med F således ikke har haft indflydelse på, om P har kunne komme i skole, gøre brug af institutionstilbud, modtage lægehjælp eller lignende. Udøvelsen af den fælles forældremyndighed kan med samme begrundelse heller ikke antages at være årsagen til Ps dæmonisering af sin far og hendes svære mistrivsel, men årsagen hertil må findes i andre forhold.

Det kan endelige ikke udelukkes, at opretholdelsen af den fælles forældremyndighed og dermed F mulighed for at bevare en form for relation til P kan have betydning for hendes muligheder for, når hun bliver ældre, at få et mere nuanceret syn på sin far og for eventuelt på sigt at opnå en form for relation til ham.

Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.

Kommentar:

Sagen giver anledning til flere refleksioner. Som nævnt i indledningen kender jeg stort set kun sagen fra det begrænsede skriftlige materiale, der er sendt til mig.

Hvis en dom som denne ville blive gjort tilgængelig i TFA, ville den alene bestå af selve dommen. Dommen indeholder relativt korte forklaringer. Der er absolut ingen henvisning til hverken børnesamtale, skoleudtalelse eller noget som helst andet.

Man ville med andre ord end ikke have de informationer med, som jeg nævner dels i indledningen, dels her i kommentaren.

Med andre ord vil den helt almindelige læser af sådan en dom sidde tilbage med et indtryk af, at M på ingen måde har understøttet samværene. Så vidt det er oplyst over for mig, har der været 27 overvågede samvær. M har efter det oplyste bortset fra et par gange helt i starten  hver gang afleveret P til disse samvær.

Subjektivt giver M i den korte telefonsamtale udtryk for at have været ”udsat” for en dommer, som var mere end negativ over for hende og overordentlig irriteret over protesten mod en ny børnesamtale. Det synes desværre bekræftet af de supplerende oplysninger, jeg er kommet i besiddelse af.

På det seneste er jeg stødt på dommeradfærd, som generelt og principielt må bekymre. Må dog erkende, at de fleste eksempler herpå er tilgået mig udefra, idet jeg ikke selv for alvor er stødt på ekstremiteter i den sammenhæng.

Det nye familieretlige system i 2019 blev indført med opbakning fra Landsforeningen Børn og Samvær. Helt principielt er det retssikkerhedsmæssigt altafgørende, at afgørelserne træffes i det rigtige domstolssystem. Det forudsætter dog selvfølgelig en seriøs ”dommerbehandling”.

Tankegangen bag det system, hvor Familieretshuset forbereder sagerne er til gengæld mere generel faglig tvivlsom.

Om børnesamtaler – både i Familieretshuset og i Familieretten?

Jeg har stor forståelse for det princip, der siger, at et barn skal udsættes for så få fag-personer som overhovedet muligt. Tanken er for eksempel, at en børnesamtale skal gennemføres i Familieretshuset, og at barnet så ikke skal igennem en ny børnesamtale i Familieretten.

Den løsning er dommerne helt åbenlyst ikke begejstrede for. Deres synspunkt er, at det er vigtigt for dem at få et førstehåndsindtryk af det barn, hvis skæbne de skal afgøre.

Personligt har jeg altid forfægtet bevisumiddelbarheden som noget meget centralt i domstolssystemet. Altså det fænomen, at afgørelsen ikke kun skal træffes på baggrund af skriftligt materiale. Kropssprog både fra børn og voksne kan virkelig give dommeren et relevant grundlag.

Her står vi altså med to grundtankegange, som er svært forenelige.

Du kan sikkert godt fornemme, at jeg personligt hælder lidt til begge sider. En hældning, som egentlig sagtens kan give mening, fordi dommeren i enhver sag konkret skal overveje nødvendigheden af denne bevisumiddelbarhed.

De fleste dommere afstår fra en børnesamtale i rettens regi, hvis der har været gennemført en egentlig børnesagkyndig undersøgelse i Familieretshusets regi og endda ofte (og for mig bekymrende), hvis der ligger en kommunal § 50-undersøgelse til grund.

I den konkrete sag forelå der en ret markant børnesamtale fra august 2019. Mange dommere vil erfaringsmæssigt mene, at den er ”for gammel”, når der først er hovedforhandling i maj 2020.

Derudover forelå en nyere underretning fra Børneambulatoriet på et hospital, der følger P. P havde nogle somatiske symptoner i forbindelse

Den sidstnævnte samtale gav anledning til somatiske symptomer hos P. Børneambulatoriet på et hospital, der følger P indgav i den anledning underretning til de sociale myndigheder.

Den information, som retten selvfølgelig har kendt, er relevant for den moralske bedømmelse af dommerens og psykologens adfærd.

Situationen i denne sag er, at barnet ikke har set F siden 2017. Man kan derfor med relevans spørge, hvad en ny børnesamtale egentlig skulle kunne belyse, udover at P er blevet et halvt år ældre.

I virkeligheden havde det været rigtig interessant at få landsrettens stillingtagen til spørgsmålet. Ros til Procesbevillingsnævnet for at have givet muligheden.

M opfattede, at dommeren var irriteret over kæremålet vedrørende børnesamtalen.

Børnesagkyndigs medvirken til retsmøde uden børnesamtale.

Retsmødet har været temmelig utraditionelt også strukturelt. Det har været afholdt som et ”model A” møde uden efterfølgende egentlig hovedforhandling samme dag.

Det kan noteres som interessant, at retten på det traditionelle telefoniske retsmøde besluttede, at mødet skulle være model A og, at der skulle gennemføres en børnesamtale.

Ms advokat søgte Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse både af spørgsmålet om retsmødets form og om børnesamtalen. Ms advokat havde ønsket et model C-møde.

Blot for repetition for dem, der måske ikke lige har fremgangsmåderne helt inde på nethinden, er et model-A retsmøde et møde, der på mange måder ligner det, der foregår i Familieretshuset.

Der deltager både en dommer og en børnesagkyndig psykolog. Formålet er tosidet. Dels vil man prøve at søge forligsmulighederne af, dels skal mødet bruges til at drøfte, hvordan sagen eventuelt kan oplyses yderligere.

Model-A møde i en sag af denne type undrer mig ærlig talt, fordi det er aldeles tydeligt, at der er et tårnhøjt konfliktniveau.

Model C-mødet er en mere formel hovedforhandling, hvor parterne afgiver forklaring, hvorefter advokaterne eventuelt procederer sagen. I model-C-mødet deltager ikke en børnesagkyndig.

Som sagt gav Procesbevillingsnævnet kæretilladelse. Ms advokat valgte at indgive kæreskrift dagen før retsmødet for at markere utilfredsheden med rettens beslutninger.

Det havde bestemt ikke behaget dommeren, så vidt jeg forstår.

Armvridning fra dommeren og den børnesagkyndige.

Kommentarerne til denne afgørelse bliver lidt længere og mere principielle end sædvanligt.

Jeg finder det vigtigt, at sagerne også fremadrettet skal afgøres i domstolssystemet. Men det bekymrer mig, at mange dommere har en tendens til at presse bedrevidende ”bedstemor-synspunkter” ned over parterne.

Der bruges i alle sager vældig mange kræfter på at forklare, hvor vigtigt det vil være, hvis forældrene når til enighed og kan komme hjem og sige til børnene, at de selv ”har aftalt” løsningen.

Men her fortrænger dommerne vist, at sagerne er forberedt i Familieretshuset, og at man der har lagt alle sine kræfter i netop at få forældrene til at forstå det generelt rigtige heri.

Der blev efter det oplyste lagt et massivt pres på M fra både dommeren og den børnesagkyndige psykolog.

Nogle dommere er ekstremt bedrevidende og har en selvforståelse af egne fortræffeligheder, der er hinsides enhver fornuft.

Henset til det åbenbart lange forløb med flere års konflikter forud for retsmødet forekommer det virkelig mærkeligt, hvad dommeren og den børnesagkyndige havde forventet at få ud af et sådant pres.  

Man kunne næppe realistisk forestille sig, at M under det pres pludselig skulle acceptere et samvær ”fra på mandag” populært sagt. Det forekommer hamrende naivt.

Den børnesagkyndige er refereret for at have sagt, at barnet ikke får mulighed for at realitetsteste sine farlige tanker uden samvær med far – det er ikke et godt fundament for barnets udvikling. Der er fare for, at hun udvikler sig uden et stabilt fundament, hvilket kan skabe problemer for hende.

En relation til far vil ifølge den børnesagkyndige være bedst for barnet. Lige som et samarbejde mellem forældrene vil være bedst for barnet. (Den sidste sætning er ubestridelig rigtig, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om alting).

Det er i øvrigt en psykologfaglig tilgang til emnet, som forekommer mere end problematisk. Her skal du lige huske, at jeg som kommentator ikke er psykolog men kun advokat – og at jeg i kommentarer er ”børnerepræsentant” gennem Landsforeningen Børn og Samvær.

Referatet rammer dybt ned i modstridende synspunkter af mere politisk end børnepsykologisk karakter. For nogle år siden var jeg som formand for Landsforeningen Børn og Samvær til et møde med den daværende formand for Dansk Psykologforening. Denne gav udtryk for det for mig krænkende synspunkt, at et incestoffer skulle konfronteres med sin krænker for at bearbejde oplevelserne. Konkret skulle et barn have samvær med det barn, som han måtte have krænket.

Det kan man jo sagtens mene. Psykologfagligt ved jeg, at der bestemt ikke er konsensus om det synspunkt.

Jeg troede i min åbenlyse naivitet, at vi var kommet længere i dagens Danmark.

Det følger af forældreansvarslovens § 4, at ” Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold”. Oven i det har vi fået en ny bestemmelse i § 4a, hvorefter der som altovervejende hovedregel ikke skal være samvær, hvis en forælder er idømt en ubetinget fængselsstraf af relevans for samværet.

Her skal det understreges, at det ikke er situationen i den foreliggende sag. Min pointe er egentlig bare, at dommeren og den børnesagkyndige synes at forfægte et mere klassisk synspunkt, hvor ”bevisbyrden” af relevans for samværet vendes populært sagt mod det, barnet selv udtrykker.

Jeg har gennem alle årene også her på hjemmesiden taget udgangspunkt i, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode i en straffesag. Enhver rimelig tvivl skal imidlertid også komme barnet til gode i en forældreansvarssag. Som et eksempel blandt utallige dette citat fra vores høringssvar i 2017:

”Endvidere ønsker vi, at det forstås og dermed præciseres, at det strafferetlige voldsbegreb på ingen måde bliver en del af den retlige bedømmelse i familieretlig sammenhæng. Den straffeprocessuelle regel om, at enhver tvivl skal komme tiltalte til gode, må pilles ud af tankegangen i disse problemstillinger.

Det juridiske bevis er og bliver svært i familiesammenhæng, hvor der ofte ikke er vidner. Tvivlen må komme barnet til gode.”

Tabuiseringen af vold i vores samfund, og den allerede eksisterende praksis med så vidt muligt at undlade at beskrive eller forholde sig til påstande om vold, forstærker traumet hos den voldsramte.

Den børnesagkyndige blev ifølge troværdigt referat spurgt, hvad reaktionen ville være, hvis man lægger til grund, at det er sandt hvad barnet siger, og at der er sket traumatiske ting, hvad vil den børnesagkyndiges vejledning så være? Svar var ”helt det samme!!!”

Kan kun sige, at jeg er rystet over referatet.

Det hele blev endnu værre med dommerens pres og begrundelse i sin tilkendegivelse. Igen ifølge troværdigt referat, skulle dommeren have sagt nogenlunde således: Dommeren lægger til grund, at mor ikke vil samarbejde, hvorfor samvær lige nu ikke vil være det bedste for barnet, når mor ikke vil bakke op om dette.

Fortsat fælles forældremyndighed, fordi far skal sikres et vist indblik i barnets tilværelse og fordi retten ikke vil belønne mors manglende villighed til at samarbejde far ved at give hende fuld forældremyndighed.

Synspunktet er efter min opfattelse en misforståelse af selve forældremyndighedsbegrebet men også et eksempel på dommeres magtudøvelse.

Dommerens tanke med tilkendegivelsen var igen åbenlyst at lægge et massivt pres på M. Dommerens irritation over at blive mødt med krav om en dom, som man kendte udfaldet af, er måske forståelig? For nogen!?

Betragtninger om procedure i disse sager.

Helt i tråd med den mærkelige fremgangsmåde forstår jeg, at dommeren kom med sin tilkendegivelse mod slutningen af model-A mødet. Jeg forstår, at det var et utraditionelt model-A-møde, der kom til at virke som et model B.

Mange dommere bliver også tydeligt fornærmede, hvis advokaterne finder på at ønske procedure i sagen. Procedurer er advokaternes afsluttende argumenter for, at dommeren skal nå frem til det resultat, som advokatens klienter ønsker.

Synspunktet er, at sådanne procedurer let medfører ”grøftegravning” og dermed skulle være konfliktoptrappende. Dommerne har jo læst sagen og hørt forklaringerne. Hvor svært kan det være? Mener de.

Jeg skal ikke afvise, at procedurer nogen gange kan være lidt konfliktoptrappende.

Men når man så efterfølgende læser en dom kan man virkelig tænke, at dommeren ikke har fattet en bønne – hverken af den konkrete sag eller af familierettens grundbegreber. En af de allerseneste afgørelser, jeg har kommenteret, indeholdt for byrettens vedkommende præmisser af den type.

Men nogle dommere (især byretsdommere) kan svinge sig så højt op, at de bliver regulært ”sure” over ønsket om at procedere.

Præmisserne (dommerens begrundelse for resultatet).

Om samværet:

Jeg ved nu, at den her foreliggende sag ikke har været procederet af advokaterne. Men med selv det begrænsede kendskab, som jeg har fået gennem det tilsendte materiale, må jeg da undre mig over dommerens præmisser. Dommeren kunne nu godt have fortjent en procedure og dermed en forklaring af nogle grundlæggende principper. Måske også lidt om retssikkerhed.

Dommeren er ret bombastisk i sit ordvalg ”dæmonisering”. Her tænker jeg, at der skal betydeligt mere end en enkelt børnesamtale i Familieretshuset på 10 minutter til, før man kan strække sig så vidt. En samtale, hvor hovedindholdet var, at P ”ville hjem” og ikke rigtig sige noget.

Derudover synes dommeren at læne sig op af, at alle samvær har været overvågede med nogenlunde positive tilbagemeldinger. Jeg forstår som nævnt, at der har været gennemført 27 overvågede samvær. Det er godt nok i sig selv så helt usædvanligt, at der må ligge mere end almindelig dæmonisering bag.

Dommeren synes at mene, at det hele er Ms skyld, fordi hun ikke støtter op om samværene.

Jeg kan simpelthen ikke lade være med helt generelt – og aldeles uden for den konkrete sag – at nævne en af mine gamle provokerende metaforer om problemstillingen, hvor børn er bange og alligevel skal udleveres til samvær. Jeg klipper her fra en kommentar fra en helt anden sag men med problemstillinger, der ligner:

”Det anføres af den børnesagkyndige, at det forekommer mærkværdigt, at børnene udelukkende taler negativt om F og positivt om M, og at Ms fokus alene er på, at børnene skal hjem til hende.

Retorisk må jeg spørge, om det nu er så sært endda.

Min første reaktion på det spørgsmål er hentet fra mit efterhånden mangeårige erfaringsunivers, at børns primære omsorgsperson er den, man i første omgang betror sig til. Hvis ikke en mor skal støtte op og tro på, hvad børn siger, tænker jeg, at der er noget galt med hende.

Hvad i alverden skulle M ellers gøre, når børnene udtrykker sig, som de gør?

Systemet forlanger af mødre i den situation, at de skal holde børnene i hånden og udlevere dem til fortsat samvær med en mulig krænker. Det kræver godt nok noget af en mor i den situation. Billedligt har jeg utallige gange sammenlignet med billeder af de jødiske mødre, som måtte holde deres børn i hånden, mens de blev ført til gaskamrene i KZ-lejrene.

Ja – det er et stærkt og lidt provokatorisk billede.

For mig at se er det et overmenneskeligt krav at stille til en sådan mor.”

Dommeren i den her foreliggende sag når efter at have lagt hele skylden på M frem til, at der ikke skal ske genoptagelse af samværet. Umiddelbart er det på det foreliggende grundlag da også svært at se, hvordan man skulle nå frem til andet. Hvis 27 overvågede samvær ikke har ført til betryggelse hos barnet – hvad skal der så til, tænker jeg.

Det forstemmende i disse sager er, at der ofte er et meget spinkelt grundlag at bedømme årsag og virkning på. Hvis man virkelig skulle i dybden, måtte man gå så vidt som til at gennemføre både en børne- og voksenpsykiatrisk undersøgelse af forældre og børn. Men til hvilken nytte, tænker jeg.

I sager, der er så tilspidsede, som denne synes at være, tænker jeg selvfølgelig som de fleste  ”stakkels barn”. Derudover tænker jeg, at HVIS F er helt uskyldig i alting – og HVIS mor virkelig er den store skurk – ja så vil retfærdigheden sandsynligvis og forhåbentlig ske fyldest, når barnet bliver voksen og kan gennemskue. Så bliver det enten til en stor TAK til M for beskyttelsen – eller det absolut modsatte.

Om forældremyndigheden:

Her må jeg virkelig udtrykke forundring. Hvad i alverden tænker sådan en dommer på? Mener dommeren virkelig, at der i den konkrete sag er belæg for at bedømme, at parterne fremadrettet vil være i stand til at samarbejde til bedste for P?

Præmisserne på det punkt er milevidt fra den måde, juraen omkring forældremyndighed er bygget op.

Hvis dommeren havde tænkt sig at ”straffe nogen” – tænker jeg, at det er barnet, som straffes, fordi afgørelsen ikke giver sikkerhed for den fornødne ro. 

Generelt ved vi, at fælles forældremyndighed i sager med så højt konfliktniveau netop er en iboende mulighed for fortsat konflikt.

Helt generelt ville jeg anse det for langt mere sandsynligt, at der kunne falde ro på i alle sammenhænge ved at lukke sagen ned med eneforældremyndighed.

Viggo Bækgaard

19. maj 2020