Fortolkning af børnebortførelseskriterierne; navnlig af, om M havde været flyttet ud af Danmark, før hun senere rejste tilbage til Danmark, TFA 2023/50 VLK

Fortolkning af børnebortførelseskriterierne; navnlig af, om M havde været flyttet ud af Danmark, før hun senere rejste tilbage til Danmark, TFA 2023/50 VLK

Byrettens begrundelse

Efter børnebortførelseslovens § 18, stk. 1, behandles sager om internationale børnebortførelser i øvrigt efter rplkap 42 b, herunder rpl § 456 p.

I dennes første punktum er bestemt:

»Fuldbyrdelse efter reglerne i dette kapitel kan kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnetsbedste.

I forarbejderne til denne bestemmelse, LFF 91/2018, er henvist til lovforslagets generelle bemærkninger i afsnit3.4, hvoraf bl.a. fremgår:

»3.4.3.2. Fuldbyrdelse af forældreansvar

Det foreslås, at betingelserne for at fuldbyrde forældreansvar vendes om således, at fuldbyrdelse kun kan skeunder hensyn til barnet, og at fuldbyrdelse skal varetage barnets bedste, og ikke som i dag, hvor fuldbyrdelsekun kan afvises, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare ved fuldbyrdelsen. -«

Familieretten finder herefter, at rpl 456 p er gældende og reelt fungerer som et supplement tilbørnebortførelseslovens § 11, navnlig nr. 2, der i det væsentlige svarer til den tidligere bestemmelse i rpl § 536,stk. 6.

Efter bestemmelsen kan fuldbyrdelse herefter kun ske under hensyn til barnet, og det skal varetage barnets bedste.

Det er herefter ikke afgørende, hvilke rettigheder forældrene eller en af disse har eller ikke har. Konkret betyder det bl.a., at det ikke er afgørende, om far måtte have krav på at få barnet udleveret, hvis hensynet til barnet ikketilsiger en udlevering, eller hvis dette ikke konkret anses for at være til barnets bedste.

Det anses ikke for bevist, at faren og med ham det belgiske system bedre end moren og med hende det danske system kan tage vare på barnet. Det må videre lægges til grund, at moren stedse har været barnets primære omsorgsperson, og der er ikke oplysninger, der sandsynliggør, at hun ikke fortsat vil kunne varetagedenne rolle.

Det lægges til grund, at barnet, uanset om der sker udlevering eller ej, vil få vanskeligt ved at opretholdekontakten til begge forældre. Familieretten finder derfor ikke, at dette hensyn til barnet i sig selv er afgørende.

En udlevering findes herefter ikke at kunne ske under hensyntagen til barnet og til dettes bedste.

Byrettens resultat: Udlevering nægtes. Sagens omkostninger ophæves.

Landsrettens begrundelse

Efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, skal børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdesher, efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelseneller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen. Efter stk. 2 er en bortførelseeller tilbageholdelse ulovlig, hvis handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder ifølgeloven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og rettighederneudøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis denulovlige handling ikke var foretaget.

F har gjort gældende, at D havde bopæl i Belgien inden den 27. januar 2022, mens M har gjort gældende, at D også efter juni 2021, hvor hun og D for størstedelen opholdt sig i Belgien, fortsat havde bopæl i Danmark.

Afgørelsen af, hvor et barn har bopæl i Haagerkonventionens forstand, må bero på en helhedsvurdering, hvori navnlig indgår dels forældrenes eventuelle fælles intentioner og aftaler om formålet og varigheden af opholdet idet pågældende land, dels barnets situation, herunder varigheden af opholdet og barnets tilknytning til det nuværende og tidligere opholdssted, jf. Højesterets dom af 27. maj 2014 (UfR 2014.2463).

Det må efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at parterne holdt muslimsk bryllupsfest i Danmark i juli2020.

Efter bevisførelsen kan det ikke lægges til grund, at de herefter flyttede sammen i Belgien, som forklaret af F.

M har således forklaret, at hun sommetider besøgte F i Belgien, og at han sommetider besøgte hende i Danmark. M beholdt også sit arbejde i Danmark, hvorfra hun efter sin egen forklaring i november 2020 blev sygemeldt på grund af graviditetsgener.

Den 11. april 2021 fødte M datteren D i Danmark. Der er mellem parterne enighed om, at M og D efter fødslen var i Danmark indtil juni 2021, og at F besøgte dem her. D fik således ved fødslen bopæl i Danmark.

Der er mellem parterne enighed om, at M og D i juni 2021 rejste til Belgien, men der er ikke enighed om, hvad parternes intentioner var med hensyn til opholdets karakter, om det skulle være midlertidigt eller permanent. M har således forklaret, at det efter hendes opfattelse var aftalt, at de skulle tilbage til Danmark, når hendes barsel var slut, mens F har forklaret, at det var meningen, at de skulle blive boende i Belgien.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at M i juni 2021 i forbindelse med, at hun rejste til Belgien, kun medtog tøj og ganske få ting. Det må desuden lægges til grund, at hun fortsatte med at betale husleje for sin lejlighed i Danmark, at hun fortsatte med at modtage lægebehandling i Danmark, og at hun ikke opsagde sit arbejde på … Sygehus, hvor hun nu efter endt barsel igen arbejder. Af de fremlagte journalnotater vedrørende D fremgår desuden, at hun også i perioden efter juni 2021 blev tilset af sundhedsplejersken i Danmark, ligesom hun var til en fem måneders undersøgelse hos egen praktiserende læge i Danmark. Disse forhold støtter efterlandsrettens opfattelse, at det ikke har været M’s intention varigt at tage ophold i Belgien med D.

Heroverfor står, at D, der er belgisk statsborger, den 24. september 2021 blev registreret med adresse i Belgien og dagen forinden blev tilknyttet en belgisk læge, hvor hun en gang er tilset, samt at der samme dag blevindgivet en ansøgning om opholdstilladelse for M som familiemedlem til en EU-borger (D).

Landsretten finder efter en samlet vurdering, at det ikke er godtgjort, at det var parternes fælles intention, at opholdet i Belgien ikke alene skulle være af midlertidig karakter. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at M og D under hele opholdet i Belgien bevarede en tilknytning til Danmark, hvilket F må have været bekendt med, idet landsretten efter forklaringerne lægger til grund, at han må have været klar over, at M fortsatte med at betale husleje i Danmark, ligesom han også må have været klar over, at D blev tilset af læge og sundhedsplejerske i Danmark. Det er også tillagt vægt, at M alene medtog tøj og få ejendele til Belgien.

Landsretten finder på den baggrund, at bopælsregistreringerne foretaget i september 2021 i Belgien ikke kan tillægges afgørende betydning. Det er ved denne vurdering indgået, at landsretten ikke fuldstændigt kan afvise, at M som forklaret ikke forstod de papirer, hun skrev under på og følte sig presset.

Det er herefter ikke godtgjort, at D har skiftet bopæl fra Danmark til Belgien i Haagerkonventionens forstand. Betingelserne i børnebortførelseslovens § 10 er herefter ikke opfyldt.

Resultat: stadfæstelse