Familieretshusets midlertidige afgørelse om ikke midlertidigt samvær for F med P1 og P2 på næsten 9 og næsten 6 år tilsidesat af retten, der hjemviste sagen til Familieretshuset med henblik på midlertidig samvær, Københavns Byret 22. januar 2026, utrykt
Sagens baggrund og parternes påstande
Familieretshuset har den 18. november 2025 truffet afgørelse om, at der ikke fastsættes midlertidigt samvær mellem F og P1 og P2.
F har den 8. december 2025 anmodet om, at Familieretshuset indbringer afgørelsen for familieretten. F har nedlagt følgende påstand:
Principalt:
Familieretshusets afgørelse af 18. november 2025 i sag nr. X ophæves, og der fastsættes samvær for P1 og P2 med F efter Familierettens skøn.
Subsidiært:
Familieretshusets afgørelse af 18. november 2025 i sag nr. X ophæves, og sagen hjemvises til Familieretshuset til fornyet behandling med henblik på fastsættelse af samvær for P1, P2 med F.
M har nedlagt følgende påstand:
Stadfæstelse af Familieretshusets afgørelse af 18. november 2025
Frifindelse over for sagsøgerens påstande
Familieretshuset bestemte, at der ikke skulle fastsættes midlertidigt samvær.
Familieretshusets begrundelse:
En afgørelse om midlertidigt samvær skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Barnets bedste skal altid komme i første række.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke har været reelt samvær siden 2020.
Der er dermed ikke en aktuel kontakt mellem børnene og Andreas, som skal sikres opretholdt ved en afgørelse om midlertidigt samvær.
Vi har dertil lagt vægt på, at der på nuværende tidspunkt ikke er oplysninger i sagen, der entydigt peger på, at det er til børnenes bedste, at der iværksættes midlertidigt overvåget samvær.
Vi finder, at børnenes perspektiv skal belyses yderligere, inden vi kan vurdere, om der er grundlag for at etablere et overvåget samvær, og hvordan et overvåget samvær i så fald bedst tilrettelægges ud fra hensyn til børnene.
Vi vurderer derfor, at det ikke er godtgjort, at det på nuværende tidspunkt er bedst for børnene, at der fastsættes et midlertidigt samvær – heller ikke et midlertidigt overvåget samvær.
Vi er opmærksomme på, at der tidligere er lavet en børnesagkyndig undersøgelse, hvori det er vurderet, at der aktivt skal arbejdes på at genskabe kontakten mellem børnene og F, og at der er risiko for, at børnene mister en vigtig relation til deres far. Vi finder ikke, at dette kan føre til andet resultat på nuværende tidspunkt.
Byrettens begrundelse (Københavns byret).
Sagen drejer sig om 2 børn, der ikke har haft reelt samvær med deres far siden parternes samlivsophævelse i 2020.
Børnene var på tidspunktet for samlivsophævelsen 5 mdr. og 3 år.
Familieretten lægger derfor til grund, at børnene ikke har nogen egen erindring om sagsøger som deres far.
Børnenes tidligere reaktioner på forgæves forsøg på etablering af samvær må derfor tilskrives forhold hos deres primære omsorgsgiver, deres mor.
Der er ingen oplysninger, der støtter sagsøgers advokats gentagne påstande om, at far udøver ”stalking by proxy”, idet Familieretten lægger til grund, at insisterende forsøg på at blive inddraget i sine børns liv ikke kan konstituere ”stalking by proxy”.
Familieretten bemærker, at det af Psykolognævnets afgørelse af 12. december 2024 i anledning af mors klage over psykolog Y, der havde udarbejdet en børnesagkyndig undersøgelse og erklæring fremgår bl.a.: ” … Nævnet vurderer, at kritikken af den sagkyndige erklæring ikke har betydning for erklæringens anvendelighed, da vurderingerne af faren i øvrigt fremstår underbyggede. Nævnet vurderer også, at du har udvist den fornødne omhu og uhildethed ved udfærdigelsen af erklæringen om den børnesagkyndige undersøgelse.”
Der er herefter ingen forhold, hverken objektive eller subjektive, i betydningen selvoplevede, forhold i sagen, der taler imod, at Familieretshuset fastsætter et midlertidigt samvær mellem børnene og deres far.
På denne baggrund tages sagsøgers subsidiære påstand til følge.
Resultat: Familieretshusets afgørelse af 18. november 2025 ophæves og hjemvises til fornyet behandling med henblik på, at der fastsættes midlertidigt samvær mellem F og P1 og P2.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.
Kommentar.
Sagen er en direkte fortsættelse mellem de samme parter af højesteretssagen fra 2024.
Jeg kom ind i sagen i forbindelse med Fs fortsættelse af sagen med ret hurtig anmodning om samvær trods de markante frasigelser i både by- og landsret. Jeg har således repræsenteret M i denne del af sagen. Da sagen ikke er afsluttet, og da kommentar på denne hjemmeside ikke skal have karakter af efterprocedure, nøjes jeg med nogle få praktiske men sådan set også juridiske kommentarer.
Man skal huske og forstå, at der er tale om en afgørelse om midlertidig samvær truffet af Familieretshuset. En sådan afgørelse kan indbringes for retten som sket. Retten træffer som udgangspunkt disse afgørelser på skriftligt grundlag efter den såkaldte midlertidige familieretsproces.
Byrettens afgørelse kan kun indbringes for landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse. I skrivende stund er den mulighed overhovedet ikke drøftet.
Som det ses af præmisserne har jeg gjort stalking by proxy gældende, og det er markant afvist af byretsdommeren. Begrebet dækker over det fænomen, der er karakteristisk ved ”at gerningsmændene ofte gør brug af retslige skridt til at udvide deres magt og kontrol og til fortsat at intimidere og skabefrygt hos ofrene.” Det måske principielle spørgsmål er, om byretsdommeren har ret i sit syn på begrebet i lyset af den konkrete adfærd. Vi får det næppe afklaret i al fald i denne omgang.
Man skal nemlig huske, at det ”kun” var en midlertidig afgørelse. Hvis ikke F havde indbragt sagen for byretten, ville den jo skulle behandles i Familieretshuset med henblik på vurdering af, om der bør fastsættes samvær under de konkrete omstændigheder.
Et af de spørgsmål, som kommer til at blive diskuteret fremadrettet, er selvfølgelig, om byretsdommeren i en klagesag på skriftligt grundlag overrouler sagens substanser.
Viggo Bækgaard
23. januar 2026