Fælles forældremyndighed over D på 10 år og P på 6 år. Begge forældre er udstationerede udlændinge uden udsigt til varigt ophold i Danmark. Byretten forholder sig til en fremtidig flytteproblematik, ØLD 28. november 2025, utrykt
Byrettens begrundelse (Lyngby 17. juni 2025)
Spørgsmålet om forældremyndighed:
Familieretten lægger til grund, at forældrenes samarbejde er vanskeligt og præget af forskelle i deres syn på børneopdragelse, herunder forskelle i deres syn på inddragelse af børnene i deres uenighed.
M er siden Familieretshusets afgørelse af 25. juli 2024 midlertidigt tillagt forældremyndigheden og parterne har forklaret, at deres kommunikation er begrænset til meddelelse af faktuelle oplysninger om børnene, samt at de ikke er i stand til at kommunikere om emner, som de ikke er enige om. Fælles forældremyndighed forudsætter, at forældre kan samarbejde og drøfte de spørgsmål, som er omfattet af forældremyndigheden, også hvis de i udgangspunktet er uenige, således at de i fællesskab kan træffe beslutningerne. Begge forældre har forklaret, at deres kommunikation er vanskelig og at de helst undgår at kommunikere med hinanden. På grundlag af parternes forklaringer og indtrykket fra børnesamtalen med D finder familieretten endvidere, at der er grund til at frygte, at F inddrager børnene i et uhensigtsmæssigt stort omfang ved uenighed mellem parterne, hvis parterne har fælles forældremyndighed.
Der er således påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Ds og Ps forhold til deres bedste, og at det er bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter en samlet vurdering finder familieretten, at det må lægges til grund, at M bedst kan sikre samarbejdet mellem forældrene til børnenes bedste og at det derfor efter en samlet vurdering er bedst for D og P, at M får forældremyndigheden alene. Familieretten har navnlig lagt vægt på, at M må antages at være den af forældrene, som bedst kan sikre et samarbejde mellem forældrene uden unødvendig inddragelse af børnene.
Spørgsmålet om bopæl i udlandet
M ønsker at få tilladelse til at udøve bopælen over børnene i Spanien, Tyskland eller et tredje EU-land, når hendes udstationering i Danmark ophører.
På grundlag af Ms forklaring må det lægges til grund, at hendes udstationering i Danmark ophører senest i juli måned 2027, samt at hun ikke vil have mulighed for at få forlænget perioden. Ligeledes på grundlag af forklaringen lægges det til grund, at M agter at søge om og har mulighed for at blive udstationeret i et andet EU-land, samt at hun er indstillet på at medvirke til at sikre, at børnene bevarer kontakten og har samvær med deres far.
M har endvidere forklaret, at hun forventer at få besked om næste udstationering senest i januar 2027.
Det må lægges til grund, at D og P ikke har familie i Danmark ud over deres mor og far, samt at de alene har boet i Danmark siden 2021. Det må således lægges til grund, at deres tilknytning til Danmark er begrænset og afhængig af, at forældrene har bopæl i Danmark.
Stillingtagen til, om det kan tillades M at flytte til et andet land med børnene, skal ske forud for den eventuelle flytning. Familieretten finder, at det må lægges til grund, at børnenes tilknytning til Danmark ikke vil ændre sig væsentligt i den nærmeste fremtid, og det forhold, at det forventede tidspunkt for flytning er om knap 2 år, kan derfor ikke i sig selv føre til, at familieretten ikke i denne dom kan tage stilling til, om M må tage bopæl med børnene i et andet EU-land.
Familieretten finder herefter, at det ikke kan antages, at det er til børnenes bedste, at spørgsmålet, om M må udøve bopælen i et andet EU-land, ikke afgøres nu. Derimod finder familieretten, at det må lægges til grund, at det er til børnenes bedste, at de, som forklaret af M i god tid kan forberedes på, hvor de skal flytte til, når det er afgjort, hvor sagsøger skal udstationeres efter udstationeringen i Danmark.
Det må lægges til grund, at børnenes primære omsorgsperson fortsat vil være M, samt at det vil være bedst for børnene fortsat at have bopæl hos deres mor, også når hendes udstationering i Danmark ophører, således at børnene skal flytte med hende til Tyskland, Spanien eller et tredje EU-land efter aftale med F. M må således i overensstemmelse med sin påstand tage bopæl med børnene i Spanien eller Tyskland eller et tredje EUland, som parterne bliver enige om.
Byrettens resultat:
Den fælles forældremyndighed ophæves, og M skal have forældremyndigheden alene over D, født den * 2015, og over P, født den * 2019.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Landsrettens begrundelse:
Efter forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Afgørelsen herom skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 1 og § 4, og i, om der er konkrete holdepunkter for, at forældrene ikke vil kunne samarbejde – også fremadrettet – om barnet. Det kræves ikke, at der er enighed mellem forældrene om samtlige spørgsmål vedrørende barnet.
Landsretten finder, at der ikke er påvist sådanne konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om Ds og Ps forhold til børnenes bedste, at der er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Landsretten ændrer derfor familierettens dom som nedenfor bestemt.
Landsrettens resultat:
Familierettens dom ændres således, at M og F fortsat skal have fælles forældremyndighed over børnene D født den 27. august 2015, og P, født den 25. marts 2019.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
Jeg har modtaget dommene fra min mangeårige kontorkollega Jesper Rye Jensen, der har ført sagen for F i begge instanser.
Parterne er enige om, at den formelle bopæl er hos M.
Det bemærkes særligt, at parterne er enige om 7/7 ordning, og at sagen derfor overhovedet ikke har handlet om samvær.
For mig er det en interessant oplysning, fordi det i al fald som udgangspunkt fordrer et fornuftigt samarbejde, hvis man har en 7/7 ordning. Vi oplever i stort set alle sager, at den ene part hævder dårligt samarbejde for at ”få magten”, der ligger i ene forældremyndighed.
Sagen er i byrettens behandling ret speciel. M i byretten nedlægger påstand om, at hun kan bosætte sig med børnene i Spanien, Tyskland eller et tredje EU land efter parternes nærmere aftale. Over for det har F nedlagt påstand om afvisning.
Der er i de såkaldte anbringender fra Ms side overhovedet ikke anført noget som helst om spørgsmålet om senere bosættelse i udlandet.
Det mystiske er, at byretsdommeren giver M eneforældremyndighed og samtidig bruger en del kræfter på at tage stilling til et fremtidigt flytteproblem. Reglerne er ”jo”, at en forældre med eneforældremyndighed kan flytte til udlandet uden samtykke men samtidig stadigvæk skal varsle flytningen.
Byretsdommerens bemærkninger om det spørgsmål er ganske enkelt helt uden betydning.
Jeg har skrevet en temmelig lang artikel om flytteproblematikken tilbage i 2014. Artiklen har titlen ”Er skilsmisseforældre stavnsbundne”.
Det er ærlig talt virkelig vanskelig at læse ud af dommen og forklaringerne, hvad der har fået byretsdommeren til at nå til eneforældremyndighed.
I landsrettens indledning nævnes, at spørgsmålet om bopæl i udlandet ikke har været inddraget under anken.
Landsrettens præmisser er beundringsværdigt korte og giver ikke anledning til kommentarer.
Viggo Bækgaard
28. november 2025