Bopælen P (10 år) og D1 (13 år) hos M og ikke samvær med F. Bopæl for D2 (15 år) hos F og ikke samvær med M, lidt om chikane og forældrefremmedgørelse, ØLD 12. juni 2024 utrykt
Byrettens begrundelse: (Holbæk)
Familieretten skal ved sin afgørelse af, hvor børnene skal have bopæl, og i hvilket omfang de skal have samvær med den af forældrene, som de ikke får bopæl hos, lægge vægt på, hvad der er bedst for børnene. Familieretten skal herunder have fokus på, at afgørelsen skal medvirke til at sikre børnenes trivsel. Dette fremgår af forældreansvarslovens § 4. Vurderingen af, hvad der er bedst for det enkelte barn, skal foretages efter en konkret, individuel og samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder barnets egen mening om spørgsmålet.
Familieretten finder, at alle børnene i stort omfang er præget af og involveret i parternes indbyrdes konflikt om blandt andet børnene. Således har D2, efter at han er flyttet hjem til sin far, fravalgt al kontakt til sin mor, ligesom D1 og P ikke længere går i skole. Parterne er enige i den børnesagkyndige psykologs vurdering af, at både D1 og P er i mistrivsel. Den børnesagkyndige psykolog har i den børnesagkyndige undersøgelse anført, at der er stor fare for både D1s og Ps fremtidige udvikling.
Navnlig efter Fs forklaring, samtalen med D2 og oplysningerne i den børnesagkyndige undersøgelse lægger familieretten til grund, at D2 efter at være flyttet hjem til sin far er kommet i god trivsel, herunder går han i skole. Han har under børnesamtalen i retten og siden under samtale med den børnesagkyndige psykolog givet klart udtryk for, at han er glad for at bo hos sin far, at han trives hos sin far og i sin skole, og at det er efter hans eget valg, at han ikke ønsker samvær med sin mor. D2, der er 14 år gammel, har også givet udtryk for, at han ønsker at blive boende hos sin far. På denne baggrund er det bedst for D2 at have bopæl hos F.
Som anført er både D1 og P i mistrivsel, og det er ikke i den nuværende ordning, hvor de har bopæl hos deres mor og samvær med deres far, lykkedes at få dem i trivsel. Tværtimod er deres trivsel under sagens forløb forringet. D1, der er 12 år gammel, har under børnesamtalen i retten givet udtryk for, at han ønsker at bo mere hos sin far, og han siden under børnesamtalen med den børnesagkyndige psykolog udtrykt ønske om at få bopæl hos sin far, da han ikke længere kan se, at der er noget godt ved at bo hos sin mor. P, der nu er 10 år gammel, har under børnesamtalen i retten og siden under børne-samtalen hos den børnesagkyndige psykolog givet udtryk for, at hun gerne vil bo hos sin far, herunder sammen med sine brødre.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af, hvad der er bedst for børnene, finder familieretten, at det er bedst for D1 og P, at de også har bopæl hos deres far, hvor D2 også har bopæl. Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Derfor tager familieretten Fs påstand om bopæl til følge.
M har ikke nedlagt påstand om samvær. Familieretten har derfor taget stilling til Fs påstand om, at der ikke skal fastsættes samvær for D2.
Familieretten har ikke fundet, at der fuldt tilstrækkelig grundlag for som påstået af F at bestemme, at dommen kan fuldbyrdes straks, jf. retsplejelovens § 480, stk. 1, 2. pkt. Familieretten tager derfor ikke Fs påstand herom til følge.
Byrettens resultat:
D2, født den juni 2009, D1, født den juli 2011 og P, født den januar 2014 skal have bopæl hos F.
Landsrettens begrundelse
Afgørelsen af, hvor et barn skal have bopæl, skal efter forældreansvarslovens § 1 og § 4 træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Dette beror efter forarbejderne på en konkret og individuel vurdering af barnets forhold og de øvrige momenter i sagen, hvor der bl.a. kan lægges vægt på barnets tilknytning til forældrene, forældrenes personlige egenskaber og på, hvordan barnet vil reagere ved eventuelt at skulle skifte institution, skole mv. som følge af en flytning.
D2
Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at D2 før forældrenes skilsmisse havde svært ved at være i skole og derfor blev hjemmeundervist, men at han efter skilsmissen i sommeren 2022 kom retur i skole og umiddelbart trivedes godt. Landsretten lægger endvidere til grund, at D2 tidligere var tæt knyttet til sin mor, men at han har afvist al kontakt med hende efter ophold hos sin far i oktober 2022.
Landsretten lægger efter oplysningerne i den børnesagkyndige undersøgelse herudover til grund, at D2s afvisning af sin mor i vidt omfang må tilskrives, at hans far har inddraget ham i forældrenes konflikt og derved fået skabt et modsætningsforhold mellem ham og hans mor. Sagens oplysninger giver såle-des indtryk af en dreng, der er stærkt påvirket af sin far, og hvis modstand mod sin mor ikke fremstår begrundet i reelle forhold.
Uanset ovenstående finder landsretten efter en samlet vurdering imidlertid, at det på nuværende tidspunkt vil være bedst for D2 at have bopæl hos F. Landsretten har ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at D2, der er næsten 15 år gammel, vedholdende har afvist al kontakt med sin mor, og at han efter det oplyste trives hos sin far i det daglige. Det fremgår endvidere, at han har udtrykt en så negativ opfattelse af sin mor, at det må formodes at ville gå ud over hans generelle trivsel, hvis bopælen overføres til hende. Af de samme grunde finder landsretten endvidere, at der på nuværende tidspunkt heller ikke skal fastsættes samvær mellem M og D2
D1 og P
Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at D1s og Ps skole inden skilsmissen var bekymret for deres trivsel, men at begge børn umiddelbart efter skilsmissen, hvor de opholdt sig hos deres mor, kom i bedre trivsel. Landsretten lægger videre til grund, at forældrenes konflikt efterfølgende har påvirket deres trivsel i så alvorlig grad, at begge børn i dag er i stor mistrivsel.
Landsretten lægger efter bevisførelsen, herunder navnlig oplysningerne i den børnesagkyndige undersøgelse, herudover til grund, at D1s og Ps mistrivsel i væsentligt omfang må tilskrives, at de er blevet involveret i forældrenes konflikt, og at de igennem deres far er blevet påvirket og sat i et mod-sætningsforhold til deres mor, som på sigt vurderes at kunne skade deres relation til hende. Disse forhold er af den børnesagkyndige vurderet tillige at indebære, at hun er frataget sin autoritet og plads som mor og dermed har vanskeligt ved at hjælpe dem ud af deres mistrivsel.
Efter en samlet vurdering, og uanset at D1 og P i forbindelse med den børnesagkyndige undersøgelse begge har givet udtryk for, at de ønsker at have bopæl hos deres far, finder landsretten på denne baggrund og ud fra et fremtidsorienteret perspektiv, at det vil være bedst for D1 og P, at de får bopæl hos M. Landsretten har herved også tillagt det betydelig vægt, at M i lyset af forløbet med D2 må anses for bedst egnet til at sikre, at D1 og P på sigt vil kunne bevare en kontakt til begge forældre.
Da både D1 og P på nuværende tidspunkt må anses for meget påvirkede af forældrenes konflikt, finder landsretten endvidere, at der skal sikres den nødvendige ro om dem, og at der derfor for tiden ikke skal fastsættes samvær mellem D1 og P og F. Landsretten har herved også tillagt det vægt, at det fremgår af skolens underretninger af 22. marts 2023, at D1 og P begge har haft det særligt svært før og efter skiftedagene.
Landsretten stadfæster derfor familierettens afgørelse med den ændring, at D1, født den juli 2011, og P, født den januar 2014, skal have bopæl hos M.
Der fastsættes for tiden ikke samvær mellem D2 og M.
Der fastsættes for tiden ikke samvær mellem D1 og P og F.
Landsrettens resultat:
Bopæl for D1 og P hos M – ej samvær med F
Bopæl for D2 hos F – ej samvær med M
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Kommentar:
Jeg har modtaget dommene fra F umiddelbart efter landsretsdommen. Jeg har modtaget en del underliggende materiale særligt i form af børnesagkyndig undersøgelse og børnesamtaler.
Helt sammenfattende kan man konstatere, at der har været et meget anstrengt forhold med total mangel på samarbejde mellem forældrene i al fald siden samlivsophævelsen i 2022. På den baggrund kan man såmænd godt undre sig over, at ingen af parterne har haft nedlagt påstande om ophævelse af den fælles forældremyndighed. På den anden side giver netop det måske anledning til håb om, at al håb ikke er helt ude for børnene.
Nogle forhold springer umiddelbart i øjnene. M og hendes advokat har åbenbart været så sikre i forhold til bopælen, at der slet ikke i byretten blev nedlagt påstand om samvær for det tilfælde, at bopælen tilfaldt F. Jeg ved godt, at mange parter slet ikke vil snakke om en situation, hvor man ikke ”vinder det hele”. Men det bør man være meget bevidst om kan blive resultatet.
Det er en sag, hvor man som læser uden aktier i sagen får knuder i maven på børnenes vegne. Resultatet virker trist. Man bliver nærmest vred på begge forældre over deres helt urimelige og uansvarlige opførsel og får lyst til at ryste dem begge til en eller anden form for fornuft.
Jeg siger tit, at det ikke giver god mening at føre sag om teenagere. Mit budskab er generelt, at de jo kan stemme med fødderne. I denne sag er det ikke let, fordi børnene nu bor 100 km fra hinanden.
En anden generel udfordring om teenagere er, at de “er ikke rigtig voksne, de er ikke rigtig børn, de er både og og hverken enten-eller” (Fra Bøllebob sangen, som jeg elsker at citere og synge med mine børnebørn).
De tager i forældrekonflikter stilling ud fra, hvad de ser og oplever – ofte i mit erfaringsunivers til støtte for den, som de måske ser som svagest. Jeg læste forleden denne vittighed, som faktisk er meget rammende generelt: “Faren sukkede til sin teenagesøn: Mon ikke du skulle finde dig en ledende stilling, mens du endnu ved alting?” Bemærkningerne her har aldeles intet med den konkrete sag at gøre – men om teenagere generelt.
Her gengiver jeg meget kort fra faktum, som fremgår af dommene i bevidsthed om, at de to domme tilsammen er på 23 sider.
Forældrene har kendt hinanden, siden de var teenagere og har været sammen i vist 18 år. De er begge veluddannede og har efter det oplyste begge forældreevne. De har de sidste mange år levet sammen i et forhold, hvor eneste fællesnævner synes at have været børnene.
Alle børnene har haft udfordringer også før parforholdets opløsning.
D2 blev i en periode hjemmeundervist af M og var således ikke i skole.
D1 og P har under den børnesagkyndige undersøgelse været meget svære at observere, mens de var hos M, som havde svært ved at bevare sin autoritet over for børnene, når de ser sig observeret.
Generelt er der tale om meget grove gensidige beskyldninger mellem forældrene om stort set alt mellem himmel og jord (min udlægning).
Alle børnene giver både i forbindelse med den børnesagkyndige undersøgelse og børnesamtalerne udtryk for, at de ønsker mere tid hos far/at bo hos far. Det står klart, at især landsretten har vægtet far som den, der i størst grad har påvirket børnene og fremstår mest ”bitter”. Når jeg alene vurderer ud fra det skriftlige materiale, tænker jeg ærlig talt, at den ene ikke har alverden at lade den anden høre for.
I forbindelse med, at F sender dommen og materialet, bliver jeg spurgt til muligheden for at anke til Højesteret. Mit svar alene på baggrund af materialet har været, at der ikke er noget som helst for alvor principielt. Man kan tænke, at det er principielt og en skandale at dele børn, som aldersmæssigt er så tæt på hinanden. Men det er efter min vurdering ikke ”højesterets-principielt”.
Det fremgår ganske enkelt ikke af dommen, hvad der har gjort D2 så indædt vred på mor, at han overhovedet ikke vil se hende. Der er nogle løse antydninger men ikke mere. Det fremgår heller ikke tydeligt, hvad der får D1 og P til at sige fra over for mor og tilsvarende til over for F. Men det fremgår, at P på et tidspunkt stak af fra mor og over til farmor, som bor i samme by.
Et af uenighedspunkterne under sagen var, at F ønsker, at D2 får mulighed for at komme i en psykologbehandling hos en privatpraktiserende psykolog. Det har M afvist og henvist til, at han kunne gå til skolepsykologen i stedet for. Det virker åbenlyst som et relevant behov for D2 at komme til en psykolog for at få løst op for det, der plager ham. Hvorfor har man dog ikke nedlagt påstand om eneforældremyndighed allerede af den grund? Man kunne såmænd også spørge, om retten af sig selv kunne have nået til det resultat på trods af, at der ikke var nedlagt påstande. Formelt er disse sager indrettet med grundlag i officialmaximen (retten kan beslutte uden at være tvunget til at lytte til parternes påstande og ønsker om oplysning).
Jeg skrev ovenfor, at jeg får knuder i maven på børnenes vegne og tænker, at jeg bør uddybe, hvad jeg egentlig tænker baseret på årelang erfaring med forældreansvarssager. Det skal selvfølgelig understreges, at jeg kun er advokat og ikke psykolog, og at mine refleksioner er ret generelle.
Vi har at gøre med 2 teenagedrenge på nu 13 og 15 år. De er altså aldersmæssigt tæt på hinanden. Det fremgår af oplysningerne, at den mindste i høj grad savner kontakten med den store. Det er da usundt, at 2 jævnaldrende teenagere skal vokse op i deres teenageliv uden den anden.
Det må de to forældre altså samle sig sammen til at løse. De – forældrene – er simpelthen nødsaget til at lægge indbyrdes had til side og i fællesskab i en fart få fundet en løsning, der bringer især drengene sammen. Her tænker jeg ærlig talt, at det er særlig ærgerligt, at M afviser D2s behov for psykologhjælp. MÅSKE er det den psykologhjælp, der kan hjælpe ikke blot drengene men faktisk også M til at få genskabt en relation.
Med disse bemærkninger negligerer jeg ikke Ps behov. Men jeg tror ærlig talt (lommepsykologisk), at aldersforskellen gør det andet vigtigere her og nu.
Jeg kan selvfølgelig ikke vurdere, om M eller F er ”skurken”. Ærlig talt får jeg indtryk af, at de er ret så lige gode om det. ”Skam Jer” siger jeg med et lille alvorssmil.
Men jeg tænker godt nok også, at det kun kan gå for langsomt at få tilsidesat egne behov og begynde at tænke på holdbare løsninger for børnene.
Viggo Bækgaard
19. juni 2024