Bopæl for 9-årig P overført til F som følge af, at M ikke har levet op til sit ansvar (samværschikane), TFA 2016/46 ØLD
Byrettens begrundelse:
P, der er i dag 9 år og 11 måneder, har altid boet hos sin mor og halvstoresøster. P har i henhold til den seneste aftale samvær med sin far i en 9/5-ordning.
F bor i hus 3 km fra P’s skole i – – -. M har gennem det seneste år været folkeregistertilmeldt Københavns Kommune, men har boet i – – – og i de seneste ca. 7 måneder i et erhvervslejemål i – – -.
Efter udtalelsen fra – – -skolen, det oplyste i Københavns Kommunes undersøgelse samt rettens indtryk af P i forbindelse med børnesamtalen lægges til grund, at D’s trivsel er påvirket af forældrenes konflikt.
Efter en samlet vurdering af det oplyste i sagen lægges endvidere til grund, at forældrenes konflikt og årsagen til, at der ikke i perioden fra sommeren 2013 til oktober 2015 var samvær med overnatning, reelt er begrundet i M’s modvilje mod, at P har samvær med sin far. Retten finder, at M ved sin adfærd, herunder også ved baggrunden for aflysningen af samværet i april og maj 2015, udviser samværschikane.
Henset til, at parternes konflikt og uoverensstemmelser vedrører F’s samvær med P, finder retten ikke, at der er holdepunkter for at antage, at en ophævelse af den fælles forældremyndighed vil ændre på parternes adfærd til P’s bedste. M’s påstand herom tages derfor ikke til følge, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 11.
Retten finder ikke, at M, som aktuelt er bopælsforælder, ved sin adfærd har levet op til ansvaret om, at P skal have samvær med sin far, jf. forældreansvarslovens § 19.
På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder en samlet vurdering af parternes forhold, finder retten, at det vil være bedst for P fremover at have bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Retten har herved lagt vægt på, at F, der ikke tidligere har været bopælsforælder for P, har tilkendegivet, at han vil bakke op om samværet mellem P og hendes mor, hvilket må antages fremover at kunne mindske den loyalitetskonflikt, som P aktuelt befinder sig i, samt sikre en stabilitet og forudsigelighed i P’s hverdag.
F’s påstand tages derfor til følge.
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen fra M om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.
Også efter bevisførelsen for landsretten findes det efter en samlet vurdering at kunne lægges til grund, at forældrenes langvarige konflikt og årsagen til, at der ikke i en længere periode var samvær med overnatning, er begrundet i M’s modvilje mod, at P har samvær med sin far. Der har således været adskillige fogedretsmøder angående udlevering til samvær.
Landsretten tiltræder på denne baggrund og af de grunde, der er anført af byretten, at det vil være bedst for P, at hun fremover har bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
kommentar:
Ordet samværschikane bruges ikke af dommerne men står i ”hovedet” i TFA. Der er ikke vildt mange afgørelser, der tydeligt træffer afgørelse om ændring af bopæl på grund af samarbejdschikane fra bopælsforælderen.
Jeg hæfter mig som ofte ved, at M i denne sag siger, at hun sandelig ikke vil forhindre samvær, og at hun sandelig synes, der skal være samvær med F. Hun synes bare, at P skal ”have ro”, hvilket er en standardsætning i forældreansvarssager.
Det står ærligt alt selv efter relativ grundig gennemlæsning af forklaringerne klart for mig, hvad der egentlig er i vejen. Mange fogedsager er i al fald et tema. M synes at lave lege- og sportsaftaler i Fs samværsweekender.
Jeg sidder mest med det indtryk, at M bare mener, at P skal være barn, og at så må man se, om der kan blive plads til F et eller andet sted.
Der er i al fald intet i sagen, som indikerer, at der ikke skal være samvær.
Hvad enten man kan lide det eller ej, er retsstillingen for skilsmissebørn, at de er nødt til at være børn på forældrenes præmisser. Begge forældres præmisser forstås.
Resultatet er derfor måske ikke så overraskende endda. Begge forældre har et ansvar.
Viggo Bækgaard