4 børn havde folkeregisteradresse hos M. Der var aftalt ”delt bopæl”. Ikke indtægtsforhøjelse hos F i forhold til fri proces, der blev afslået, TFA 2025/97 ØLK

4 børn havde folkeregisteradresse hos M. Der var aftalt ”delt bopæl”. Ikke indtægtsforhøjelse hos F i forhold til fri proces, der blev afslået, TFA 2025/97 ØLK

Byrettens begrundelse (Helsingør).

Det følger af § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1521 af 4. december 2024 om fri proces, at fri proces efter retsplejelovens § 327 kan meddeles, hvis ansøgerens indtægtsgrundlag er 385.000 kr. eller mindre. Efter § 1, stk. 4, forhøjes beløbet i stk. 3, med 67.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.

Det kan lægges til grund, at F’s indtægtsgrundlag i 2023 var 474.820,00 kr., og at han ikke har nogen hjemmeboende børn under 18 år. De 4 børn omhandlet af sagen har bopæl hos M. Det kan ikke føre til andet resultat, at han oplyser, at der er indgået en form for deleordning. Det bemærkes i øvrigt, at dette ikke er dokumenteret for retten.

F opfylder derfor ikke betingelserne for at få fri proces.

Landsrettens begrundelse

Familieretten kan efter retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 2, i en sag om forældremyndighed, barnets bopæl og/eller samvær give en part fri proces, hvis parten opfylder de økonomiske betingelser i § 325.

Ved opgørelsen af, om partens indtægtsgrundlag overstiger beløbsgrænsen i retsplejelovens § 325, jf. § 326, jf. bekendtgørelse nr. 1338 af 29. november 2024 om fri proces § 1, stk. 4, forhøjes beløbsgrænsen på 385.000 kr. med 67.000 kr. for hvert barn under 18 år, som enten bor hos den pågældende part eller i overvejende grad forsørges af denne.

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at F og M har indgået aftale om delt bopæl vedrørende deres fire mindreårige hjemmeboende børn, som har folkeregisteradresse hos M.

Af forarbejderne til forældreansvarslovens § 18 a om delt bopæl (lovforslag nr. L 91 af 7. november 2018, de specielle bemærkninger), fremgår bl.a.:

»…

En aftale om, at barnet har delt bopæl, betyder, at ingen af forældrene er bopælsforælder efter den familieretlige lovgivning, og at forældrene skal være enige om overordnede forhold vedrørende barnets daglige liv, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 3, stk. 1, 3. pkt. Forældre, der har aftalt delt bopæl, skal således i fællesskab tage stilling til både væsentlige og større spørgsmål af dagligdags karakter vedrørende barnet, navnlig spørgsmål om barnets daglige velbefindende, barnets bopæl og samvær.

Aftalen har kun virkning i forhold til forældrenes indbyrdes forhold, og anden lovgivning m.v., herunder f.eks. udbetaling af offentlige ydelser knyttet til barnet og bopælsregistreringen i CPR af barnet efter CPR-loven, administreres uafhængigt heraf.

…«

Aftalen om delt bopæl efter forældreansvarslovens § 18 a indebærer således ikke, at børnene i relation til reglerne om fri proces må anses for at have bopæl hos F. Der er derfor ikke grundlag for at forhøje den beløbsmæssige grænse for fri proces som følge heraf.

Herefter, og idet det må lægges til grund, at børnene ikke i overvejende grad forsørges af F, opfylder F ikke betingelserne for fri proces. Landsretten stadfæster derfor familierettens afgørelse.

Kommentar.

Jeg tror ikke, at ret mange overhovedet bruger ”delt bopæl”, men det havde på en måde været ”smart”, hvis begge forældre på den måde kunne få lov at ”trække 4 børn” fra i deres indkomstgrundlag.

Viggo Bækgaard

Juli 2026